Protester i Tyrkiet: Økonomisk krise og politisk undertrykkelse sender tusinder på gaden

Tyrkiet er ramt af en bølge af omfattende protester. Selvom protesterne mod Retfærdigheds- og Udviklingspartiets (AKP) politik under ledelse af præsident Recep Tayyip Erdoğan har stået på længe, tog de til og fik nye dimensioner efter anholdelsen af Istanbuls borgmester Ekrem İmamoğlu – en fremtrædende leder af oppositionspartiet Det Republikanske Folkeparti (CHP) – onsdag 19. marts 2025.

Den tyrkiske regering anklagede İmamoğlu for korruption og forbindelse til terrororganisationer – anklager han og hans støtter betegner som politisk motiverede. Ved lokalvalgene i 2019 og 2014 mistede AKP ikke kun Istanbul, men også andre storbyer som Ankara og Izmir.

Det betød tab af både økonomiske ressourcer og folkelig støtte i nøgleområder. For eksempel er Istanbul – med sine over 16 millioner indbyggere og en andel på 31 procent af Tyrkiets BNP – landets økonomiske og politiske centrum. Med İmamoğlus sejr mistede AKP store summer i finansielle midler fra byen.

Protesterne blev så intense, at et møde, som Deutsche Bank havde planlagt med internationale investorer i marts, blev aflyst, og udenlandske investorer forlod hurtigt Tyrkiet.

AKP under pres

AKP, som har spillet en vigtig rolle i tyrkisk politik siden 2002, lykkedes i 2000’erne med at bremse inflationen, udvikle infrastruktur og forbedre den generelle levestandard. Projekter som udbygning af transportnettet, bygning af broer, motorveje, metroer og hospitaler gav regeringen et positivt image. Men i de senere år er denne udvikling stoppet, og flere problemer er blevet tydelige.

En væsentlig årsag til de nuværende protester er de økonomiske og levevilkårsrelaterede problemer, især den eksploderende inflation. Erdoğan har siden 2021 fulgt en politik med rentenedsættelser for at skabe kunstig og kortsigtet vækst, tiltrække investeringer og vinde vælgere.

Det medførte, at renten faldt fra 19 procent i 2021 til 8,5 procent i slutningen af 2022. Selvom det i starten stimulerede investeringer i byggeri, produktion og eksport, havde det modsatte effekt på længere sigt: inflationen steg til over 60 procent, og den tyrkiske lira mistede værdi.

Mange, som tidligere havde draget fordel af de lave renter, blev pludselig ramt af stigende leveomkostninger, og den tilsyneladende fremgang forsvandt. Derfor blev regeringen i 2023 og 2024 nødt til igen at hæve renten markant – fra 8,5 procent til i dag 42,5 procent.

Tidligere havde forbedringer i velstand og inflation dæmpet støttet Erdoğans regering – især fra fattige landdistrikter og arbejdere. Men konsekvenserne af de økonomiske politikker har reduceret denne støtte, om end AKP stadig nyder opbakning i landområder og udenfor storbyerne.

Erdoğans aggressive politik over for kurderne og hans politik i Syrien har haft en betydelig indvirkning på hans støtte – fx blandt nationalister. Hans støtte til syriske islamister og modstand mod Bashar al-Assad har skabt opbakning blandt religiøse og islamistiske segmenter, der ser ham som en forsvarer af muslimers rettigheder globalt.

Tyrkiets spændinger med Israel, USA og NATO har også haft en strategisk dimension. Erdoğans mål har ikke nødvendigvis været konfrontation, men snarere at opnå fordele gennem pres. Han forsøger at fremstå som en uafhængig leder over for Vesten og fastholde sin popularitet internt.

I denne situation er folkets krav blevet brændpunktet i den politiske kamp mellem AKP og CHP. Begge forsøger at vinde folkelig opbakning. CHP kritiserer regeringen, men har ikke fremlagt konkrete økonomiske og politiske løsninger. İmamoğlus sejr ved lokalvalgene i Istanbul og Ankara skete i samarbejde med Folkets Demokratiske Parti (HDP), som primært repræsenterer kurdere. Dog har CHP ikke en klar og konsekvent politik i forhold til regeringens sikkerhedspolitik over for kurderne.

Økonomisk er CHP liberalister, grundet deres forbindelse til finansielle karteller, og deres primære vælgerbase er de velstillede i byerne.

I denne kontekst forsøger AKP at fastholde magten med nationalisme og pan-tyrkisme, mens CHP satser på reformistiske slogans. Men den folkelige utilfredshed har dybere og mere komplekse rødder, som ingen af partierne har et fundamentalt program til at løse.

Levevilkår og sociale protester

De primære deltagere i protesterne er lavindkomstgrupper og arbejdere. Under Erdoğans præsidentskab er Tyrkiet blevet ramt af alvorlige økonomiske kriser: høj inflation, fald i købekraft, stigende priser og arbejdsløshed har påvirket dagligdagen massivt – især for pensionister, lærere, studerende og arbejdere. Protesterne fokuserer især på økonomisk politik, inflation og levevilkår.

Der har været flere arbejdskampe og strejker i industrien og servicefagene – især i 2025 – med krav om højere løn og bedre arbejdsforhold. Disse fandt mest sted i storbyer som Istanbul og Ankara. Dog har der ikke været nationale, omfattende strejker med betydelig økonomisk effekt. Arbejderne deltager ofte som enkeltpersoner i spredte demonstrationer på grund af frygt for fyring og repressalier.

Et væsentligt problem er regeringens undertrykkende metoder mod fagforeninger og protester. Politibrug, masseanholdelser og juridiske begrænsninger har gjort mange fagforeninger ineffektive og afhængige af staten.

Kurderne og andre etniske grupper i Tyrkiet oplever fortsat diskrimination og undertrykkelse. De kræver respekt for kulturelle rettigheder, sprog og identitet. Efter de politiske undertrykkelser og anholdelser af HDP-medlemmer er kurdisk utilfredshed vokset yderligere.

En hovedårsag til protesterne er regeringens omfattende korruption og mangelfulde offentlige ydelser. Mange mener, at projekter som Istanbul-kanalen er til gavn for Erdoğans inderkreds og præget af manglende gennemsigtighed. Kritikere fremhæver dette som bevis på en korrupt og ineffektiv statsadministration.

Frihedsrettigheder, kurderne og sociale spørgsmål

En anden protestdagsorden er kampen for individuelle og sociale friheder. Regeringen har i de senere år kraftigt indskrænket ytrings- og mediefriheden samt menneskerettighederne. Tvang til religiøse normer, fx obligatorisk tørklæde og religiøse begrænsninger, har især vakt modstand hos kvinder og unge. I dag er næsten 90 procent af medierne direkte eller indirekte under statens kontrol.

Kvinder protesterer mod vold i hjemmet, kønsdiskrimination og brud på kvinders rettigheder – særligt i forbindelse med æresdrab og vold, som ifølge kritikere forværres af regeringens stiltiende accept. Lørdag 8. marts 2025 marcherede tusindvis af kvinder på kvindernes internationale kampdag og krævede implementering af Istanbul-konventionen om vold mod kvinder. Efter otte kvindemord på én dag blev der afholdt demonstrationer, og det blev rapporteret, at 69 kvinder var blevet dræbt i Tyrkiet i årets første måneder.

Studerende og unge er også stærkt utilfredse med den politiske og sociale situation. De protesterer både pga. økonomisk krise og mangel på jobmuligheder, men også på grund af politisk undertrykkelse og manglende frihedsrettigheder. I januar førte udnævnelsen af en ny rektor ved Boğaziçi-universitetet til store protester. I februar blev 159 studerende arresteret. Protesterne spredte sig til flere byer. Politiet brugte tåregas, peberspray og fysisk vold for at opløse demonstrationer.

Miljøgrupper protesterer også mod regeringens store bygge- og udviklingsprojekter, såsom Istanbul-kanalen og dæmninger, som skader naturen. De kræver beskyttelse af miljøet og en standsning af skadelige projekter.

Erdoğans sidste kapitel?

Folkets protester viser, at Erdoğans politik ikke længere imødekommer samfundets behov. Disse protester er ikke kun reaktioner på økonomiske kløfter, men også på det politiske legitimitetsproblem og den voksende kløft mellem befolkning og stat. Dog er der endnu ikke opstået en organiseret og samlet bevægelse, der kan føre til en landsdækkende ændring.

Arbejderklassens bevægelse kunne blive en sådan kraft. Men på trods af udbredte protester er der endnu ikke opstået omfattende nationale strejker. En væsentlig hindring er fraværet af et stærkt socialistisk eller venstreorienteret arbejderparti.

HDP har delvist repræsenteret visse sociale lag, men ikke formået at blive en stærk venstrefløj med organiseringskraft. Uden en sådan bevægelse vil protesterne måske føre til reformer eller endda Erdoğans fald, men ikke til grundlæggende forbedringer for arbejderklassen.

Teksten er først udgivet i det iranske venstrefløjsparti Fedaian Organisation (mindretal)s blad mandag 31. marts 2025. Den er oversat til dansk af Roostam Jannaki.