Robot-sabotage er blevet et fænomen i Danmark

I Markus Bernsens nye bog Danmark Disruptet, retter forfatteren en sønderlemmende kritik mod den ukritiske teknologiiver i det danske samfund. Kristian Thorup har samlet et uddrag fra bogen, der beskriver hvordan robotsabotage er blevet et udbredt fænomen både herhjemme og i udlandet, når robotterne bliver medarbejdernes uønskede, nye kolleger.

Af Markus Bernsen

Ikke alle er trygge ved udviklingen. På mange danske arbejdspladser bliver robotter kørt ind for at effektivisere og automatisere, men ofte ramler de sammen med deres menneskelige kolleger. Nogle af dem har fået nok. Robot-sabotage er blevet et fænomen herhjemme.

At indføre robotter lyder jo ellers altid som en god idé. Når et dansk slagteri køber en robot, der kan ridse sværen i flæskestegen, gør de det ikke kun for at øge produktiviteten, men også for at hjælpe medarbejderne. Indtil da har slagteriarbejderne gjort arbejdet i hånden, og det er drøjt at tvinge kniven gennem grisenes hud igen og igen med den samme bevægelse. Arbejderne slider deres håndled, og nogle af dem får varige skader af at tumle med flæskestegene. Den nye robot, til gengæld, griber en hel flæskeside ad gangen, halvanden meter lang, og lægger millimeterpræcise snit gennem huden.

Men robotten bliver ved med at gå i stykker. Slagterknive ender på mystisk vis i maskineriet. Den når knap nok at blive varm, før der sker et nyt uheld. Til sidst opgiver ledelsen, slukker for robotten og parkerer den i et hjørne af slagtehallen. Foran den står arbejderne så og ridser flæskestegene med ømme håndled, som de altid har gjort.

På et dansk skibsværft oplevede ledelsen noget lignende, da en ny svejserobot blev installeret. Den var specialiseret i at udføre nogle komplekse, T-formede svejsninger, som arbejderne satte en ære i at mestre. Der fulgte ingen fyringer eller sparerunder med robotten, men den truede sine menneskelige kolleger på deres faglighed. Også den blev saboteret.

Din nye kollega overvåger dig

Overvågning er en anden kilde til problemer. I det omfattende REELER-forskningsprojekt fortæller ansatte i 13 EU-lande om konflikter og robotsabotage, ofte fordi den nye generation af robotter har kameraer og sensorer, som ikke kun hjælper dem med at navigere rundt på fabriksgulvet, men også kan bruges til at holde øje med deres menneskelige kolleger. På en fabrik i Tyskland har de ansatte fået såkaldt intelligente arbejdsstationer, som automatisk fyldes op med skruer, svejsetråd og andet udstyr. Sensorer i skuffer og et kamera over arbejdsstationen holder både øje med, hvornår skufferne skal fyldes op, og hvor effektive arbejderne er. Her opdagede forskerne, at de ansatte blokerede sensorerne med klodser og smeltede kameraerne med deres svejseapparater. I virksomhedens interne rapporter blev det kaldt uheld, men i samtaler med forskerne indrømmede arbejderne, at der var tale om systematisk sabotage.

Det hjælper ikke, at robotterne ændrer sig. Længe var de henvist til bestemte opgaver og indhegninger på fabriksgulvet, men i dag har de fået hjul og slippes løs på arbejdspladser, hvor man ikke før har haft den slags kolleger.

I USA har de nye mobile robotter skabt en del konflikter. Ifølge robotforskeren Matt Beane fra University of California i Santa Barbara bliver mobile robotter sparket, skubbet, stukket med kuglepenne og slået med baseballbats. Men ifølge REELER-forskerne foregår den mest almindelige modstand i det stille, ved at de ansatte gemmer robotterne af vejen i kælderen, flytter dem ud af kurs eller simpelthen holder op med at bruge dem.

En 160 centimeter høj sikkerhedsrobot af mærket Knightscope er blevet angrebet flere steder i San Francisco. Den skulle patruljere foran et kontorkompleks, hvor hjemløse holdt til, og de væltede robotten omkuld og smurte grillsauce i dens sensorer.

”Spark venligst ikke robotten”

Udbringningsrobotter er blevet spået en lys fremtid, men i San Francisco er de blevet overfaldet så mange gange, at en medarbejder af kød og blod er nødt til at følge med dem rundt. Nogle mennesker skal tilsyneladende lægge bånd på sig selv, når de kommer i nærheden af en robot på hjul: Supermarkedskæden Walmart bruger robotter til at fylde deres hylder op og har været nødt til at hænge skilte op med ordene: “Spark venligst ikke robotten.”

Danske hospitaler kunne overveje at at bruge lignende skilte. Her triller robotassistenter i dag rundt på gange med blodprøver og medicin som en del af en større spareøvelse. I år 2030 vil staten have ansvar for 183.659 flere borgere over 80 år, og der er ikke udsigt til flere penge eller hænder. Skal det gå op, er man tilsyneladende nødt til at få nogle maskiner indover.

Men heller ikke her byder alle deres nye kolleger velkommen. På Aabenraa Sygehus var et jakkesæt tilhørende den selvudnævnte chief robotics officer smurt ind i tandpasta. En anden dag var sabotagen rettet mod robotternes opladerstation, der var dækket af afføring og urin. I EU-forskningsprojektet fortæller ansatte på andre danske hospitaler om lignende frustrationer. Robotterne kan kommunikere med hospitalets elevator, og det travle personale bliver irriteret over overhalinger og robotkøer foran elevatordøren. På mystisk vis bliver maskinerne slukket, så de står og fylder på gangene – og skaber nye frustrationer for andre ansatte, som kører ind i dem med deres vogne og ødelægger dem.

I bad med robotterne

Overalt i landet er der problemer med den teknologi, der skulle spare penge og kræfter, men i nogle tilfælde gør det stik modsatte: I Horsens Kommune købte man automatiske badekabiner fra Japan, såkaldte robotbade, der skulle aflaste personalet på byens plejehjem. Men badene var bygget efter japanske mål, så danskernes ben og hoveder stak ud af apparaterne og forblev uvaskede.

Efter japansk forbillede har mange kommuner også købt automatiske toiletter med vaske- og tørrefunktion, både til plejehjem og private boliger. Da KL i 2014 holdt toiletterne frem som et af fire teknologiske tiltag, der skulle spare 500 millioner kroner over tre år, købte kommunerne tilsammen 2.439 af dem. Men ifølge Teknologisk Institut koster toiletterne op mod 30.000 kroner, og pengene var ikke altid godt givet ud. Nogle af dem var for store til private boliger, og både vaske- og tørrefunktion virkede bedre på glatte, japanske overflader end på ældre danske bagdele.

Andre kommuner har installeret kostbare sensorgulve i deres plejehjem, så personalet får besked, hvis en beboer går på toilettet eller falder om. Men den slags overvågning kræver skriftligt samtykke, og ifølge loven kan demente borgere ikke afgive et sådant, så nogle steder har de højteknologiske sensorgulve primært haft funktion af gulv.

Står og samler støv

Robotsæler har også haft deres tid ligesom forskellige typer blinkende og brummende robotdukker, der skulle stimulere demente og aflaste personalet. Men sælerne er ramt af det samme problem som meget andet velfærdsteknologi, nemlig at personalet alligevel er nødt til at være der – blandt andet for at forhindre, at det kostbare udstyr bliver ødelagt – og så forvandler besparelsen sig til en udgift. En robotsæl koster et sted mellem 30.000 og 50.000 kroner. Da jeg ringer til Teknologisk Institut, fortæller de, at der er solgt omkring 400 af dem i Danmark – vel at mærke uden at en positiv effekt nogensinde er blevet dokumenteret.

“Ofte er den mand, der har opfundet sælen, medforfatter på de videnskabelige artikler om den, så det er svært at vide, hvad man skal tro på,” siger Karen Thodberg, der er seniorforsker på Aarhus Universitet og fulgte sælerne, da TrygFonden gav støtte til dem. I dag bruges de ikke ret meget. Sammen med vasketoiletter, japanske bade og spiserobotter samler de støv på kommunernes depoter for hjælpemidler. TrygFonden havde støttet indkøb af sælerne, men begyndte at donere penge til et projekt med besøgshunde til demente i stedet.

Der er mange andre eksempler: De håndholdte computere, som sygeplejerskerne nægtede at bruge. Skærme og robotassistenter, der skulle afløse mennesker ved skranker og telefoner, men hurtigt blev pillet ned igen.

Af de fire forbilledlige teknologier, som KL udpegede i 2014, har kun én været en klar succes: en lift, der kan løfte borgere ind og ud af senge. Alligevel fortsætter kravene om at digitalisere, effektivisere og automatisere.

Markus Bernsen (f. 1980) er journalist på Weekendavisen, hvor han skriver om teknologi og samfund. Fra 2014 til 2017 var han avisens korrespondent i Sydkorea. Han har været med til at skrive bøgerne Magteliten – Hvordan 423 danskere styrer landet (2015) og Hellerup – Historier fra reservatet (2011).