Profittilbud gnaver velfærden itu

“Vi kan få 300.000 kroner for autister per person. Det er hvide penge, som har så meget værdi.”

For et år siden lagde TV2’s dokumentar Den Sorte Svane gaderne øde, og der skete unægtelig mange vilde ting i den serie. Men påstanden om, at man kan fifle store beløb ud af socialt arbejde, stikker alligevel ud.

Især fordi det problem ikke er uhørt. På begge sider af loven er det velkendt, at der er rigtig gode penge at tjene på profitdrevet socialt arbejde.

“Vi har set for mange eksempler på private bo- og opholdssteder, som gennem snørklede virksomhedskonstruktioner er optimeret til at tjene penge til ejerne bag. Deres forretning bygger på de penge, kommunerne har til børn, unge og voksne med psykiske lidelser”, sagde næstformand i FOA, Thomas Enghausen, tilbage i 2022, da endnu en profitfidus blev afsløret. Dengang i Holbæk.

For i modsætning til det meste af normalområdet – det er for eksempel ikke tilladt at trække profit ud af en skole – er der anderledes slappe rammer, når det kommer til det sociale specialområde såsom bosteder, specialskoletilbud og hjemmepleje. Områder der alt for ofte er blevet ramt af en løbsk sparekniv. 

Og det er altså noget juks, for pengene kan kun bruges én gang. Hvis de klattes væk på privat profit, så er det de mennesker, som støtten var tiltænkt, der må holde for.

Regningen ender hos dem, der har dårligst råd

Nogen skal jo betale, når man også skal finde penge til aktionærerne inden for de stramme, kommunalt berammede beløb. Og de ‘nogen’ er desværre de ældre, de hjemløse, de udsatte og de svækkede. De betaler med forringet velfærd.

For dårlig lovgivning og manglende prioritering har gjort socialområdet til en god forretning. Ikke for de mennesker det handler om, men for dem der høster profitten.

Private velfærdsfiduser trækker årligt millioner og atter millioner ud af den danske velfærd. Dem giver de så til stenrige investorer, der ærlig talt burde kunne klare sig uden de penge, som var målrettet udsatte, fattige og svækkede mennesker.

I foråret kom det frem, at Behandlingsskolerne – som er landets største private koncern for dagbehandlingsskoler til udsatte børn – er blevet solgt til en virksomhed, der er ejet af diktaturet i Abu Dhabi.

Det betyder, at den profit af de penge, der egentlig var bevilliget til nogle af landets mest udsatte børn, ryger i lommerne på investorer i et tvivlsomt skattely.

Så som så med kvaliteten – fidusmagere får dollartegn i øjnene

Det kan i mange tilfælde betyde, at der vil blive gået på kompromis med kvaliteten

Sidste sommer blev det med den frygtelige sag om den 30-årige kvinde, der døde af ætsningsskader, tydeligt for enhver, at alle pengene i hvert fald ikke var gået til velfærd på bostedet Habitushuset. Det var ejet af den britiske kapitalfond Apposite Capital.

Det er ikke et enestående tilfælde.

Gennem tiden har mere end 60 private plejefirmaer måttet dreje nøglen om og efterlade oprydningen til kommunen. I vinters kunne Fagbladet FOA fortælle, at mindst 19 private profitbotilbud til udsatte børn og voksne blevet tvangslukket på grund af uacceptable forhold.

Ét tilfælde kan være et broddent kar, men når eksemplerne hober sig op i bjerghøjde, er der ikke længere tale om enkeltstående fidusmagere. Det er en tendens – og en rigtig skidt en af slagsen. Og det er ikke i lille skala; på få år har private botilbud udbetalt 212 millioner kroner i udbytte, lyder opgørelsen fra 3F.

Det er dumt brug af de fælles midler. Derfor bør profitmageri for velfærdspenge stoppes. Det burde vi have hjemmel til i landets kommuner.

Så hvem betaler, når kommunerne også skal finde penge til aktionærerne? Det gør dem, der har dårligst råd. Det er helt på månen.

Vi skal se udsatte mennesker som mennesker, ikke investeringsobjekter. Mennesker, der ikke burde lægge krop til spekulation. Det er ærligt talt ikke for meget forlangt.

Et politisk flertal på Christiansborg har vedtaget en værdighedsreform, men er det virkelig værdigt at fidusmagere – på begge sider af loven – kigger på den og får dollartegn i øjnene?