Radikal fremgang sætter venstrefløjen under pres i regeringsforhandlinger

Efter rød blok vandt valget bliver det nu for alvor kompliceret. Enhedslisten, SF og – ikke mindst – De Radikale kræver sig betalt af Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, for at gøre hende til statsminister.

Af Kim Kristensen

Folketingsvalget 2019 blev en sejr for rød blok i dansk politik. Med 91 mandater til Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten mod 79 til Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige blev der endda ikke brug for Alternativets fem mandater. Dem havde partiets leder, Uffe Elbæk, nemlig på forhånd havde trukket ud af ligningen.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at det bliver lettere for Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, at danne en ny socialdemokratisk regering i de kommende dage, uger – eller måneder! Tværtimod. Hvilket også kan forklare, at festen aldrig rigtig kom i gang på valgaftenen i Fællessalen på Christiansborg, hvor Socialdemokraterne var forsamlet.

De Radikales fremgang, partiet fordobler mandattallet til 16, efterlader Socialdemokratiet (samt SF og Enhedslisten) i samme situation som efter folketingsvalget i 2011: Med midterpartiet i en parlamentarisk nøglerolle. Dengang førte situationen som bekendt til, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, fire år senere på ny kunne overtage nøglerne til Statsministeriet. Og den seneste valgperiode har, af samme årsag, for de tre andre partier været ét langt forsøg på at undgå at komme som i den samme situation igen. Hvilket så alligevel kan ende med at blive resultatet.

Forskellige krav

Til forskel fra 2011 ønsker Mette Frederiksen denne gang at danne en socialdemokratisk mindretalsregering, hvilket skyldes, at en sådan angiveligt vil være mere manøvredygtig i et Folketing, hvor tilnærmelsen, i den seneste valgperiode, til Dansk Folkeparti har givet støttepartiernes mandater en anden valør. Hvor den daværende radikale gruppeformand, Margrethe Vestager, kunne true med ikke at ville gå i regering med Socialdemokratiet og SF, har efterfølgeren på posten, Morten Østergaard, nærmest måtte true med, hvad der sker, hvis partiet ikke kommer med i en regering. Og han er ikke den eneste. Både SF og Enhedslisten støtter således Mette Frederiksen som leder af regeringsforhandlingerne under særlige betingelser.

Mens De Radikales støtte er betinget af, at Mette Frederiksen leder forhandlingerne med henblik på at danne »en stabil ny regering, der som forudsætning for sin dannelse har forpligtet sig til at sætte en ny retning for Danmark«, så kræver SF, at denne har »flere partier fra rød-grøn blok« og Enhedslisten, at den baserer sig på »partierne til venstre i folketingssalen«. For sidstnævnte, altså Liste Ø, er det afgørende at sikre, at partiet ikke endnu engang peger på en socialdemokratisk statsminister for blot at opleve, hun laver størstedelen af de politiske aftaler, og særligt de økonomiske, med de borgerlige partier.

Ordene dækker over, at uenighederne stadig er de samme i blokken. I den økonomiske politik stikker De Radikale ud til højre og i udlændingepolitikken er det Socialdemokratiet som gør det. Stikker ud til højre.

Kompromisset blev som bekendt, at De Radikale i 2011 bøjede sig i udlændingepolitikken og Socialdemokratiet, samt SF, i den økonomiske politik. Et kompromis som bundede i de faktiske forhold i jernindustrien: Der var et flertal i Folketinget – med De Radikale – for den berømte/berygtede formulering i regeringsgrundlaget om, at »udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«. Hvorimod der var et flertal – med Socialdemokraterne og SF – for at fortsætte denne regerings udlændingepolitik i mere, eller mindre, bred forstand (læs: 24-års reglen). 

Årsagen til sejren

I dag afviser Mette Frederiksen at gå på kompromis i nogle af spørgsmålene. Socialdemokraternes formand understreger ikke blot, at der er et flertal for den førte udlændingepolitik. Mette Frederiksen understreger, at det er årsagen til rød bloks valgsejr. Hvis Socialdemokraterne har tabt stemmer til venstre, har det til gengæld vundet dem til højre. Og Socialdemokraternes formand har forsvoret endnu engang at føre en borgerlig økonomisk politik velvidende, at den såkaldte løftebrudsdiskussion netop endte med at koste Thorning-regeringen livet i 2015.

Om Mette Frederiksen også har flertal for sin økonomisk politik afhænger i givet fald af, om hun kan tælle det decimerede Dansk Folkeparti med i dette flertal. Er det tilfældet kan Mette Frederiksen med nogen ret vende De Radikales argument om mod dem selv. Hvor er deres flertal?

Samtidig er det dog værd at huske, at såvel De Radikale som SF og Enhedslistens mange krav forud for regeringsforhandlingerne for størstedelens vedkommende har været hensigtserklæringer om en anden »retning«: et bedre klima, mere velfærd og en anderledes udlændingepolitik. Alt sammen noget som det vil være muligt at skrive sig ud af i et regeringsgrundlag. Det gjorde sig nemlig i 2011 gældende med formuleringen i regeringsgrundlaget om at videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bred forstand. For hvad betød det i virkeligheden? Det første store økonomiske udspil i Thorning-regeringens periode, som den selv kreerede og ikke bare overtog fra den tidligere regering, var skattereformen i 2012. Det var måske dens definerende øjeblik. Og skattereformen aftalte Thorning-regeringen med Enhedslisten – i hvert fald hvis du spørger støttepartiets daværende forhandlere! – før den aftalte reformen med Venstre og De Konservative.

Så det er endnu engang sandsynligt, men ikke sikkert, at de fire partier kan blive enige om en ny regering.  

Solidaritet holder dig løbende opdateret på valget.