Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
12. oktober. 2021

Psykisk sygdom bliver stadig overset. Lad os få det ud i det åbne rum og ind i stemmeboksen

Hvis kræftpatienter blev udskrevet inden de var færdigbehandlet, havde samtlige danske dagblade skrevet om det. Så hvorfor negligerer vi stadig psykisk sygdom, og sender syge mennesker ud på gaden?

Det skal være slut med tabuet om mentalt helbred. Vi kan passende starte med at sætte det på dagsordenen til kommunalvalget, skriver Rachid Moutiq. Angst. Maleri af Edvard Munch (1894).
Artiklen tager cirka 4 minutter at læse.

Jeg deltog for nyligt i TV-programmet Tabu på TV2 med Rune Klan om bipolar sindslidelse. Jeg er stolt over endelig at kunne snakke om min sygdom som den er, i stedet for at skulle give omverdenen et glansbillede. Det er en sygdom, der for mit vedkommende, kræver medicinsk behandling. Det er noget, der stadig kan gøre nogle mennesker utilpasse, men det er ikke mit ansvar at gøre tingene pæne. Det er tilgengæld mit ansvar at fortælle verden ærligt om at være psykisk syg i Danmark. 

Jeg har været igennem lidt af hvert som psykisk syg med bipolar – og oplevet både fantastiske offentligt ansatte, der har hjulpet mig igennem de helt store nedture, men også indifferente skrankepaver. Den danske psykiatri er på én gang fantastisk og horribel. En af grundene til, at der til stadighed er så stor forskel på, hvilken hjælp man kan få, er at det stadig er et tabu at være syg, når det kommer til det mentale helbred. Det skaber et sort hul for offentligheden – kun ved at belyse det, og fortælle patienters historier, kan vi for alvor komme det til livs.  

Hvis kræftpatienter blev udskrevet, inden de var færdigbehandlet, havde samtlige danske dagblade skrevet om det. Interesseorganisationerne havde stået i kø for at irettesætte politikerne, der som perler på en snor havde stået klar med en holdning. Men det passerer på daglig basis i psykiatrien, hvor psykotiske mennesker sendes tilbage til bosteder og på gaden. Måden, vi behandler psykisk syge på i dag, ville aldrig blive accepteret, hvis det overgik somatisk syge mennesker. Selv om der over 7 år i København er blevet skåret 25 % af sengepladserne på psykiatri-afdelingerne – endda i en periode hvor byen er vokset kraftigt i indbyggertal – har det ikke ført til mediestorme og overskrifter. 

“Det er på høje tid at gøre op med tabuer om psykisk sygdom, og kommunalvalget er et oplagt springbræt.”

Det er hjerteskærende at høre om de forfærdelige forhold på bosteder og visse psykiatriske afdelinger, hvor man ikke kan blive udredt i tide. Det går samtidig værst ud over den laveste socialklasse, der ikke har netværk til at finde jobs, mangler ressourcestærke pårørende, og ofte lider i stilhed. 

Det betyder også, at ét af de vigtigste emner til kommunal- og regionsvalget om en måned nærmest ikke bliver diskuteret. Man diskuterer gerne velvære og stress, men falder snakken på psykisk sygdom, bliver stemmerne svage. Man forvandler ofte sygdommen til mere spiselige historier: “Jeg begyndte at få angst over presset i gymnasiet,” lyder det tit. Her glemmer man at snakke om de problemer, som kræver intensiv behandling. Forestil dig, at man som kræftpatient skulle gemme sin isse væk, fordi man hellere vil se eller høre på folk med mere fordøjelige problemstillinger. Dét er sådan landet ligger, når det kommer til de tunge diagnoser og de tunge behandlingsforløb, der for nogen betyder indlæggelse. 

Det interessante er, at det samme var gældende for kræft i gamle dage. Der snakkede man heller ikke højt om sine fysiske sygdomme. Men vi har som samfund insisteret på, at vi død og pine skal snakke om de her ting, hvilket har givet et løft til hele sektoren. Vi kan ikke få en bedre psykiatri uden at prikke hul på bylden. Selv hvis man hovedløst kastede flere penge efter psykiatrien, ville det være naivt at tro, de systematiske problemer ville blive løst alene på den baggrund.

Det er et problem i hele samfundet, men i minoritetssamfundene er det endnu værre. Her kan religiøse tabuer og kulturelle normer nogle gange lede folk ud i hjemløshed og dét, der er værre. Problemet starter og slutter med os alle sammen. Vi skal kræve, at der bliver snakket åbent om problemerne, så folk ved, hvordan systemet fungerer – og søger den rigtige hjælp i tide. Også fra et økonomisk perspektiv er det sund fornuft: Tænk på alle de penge, der kunne spares, hvis de mange mennesker med begyndende psykiske problemer fik behandling – og ikke skulle vente seks måneder på en akut behandling. Den ville ikke gå i kræftbehandlingen, og den bør heller ikke gå i psykiatrien.

Det er på høje tid at gøre op med tabuer om psykisk sygdom, og kommunalvalget er et oplagt springbræt. Lad os få flere patienter til valgmøder, lad os snakke åbent om problemerne – og lad os holde politikerne fast på mere end bare floskler og valgflæsk.


Om skribenten

Rachid Moutiq

Rachid Moutiq

F. 1988, uddannet journalist ved Cardiff University i 2013, debattør og stand up komiker. Beskæftiger sig hovedsageligt med psykiatrien og danske "ghettoer". Læs mere