Regeringens Gaza-politik er til en Oscar

Hvis man skal være venlig, kan man statskundskabs-agtigt betegne regeringens Gaza-politik som et eksempel på en reaktiv udenrigspolitik. Det vil sige en strategi, hvor en stat reagerer på eksterne begivenheder og handlinger – i stedet for selv at tage initiativ til handling eller selv formulere en langsigtet, proaktiv dagsorden. 

Skulle man være mindre venlig, kan man kalde Gaza-politikken et spil for galleriet. 

Regeringens sanktions-soufflé

Op til EU’s udenrigsministermøde i København i weekenden 30. – 31. august skruede regeringen tilsyneladende bissen på over for Israel. En sammenbidt udenrigsminister og en alvorstynget statsminister betroede pressen, at nok var nok, og nu ville Danmark som EU-formandsland have handelssamarbejdet med Israel suspenderet. 

De fleste journalister hoppede på limpinden. Lørdag morgen var det breaking news, at regeringen var vågnet til dåd og ville træde i karakter over for Israel. Ministrene glemte dog at fortælle, at det var et slag i luften – idet Tyskland altid vil blokere for sanktioner på grund af Nazi-Tysklands ansvar for Holocaust. Allerede lørdag aften var regeringens sanktions-soufflé skvattet sammen.

Den udenrigspolitiske kommentator Hans Engell skrev sågar, at luften mellem Danmark og Israel nu er iskold. Mon dog. Israelerne har for længst gennemskuet, at den danske regerings Gaza-politik er retorik uden realitet. Danmark er fortsat Netanyahu-Israels mest loyale ven.

Der er nærmest ingen grænser for de krumspring, regeringen foretager i forhold til Gaza for at undlade at handle.

Regeringen vil gerne hjælpe, men…

Tag en anerkendelse af Palæstina. Jo, regeringen vil skam gerne. Men opstiller så skrappe betingelser – Palæstina skal være en demokratisk mønsterstat med ligestilling m.v. – at projektet fortoner sig. Mon ikke regeringen først er klar til en anerkendelse den dag, Gaza er fuldstændig jævnet med jorden og Vestbredden annekteret?

Ude i verden reagerer lande, vi normalt sammenligner os med: Frankrig, Canada og Australien har bebudet, at de vil anerkende Palæstina på FN’s generalforsamling i denne måned. Storbritannien ligeså, hvis Israel ikke forinden indgår en våbenhvile. 

Når Mette Frederiksen nu trods alt fremsætter en spagfærdig kritik, skyldes det, at regeringen ikke ønsker at gøre sig ud til bens; ikke mindst som formandsland i EU. Den danske pro-israelske politik er – ganske usædvanligt – blevet offentligt kritiseret af Norge, der langt mere helhjertet har engageret sig i katastrofen i Gaza.

Endnu et eksempel på regeringens politiske badutspring er børnene fra Gaza. Jo, regeringen vil skam gerne hjælpe. Men selv som et af verdens rigeste lande og med “børnenes statsminister” ved roret ønsker regeringen ikke, at Danmark modtager et eneste sygt, lemlæstet eller udsultet barn. 

Statsministerens argument var, at det danske sundhedsvæsen ikke havde den nødvendige kapacitet til at modtage børnene. Frederiksen blev dog snart imødegået af partifællen Anders Kühnau, formanden for danske regioner, som kunne fastslå, at der var rigelig kapacitet. Siden har statsministeren ændret forklaring flere gange for at undgå, at Danmark modtager børn fra Gaza. 

I stedet har udenrigsministeren udviklet en kreativ plan om at sende 30 millioner kroner til behandling af palæstinensiske patienter i Østjerusalem. En plan, som eksperter kalder symptombehandling og i øvrigt tvivler på, at Israel vil give tilladelse til. 

Hverken Israel eller USA ville tage anstød af, at Danmark – på linje med bl.a. Norge, Storbritannien, Spanien og premierminister Melonis Italien – modtog en snes sårede, lemlæstede eller udsultede børn. Når Mette Frederiksen hårdnakket afviser muligheden, er forklaringen formentlig den danske udlændingepolitik og den forhærdede måde, de toneangivende partier gennem en årrække har talt om mennesker, der ikke ligner os, og som har en anden kultur og baggrund. 

Imens fortsætter våbeneksporten

Mens statsministeren tilsyneladende tager Israel i skole, fortsætter leveringen af de dansk-producerede komponenter til de amerikanske våben, der sendes til Israel og anvendes i ødelæggelsen af Gaza.

At den danske kritik af Israels krigsførelse i Gaza er varm luft, understreges af, at forsvarsministeren for nyligt inviterede israelske våbenproducenter til Danmark for at fremvise deres militære isenkram. De deltog på våbenmessen Dalo Industry Days, som fandt sted 20. – 21. august i Ballerup. Derimod har Storbritannien forment israelske våbenproducenter adgang til messer i UK.

Israel gennemfører åbenlyst en etnisk udrensningspolitik, der bl.a. sigter mod at tilintetgøre ethvert håb om en palæstinensisk stat. I direkte modsætning til hvad FN og Danmark har som officiel politik. Hvis regeringen vil tages alvorligt, burde den handle og sikre, at den israelske politik får konkrete konsekvenser.

Mere fundamentalt etisk-politisk bidrager regeringen ved sin stiltiende accept af den israelske regerings ekstremistiske politik til at ødelægge det demokratiske, verdslige Israel, som er, hvad vi egentlig burde forsvare.

Kampen om Socialdemokratiets sjæl

Er der trods alt lys for enden af tunnellen? I den seneste tid er kampen om Socialdemokratiets sjæl blevet skærpet. Kritiske røster i partiet kræver, at ledelsen lægger kursen om.

Hidtil har den tidligere partiformand Mogens Lykketoft været en enmandshær i forsvaret af traditionelle socialdemokratiske værdier som respekt for folkeretten og de menneskelige rettigheder. Han får nu følgeskab af en række politikere i partiets kerneland; mest markant Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel. Men også tidligere formand for Frit Forum og suppleant til EU-Parlamentet Magnus Barsøe er blandt kritikerne.

Dette interne pres i partiet er fantastisk løfterigt. Forhåbentlig kan det lede til et opgør med partiledelsens Gaza-politik og en tilbagevenden til de humanistiske værdier, Socialdemokratiet traditionelt har bekendt sig til.