Røde erindringer som debatbog. Anmeldelse af Frank Aaen: “Rødt Valg”

Det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Frank Aaen har med sin bog Rødt valg både ønsket at skrive sine erindringer og udgive en bred politisk debatbog. Begge dele må formodes at have en rimelig bred læserkreds – hvis man da ellers accepterer, at der findes en bredere kreds, der interesserer sig for venstrefløjspolitik i almindelighed og gerne vil læse om den mangeårige og stadigt aktive Enhedsliste-politikers gerninger og meninger. Jeg var i hvert fald en af dem, da jeg fik anmeldereksemplaret i hænderne.

Men jeg skal indrømme, at det samtidig var med en vis skepsis, jeg gik i gang med at læse bogen. Kunne han indfri sin ambition om af forene erindringer og politisk debat?

For mig virkede det som en svær opgave med en ikke ubetydelig risiko for at sætte sig mellem to stole. I værste fald kunne det ende med et ensidigt forsvar for fortidens meninger og gerninger, der samtidig blev ophøjet til nutidens svar på fremtidens politiske udfordringer. Heldigvis er det ikke gået så galt for Frank Aaen.

Hvorfor DKP?

Hvis du som læser troede, at jeg var ved at lægge op til at nedsable Frank Aaens bog som gammel Moskva-vodka på nye flasker, kan jeg godt røbe, at du tager fejl og bør læse anmeldelsen færdig.

Frank Aaen forsøger at kombinere erindring og dagsaktuel debat ved undervejs i sine erindringer fra hans mange år i politik at tage en række for ham vigtige politiske problemstillinger op til debat.

Både erindringerne og de politiske debatindlæg bygger han op om fem for ham vigtige, overordnede temaer: (1) social ulighed og uretfærdighed, (2) Den økonomiske magt, der sætter stramme ramme for demokratiet, (3) Klimaet, (4) Stormagternes aggression og kampen for fred samt (5) de (højre)populistiske partiers stigende magt.

Frank Aaen har en fortid som centralt placeret medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Det er derfor naturligt, at han indleder sine erindringer med at forklare, hvorfor han valgte DKP frem for SF eller Venstresocialisterne (VS). Ifølge erindringerne valgte Frank Aaen ikke DKP af ideologiske grunde, men først og fremmest fordi han som ung politisk aktivist, der var flyttet til Aalborg i 1983 for at studere, altid kunne finde hjælp hos unge, fagligt og politisk aktive DKP’ere i byen.

Når han efterfølgende forblev i DKP, skyldtes det et stærkt engagement i datidens internationale konflikter, herunder ikke mindst Vietnam-krigen. Her dannede Aaen sig ifølge erindringerne det billede, “at USA og de fleste borgerlige kræfter i Danmark var på undertrykkernes side”, mens “Sovjetunionen og DKP stod på samme side som jeg selv.”

Bagsiden af medaljen

Det er en datidig begrundelse for at være medlem af DKP, som jeg dengang mødte hos mange unge og yngre kommunister. Selv husker jeg det – som antistalinistisk venstresocialist – det som langt mere sjældent, at mine datidige kommunistiske venner og samarbejdspartner lod folk som mig vide, at de også var opmærksom på denne medaljes bagside. Men det gør Frank Aaen – i hvert fald i sine erindringer.

Med en enkelt sætning konstaterer han, at den samme opdeling i progressive og reaktionære selvfølgelig ikke “gjaldt demokratiske værdier og den vestlige kultur, der prægede os unge”.

Men ifølge erindringerne var det dengang vigtigere for Frank Aaen at bekymre sig om at være på den rigtige side i de store internationale konflikter end at bekymre sig om de demokratiske værdier og undertrykkelsen af den politiske opposition i Sovjetunionen og Østeuropa.

Ifølge erindringerne var der allerede dengang god grund til at kritisere Sovjetunionen på disse punkter. Når Frank Aaen alligevel – i lighed med mange andre af datidens kommunister – valgte ikke at udtrykke kritikken åbent, så skyldtes det ifølge erindringerne, “at der var nok, der havde travlt med at kritisere Sovjet og bruge denne kritik til at svække de internationale synspunkter, jeg syntes var de rigtige, og som Sovjet støttede.”

Men var det så dengang en politisk nyttig tilgang? Det overvejer Frank Aaen undervejs i erindringerne. Som erindringsskriver har han det privilegium, at man ikke behøver at nøjes med at fortælle læserne, hvad man tænkte, mente og gjorde tidligere i livet. Han kan også undervejs gøre sig til en slags erindringens mandagstræner, der giver eftertidens vurderinger af og bud på, hvad der måske med større succes kunne være gjort anderledes.

Den mulighed benytter Frank Aaen sig af nogle steder i bogen. Om ikke at ytre berettiget kritik af Sovjetunionen skriver han således (s. 39), at det var en politisk fejl, som han efterfølgende med rette er blevet kritiseret for.

Hans argument er, at hvis han og DKP – som datidens såkaldte eurokommunistiske partier i bl.a. Sverige, Italien og Spanien – havde været “lidt mindre dogmatisk” og “mere nuanceret i forholdet til Sovjetunionen”, havde det “nok også kunnet fremme en mere samlet venstrefløj i Danmark.”

Nutidens refleksion er med andre ord, at han og DKP dengang ville have haft større politisk succes ved at gå en eurokommunistisk vej. I erindringerne pakkes denne politisk vidtrækkende vurdering pænt ind som en yderst moderat, nærmest lidt modvillig efterrationalisering.

Men det er en tankevækkende eftervurdering. Det gælder ikke mindst, når man læser den i lyset af Frank Aaens egen position og ageren i forbindelsen med den tilspidsede og hårde partidiskussion, der i sidste del af 1980-erne i DKP.

Traditionalist, fornyer eller midt imellem?

Frank Aaen blev i 1986 hentet ind som politisk redaktør for kommunisternes dagblad Land og Folk. Her blev han ifølge sine egne udsagn lidt af en lus mellem to negle, presset og kritiseret fra både traditionalister og fornyere.

Mange af bladets journalister var særdeles kritiske over for Sovjet og ønskede at omdanne Land og Folk fra en partiavis til et mere åbent diskuterende venstrefløjsorgan. Men det var partiledelsens og partisekretariats traditionalister absolut ikke med på. De kritiserede derfor Frank Aaen for at give for meget efter for fornyelsesønskerne fra bl.a. avisens journalister.

Som politisk redaktør prøvede Frank Aaen at afbalancere den redaktionelle linje mellem partisekretariatets traditionelle linje og fornyerne, der ønskede at gøre Land og Folk til en bredere, mere åben venstrefløjsavis.

Frank Aaen sad selv i centralkomiteen, der i disse år var stærkt præget af interne stridigheder. På den ene side var der et flertal i partisekretariatet og centralkomiteen, der gik ind for politisk loyalitet over for Moskva, og på den anden side stod en eurokommunistisk inspireret fornyergruppe. Frank Aaen tilhørte selv en midtergruppe, der – forgæves – forsøgte at forene de to fløje og holde sammen på partiet i en tid.

I 1989 trak Frank Aaen sig fra jobbet som politisk redaktør af Land og Folk og overgik til andet arbejde i partisekretariatet. Men da fornyerfløjen fik flertal i centralkomiteen på partikongressen i 1990, smed de Frank Aaen ud af partiledelsen og fyrede ham fra partisekretariatet.

Trods dette og Frank Aaens medvirken ved Enhedslistens dannelse i 1989 begræd han DKP’s sammenbrud og forblev passivt medlem af et stærkt reduceret DKP helt frem til 2002. Her forlod han DKP ad bagdøren i 2002, da DKP begyndte at diskutere selvstændig opstilling til Folketinget som alternativ til Enhedslisten.

Hele denne historie kan man desværre kun læse meget summarisk om i erindringsbogen. Vil man kende historien om Frank Aaens tid som politisk redaktør på Land og Folk, kan man med fordel læse Lars Hostrup Hansens historiespeciale fra 2008 Kampen for blad og parti. En analyse af Land og Folks betydning for DKP i 1980’erne, der bl.a. baserer sig på interview med Frank Aaen om denne periode.

Kritisk aktionær

Bogens måske mest interessante erindringsdel handler dog ikke om arbejdet i DKP eller Enhedslisten – men derimod om Frank Aaens karriere som kritisk aktionær.

Ganske vist skildres Frank Aaens lange arbejde som folketingsmedlem for Enhedslisten. Men erindringerne prioriterer her diskussionen af de politiske temaer højere end de mere personlige erindringer. Dermed lægger erindringerne ikke meget til det, man har kunnet læse andre steder. Det gør erindringerne om tiden som kritisk aktionær til gengæld.

Her er Frank Aaen i sit rette politiske element. Vi får fortalt, hvordan Frank Aaen på generalforsamlinger m.v. tager kampen op mod den økonomiske magts skjulte beslutninger om vigtige samfundspolitiske spørgsmål.

Det startede med 1980’ernes kritik af Aalborg Portlands brug af kræftfremkaldende asbest i fabrikation af eternitplader, fortsatte med foreningen Kritiske Aktionærers krav om forstærket klimaindsats og bedre arbejdstagerrettigheder i A.P. Møller-Mærsk og udgør fortsat en del af Frank Aaens politiske virke bl.a. med kritik af Novos høje priser til skade for både patienter og statskasser.

Fra antimonopolistisk demokrati-strategi til nordisk socialisme

I bogens sidste to kapitler giver Frank Aaen med udgangspunkt i de fem ovennævnte temaer og erindringskapitlernes omtale heraf sit bud på, hvad han mener, der bør være målet for en rød regering og en videre udvikling frem mod socialisme. I kapitlet om en rød regeringspolitik finder man argumenter for en række mere eller mindre konkrete forslag inden for de fem temaer.

For de læsere, der i forvejen er rimeligt velorienteret i Enhedslistens politik og argumentation, kan der her være lidt langt mellem snapsene. Det samme gælder kritikken af Socialdemokratiet og SF i den anledning. Men for andre læsere er bogen bestemt et velargumenteret og velskrevet debatoplæg.

Det afsluttende kapitel om Frank Aaens bud på en strategi for den videre udvikling frem mod socialisme er måske det kapitel, hvor fortidserindringerne bruges mest – og bedst? – til at argumentere for fremtidens politik.

Her vender Frank Aaen sig til dengang, hvor han som ung socialist var præget af uklare forestillinger om vejen til et andet og bedre samfund. Både fordi en gentagelse af bolsjevikkernes storm på Vinterpaladset i 1917 ikke var nogen mulighed, og fordi det først og fremmest var de aktuelle spørgsmål – studenterpolitik, solidaritetsarbejde og arbejdskonflikter – der optog den unge Aaen.

Først med DKP’s kongres i 1976, hvor DKP vedtog et program for udviklingen af det, partiet (og den kommunistiske verdensbevægelse) dengang kaldte et antimonopolistisk demokrati, fik den stadigt unge Aaen mere fast, strategisk grund under fødderne. Her fik Aaen mere vage forestillinger om en gradvis ændring af den økonomiske magt og en tilsvarende udvidelse af demokratiets dagsorden og råderum programmatiske ben at gå på.

Frank Aaen trækker i bogen en lige linje fra DKP’s gradvise antimonopolistiske demokrati-strategi i 1976 og frem til nutidens Enhedsliste-strategi og Pelle Dragsteds Nordisk Socialisme og hans egen indsats for at sætte fælles samfundshensyn over aktionærernes og kapitalmagtens profithensyn.

Bogens sidste kapitel får dermed en tendens til at almengøre fortidens analyser, gerninger og erfaringer til overordnede udviklingslinjer frem mod socialisme: ’Statsstøtte skal betyde mere demokrati’, ’Mere demokrati på arbejdspladserne’ og ’Demokratiske mål for økonomien’.

Læseværdige erindringer uden selvforherligelse

Samlet set bekræfter bogen, at politiker-erindringer kan være en svær genre, hvor der skal balanceres mellem det personlige og det politiske livsforløb på en måde, hvor man på én gang kommer ud over det private og samtidig fortæller, hvordan det personlige liv har sat sit præg på den historisk skiftende, politiske indsats.

Frank Aaens bog når et stykke, men også kun et stykke ad denne vej. Det er ikke blevet politikerindringer, der udelukkende er skrevet som en forsvarstale for eget politisk eftermæle. Erindringerne er skrevet med en vis åbenhed for også at beskrive, forstå og forklare både fejltagelser og begrænsede politiske resultater.

Men her forekommer ambitionen om at blande erindring med aktuel politisk debat at have været en klods om benet. Når man som Frank Aaen vil kombinere sine erindringer med at skrive en aktuel politisk debatbog, opstår der næsten uvægerligt en vis risiko for at gøre fortidens politiske meritter og resultater til en slags facitliste for fremtidens politik. Det bærer bogen da også et vist præg af.

Nutidens politiske argumenter fremstilles som noget nær alment gældende på tværs af historiens skiftende udfordringer, normer og vilkår. For nogle – herunder denne anmelder – kan det gøre debatdelen mindre interessant og tankevækkende.

Men læser man derimod nutidens politiske argumenter som en fortælling om, hvordan fortidens politiske rationaler og erfaringer i den grad har formet Frank Aaens nutidige syn på politik, er jeg tilbøjelig til at læse bogens to afsluttende kapitler som en både personlig og troværdig beretning af det politiske menneske, der er kommet ud af et langt liv i og med politik.

Alt i alt har Frank Aaen skrevet læseværdige erindringer uden at gøre det til et selvforherligende eftermæle. Debatdelen kan enten læses som Frank Aaens aftapning af Enhedslistens politik eller – efter min mening bedre – læses som Frank Aaens bud på, hvordan hans nutidige politiske udsyn er dybt præget af hans fortid.

Mellem to stole?

Har Frank Aaen så med sin ambition om at kombinere erindring og debat sat sig mellem de to stole, som jeg på forhånd frygtede?

Her må jeg nok – meget mod min politiske vilje – henvise til Niels Helveg Petersen. Den tidligere formand for Det Radikale Venstre forsøgte at få Folketingets formand, Svend Jakobsen til at stille op som S-formand, efter Anker Jørgensen var trådt tilbage efter folketingsvalget i 1987. Niels Helveg Petersen skulle til gengæld love, at de radikale så ville skifte side fra den borgerlige fløj.

Derfor blev han spurgt af Ritzau, om han foretrak Svend Jakobsen frem for Svend Auken. Her svarede Niels Helveg Petersen med de siden ofte citerede ord: ”Ja, tja, bum, bum, bum.”

Skulle nogen spørge mig, om jeg havde foretrukket, at Frank Aaen havde skrevet én erindringsbog og én debatbog, ville jeg svare som Niels Helveg Petersen.

---

Frank Aaen: Rødt valg. Erindringer og politisk debat.
Forlaget Momenta 2025.
237 sider. 
Vejledende pris: 280 kroner.