Regeringens uddannelsesreform bliver en katastrofe

Enhver samtale om uddannelse i dette land bør begynde hos de unge selv, så vi er nødt til at få nogle kolde facts på bordet. Hvad ønsker de unge?

Det ved vi godt, for i dag vælger de unge i høj grad gymnasiet til. I 2024 var det således 73 procent af de unge som valgte gymnasiet, 14 procent der valgte en erhvervsuddannelse, og endelig var der seks procent, som valgte EUX (erhvervsfaglig studentereksamen).

Er det egentlig et problem? Svaret må være nej. Det er nu mere end ti år siden, den socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt lancerede visionen om, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skulle have gennemført en ungdomsuddannelse, og den danske gymnasieskole har i den grad leveret.

Vi har endnu ikke nået målet, men i dag har 85 procent af de 25-årige fuldført en ungdomsuddannelse, og de danske gymnasieskoler har en stor del af æren for det.

Fra gymnasiaster til faglærte

Derfor skulle man tro, at den siddende uddannelsesminister Mattias Tesfaye havde svært ved at få armene ned over, at de danske gymnasier i den grad har bidraget til målsætningen, men det er langt fra opfattelsen i sektoren.

Ministeren har været på noget nær et korstog imod de danske gymnasier i sin iver efter at skaffe flere faglærte. Det mærkes tydeligt i sektoren, hvor man ikke har fornemmelsen af, at den ansvarlige minister har forståelse og respekt for det arbejde, som ydes i den danske gymnasieskole.

Mattias Tesfaye har været utrolig dygtig til at spinne reformen på en måde, så man skulle tro, at den faktisk handler om de unge. Her vil jeg anføre, at der bestemt også er andre motiver i spil, for i 2021 vurderede Arbejderbevægelses Erhvervsråd, at Danmark kommer til at mangle 99.000 faglærte i 2030 – og det er den kommende mangel på arbejdskraft, som ministeren reagerer på.

Således har han tidligere udtalt, at det var “topprioritet” at skaffe flere faglærte. Nu leverer ministeren. Her har han stået over for det problem, at de unge tilsyneladende ikke har haft lyst til følge ministerens dessiner – og der er også et markant problem, som må have givet Tesfaye hovedbrud. Problemet er de unges frafald.

Ser vi på gymnasiet, så er det ikke mindre end 11 procent af de unge, som forlader skolen uden en studenterhue. Det er klart et samfundsproblem. Det blegner dog over for erhvervsuddannelsernes frafaldsprocent på 44. Det er voldsomt stort.

Frafaldsproblematikken skal tages alvorligt, og der var mange i sektoren, som havde håbet, at ministeren havde taget udgangspunkt i den succes, som den danske gymnasieskole er – og implementeret de elementer, som virker her på de danske erhvervsskoler, men den vej valgte ministeren ikke.

Reformen er et ideologisk projekt, som ikke handler om de unge, men om fremtidens arbejdsmarked; og derfor har det været en nødvendig og integreret del af reformen, at de unge skal tvinges derhen, hvor ministeren ønsker det.

Ministerens hjertebarn EPX kræver ofre

For at sikre en tilstrækkelig volumen for ministerens nye hjertebarn EPX (erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse, red.), er det nødvendigt at nedlægge velfungerende dele af den danske uddannelsessektor. Derfor får 10. klasse kniven, og HF – som temmelig entydigt er en succeshistorie – kvæles. Hertil kommer, at det centrale greb i reformen er en forøgelse af karakterkravet til de gymnasiale ungdomsuddannelser, så karaktermuren nu bliver på 6.

Det handler selvfølgelig ikke om at gøre de unge en tjeneste. Pointen er at tvinge unge ind på den nye EPX-uddannelse. Ministeren omtaler det som en “gymnasial uddannelse”, men det er der næppe nogen i dette land, som tror på.

Det er ikke nok at give de unge en vogntur og lov til at købe en flot hue. Hvis ikke det faglige indhold følger med, så er der ikke tale om et gymnasium. Vi kan nok tale om virkeligheden på en anden måde, men det ændrer den sig ikke af.

EPX er ikke en gymnasial uddannelse og behøvede heller ikke at være det.

Hvis ministeren rent faktisk havde haft de unge in mente og ønskede at nedbryde barriererne mellem håndens og åndens arbejde, så havde han sidestillet den nye EPX med STX og HHX. Problemet ved den manøvre havde selvfølgelig været den, at der ikke var nogen garanti for, at der kunne opnås tilstrækkelig volumen på den nye ungdomsuddannelse.

Derfor er regeringen, med hjælp fra DF og SF, nødt til at skrue på karakterkravets tvangsmekanisme. Det kan være, at 73 procent af de unge ønsker at vælge de traditionelle gymnasiale uddannelser til, men nu skal piben have en anden lyd.

Karakterkravet rammer skævt på klasse, køn og etnicitet

Hvilke konsekvenser kommer det til at få? Gymnasieskolernes Lærerforening har beregnet, hvilke konsekvenser et karakterkrav på 6 vil have. Det rammer voldsomt skævt på en lang række parametre og vil forstærke de sociale uligheder, som i forvejen findes i Danmark.

Ser vi først på, hvilke geografiske konsekvenser det vil have, så vil reformen tvinge 18 procent af de unge i Nordjylland væk fra gymnasiet. Region Sjælland og Region Syddanmark følger lige i hælene, for her er det 17 procent af de unge, som rammes af karaktermuren.

I Region Hovedstaden rammes 13 procent, og hermed puster regeringen til en konflikt mellem center og periferi, som man skulle tro, at der var bred politisk konsensus om at nedbryde. Reformen rammer land- og vandkants Danmark hårdere end hovedstaden.

Var det virkelig meningen?

Ligeledes rammer reformen kønsmæssigt skævt. Ser vi overordnet på kønssammensætningen i den danske gymnasieskole, så er der kønsmæssig slagside, fordi der i dag er flere piger end drenge, som vælger denne uddannelsesvej.

Den tendens forstærkes med den nye reform, hvor 18 procent af alle drenge rammes mod 13 procent af pigerne. Døren til gymnasieskolen smækkes i for næsen af dem. Er vi som samfund interesseret i at puste til kønsmæssige skævheder, som eksisterer i dag, og uddybe dem? Hvad bliver den langsigtede konsekvens af det greb? Svaret blæser i vinden.

Reformen rammer dog ikke kun geografisk og kønsmæssigt skævt, for reformen forstærker også de uligheder mellem etniciteter, som findes i Danmark i dag.

Det er næppe overraskende, at reformen rammer hårdt, hvis du har anden baggrund end dansk. Af den samme undersøgelse kan vi se, at der er 14 procent af de unge med europæisk baggrund, som vil blive udelukket, men hvis dine forældre kommer fra et ikke-EU-land, ser det sværere ud. Her er det 28 procent af de unge, som har baggrund uden for EU, der tvinges væk fra gymnasiet.

Læg dertil, at et øget karakterkrav får den forudsigelige konsekvens, at det vil skabe et øget pres på de unge i grundskolen for at få de høje karakterer, som kan sikre dem adgang til de ungdomsuddannelser, som de gerne vil have. Har vi som samfund interesse i at øge presset på børn og unge i grundskolen? Næppe.

Karakterkravet vil også tvinge unge ind på EPX – og der vil være en ukendt andel af dem, som ikke har lyst til at være der. De vil ende dér, fordi de ikke har noget valg. Hvad vil det gøre for undervisningsmiljøet i klasserne og for frafaldet? Næppe noget godt.

Den sociale arv forstærkes

Reformen rammer med andre ord geografisk, kønsmæssigt og etnisk skævt, men der er endnu et parameter, som bør tages med i konsekvensberegningen her. Det handler om uddannelsesbaggrund. Hvis dine forældres højeste, fuldførte uddannelse er grundskolen, så er der i forvejen en lille chance for, at du kommer på gymnasiet. Det siger sig selv, at andelen vil blive endnu mindre i fremtiden.

Fremtidens gymnasieskole bliver derfor mere homogen, end vi er vant til i dag. Vi kommer ikke til at se de samme positive effekter af, at unge med forskellig uddannelsesbaggrund, etnicitet og social baggrund møder hinanden i klasselokalerne.

I dag ser vi, at elever fra forskellige baggrunde møder hinanden i forbindelse med deres uddannelsesforløb. Det skaber en forståelse for forskellige udgangspunkter, selvom træerne ikke vokser ind i himlen. Gymnasierne afspejler i dag deres omgivende lokalmiljø og deres socio-økonomiske status. Hvis politikerne ønsker en stærkere blanding af eleverne fra forskellige sociale lag, så kræver det helt andre metoder.

Som gymnasielærer vil jeg i øvrigt skrive under på, at det er en fordel for alle parter, at vi i dag har en blanding af fagligt stærke og fagligt mindre stærke elever. De to elevtyper kan have gavn af hinanden, selvom det er en didaktisk udfordring for lærerne i gymnasieskolerne.

Fremtiden for gymnasielærerens praksis bliver derfor nemmere, hvis vi sorterer de fagligt svageste elever fra og tvinger dem ind på EPX, men det er vel næppe et godt argument for at gøre netop det?

Hvad kan man med en EPX?

Ser vi særskilt på den nye uddannelsesretning EPX, så kunne den i sig selv give mening. men lige nu er det uklart, hvad det egentlige faglige indhold skal være. Reformudspillet er præget af floskel-sprog, og der er meget lidt konkret at forholde sig til, bortset fra at uddannelsen skal bestå “…af en pædagogik og fag, der kombinerer praktisk undervisning med teori i klasselokalet”.

Det er i sig selv svært at være uenig i, men hvad det betyder i praksis er stærkt uklart. Reformudspillet er i det hele taget så dårligt lavet, at det er svært at blive klog på, hvad de unge kommer til at møde.

Vi kan af udspillet læse, at den nye uddannelse kommer til at åbne de samme døre som HHX og STX, men det er svært at tro på. Fx kan man læse sig til, at EPX’en åbner døre til en række uddannelser, alt efter hvilken linje den enkelte elev vælger. Man kan blive læge, lærer, bankrådgiver eller civilingeniør i mekanik. Det er blot et lille udpluk af de fantastiske muligheder, som regeringen har skrevet ind i deres udkast, og som DF og SF nu er hoppet med på.

Ser vi på det faglige indhold i EPX’en, så virker vejen til at blive læge meget, meget lang. Men ret skal være ret. Vi ved ikke så meget om selve indholdet i den nye uddannelse. Det er i sig selv mærkværdigt i betragtning af, hvor stor en bombe det er under de danske ungdomsuddannelser.

Vi kan af udkastet se, at man som elev skal have dansk på c-niveau. Mon ikke der skal læses godt og grundigt op, inden man kommer ind på medicinstudiet? Selvom det lyder godt, at man kan gå videre og blive bankrådgiver, så forekommer det mere realistisk, at kommende arbejdsgivere vil vælge en kommende kollega med en HHX-hue i bagagen.

Det er blevet fremhævet, at reformen skal sikre en bred geografisk dækning af uddannelsesinstitutioner i Danmark. Det er en både ædel og god tanke, men det er svært at se, hvordan det skal føres ud i livet.

I reformudkastet findes et kort, hvor EPX’erne er placeret i en række danske byer, men intet tyder på, at regeringen har taget hensyn til den demografiske udvikling af unge. Vi kan fx se, at der i Region Sjælland vil være et fald på 17 procent unge mellem 15-17 år frem mod 2030.

Alligevel har regeringen placeret en EPX i den vestsjællandske by Høng, hvor det er svært at se, at der vil være unge nok i fremtiden. Hvordan skal det finansieres? Skal vi holde uddannelser åbne i geografiske områder, hvor der ikke er nogen unge?

En uddannelsespolitisk katastrofe

Alt i alt står vi med en aftale, som er baseret på et meget spinkelt politisk flertal, og som baserer sig på ministerens ideologiske ønsker.

Den vil tvinge de unge væk fra de uddannelser, de gerne vil have. Den gennemføres hen over hovedet på de faglige organisationer, som har føling med og kendskab til uddannelsessektoren.

Derfor er den dømt til at mislykkes, og sporene fra folkeskolereformen i 2013 skræmmer. Desværre står konsekvensen først klar for de fleste, når man i 2029 opdager, at ens nordjyske knægt bliver nægtet adgang til den uddannelse, som han ønskede at komme ind på.

Der er en uddannelsespolitisk katastrofe under opsejling.