Punk til tiden af et band af tiden. Anmeldelse af IDLES i KB Hallen 19. marts

Britiske IDLES taler med store bogstaver og parolevenlige tekster. Det gjorde de også til koncerten i KB Hallen tirsdag 19. marts, hvor et punkband havde formået at sælge samtlige billetter i en stor koncertsal i København. Det var med andre ord et både stort og populært orkester, der ramte KB Hallen.

Bandet mener ikke selv, at deres musik er vred. IDLES har et positivt budskab og udtryk. Sandt er det også, at der er kærlighed i luften til koncerterne. Sangenes livsbekræftende indhold bliver til gengæld balanceret med et særdeles muskuløst musikalsk bagtapet. Publikum krammer og mosher og skriger med på sangenes paroleagtige tekster.

”The best way to scare a tory is to read and get rich” fra gennembrudsangen Mother fra 2017.

“This is why you never see your father cry” fra sangen Samaritans og dens opgør med forældede maskulinitetsidealer. Her sender forsanger Joe Talbot en hilsen til ingen ringere end Katy Perry, da han brøler ud til publikum: ”I kissed a boy and I liked it”.

“Let’s seize the day, all hold hands, chase the pricks away” fra sangen Mr. Motivator fra 2020. Jo tak, det burde vi faktisk gøre.

Viva Palæstina

Ligesom IDLES leverer musik til tiden, er de også et band af tiden. Væk er den hedonistiske livsstil, som har præget rockmusikkens historie. Hos IDLES står den på træning og sund kost, mens de er på turné. De har tidligere prøvet det der med at gøre en turné til en tre måneder lang druktur, men den tid er forbi.

Den tidlige punks nihilisme er også væk, og fokus er vendt mod rare begreber som solidaritet og selvværd. ”You can do it”, som Talbot ligeledes synger i Mr. Motivator. Meget sigende hedder bandets andet album fra 2018 også Joy as an act of resistance.

IDLES står ved, at de er et politisk band. De synger om solidaritet med udlændinge og om det britiske klassesamfund. Og i KB Hallen stod det også klart, hvor bandets sympatier ligger. Jeg tog mig selv i at føre en ”Viva Palæstina”-tæller i mit hoved, og jeg nåede op på seks gange råb om et frit Palæstina i løbet af en koncert på to timer. Koncerten blev desuden afsluttet med, at guitaristen Mark Bowen messende råbte ”ceasefire now!” oven på en kulisse af guitarfeedback.

Lykkeligvis lod publikum til at dele bandets ønsker.

Det kan affærdiges som en koncert-gimmick, når et rockorkester prædiker disse budskaber til et til en stor grad allerede omvendt publikum, som de har i sin hule hånd. Men jeg fandt ingenting, der fik mig til at betvivle hverken bandets eller publikums oprigtighed.

På samme måde virker det også oprigtigt, når bandets største hit Danny Nedelko bliver præsenteret som en hyldest til alle de indvandrere, som har gjort vores egne lande bedre. Sangen begynder med sætningen: ”My blood brother is an immigrant”, inden den når et omkvæd, som sagtens kunne komme direkte fra et fodboldstadion.

En halv time for lang

Paroler? Tjek. Politik? Tjek. Tirsdagsfest på Ydre Frederiksberg? Tjek. Hvad så med musikken?

IDLES er ikke det samme band, som det var på de to første og ganske hårdtslående albums – Brutalism fra 2017 og Joy as an act of resistance fra 2018. Siden er musikken blevet en mere eksperimenterende og mere indadvendt postpunk.

Koncerten var delt op med omtrent lige dele potent 1,2,3,4-derudad-punk og de mere postpunkede sange fra bandets senere albums – herunder Tangk fra i år.

Det er måske bare et udtryk for min egen smag, men koncerten fungerede bedst, når det gik stærkt og var voldsomt. Publikum mistede noget fokus under koncertens midterste del, hvor musikken gik langsommere og ikke var lige så leveringsdygtig i venlige omkvæd.

IDLES kan godt skrue en ballade sammen. Det kunne man høre i sangen The Beachland Ballroom fra 2021-albummet Crawler. Der var bare for mange – og ikke lige så gode – ballader, og koncerten var i min optik en halv time for lang. Jeg synes, at IDLES’ udtryk fungerer bedst som en energiudladning, og denne udladning blev ikke intens nok.

Men koncertens storslåede afslutning med punk-banger på punk-banger fik mig hurtigt til at glemme det lidt for lange og lidt for kedelige mellemspil. For sikken energi, der fik den halve KB Hallen til at mødes i moshpit hen ad klokken 23 denne kolde tirsdag aften i marts.

Jeg er mere punk end dig

IDLES er blevet beskyldt for ikke at være rigtige punkere. Det skete, da det beslægtede band Sleaford Mods for nogen tid siden anklagede bandet for at sælge nemme slogans til deres veluddannede middelklasse-publikum. Desuden kommer forsanger Joe Talbot da heller ikke selv fra arbejderklassen.

IDLES tog kritikken ganske ilde op og mente ikke, at man bør være ekskluderet fra at vise solidaritet med de svageste, selv om man har en socioøkonomisk tryg baggrund. Det er på sin vis betryggende, at der stadig flyver den slags beskyldninger mellem tidens førende punkorkestre.

Tænker man tilbage på punkens storhedstid i slutningen af halvfjerdserne, blev The Clash’ forsanger – selveste Joe Strummer – også mindet om, at hans far var en højtstående embedsmand i det britiske udenrigsministerium.

The Clash kunne så sende beskyldningerne videre i sangen White man in Hammersmith Palais, hvor selv samme Strummer ironiserede over de wannabe-punkere, som gik rundt i Burton suits og turnede rebellion into money. Der var ingen tvivl om, at den sviner gik til bandet The Jam med Paul Weller i spidsen.

Det er da opløftende, at vi igen er der, hvor bands anklager hinanden for, at de ikke er ægte punkere. Det tyder på, at den politiske punkscene tager sig selv alvorligt. Og vi har brug for den politiske punkscene.