Pusterum og tid til omsorg for aktivister i Colombia

Jeg er rejst til Colombias kolde, grå hovedstad Bogotá, for at være med i en workshop for at konsolidere netværket af lokale menneskerettighedsorganisationer. Vores politiske kammerater fra advokatkollektivet Lazos de Dignidad arbejder for at forene lokale organisationer i et menneskerettigheds-netværk. De seneste år har de arbejdet stadig mere med det, de kalder ‘det psykosociale’. På den måde skaber de modvægt til konflikt og vold.

I Danmark oplever jeg ikke, at menneskerettigheder er et begreb, der samler de sociale bevægelser. I Colombia er det. Jeg har personligt en del modstand mod begrebet. Den politiske forfølgelse i Colombia har gjort, at ”menneskerettigheder” er blevet noget, du siger, for ikke at sige ”socialisme” eller ”kommunisme”. En måde at pakke din politik ind i noget, der er legitimt og mainstream. Men det er en anden og længere historie.

I Colombia er menneskerettighederne et stærkt redskab til at forstå, at det, du er udsat for, er forkert. Menneskerettighederne hjælper til at af-normalisere krænkelser. En kvinde fra byen Cúcuta fortæller mig, at efter to besøg fra Lazos de Dignidad forstod hun og hendes naboer i den lokale kvindeorganisation, at vold kommer til udtryk i mange former. At det kan være vold, hvis din mand bestemmer, hvad du bruger dine penge på.

Sådan bliver menneskerettighederne samlende for mange kampe. Et medlem af Lazos de Dignidad udtrykker det sådan: “Vi samler os imod alle former for undertrykkelse – det er den røde tråd i dette fællesskab. Vores mål kan være fred, social retfærdighed, eller at gøre en ende på straffriheden – i alle fald må vi starte med at stå sammen”.

Pusterum og omsorg mellem aktivister

Colombia har gennemgået store forandringer de seneste otte år med fredsaftalen i 2016, de enorme sociale protester i 2019 og 2021, og valget af den første venstreorienterede regering i landets historie i 2022. For venstrefløjen er denne periode et pusterum. En pause fra den politiske forfølgelse af aktivister gennemført af paramilitære grupper støttet af staten, som ellers har været en konstant i årtier.

Men der er stadig væbnede konflikter i områder præget af illegale økonomier. Desuden er der fortsat udbredt vold, racisme og kønsbaseret vold. I samme periode har flere historiske venstrefløjsorganisationer mistet relevans. Derfor søger Lazos de Dignidad at væve nye alliancer.

Workshoppen starter med, at vi stiller os i rummet på en måde, der symboliserer Colombias geografi. Repræsentanter fra afrocolombianske lokalsamfund fra det konfliktprægede Cauca i syd, kvindeorganisationer fra udkantskvarterer i Cúcuta i det nordlige Colombia, og en del unge fra forskellige kvarterer i Bogotá, der laver politisk og socialt arbejde gennem f.eks. teater og byhaver.

Hver især fortæller vi, hvor vi har vores hjerter, og hvad vi sanser og føler dér. På den måde knytter vi landets komplekse geografi sammen.

Derefter arbejder vi med omsorg for os selv og hinanden. Vi tegner hver især noget, der symboliserer os selv, og vi udfylder et lille hæfte. På én side, skriver vi hvem vi er, på den næste side, hvad vi gør for at passe på vores krop, dernæst vores sind, hvordan vi mærker, at vi har det skidt. Derefter sendes hæfterne rundt, og vi giver gode råd og beskeder med håb til hinanden.

I den efterfølgende plenum-snak kommer flere personlige historier frem. “Min bror blev dræbt af hæren, der sagde at han var guerrilla-soldat dræbt i kamp”, “min søn blev dræbt af politiet under en protest i 2013, og jeg har stadig ikke fået hverken sandhed, genoprejsning eller retfærdighed”, “to af vores kammerater fra byhaven blev dræbt af væbnede bander i kvarteret”. Konflikterne kommer til udtryk på forskellige måder i forskellige kontekster, men alle er ramt.

Aktivister skal passe på sig selv – og hinanden

I mange år har jeg fulgt kampen for menneskerettigheder og social forandring i Colombia, og oplevet folks mod, dedikation og selvopofrelse. Mange gik på gaden under de enorme sociale protester i harme over politiets drab på demonstranterne. Logikken var: Hvis de slår min nabo ihjel, må jeg gå på gaden.

Colombias sociale bevægelser rummer stadig enormt mod og dedikation, men nu er tiden også til omsorg. Måske er det nøglen, eller et lille skridt frem mod forsoning og fred, og en nødvendighed for at vende de stædige cirkler af vold, der præger landet.

At vi passer på os selv og hinanden, når vi laver aktivisme. Det er i hvert fald rørende at se, hvordan meget forskellige aktivister fra forskellige regioner i landet åbner sig for hinanden, og skaber bånd som kan styrke bevægelsen for social forandring.