Radikal optimisme

Håbløsheden spreder sig som en steppebrand. Donald Trump i Det Hvide Hus, Pave Frans’ død, massakren i Palæstina: Vi mister troen på forandring, som tidens katastrofer tikker ind. Mennesker deles op i to lejre: Pessimisterne slår ud med armene og spreder mismodet, hadet og utrygheden. Optimisterne forsøger at kvæle dem, de benægter, at her er et problem – “det hele skal nok gå”, siger de. De tager fejl.

Radikal optimisme er vores ‘tredje vej’, der anerkender krisens realitet og dernæst, at der kun er handling tilbage, hvis vi vil løse den. Kun hvis vi hver især tager ansvar og anerkender situationens alvor, kan vi forstå den – uden samtidig at forfalde til håbløshed eller benægtelse. En radikal optimist ved nemlig, at verden først for alvor er tabt, hvis vi stopper med at tro på, at vi kan forandre den. Vi skal blive bange, så vi kan handle.

Katastrofernes potentiale er det radikale håb, der opstår, når tingene ser sortest ud: Det er en appel til ikke at give op, men netop at anerkende problemerne og indse sin egen rolle i at løse det. Vi har ikke andre valg – og derfor er det så vigtigt, at vi forstår den radikale optimisme, der kan bane vejen til en bedre verden.

Min kæreste har samlet dåser og vand sammen i sin kælder. Hun opfordrer mig til at gøre det samme, selvom jeg bor i en lille studiebolig og ikke har plads. Den danske stat har med en besked i E-boks bedt os om at preppe: Vi skal kunne klare os selv i tre dage, hvis samfundet smuldrer.

Det er sigende, at Beredskabsstyrelsens opfordring til prepping ikke nævner én specifik krise som den afgørende eller endda dominerende forklaring. Det er hverken i enkeltstående forstand truslen fra Rusland, klimakrisen eller den stigende ulighed, som retfærdiggør en så vidtgående besked til alle danskere. I stedet peges fingeren mod en ’lang række trusler’: Og ville det ikke også være løgn at påstå, at tidens frygt kunne tales ind til én specifik omstændighed?

Er den globale og nationale krise netop ikke en slange med mange hoveder, fænomener med mange årsager, som alle er fælles om at sprede frygt og usikkerhed for vores samfund og vores familiers beståen? Med andre ord: Det er ikke én krise, det er en krisetid, vi samler dåser imod.

Det er ikke blot massakrerne i Ukraine og Palæstina, klimakrisen, handelskrig og finanskriser, som hærger i horisonten. Det er også de afledte konsekvenser: Velfærdsstaten, fagforeningerne og frivillighedens kollaps, der styrker ensomhedskrisen og fodrer handlingslammelsen. Listen kunne have været meget længere.

Overalt på det politiske spektrum reagerer man på det materielle og moralske tab, som skaber en fortælling om et ’Vesten’ i forfald og uden reelt lederskab. Med demagoger som Trump ved roret, er vores samfund på sin vis korrumperet ‘indefra’ – han bliver symbolet på vores fælles råddenskab, på vores mangel på handling, der løser problemerne. Vi taler grimt om ham, men han er en del af os, for vi er, så at sige, et hus i brand, og brandstifteren er på én og samme tid en ydre trussel, og også et helt nært familiemedlem.

Katastrofernes potentiale

Det var angiveligt Churchill, som sagde: ”Lad aldrig en krise gå til spilde”. Ordene var med ond tunge rettet mod magtmenneskene, politikerne og pengegribbene – alle dem, som kaster sig frådende over kriserne for egen vinding. Heri lå netop den erkendelse, at enhver krise rummer en radikal mulighed: Almindelige mennesker har altså samme magt, som netop også forpligter dem på ikke at ”forspilde krisen”, hvis vi i stedet ser den som et unikt handlerum.

Feministen Rebecca Solnit beskriver i sin bog Paradis i Helvede, hvordan katastroferne har et iboende potentiale. I eksempler fra hele verden skildrer hun hvordan naturkatastrofer, borgerkrig og brand paradoksalt nok skaber nye fællesskaber: Mennesker samles på tværs af klasse og oprindelse i folkekøkkener, hjælper hinanden. I øvrigt stik modsat den individualistiske popkulturs fortælling, hvor det er ‘hver mand for sig selv’.

Katastrofer tvinger mennesket – et flokdyr af natur – til at samarbejde, bygge fællesskaber, skabe positive forandringer. Det kræver en særlig forståelse for nødvendigheden af handlekraft, og jo før vi finder forståelsen, desto før kan vi forebygge katastroferne og klæde os på til de konflikter, der uundgåeligt opstår under kriser.

Den politiske forsker Erica Chenoweth skrev om den berømte 3,5 %-regel. Reglen udlægger, i folkemunde, at en social og politisk revolution kræver, at tre en halv procent af befolkningen er engageret i en eller anden forstand.

Denne kritiske masse skaber de bedste forudsætninger for progressiv forandring, en fælles vej mod en bedre verden, det håb vi mangler. At være radikal optimist er for mig at være optimist. Ikke naivt eller blindt, men ved køligt at kigge på katastroferne – og efterfølgende forstå, at netop disse katastrofer kan være en katalysator for en bedre verden, hvis vi tør tro på det og handle efter det.

Den tredje vej: Radikal optimisme

Du kender godt pessimisterne. Det er din far, som ikke stemmer, fordi det ’alligevel ikke nytter noget’. Det er din ven fra skolen, fitness-fyren, som blot vil ’klare sig selv’, fordi verden i forvejen er tabt. Jeg ser også denne taber-type i popkulturens elite: Blandt dem er der visse hyper-individualister, influencere og mande-guruer, som fejlagtigt tror, at de har ‘styr på tingene’, selvom alting handler om dem selv. Rebecca Solnit lærer os netop, at fællesskab er nødvendigt for at klare kriserne.

Men særligt højrefløjen har altid haft sine historiske idoler, heriblandt den britiske Margaret Thatcher, der benægtede at ’samfundet’ eksisterer. For mange er blevet fastlåst i troen på, at positiv forandring ikke er mulig. Tag de talrige Bernie Sanders-vælgere i USA, som aldrig tidligere havde stemt, men som endte med at stemme på Trump i 2016, fordi han talte om den økonomiske krise, de oplevede.

Mange ’revolutionære’ – altså folk, som ønsker voldsom og systemisk forandring – er grundlæggende pessimister i deres tilgang til politik. De har mistet tilliden til det etablerede, og kræver systematisk forandring, men mangler tillid til netop at sikre at den nødvendige udvikling finder sted.

De naive optimister er omvendt dem, som altid mener, at tingene bliver bedre. Det kan være elitære politikere, som er sovset ind i systemet. Det kan være din onkel, som er teknologi-optimist, og som altid tror, at verden bliver bedre, uanset hvor bekymret du er.

De naive optimister har i høj grad defineret storpolitikken: En hel generation af politikere – Reagan, Clinton og Barack Obama i USA, Fogh og Løkke i Danmark – har profileret sig på, at ’tingene nok skulle gå’. Denne generation af politikere bliver i stigende grad kritiseret for at have svigtet almindelige mennesker – de har været en drivkraft for pessimismen. Håbet har vist sig som en illusion, et røgslør for faktisk at italesætte de problemer, der byder sig til.

Hver side af dette spektrum repræsenterer en udfordring for vores fælles handlekraft. Optimisterne kan på overfladen virke sympatiske, men de forstår ganske enkelt ikke problemernes omfang, og ønsker egentlig blot problemet – og nok især pessimisterne, som tillader sig at pege på det – langt væk, så de ikke behøver at forholde sig til det.

Pessimisterne har det omvendte problem: De ønsker forandring, men har samtidig mistet tilliden til netop, at denne forandring skulle indfinde sig i nogen positiv forstand. Med andre ord har man ladet ’katastrofen’ opsluge én – og handlingen udebliver.

Den ’tredje vej’ – den radikale optimisme – er en syntese mellem pessimismen og optimismen. En radikal optimist forstår, at verden står i store udfordringer og katastrofer, og at katastroferne har store psykiske og fysiske konsekvenser for mennesker: Men vi forstår også, at krisen netop rummer potentialet for den radikale forandring, som pessimisterne ønsker – forudsat at man selv tager ansvar og samarbejder med andre, som kæmper kampen for en bedre verden.

Det kræver personlig handling og ansvarstagen ikke at skubbe ansvaret over på andre. Optimister, som har millioner i banken eller i boligen, har ikke reelt noget at miste, og de kan derfor dårligt for alvor være radikale. Kun hvis vi erkender krisernes alvor, og kommer så tæt på afgrunden, at vi står og kigger ud over kanten, kan vi finde vejen til at mobilisere og løse vores problemer – altså de af os, der tør.

Deri ligger det radikale i min optimisme: Den bygger ikke på privilegier og overskud, men derimod på erkendelsen af, at vi – netop på grund af svære odds og håbløshed – bør kunne finde modet og håbet i os selv. Alternativet vil nemlig være katastrofalt.

At være radikal optimist er at indse, hvor store problemerne egentlig er – og så alligevel vælge at ville forandre dem, netop fordi problemerne kalder på en løsning, på en agenda for forandring. Morten Pape skrev i sin roman Planen: ”Det skal nok gå. Om ikke andet, så ad helvede til”.

Det budskab, som bogens far giver sin søn i Amagerkvarteret, er et optimistisk katastrofe-budskab i sin reneste form: Det giver ingen garantier, men fastslår potentialet for forandring. Som vi skal se, har det radikale håb altid været afgørende for vores overlevelse, når kriserne banker på.

Coronakrisen som radikal katastrofe-case

Beviste coronakrisen i Danmark ikke netop, at katastrofer rummer radikalt potentiale? Under krisen blev sparepolitik i EU med et fingerknips erstattet af statsstøtte til vaccineproduktion, som blev leveret kvit og frit. Det blev et radikalt skifte for pessimisterne, der tidligere havde spået, at den globale finanskapitalisme og dens bærende institutioner var uforanderlige magtorganer, mejslet i sten og stålfaste traktater. Allerede dér var skiftet massivt. Men det blev større.

Det kan lyde let at holde afstand i en krisetid. Men det er en svær menneskelig disciplin modsat den omsorg, en katastrofe kan fremkalde. Ved at gøre os selv til smittebærere, kunne vi borgere se os selv som fjender. Da sundhedsarbejdere skulle arbejde, risikerede man strejker og usikkerhed blandt de i forvejen mest udsatte arbejdere i vores samfund.

At spille folk ud mod hinanden er en klassisk krisedynamik: Når ressourcerne bliver stramme, er det fristende at se hinanden som problemet, frem for løsningen. Endelig satte også staten sin autoritet på spil ved at tvinge markante politiske beslutninger ned over befolkningen. Hvorfor gik det alligevel så godt – trods udfordringerne?

Velfærdsstaten rustede os til krisen med sikkerhedsnet og tryghed. Højreradikale, som ønskede at bebrejde indvandrere som smittebærere, havde kun begrænset effekt.

Men også nye radikale faktorer spillede ind: Statens hurtige handling, som var et stort politisk indgreb til fællesskabets bedste, og civilsamfundets erkendelse af behovet for denne radikale løsning, og deres handlekraft til at udføre dette var afgørende. (Det er for øvrigt selvsamme handlekraft, som højrefløjen efterfølgende brugte år på at bekæmpe ved deres hetz mod “minkskandalen” – hermed prøvede de altså at underminere statens magt til at reagere i en krise. Dumt!).

Vi i civilsamfundet fulgte reglerne, undgik de værste smittekæder, tilpassede os solidarisk til krisens omstændigheder. Det er en kliché, men påbuddet om samfundssind blev accepteret. Staten og regionerne oprettede centre, hvor man kunne testes, og frivillige meldte sig. I de nyoprettede centre skulle mine kolleger og jeg stikke vatpinde i halsen på borgerne.

På landets største testcenter i Bispebjerg, hvor jeg var ansat, var vi tre forskellige grupper: Unge med indvandrerbaggrund, som savnede beskæftigelse og midler. Unge med sabbatår, som ledte efter et job og en forskel. En væsentlig gruppe ældre medarbejdere fra SAS, der var på pause på testcentret, idet luftselskabet delvist var lukket ned.

Samtalerne i de velbetalte pauser flød ubesværet – jeg blev klogere på folks livsstil, madvaner og deres hobbyer, og vi fik gode grin og glæder. Jeg podede min familie og mine venner gentagne gange. Jeg tog et online-kursus og blev babypoder, gjorde mig umage for at trykke ekstra blødt. Borgere truede nogle gange med at kaste op ud over vores dragter, men ingen kastede for alvor op, og meget få mennesker døde.

Hverken katastrofen eller dens reelle konsekvenser skal underspilles. Ensomhedskrisen fik nye ben at gå på, og usikkerheden for vores evner med høj sundhedsrisiko var reel. Der var også udskamningen: Min bekendte fra efterskolen blev hængt ud i Berlingske Tidende. Han havde stillet sig frem i et interview og selvsikkert fortalt, at han stadig afholdt fester og lignende sociale arrangementer.

Den egoistiske hver-mand-for-sig-selv-attitude er ikke bare unormal under en krise. Den bliver aktivt nedgjort til fordel for det fælles bedste. Ville det samme ikke være sket under en naturkatastrofe, når enkeltindivider ville hoarde mad eller beholde store rigdomme for sig selv? Tvinger kriser os ikke netop til at evaluere vores moralske værdier og tænke på fællesskabets bedste?

Helt fra USA’s smeltedigel til dagens egalitære Danmark lever forskellige samfundsgrupper opdelt i isolerede fællesskaber. Men under Covid, på vores arbejdsplads, opstod nye fællesskaber mellem nydanske borgere, ældre og yngre. Krisehåndteringen var i sin natur egalitær. Naturligvis havde den en social slagside: Hvis man har råd til at holde fri, kunne man holde fri, mens vi andre måtte arbejde for at leve.

For os, der arbejdede, opstod et nyt fællesskab, hvor også unge mennesker trådte i ‘værnepligt’ på arbejdsmarkedet og bidrog til at holde sikkerhedsniveauet ved lige. Der var generelt tale om godt betalte jobs, som gav mening og stabilitet – velfærdsarbejderne blev anerkendt og velanset i samfundet. Det var måske en kedelig krisefortælling i Hollywood-standarder, men de ægte helte er netop dem, som hjælper andre, når det virkelig gælder.

I fællesskab

Det er en kliché, at hårde tider bygger hårde mænd, mens gode tider bygger svage mænd. Der er sandhed i klicheer, men denne myte ignorerer krisens læring, som netop er, at hårde tider bygger stærke mennesker, fordi de tvinges til at være omsorgsfulde, kærlige og stolte – netop fordi de presset af omstændighederne er nødt til det.

Vi romantiserer det darwinistiske del-og-hersk-ideal, hvor det er hver mand for sig selv – men sandheden er, at samfund kun bygges i fællesskab. Under coronakrisen blev den ‘stærke’ egoistiske mand udskammet til fordel for et solidarisk samfundsbegreb, hvor fællesskabet blev vægtet højere end uansvarlig opførsel.

Reel solidaritet både før, under og efter en katastrofe kommer ikke af sig selv. Det er fristende at glide ind i apatien, at benægte samfundets relevans og sejle sin egen sø – enten som ukuelig optimist eller som forbitret egoist.

Jeg mener, det er afgørende for alle, som ønsker positiv forandring, flere muligheder, nye demokratiske sejre at vinde, at vi indser det handlerum, der netop opstår i det øjeblik at håbet virker forladt.

Netop i orkanens øje er der brug for ægte radikale optimister, som trods omstændighederne håber og handler. Ikke fordi det er nemt, men fordi det er svært – og i sidste ende det eneste meningsfulde.

Min mor sagde altid, at der var to slags børn i verden: Dem som samarbejdede, og dem som gjorde oprør – modstand. Jeg var altid et samarbejdende barn, og vreden byggede sig op i mig. Da min bror blev født, viste han tydelig modstand.

Jeg kan først og fremmest lære af ham og hans vrede, for i sidste ende er vi nødt til at forstå, virkelig mærke efter behovet for forandring i vores verden – uden at give op over for håbløsheden, apatien, som vreden let kan føre med sig.

Jeg tror bestemt det er muligt, og vil endda sige, at med en verden i flammer er potentialet for forandring uundgåeligt. Hvad vil du gøre? Vær med!

---

Essayet Radikal optimisme var en del af Solidaritets essay-konkurrence.