Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. september. 2019

Propaganda er dét, vi ikke ser

Rasmus Hage Dalland har med “Identitær” taget de bløde handsker på, og følt en højreradikal ungdomsorganisation på tænderne gennem to år. Det er der kommet et stilistisk godt sammenskruet, men etisk og politisk kritisabelt værk ud af.

Foto: Hope not Hate

Rasmus Hage Dalland har med “Identitær” taget de bløde handsker på, og følt en højreradikal ungdomsorganisation på tænderne gennem to år. Det er der kommet et stilistisk godt sammenskruet, men etisk og politisk kritisabelt værk ud af.


Af Vibeke Nielsen

Rasmus Hage Dalland er på rundrejse i europæiske lande og regioner: Danmark, Tyskland, Tjekkiet, Frankrig, Østrig, Slovenien, Italien, Holland samt de regionale grænseområder Tyrol og Bolzano. Han møder den identitære bevægelse i dens mangfoldighed, i et forsøg på at finde ud af hvorfor bevægelsen findes, og hvad der driver engagementet og aktivismen hos den enkelte.

Lad os kalde bevægelsen Generation Identitær (GI), selvom den har lidt forskellige navne i de forskellige lande. Det juridiske navn i Danmark er “Foreningen til bevarelse af europæisk identitet”. Det navn er der en vigtig pointe i, som jeg skal vende tilbage til. Til oplysning for læsere der slet ikke kender GI, er det en europæisk ungdomsorganisation med start i Frankrig og solid placering på højrefløjen. Hvor langt ude på højrefløjen er et af de spørgsmål, “Identitær” prøver at lade være op til læseren. Noget der sammenfatter grupperne er dog dyrkelsen af en fælles “etnokulturel identitet”. Hvad de enkelte grupper og medlemmer mere specifikt lægger i begrebet, viser sig at være mere mangfoldigt.

Bogstavet lambda – det 11. det græske alfabet. Den højreekstreme bevægelse Generation Identitær har annekteret det som symbol for deres bevægelse, og bruger det i en særlig gul-sort variant – i øvrigt de samme farver, som såkaldte ‘anarko-kapitalister’ også bruger. Foto: Wiki Commons

Jeg er personligt hverken før eller efter at have læst bogen i tvivl om, hvor langt ude på højrefløjen GI er. Det er en højreradikal bevægelse, der tværs over Europa prøver at samle unge omkring gammelkendte højreradikale idéer, iklædt en mere normaliseret og “lækker” stil, end den vi kender fra 80’ernes, 90’ernes og 00’ernes højreradikale æstetik. Bevægelsen har ikke fået ordentlig samling på sig selv og sine idéer endnu. Men det betyder ikke, at den ikke kan få det og fortætte sig omkring et mere “stilrent” politisk og organisatorisk udtryk. Det er bare ikke sikkert, at det lige ender med at blive det udtryk, som bevægelsens mest kendte ideologer i dag mener bør være det definerende. De opfattelser kommer til at præge min læsning af “Identitær”.

God stil og indlevelse

Stilistisk ligger bogen et sted mellem ‘new journalism’, som man kender det fra Peter Øvigs bøger, og antropologisk deltagerobservation uden forskerens disciplin. Sanseindtryk, korte handlingsforløb, samtaler i reportagestil krydres med personlige refleksioner over Europa, det politiske og det eksistentielle efter en snak over en øl ved et bål til lyden af østeuropæisk metal. Eller et besøg på kunstmuseum og café. Eller deltagelse i GI’s aktioner.

Det er ikke rigtig filosofi, og ikke rigtig samfundsforskning eller antropologisk forskning. Men ligger nærmere et sted mellem dokumentarisme og autofiktion. For Dalland snakker med aktivisterne. Han samtaler mere med dem, end han interviewer dem. Han graver ikke dokumenter frem for at tage dem med hjem til kontoret og udforske dem. Men tager med på aktivisternes ture eller sætter sig sammen med dem og ser deres små videoer om, hvad de laver på sommerlejren. Fremstillingen er scenisk.

Kulturen og følelserne er i fokus, både for Dalland og for de identitære. Han er dygtig til at fange kulturgenstande og elementer af kulturarv, som bygninger, madretter, skægstil og musiksmag, der karakteriserer personen eller regionen, han besøger. Og han er god til at skildre frustrationen hos den enkelte og fange de følelsesladede forklaringer på, hvorfor lige det menneske blev fanget af GI. De forklaringer er ikke så sjældent lettere vrøvlede, som vi mennesker nu engang vrøvler, når vi prøver at fortælle en fremmed, hvem vi er – og hvorfor vi er blevet til dem, vi er.

Det er ikke rigtig filosofi, og ikke rigtig samfundsforskning eller antropologisk forskning. Men ligger nærmere et sted mellem dokumentarisme og autofiktion. For Dalland snakker med aktivisterne. Han samtaler mere med dem, end han interviewer dem.

Fra kebab til islamisering

Man trækker på smilebåndet over dumheden, når Ábel fra Ungarn brokker sig over de arabiske indvandreres dårlige “gyros” – han insisterer virkelig på at kalde det “gyros” (det er kebab) – og bruger den som en central pointe i sin forklaring på, hvorfor han vil have udlændingene ud: Arabisk “gyros” fører direkte til islamisering. Eller når den store Trump-fan, Alessandro i Tjekkiet igen og igen refererer til “HR damen”, der nærmest antager dimensioner af et fortættet symbol, når han prøver at udrede, hvad der gør livet svært for en hvid mand som ham, og hvorfor han derfor finder sit rette element i bevægelsen.

Identitær – en rejse ind i Europas nye højre (2019) er udgivet på forlaget Atlas.

Grundfortællingerne er mangfoldige, men ingen af dem, som Dalland møder, har traumatiserende oplevelser som afsæt for engagementet i GI. De fleste henviser til nogle dårlige oplevelser i skolen eller gymnasietiden med nogle indvandrere, der ikke opførte sig pænt. Det og så fællesskab er rigelig forklaring for dem til i første omgang at tilslutte sig GI. I sig selv er normaliteten hos GI’s medlemmer skræmmende nok. Alle mennesker har vel på et eller andet tidspunkt i livet haft mindst en dårlig oplevelse med en indvandrer, såvel som med en der ikke er indvandrer. Normaliteten betyder, at det bliver en pointe i bogen, at stort set hvem som helst kan påvirkes med GI’s idéer, hvis personen altså finder det sociale fællesskab attraktivt. På en måde er “Identitær”s ’normalisering’ af bevægelsens medlemmer en styrke, fordi den kan skærpe opmærksomheden i forhold til “bjælken i ens eget øje” og risikoen for bevægelsens vækst. Men den er også en svaghed, fordi den åbner for læserens ureflekterede identifikation med de skildrede aktivister.

Punch, nerve og nærvær

I de første mange kapitler føler Dalland sine samtalepartnere på tænderne og prøver at være neutral observatør og lyttende samtalepartner. Men bogen bliver faktisk stærkere, jo tættere forfatteren kommer på at krydse klinger med dem, frem for at være den lyttende samtalepartner. Den får mere “punch”, nerve og nærvær. At stille GI’s medlemmer kritiske spørgsmål har den omkostning, at Dalland støder sine “undersøgelsesobjekter” fra sig. Men det er først her, vi som læsere virkelig hører, hvad de står for og ser deres reaktionsmønstre. Og det er her, Dalland kommer med de skarpeste iagttagelser, frem for blot at gengive de identitæres væverier.

Det afsluttende kapitel “Epilog” er et efterskrift, som er skrevet, efter Al-Jazeera har lavet en dokumentar, hvor en ’muldvarp’ har infiltreret bevægelsen og dokumenteret, at lokalforeningen af GI i Lille, Frankrig, har fysiske overfald på flygtninge og indvandrere som politisk praksis. Dalland føler vist, at de har snydt ham lidt, men det giver egentlig ikke rigtig noget til værket, at kapitlet er med. Måske giver det noget til Dallands egen samvittighed.

Al Jazeera-dokumentaren “Generation Hate” dokumenterer Identitær-bevægelsens praksis med overfald på flygtninge og indvandrere. Dalland kommenterer på afsløringerne i efterskriftet – måske et udtryk for dårlig samvittighed, mener Vibeke Nielsen.

Deltagerobservation som presseetisk udfordring

Det mest iøjnefaldende etiske problem ved Dallands projekt er, at han vælger at gå med GI i deres aktioner. Jeg er forbavset over, at ikke en eneste anmelder af denne bog har undret sig over det. Selv på ’Konfront’ har man tilsyneladende betragtet det som helt naturligt!

Dalland har forladt journalistrollen som observatør, og er i stedet aktiv medspiller i bevægelsen. Og dermed går han fra journalistens neutrale rolle til den politiske aktivists rolle. Han bidrager dermed til den skade, som GI gør, så længe han er på besøg hos dem. Og det er han i flere år. Tidligt i bogen (s. 29) lærer vi, at han skulle have været med til en moskébesættelse i Venlo, Holland, men at invitationen bliver omstødt i sidste sekund. Det er altså ikke Dalland selv, der pludselig får kolde fødder. Lignende eksempler på hans aktive involvering i handlinger, der har direkte eller indirekte konsekvenser for flygtninge og indvandrere, findes gennem hele bogen.

Man kan fra en journalistisk vinkel finde mange praktiske argumenter for at være delagtig i en gruppes aktiviteter, når man researcher. En begrundelse kan være, at man får mere tillid fra gruppen, hvis man er med på den værste. Gruppen åbner sig og giver et større indblik i, hvad den går og laver. Man får en dybere forståelse for det usagte, normer, værdier og uskrevne regler, hvis man lever sig ind i frem for at stille sig udenfor i en kritisk refleksiv position. Og tilgangen danner grundlag for en mere levende beskrivelse af gruppens kultur, når man igen er draget hjem for at sammenfatte resultaterne. Inden for antropologi kaldes det vist “deltagerobservation”.

Men man bør – og nu bliver jeg moralsk – altid spørge sig selv, om man kan indhente de oplysninger på en måde, så man ikke gør skade på nogen. Hvis Dalland har gjort sig de overvejelser, hører læseren i hvert fald ikke om dem.

Etnokulturel identitet – eller negativt defineret fællesskab

Som politisk dokument har “Identitær” den styrke, at man får en rundtur i GI’s mangfoldighed af holdninger, der er meget forskellige fra land til land. Hvad der binder det hele sammen – bortset fra et logo, et navn og en aldersgruppe, samt fokus på udseende – er svært at se. De fleste respondenter er klarest i spyttet, når de definerer, hvad Europa ikke bør være: Indvandrere, flygtninge og muslimer.

I dele af GI findes en nærmest deterministisk opfattelse af “europæisk identitet”, som snerper i retning af, hvad der formodentlig er sagens kerne: Racerenhed. I virkeligheden handler det om, hvem du nedstammer fra, ikke om en kulturel identitet, som ingen af respondenterne alligevel rigtigt kan definere. Men Rasmus Dalland tager altså GI seriøst nok til at prøve at finde ud af, hvad den positive etnokulturelle identitet består af. Han kommer på arbejde…

Nogle af GI’s europæiske aktivister læser teori af Benoiste eller Fumay, andre af Arendt og Gramsci (!). Nogle vil skabe en lille elitær “sekt”, andre vil ind på den politiske midte. Mens atter andre bare har det fint med at blive associeret med højreradikale hooliganmiljøer. Der er nationalister – som satser på de enkelte lande – paneuropæiske nationalister, regionalister og antinationalister med på holdet. Det er lidt forskelligt, hvem de hader mest: Homoer, marxister, kvinder, muslimer, flygtninge osv. Blot for at nævne et lille udpluk af politiske selvopfattelser hos aktivisterne, som bogen præsenterer fra rundturen.

Flygtninge sidder ved en motorvej en kold oktobernat i 2015, på grænsen mellem Østrig og Tyskland. Stilistisk er Rasmus Dallands nye bog “Identitær” vellykket. Den bliver dog for ensporet når den ikke forholder sig til de mennesker, der lider som en konsekvens af Generation Identitærs politik, mener Vibeke Nielsen. Foto: Wiki Commons

Efter endt læsning står det klart, at ingen af deltagerne selv har hold på, hvad den unikke europæiske kultur og identitet handler om i positiv forstand. De afsluttende kapitler, hvor chefideologerne sættes i stævne, illustrerer det meget fint. I det private møde med organisationens ledende kraft, Robert Timm, i hans forældres lejlighed i en boligblok fra Østberlins tid, viser han sin fremtidsvision fra arkitektskolen: Et cyborg-univers, altså en fremtidsverden for science fiction-figurer. Man spørger sig selv som læser: Hvad er det særligt europæiske ved cyborgs og deres verden?

Bogen “Identitær” skæmmes af, at der en sær uoverensstemmelse mellem på ene side dele af GI’s antagelse om, at identitet og bevidsthed er noget ekstremt determineret (af arv) – og på den anden side Dallands implicitte antagelse om, at politiske idéer er noget, der flyver frit og uafhængigt af et materielt grundlag. Hans antagelse får den konsekvens, at alle synspunkter kan vendes og drejes som lige legitime. Alle politiske idéer kan tilsyneladende lande i et hvilket som helst menneskes bevidsthed og finde varig plads dér. Den historiske, økonomiske og samfundsmæssige kontekstualisering og sammenhæng mangler i bogen “Identitær”. Det efterlader ikke læseren med mange erkendelsesmuligheder.

Propaganda er det, vi ikke ser

En underlig følelse af fascination og ufarlig iagttagelse midt i en katastrofe breder sig i kroppen, når man læser bogen. Rent stilistisk går det godt for Dalland. Men ikke rent politisk. For nærsynetheden, der er konsekvensen af hans metode, gør ham i vidt omfang blind for drivkræfter i samfundet og verden, som er bag bevægelsen, set i et større perspektiv.

Hvis man véd, hvor mange flygtninge der drukner i Middelhavet hvert år, har set billeder af levevilkårene i flygtningelejrene i Europas grænseegne, eller har læst reportager om fattigdomsflygtninge i Libyen, er denne bog svær at have med at gøre. For den empiriske kontekst er helt fraværende fra billedet, som “Identitær” skærer ud af virkeligheden.

I stedet vises medlevende scener af, hvor meget aktivisterne glæder sig til ’Defend Europe’-aktionen, hvor de skal ud og sejle i Middelhavet for at beskytte deres elskede Europa og overvåge ngo’ernes “skadelige” aktiviteter. Det vil i praksis sige ngo’ernes flygtningehjælp. – Men flygtningene ser vi ikke i bogen. Det får GI’s aktiviteter til at stå i et sært selvforklarende lys, som ikke bliver imødegået af smerten i de andres ansigter. Følelsen af ufarlighed midt i katastrofen minder mig om noget, som idrætsforskeren Hans Bonde sagde om Leni Riefenstahls Olympiadefilm, da han præsenterede den til et arrangement i Cinemateket i København for en del år tilbage. Han sagde sådan cirka “Propaganda består ikke i det, vi ser, men i alt det, som vi ikke ser”.

“Identitær” kan ellers på ingen måde sammenlignes med Olympiadefilmen, der er en fire timer lang film om Olympiaden i Berlin i 1936, under Hitler som kansler. Det er et skønmaleri af en mangfoldig verden i leg og konkurrence, hvor der er plads til både stærke kvinder, sorte sportsstjerner og mandligt nøgenfællesskab i et romantisk badehus. Det er faktisk svært at se, at filmen er nazistisk.

Men det vi ikke ser, er Tyskland uden for stadion, hvor overfaldene og deportationerne allerede er i fuld gang. Og vi ser heller ikke, at Hitler ikke vil give hånd til Jesse Owens, den afroamerikanske topatlet der deltager og vinder. Den samfundsmæssige kontekst, hvor alle lidelserne findes som konsekvensen af undertrykkende, fremmedfjendtlig politik, er også skåret væk i “Identitær”. Det kaster et blidere lys af tilforladelighed over aktivisterne, når den sammenhæng er ude af billedet. Når jeg læser epilogen, sammenfatningen om Al-Jazeeras dokumentar, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Dalland er blevet bevidst om, at GI har udsat ham for propaganda i den betydning, som jeg skitserer ovenfor. Men hans bog kan i sig selv få en propagandistisk effekt på grund af det snit, han har lagt, så at sige. I kraft af udeladelsen af den menneskelige lidelse, som findes, og som er følgen af den førte politik – uanset om aktivister fra GI personligt optræder voldeligt eller ej. Uanset om de sidder og mediterer dagen lang og lader grænsevagterne gøre det beskidte arbejde.

Leni Riefenstahls notoriske propagandafilm ‘Olympia’ skulle iscenesætte De Olympiske Lege i 1936, og stille Nazityskland i det bedst mulige lys. Den egentlige propaganda er alt dét, som filmen ikke viser os, mener Vibeke Nielsen, der ser paralleller mellem filmen og Generation Identitær i den manglende vilje til at fremhæve de faktiske lidelser, som udspiller sig fra den anden side af fortællingen.

Det æstetiske er det politiske

I “Identitær” skaber klæder folk. Det æstetiske og kulturelle fokus skærper opmærksomheden omkring bevægelsens fiksering på æstetik og kultur. Men den æstetiske prisme, som den identitære bevægelse ses gennem, blænder også for den etiske dimension. Når den tyske leder af bevægelsen, Robert Timm, for eksempel udtaler, at GI generelt forsøger at undgå tykke mennesker, viser det selvklart, at bevægelsen er meget imagebevidst.

Det er som om, at netop det stilrene og iscenesatte som rammesætning og endemål også reproduceres i bogen. Uden at den rigtig lander på et refleksionsniveau, hvor den effekt, som det har på læseren, også inddrages i overvejelserne. Hvis overflade, stil, kultur, iscenesættelse og æstetik er det politiske, hvad er så resultatet i praksis? Det spørgsmål søger bogen ikke at besvare, og det er en skam, for det kunne måske perspektivere GI til øvrige identitetspolitiske strømninger i nutiden – og fortiden.

Ikke at Dalland ikke forsøger sig med refleksion. Eksempelvis i et møde på Café Central i Wien med Patrick Lenart, leder af den østrigske sektion af GI. Det møde fører til Dallands egne refleksioner over, om bevægelsens længsel efter det forgangne, historiske Europa ikke er beslægtet med den jødiske forfatter Stefan Zweigs – hvis yndlingscafé netop var Café Central. Når det stilles sådan op, får Dalland det til at se ud som om, Zweig og GI deler mishaget ved et Europa, der sønderslides af krig – men måske ikke deler glæden ved frisind, frihed, kunst og nysgerrighed på det fremmede. Det grænser til det manipulerende, for det passer simpelthen ikke.

Her lægger man som læser for det første mærke til, at det ikke er Lenart, der ønsker at mødes på Café Central – han kender end ikke stedets historie – men derimod Dalland, der har sat mødet i scene og valgt cafeen. Det er således en sammenhæng, der er konstrueret af Dalland.

Cafe Central i Wien danner rammen for et møde med den østrigske formand for Generation Identitær i Rasmus Dallands bog. Men det er en konstruktion, sat op af Dalland selv som litterært virkemiddel – ikke et bevidst valg fra den højrenationalistiske leder. Foto: Wiki Commons

For det andet noterer man, hvis man véd lidt om Østrigs kulturhistorie i almindelighed og om Zweigs forfattergeneration i særdeleshed, at der mangler et vitalt kerneelement i Dallands refleksion, måske fordi hans sammenligning er så overfladisk: En del af forfatter-generationen gjorde op med æsteticisme og en nærmest kultisk dyrkelse af egne kulturelle raffinementer i lukkede cirkler i en anden del af samme forfatter-generation. Den sidstnævnte del endte med at understøtte den højreradikale udvikling. Den førstnævnte del (gen-)opdagede det etiske, det almenmenneskelige og hverdagssproget, som et forsøg på at gå op imod et samfund på vej mod opløsning, fascisme og i sidste ende krig. Men æstetikerne var netop ikke fredselskende – og det er måske dem, der ligner GI mest, men det er Dalland blind for.

Man kunne godt have ønsket sig, at Dalland enten havde droppet de filosofiske og kulturhistoriske refleksioner eller, endnu bedre, havde gravet dybere ned i grundlaget for sine refleksioner. Det kunne der have været kommet en noget mere interessant bog ud af, som kunne pege længere ud over sig selv og de umiddelbare, lidt nærsynede iagttagelser.

Identitær er udgivet på forlaget Atlas.


Solidaritet bringer dig nyheder, baggrundsartikler og debat fra et venstreorienteret perspektiv.


Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER