Reform af professionsuddannelser – gode takter og skæve toner

Der er indgået forlig om de overordnede rammer for professionsuddannelserne i Danmark.

Overordnet set er der mange gode takter. Store dele af den stramme centrale styring (med kompetencemål) bliver afløst af større respekt for, at uddannelserne mere lokalt har den viden og kunnen, der skal til for at kunne tilrettelægge selv – i samspil med de ansatte, studerende og aftagerne af de nyuddannede.

Der tilføres også ret mange flere penge – med alle de muligheder, det indebærer. En del af dem skal bruges til at tage bedre hensyn til studerendes sociale vilkår og eventuellle handicap.  

Her skal det dog huskes, at en stor luns af de ’nye penge’ til professionsuddannelserne kommer fra nedskæringer af humanistiske fag på universiteterne. En række af uddannelserne bliver ligeledes ’fodret med egen hale’ – når højere bevillinger finansieres ved at afkorte de selv samme uddannelser med tre måneder.

Det afsluttende bachelorprojekt skal erstattes af kortere, mere praksisrettede opgaver. Hvordan det skal hænge sammen med en lovet, lettere vej til videreuddannelse virker ikke indlysende.

Der skal sættes flere penge af til at sikre uddannelse bredt i hele landet. For det er selvfølgelig dyrt at drive små steder i provinsen. Men det overses lidt, at det også er dyrt at drive uddannelse i de største byer, hvor husleje m.v. ikke er billigt.

Nu skal vi sikre dynamiske rammer

Der er stukket nogle overordnede hensigter ud. Det bliver spændende at se, hvordan det bliver realiseret, når forligsteksten skal omsættes til uddannelsesbekendtgørelser. Her er det positivt, at de nuværende formål – der går ud på at tilpasse den arbejdskraft, arbejdsgiverne efterspørger – ændres til faglige formål. Det kan forhåbentlig styrke de uddannedes faglige dømmekraft og kritiske sans.

Det bliver vigtigt at sikre, at undervisere, studerende, faglige organisationer, og ikke kun kommuner m.fl., kommer til at spille en aktiv rolle i at konkretisere de enkelte uddannelsers rammer på flere måder. Det kan give plads til demokratisk indflydelse frem for nye stive regler.

Eksemplet pædagoguddannelsen

I pædagoguddannelsen er der meget, som lover godt: 60 procent højere tilskud per studerende. Og ”den nuværende modulstruktur på pædagoguddannelsen afskaffes og erstattes med fag og semesterstruktur med pædagogikken som det bærende element.” Samtidig skal de nuværende, specifikke videns-, færdigheds- og kompetencemål erstattes af få, overordnede formålsbeskrivelser.” Igen bliver det helt afgørende, hvordan den ændring bliver gennemført.

Et centralt spørgsmål er f.eks. hvad det er for en pædagogik, der skal være bærende? Der har været en tendens i konkurrencestaten til at reducere pædagogik til social engineering – i form af et marked for koncepter og standardiserede metoder. Heroverfor står der en tradition for pædagogik, som løbende kritisk refleksion over værdier og interesser i pædagogisk arbejde – altså at ville noget for og med nogen.

Netop den diskussion sætter et græsrodsinitiativ af undervisere og forskere i og omkring pædagoguddannelsen fokus på, på et seminar torsdag 24. april, huset af fagforeningen DM på Frederiksberg. Det bliver spændende at se, hvilken indflydelse det kan få på realiseringen af den ny uddannelse.

Praksisnærhed og kvalitet af praktik

Et begreb, der fylder i reformen, er ’praksisnærhed.’ Det bliver et af spændingsfelterne, om den nærhed tænkes som implementering af diverse koncepter m.v. eller et levende med- og modspil mellem uddannelse og praksis. 

Det er der mulighed for, da der loves styrket kvalitet af praktikken. Til dette kalder reformen på tættere samspil mellem uddannelse og praktik. Og der kræves også, langt om længe, obligatorisk uddannelse af de vejledere, der skal støtte de studerendes læring i praktikken. 

Desværre blev det ikke prioriteret af afskaffe den lønnede praktik (2 x 6 måneder), hvor behovet for arbejdskraft alt for ofte spærrer for den nødvendige tid til afprøvning, vejledning m.v.

Musik, indflydelse og socialpædagogik

Det har været stærkt kritiseret, at nyuddannede pædagoger har alt for lidt praktisk musisk kunnen med i bagagen. Det er nu hørt i form af krav om langt mere musik i uddannelsen. 

Det er fint – hvis man husker, at det musisk-æstetiske også kan være i form af formning, billedkunst, drama o.m.a. Natur og bæredygtighed må heller ikke glemmes.

Generelt savnes et fokus på en bred fagprofessionel dannelse. Det bør ses som langt stærkere vægt på de studerendes egen indflydelse på egen uddannelse – på alle niveauer. For hvordan skal man kunne opmuntre børn, brugere m.fl. til aktiv, kritisk demokratisk medvirken, hvis man ikke selv har fået erfaringer med det under uddannelsen?

Det understreges i reformen, at der fremover skal lægges større vægt på social- og specialpædagogik. Og det kan da kun hilses velkomment med styrket forståelse for, at deltagelse i fællesskaber er altafgørende for menneskers udvikling og trivsel. At skabe betingelser for at fremme det – og modvirke hindringer – må stå som en central værdi for pædagoger.

Der åbnes mulighed for udbud af rendyrket socialpædagoguddannelse en håndfuld steder på landsplan. Hvordan det skal spille sammen med fastholdelse af de tre nuværende ’milde specialiseringer’ i dagtilbuds-, skole-fritids- og social- og specialpædagogik er noget tåget.

Klart står til gengæld nedskæringen af det fælles grundforløb fra et til et halvt år. Om det også er klogt, er mindre klart.

Vender det så krisen i rekruttering til ”velfærdsprofessionerne”?

Vil alt det så vende udviklingen, så langt flere af dem, som ønsker at være noget for andre, søger ind på bl.a. pædagoguddannelsen? 

Ja, det kan sikkert hjælpe. 

Men hvis flere skal få lyst til at blive uddannet til at blive f.eks. pædagoger, må næste reform gøre noget for også at forbedre løn- og ansættelsesvilkårene, så det også bliver attraktivt at være det!