Rusland: Løslad Kagarlitskij og Navalnij – og udlever krigsforbryderen Girkhin til Haag
Politiske fanger i Rusland omfatter både liberalister, socialister – og højreekstremistiske krigsforbrydere. De første skal løslades, de sidste udleveres til retsforfølgelse ved Den internationale menneskeretsdomstol
25. juli 2023 blev socialisten Boris Kagarlitskij arresteret af de russiske myndigheder anklaget for at retfærdiggøre terrorisme. Det har udløst en international kampagne for hans løsladelse.
Kagarlitskij er langt fra den eneste politiske fange i Rusland. Mange civile sidder i fængsel alene for at ytre sig imod krigen i Ukraine.
Den mest prominente politiske fange er den liberale oppositionspolitiker Navalnij, hvis løsladelse demokrater også må støtte.
En kampagne for løsladelse af den politiske højreekstremist Igor Girkhin (”Strelkov” = Skytten) er derimod mere tvivlsom – medmindre han da skal løslades for at kunne afsone en livstidsdom for nedskydningen af et civilt passagerfly over Donbass i 2014.
Her er et politisk portræt af de tre prominente politiske fanger.
Hvem er Boris Kagarlitskij?
Boris Kagarlitskij har altid været en skarp kritiker – fra venstrefløjen – af de politiske forhold i Rusland. Og han er uden for Rusland den mest kendte repræsentant fra den russiske venstrefløj.
Han har haft den ære at være blevet anholdt både i Sovjettiden, under Jeltsin og nu under Putin. Han sad første gang i fængsel i begyndelsen af 1980’erne – da Sovjets præsident hed Andropov.
Boris Kagarlitskij er 65 år og fra Moskva. Han er sociolog, professor og forfatter – og nu altså fængslet i Syktyvkar 1300 kilometer nordøst for Moskva. Han risikerer syv års fængsel.
Kagarlitskij er redaktør på den venstreorienterede hjemmeside Rabkor. Han er også en af medarbejderne i Transnational Institute, som er baseret i Holland.
Næsten 1400 politikere, akademikere, journalister, kunstnere og andre fra hele verden har underskrevet en erklæring, der kræver løsladelse af Boris Kagarlitskij.
Erklæringen er skrevet af medlemmer af Kagarlitskijs familie og russere, der er imod krigen.
Erklæringen lyder i min oversættelse:
”Den 25. juli blev den kendte intellektuelle og socialistiske aktivist Boris Kagarlitskij tilbageholdt og anklaget for at “retfærdiggøre terrorisme” af Den føderale sikkerhedstjeneste (FSB), inden han umiddelbart derefter blev transporteret til byen Syktyvkar, 1300 kilometer fra Moskva. Der beordrede en domstol på et lukket retsmøde og uden hans advokats tilstedeværelse, at han skulle tilbageholdes indtil en retssag i slutningen af september, hvor han risikerer op til syv års fængsel.
Anholdelsen og tilbageholdelsen af Kagarlitskij er sket som led i en repressiv kampagne, som den russiske regering fører for at gøre alle stemmer, der modsætter sig invasionen af Ukraine og regeringens politik i Rusland, tavse. Siden sidste år har Putins regering arbejdet målrettet på at forfølge, fængsle eller tvangseksilere anerkendte politikere, intellektuelle og aktivister, der offentligt har modarbejdet krigen, såvel som almindelige borgere, der har udtrykt deres meninger på sociale medier. Kagarlitskij blev selv stemplet som “udenlandsk agent” i maj sidste år.
Vi udtrykker vores solidaritet med Boris Kagarlitskij og kræver hans øjeblikkelige løsladelse samt løsladelse af alle andre, der er tilbageholdt af politiske årsager.
Skriv under på kravet om løsladelse af den russiske socialist Boris Kagarlitskij her.
Et meget simpelt ønske
Boris Kagarlitskij fremlagde i maj 2023 en appel med titlen “Et meget simpelt ønske” til det, han kalder ”mine vestlige progressive venner” om at ophøre med at ”forstå” Putin og det russiske regime.
Et citat fra appellen lyder i min oversættelse:
Til mine vestlige kolleger, som siden krigens start for mere end et år siden fortsætter med at opfordre til forståelse for Putin og hans regime, vil jeg gerne stille et meget simpelt spørgsmål: Vil I bo i et land, hvor der ikke er fri presse eller uafhængige domstole? I et land, hvor politiet har ret til at bryde ind i dit hus uden en kendelse? I et land, hvor museumsbygninger og -samlinger opbygget gennem årtier bliver overdraget til kirker, selv om landet risikerer at miste unikke genstande? I et land, hvor skolerne går væk fra studier, der er baseret på videnskab, og som planlægger at afskaffe undervisningen i fremmedsprog; for i stedet at gennemføre “lektioner om det vigtige”, hvor børn lærer at skrive fordømmelser og lærer at hade alle andre folkeslag? I et land, som hver dag sender appeller på tv om at ødelægge Paris, London eller Warszawa med et atomangreb?
Det tror jeg egentlig ikke, I har lyst til.
Vi i Rusland ønsker heller ikke at leve sådan her.
Vi gør modstand, eller forsøger i det mindste at bevare vores overbevisninger og principper, der er baseret på den humanistiske tradition i russisk kultur. Og når vi på internettet læser om endnu en opfordring til at “forstå Putin” eller “at møde ham halvvejs”, så bliver det inde i Rusland opfattet som medskyldighed med de kriminelle, der undertrykker og ødelægger vores eget land.
Hold op med at identificere Rusland med Putin og hans bande. Indse det dog: De, der ønsker noget godt for Rusland, kan ikke være andet end uforsonlige fjender af dette regime.”
Boris Kagarlitskij skal løslades
Efter Kagarliskijs anholdelse har der ikke været megen diskussion om det rigtige i at føre en solidaritetskampagne for at få løsladt Boris Kagarlitskij.
Det skyldes blandt andet, at Kagarlitskij omkring 2014-15 udtrykte nogle holdninger, som mange er uenige i.
Han var på det tidspunkt meget kritisk overfor den ukrainske regering, og han havde et håb om, at de separatistiske republikker i Lugansk og Donetsk kunne udvikle sig fornuftigt og progressivt. Hans opfattede også annekteringen af Krim som berettiget – ud fra et synspunkt om, at der var et flertal på halvøen, som var tæt forbundet med Rusland.
Det gjorde ham upopulær på dele af den international venstrefløj, der var uenig med ham. Og han blev ofte inviteret ind som gæst i russisk stats-tv. Det skiftede imidlertid brat, da Rusland invaderede Ukraine 24. februar 2022. Den invasion tog Kagarlitskij straks stærkt afstand fra.
Få dage efter krigens start publicerede hjemmesiden ”Rabkor” (”Arbejderkorrespondenten”) – et medie med Boris Kagarlitskij som hovedredaktør – et stærkt manifest mod krigen.
Katrina Vanden Heuvel, der er en amerikansk venstreorienteret udgiver af mediet ”The Nation,” har kendt Boris Kagarlitskij i mange år. Hun udtrykker sin mening således: ”Jeg mener, at når der i disse tider er en uafhængig stemme, så behøver man ikke være enig med den, men jeg vil gerne give plads til den.”
Se den forkortede udgave af Paul Jays interview med Kagarlitskij her
Alexej Navalnij skal også løslades
Boris Kagarlitskij er ikke den eneste – og heller ikke den mest kendte – politiske fange i Rusland.
Den mest kendte er Alexej Navalnij.
Navalnij er en liberal politiker og stærk modstander af Putin og af Ruslands invasion i Ukraine. Han er nok mest kendt, fordi han blev forgiftet, da hans underbukser (!) blev inficeret med en nervegift under et besøg i Tomsk, Rusland. Han var tæt på dø, men hans venner og advokater fik ham fløjet til Tyskland. Her lå han i koma i lang tid, inden han langsomt kom sig under intens hospitalsbehandling.
Navalnij opnåede stor international opmærksomhed, da han og hans team undercover fik kontakt til en agent i FSB – den russiske sikkerhedstjeneste. Da agenten troede, han talte med sin overordnede, fortalte han, hvordan forgiftningen var foregået.
Optagelsen, som blev lagt ud på Youtube og varede 50 minutter, var ekstremt opsigtsvækkende, afslørende og underholdende.
Navalnij blev i 2013 idømt en betinget dom. Han blev dømt for at have svindlet med penge i en forretningssag. Sagen var meget tvivlsom – for at sige det mildt. Da den betingede dom var ved at udløbe, krævede de russiske myndigheder, at Navalnij skulle melde sig til kontrol, efter han kom sig over forgiftningen. De ville derefter kræve ham fængslet for ikke at møde op.
Navalnij valgte at vende tilbage til Rusland 17 januar 2021. Han mente nok, at en russisk politiker skal befinde sig i Rusland. Det var modigt, for ikke at sige dumdristigt.
Hans tilbagevenden blev dækket af internationale medier. Han blev allerede anholdt i lufthavnen. Siden har han fået et par ekstra domme, der samlet giver mange år i fængsel. Og han bliver holdt fanget under torturlignende forhold.
Navalnij er også kendt, fordi han har organiseret kampagner under parolen ”Stem på enhver.” Underforstået: Bare det ikke er regimets kandidat. Det har betydet flere nederlag til Putintro kandidater.
Navalnij er liberal, og han er krigsmodstander. Som ung var han i en kortere periode aktiv i en nationalrussisk organisation. Han fremkom dengang med udtalelser, der kan anses som racistiske i forhold til folk fra dele af det tidligere Sovjetunionen. Det er uklart, om han stadig har disse synspunkter. Det er ikke noget, han har ført kampagne for i de seneste år.
Hans kampagner har i stedet handlet om korruption i det russiske system, som hans team har afsløret i enorm skala. Og de har været for demokrati i Rusland og imod invasionen i Ukraine.
Personligt er jeg en stor beundrer af Navalnijs mod og talenter. Han har også nogle synspunkter, jeg ikke er enig i. Det gælder sikkert også for Solidaritets læsere. Men det skal ikke forhindre os i at kræve ham løsladt.
Men hvad så med Igor Strelkin/Girkhin?
Igor Girkhin er også politisk fange i Rusland. Faktisk var han emnet for Boris Kagarlitskijs sidste artikel – som han skrev et par dage, før han blev anholdt af FSB. Han er russisk nationalist og har spillet en meget stor rolle på russisk side i krigen i Ukraine.
Igor Girkhin har taget dæknavnet Strelkov, der betyder skytten. Han er fra Moskva, og han har været FSB-agent. Han er formelt trådt ud af FSB, men han arbejder formentlig stadig for sikkerhedstjenesten. Han har kæmpet for den russiske stat i Tjetjenien og på Krim.
I 2014 tog han til Donetsk, hvor han startede borgerkrigen 12. april ved at samle omkring 50 væbnede mænd, som stormede rådhuset og politistationen i byen Slovyansk. (Kilde: Anna Matveevas bog. ”Through times of Trouble, Conflict in South Eastern Ukraine, explained from within”, side 106 – en af få bøger om borgerkrigen i Østukraine 2014-15).
Han er også internationalt dømt krigsforbryder – dømt for at være ansvarlig for at nedskyde et malaysisk passagerfly, der fløj over Donetsk-republikken i 2014. Det blev skudt ned med mere end 200 civile passagerer, der alle omkom. På det tidspunkt var han officiel leder af løsrivelsesrepublikken i Donetsk.
Siden den russiske invasion af Ukraine 24. februar 2022 har Girkhin mest gjort sig bemærket ved at kritisere den russiske krigsførelse. Den russiske hær mangler våben og ammunition, og generalerne sender folk på dødsmissioner osv.
I starten holdt han sig til at kritisere generaler og forsvarsminister Sjoygu, men som tiden er gået, har han rettet mere og mere direkte kritik mod Putin.
Han tog i foråret 2023 initiativ til ”Foreningen af russiske patrioter”, som ønsker at Rusland fører krigen langt mere effektivt, end landet hidtil har gjort.
Han blev anholdt et par dage før Kagarlitskij – anklaget for at have ”tilsvinet den russiske hær.” Og nu sidder han i Lefortovo-fængslet i Moskva under forhold, der med stor sandsynlighed er mere bekvemme end dem, som både Navalnij og Kagarlitskij er udsat for.
Ironisk nok var Kagarlitskijs sidste artikel, inden han blev anholdt, en analyse af, hvorfor Igor Girkhin først kunne få lov til meget åbenmundet at kritisere Putin og hans generalers krigsførelse – og hvorfor der i dagens Rusland nu heller ikke er plads til ”patrioter”, som kræver en mere effektiv krig.
30. august meddelte Igor Girkhin fra fængslet, at han har tænkt sig at stille op ved næste præsidentvalg. Begrundelse: Han mener, at han vil være bedre til at lede krigen mod Ukraine end Vladimir Putin.
Skal man så kræve Girkhin løsladt?
Det er ikke en forbrydelse at kritisere den russiske krigsførelse. Det er fint at få ham løsladt for det.
Men jeg mener samtidig, at det alene skal ske for at få ham udleveret til den internationale domstol i Haag, så han kan afsone sin livstidsdom for at have været ansvarlig for nedskydningen af et passagerfly.
Ukrainerne har – ud over nedskydningen af flyet – en lang liste over krigsforbrydelser, som de gerne vil have ham stillet til regnskab for.
Personligt vil jeg ikke røre en finger for Igor Strelkins løsladelse. Men Navalnij og Kagarlitskij, de skal fri, og jo før jo bedre. Også selv om man er uenige i det, de mener eller har ment.
Læs også erklæringen om løsladelse for Boris Kagarlitskij fra organisationer fra Sverige til Australien
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER