Regimeskifte i Argentina gang på gang

Argentina er det næststørste land i Latinamerika; arealmæssigt ca. 65 gange så stort som Danmark, og med 45 millioner indbyggere det 32. mest befolkede i verden. Det er et land, hvor også en del danskere tidligere søgte lykken som indvandrere, men ellers har et meget stort antal af indbyggerne italienske rødder. Det er et af de mest ’hvide’ lande i Latinamerika, hvor kun et mindre antal oprindelige folk er bosat. De holder særligt til i den nordlige del. I 1930’erne var landet blandt de ti rigeste i verden; de tider synes nu om dage langt væk, selvom det fortsat er et af Latinamerikas mest udviklede lande.  

“I 1976 slog militæret til og forfulgte alt, hvad der lugtede af venstreorientering. Det blev et voldsomt brutalt styre, som brugte tortur og lod 30.000 forsvinde.”

Argentina er landet hvor Che Guevara voksede op, og hvor Evita Perón opnåede en enorm popularitet blandt ’los descamisados’ (de skjorteløse). Det er tangoens og Piazzollas land. Det er Messi og Maradonas land, og pave Frans er argentiner. Men det er også et land med mange regimeskift, hvor især ét af dem førte til uhyrlige begivenheder i 1970’erne.

Peronisme og populisme

Juan Perón har præget den politiske tradition i Argentina efter 2. verdenskrig. Han var selv præsident i første omgang fra 1946 – 1955. Han støttede sig meget på fagforeningerne og arbejderklassen, som opnåede en vis fremgang i den periode. Hustruen Evita blev symbolet på interessen for de laveste klassers vilkår. Peróns styre var ikke socialistisk, men stærkt inspireret af den italienske fascisme, specielt det korporative element. Klassekamp blev fornægtet, staten skulle have meget magt og være i stand til at regulere forholdet mellem klasserne. Mange virksomheder blev nationaliseret, men samtidig var peronismen en støtte for det industrielle borgerskab. Det var et autoritært styre, som dog langt hen ad vejen holdt sig inden for de demokratiske spilleregler.

Peronismen var fra starten meget heterogen, strækkende sig fra radikalt venstreorienterede grupper over centrum til højreorienterede og nationalistiske grupper. Mange betragter peronismen som den klassiske form for populisme. Den har beholdt sin indflydelse helt op til i dag, men har efterhånden delt sig op i ret skarpt adskilte fløje.

I 1955 blev Perón sat fra magten af et militærkup og måtte gå i landflygtighed. Der fulgte en periode med skiftende militære og civile regeringer, indtil Perón fik mulighed for at vende tilbage i 1973 som en slags helt og redningsmand. Han døde imidlertid allerede året efter – og blev efterfulgt af sin tredje hustru Isabel (Evita var nr. 2), som støttede sig til bevægelsens højrefløj.

Det blodige militærstyre 1976 -83

I 1976 slog militæret til og forfulgte alt, hvad der lugtede af venstreorientering. Det blev et voldsomt brutalt styre, som brugte tortur og lod folk ’forsvinde’. En af metoderne var at smide modstanderne ud fra fly over havet fra stor højde. Det er vurderet, at militærjuntaen sørgede for, at ca. 30.000 personer ’forsvandt’. Juntaen blev en del af ’Condor-netværket’, støttet af USA (nogle vil sige orkestreret af USA) – et netværk og samarbejde mellem Latinamerikas blodige militærdiktaturer.

Den periode har konsekvenser i Argentina helt op til i dag. Efter militærdiktaturets fald begyndte mødrene til de ’forsvundne’ på et tidspunkt at samles regelmæssigt på Plaza de Mayo i Buenos Aires. De krævede besked om deres forsvundne børn og krævede retfærdighed og dom over bødlerne. Siden var der også tale om ’bedstemødrene på Plaza de Mayo’, idet en del af de dræbte døtre havde været gravide, hvorefter militærstyret havde tilegnet sig børnene, som blev givet til familier, der støttede op om styret. I 1983 måtte diktaturet give op efter voldsomme problemer med at klare sine gældsforpligtelser.

Umiddelbart efter militærdiktaturet blev der afsagt en del domme over de ansvarlige for de uhyrlige ’forsvindinger’. Men under højreperonisten Carlos Menem, der var præsident 1989-99, blev der vedtaget nogle amnestilove til stor vrede for de ramte familier. Menem førte i øvrigt en neoliberal politik, og landet fik større og større økonomiske problemer. I 2001 gik landet simpelthen bankerot (se boks). Det førte til kaotiske forhold med generalstrejke og plyndringer, indtil der blev bedre styr på tingene med venstreperonisten Néstor Kirchners valgsejr.

Kirchner-perioden 2003-2015

Néstor Kirchner var præsident 2003 -2007, mens hans kone Cristina Fernández Kirchner var præsident de to følgende valgperioder. Den periode blev en integreret del af det, som er blevet kaldt 00’ernes ’lyserøde bølge’ i Latinamerika.

Néstor Kirchner gjorde op med den neoliberale politik. Han nationaliserede mange såvel nationale som internationale virksomheder. Der blev et mægtigt opsving i økonomien med en årlig vækst på omkring 8 -10 %. Fattigdommen faldt drastisk, fra 60 % af befolkningen i 2002 til 23 % i 2004.

“Néstor Kirchner gjorde op med den neoliberale politik. Han nationaliserede mange nationale og internationale virksomheder. Der blev et mægtigt opsving i økonomien med en årlig vækst på omkring 8 -10 %. Fattigdommen faldt drastisk.”

Der kom igen gang i processerne mod de ansvarlige for ’forsvindingerne’ til stor tilfredshed for mødrene fra Plaza de Mayo. Også på andre felter fulgte en lovgivning for øgede rettigheder, fx til gavn for de homoseksuelle, hvilket skabte vrede i en del af den katolske kirke.

Ideologisk kaldes Kirchner-parrets politik ’kirchnerismo’, som indenrigspolitisk nærmest må betegnes som venstreorienteret socialdemokratisme. Udenrigspolitisk blev perioden præget af afstandtagen fra USA’s politik i Latinamerika, og ud over at Argentina indledte et tæt samarbejde med andre ’lyserøde’ styrer som Michelle Bachelet i Chile og Lula i Brasilien, nærmede man sig også mere radikale styrer som Castros i Cuba og Chávez’ i Venezuela.

De ’lyserøde’ og ALBA

Néstor Kirchner stillede ikke op til genvalg i 2007, men overlod det til hustruen (nogle mener, at det skyldtes sygdom – han døde i 2010). Cristina Kirchner fulgte ægtefællens linje, og hun var ikke mindst aktiv i det udenrigspolitiske samarbejde. I 2010 så det latinamerikanske landkort virkelig ret ’lyserødt’ ud. Chile var ganske vist blevet tabt til den højreorienterede Piñera, men ellers så centrum-venstre feltet således ud: Colom i Guatemala, Funes i El Salvador, Lula i Brasilien, Lugo i Paraguay, Mujica i Uruguay samt Cristina K. i Argentina.

Det mere radikale felt bestod af: Raúl Castro i Cuba, Ortega i Nicaragua, Chávez i Venezuela, Correa i Ecuador samt Morales i Bolivia.

De sidstnævnte havde samlet sig i organisationen ALBA, et økonomisk samarbejde hvor man handlede med og supplerede hinanden på lige vilkår. De latinamerikanske lande var generelt utilbøjelige til at ville indgå i de frihandelsaftaler, som USA tilbød. Man var netop interesseret i mere lige vilkår i samhandlen. Argentina, Brasilien og et par andre lande havde indgået et samarbejde i organisationen MERCOSUR, som i Kirchner-parrets periode blev slået sammen med en anden organisation til UNASUR, som består af de fleste sydamerikanske lande. (UNASUR forekommer dog under opløsning nu, hvor de højreorienterede styrer har samlet sig i ’Lima-gruppen’ – mere herom i næste afsnit).

Cristina Kirchner opnåede en overbevisende valgsejr, da hun genopstillede i 2011. I sin sidste embedsperiode løb hun dog ind i diverse problemer. Økonomien skrantede meget, bl.a. som følge af de internationale konjunkturer; hun fik et modsætningsforhold til dele af fagbevægelsen, og 2013 var præget af flere korruptionsskandaler (se også boksen om ’Statsbankerot’).

Atter i USA’s fold

Ved valget i 2015 vandt højrealliancen ’Cambiemos’ med Mauricio Macri i spidsen over Kirchner-partiets kandidat (Cristina K. kunne ikke opstille tredje gang). Magtskiftet fik store konsekvenser både indenrigs- og udenrigspolitisk.

Internt i landet vendte Macri tilbage til en nyliberal politik. Mens Kirchner-parret havde forsøgt at mindske afhængigheden af de internationale institutioner som IMF, har den nuværende regering taget et stort IMF-lån, men med de sædvanlige krav om nedskæringer. Fattigdommen har taget et stort hop opad i landet – hver tredje argentiner lever under fattigdomsgrænsen – og der har været store demonstrationer her i foråret mod regeringen med krav om billigere vand, energi og transport.

Internationalt har Macri styrket forholdet til USA, og det er sigende, at han var en af de statsledere, der for nylig i den colombianske grænseby Cúcuta overværede USA’s og Guaidós mislykkede, ’fake’ nødhjælpsaktion.

Ny højrebølge

På få år er det politiske Latinamerika-kort fuldstændigt ændret, ikke mindst via tilbageslaget i de to største lande, Brasilien og Argentina. De højreorienterede styrer har samlet sig i den såkaldte Lima-gruppe, der består af 10-15 lande, som ud over Brasilien og Argentina bl.a. omfatter Peru, Chile, Colombia, Guatemala og Honduras.

Og så står vi atter foran et argentinsk præsidentvalg, som finder sted i oktober. Fra et venstrefløjsperspektiv er det mest aktuelle spørgsmål, hvorvidt Cristina Kirchner kan gøre comeback. I skrivende stund er der endnu ikke kommet en officiel udmelding fra Kirchner om, at hun stiller op, men ifølge hjemmesiden nuso.org (Nueva Sociedad) tegner der sig især 3 kandidater: Den siddende præsident, der finder det nødvendigt at fortsætte den nuværende politik for økonomiens skyld, frem for tidligere tiders ’udgiftsfest’. Kirchner, der vil bekæmpe fattigdommen og mindske uligheden. Disse to kandidater står stejlt over for hinanden, mens en tredje kandidat, tidligere finansminister Roberto Lavagna, opfordrer til bredere samarbejde. Kan vi håbe på endnu et regimeskift? De seneste vælgerundersøgelser tyder på fremgang for Cristina Kirchner og tilbagegang for Macri, men det endelige resultat må vi vente til oktober med.