Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
18. marts. 2022

Ruslands invasion af Ukraine, den nye verdensorden – og venstrefløjens dilemmaer

Krigen i Ukraine trækker lange historiske tråde til både Den kolde Krig, Ukraines selvstændighedskamp og NATO’s udvidelse. Neutralitet kan være løsningen på den lange bane, skriver politolog Søren Riishøj.

Illustration: Adobe Stock / Anton Moss

Den russiske militærinvasion af Ukraine 26. februar kom som et chok for de fleste. For første gang siden 2. Verdenskrig befinder Europa sig nu i regulær krig. Ukraine er geostrategisk meget vigtigt placeret mellem EU og Rusland. I 1990’erne oplevede vi blodige krige, men i periferien af Europa, i det tidligere Jugoslavien og i Kaukasus. De krige skabte konflikt mellem Rusland og Vesten, men slet ikke i samme omfang som omkring Ukraine i dag.

Konsekvensen af den russiske invasion af Ukraine er en yderst farlig militær optrapning og sanktioner, der klart overgår dem, som blev indført over for Rusland efter annekteringen af Krim i 2014. I dag er Europa og USA  rykket tættere sammen. De gamle uenigheder i EU mellem høge, duer og pragmatikere – når det gælder politikken over for Putins Rusland – er lagt til side. Og Rusland er allerede blevet endnu mere afhængig af Kina.

Rusland var efter Sovjetunionens fald forvandlet til et ”post-imperium” og en ”post-supermagt”. Landet har derfor siden 1991 lidt af et post-imperialt syndrom. Det opnåede i den nye verdensorden slet ikke den position, som var ventet – og som Rusland følte sig berettiget til. En stor del af årsagen var den alvorlige økonomiske nedtur i 1990erne. NATO’s udvidelser mod øst bliver af Moskva betragtet som løftebrud fra vestlig side.

Maidan og annekteringen af Krim

Forløberen til krigen i Ukraine her i 2022 var begivenhederne i 2014 med oprøret på Maidan-pladsen, og den russiske annektering af Krim. Op til det historiske topmøde i Vilnius i november 2013 havde Ukraines daværende præsident Viktor Janukovitj meddelt, at han indtil videre ikke agtede at underskrive den ”dybe frihandelsaftale” med EU, der var kommet på plads efter flere års intensive forhandlinger. Afvisningen førte til omfattende demonstrationer, især på Maidan i Kiev.

“Maidan-oprøret var ganske som ved oprøret i Polen i 1980-81 en manifestation af direkte demokrati, en revolution, og et rødt kort til det eksisterende regime.”

Det var ganske som ved oprøret i Polen i 1980-81 en manifestation af direkte demokrati, en revolution, og et rødt kort til det eksisterende regime. I Ukraines tilfælde var det i særdeleshed rettet mod regeringen og præsident Janukovitj, der var klart mest vendt mod Rusland. Et mæglingsforslag blev afvist af demonstranter. Præsident Janukovitj og inderkredsen omkring ham flygtede til Rusland, der derefter annekterede Krim-halvøen ved Sortehavet.

Alle forsøg på efterfølgende at finde frem til en fredelig, diplomatisk løsning kuldsejlede. Indgåede aftaler blev brudt, og nedskydningen af et malaysisk passagerfly i juli måned 2014 optrappede kun konflikten. Frem til februar 2022 forblev den fastfrossen.

Iskold krig med Putin

Forståelse for denne nye ”iskolde krig” mellem Rusland og Vesten kræver historisk kendskab, indsigt og – ikke at forglemme – også selvkritik fra Vestens side. Det savnes alt for ofte, desværre. Men hvorfor kom det så vidt? Er vi blevet ‘søvngængere’, ganske som op til udbruddet af 1. verdenskrig? Mange frygter det.

Det skorter lige nu ikke på meninger og vurderinger i bagklogskabens klare lys. Vi burde for længst have indset, at Putin på et tidspunkt ville angribe Ukraine, lyder det. Det er helt sikkert, at Putin i overdreven grad troede det ville blive en hurtig ‘blitzkrieg‘, og at han havde svært ved at acceptere Ukraine som liggende uden for Rusland. Dertil var – og er – de historiske bånd alt for stærke.

Hans visioner blev udtrykt i et manifest i 2021, og i flere senere erklæringer. Formentlig troede Putin selv på, at mange ukrainere ville hilse de russiske soldater velkomne. Vi burde, lyder argumentationen, have taget de nødvendige forholdsregler, fået styrket NATO og på et tidligt tidspunkt indført de skrappe sanktioner, vi gennemførte efter 26. februar. Andre mener, at den russiske invasion ville være undgået, hvis NATO som lovet lige omkring Murens fald ikke havde udvidet mod øst.

Putins vrede over Vestens manglende respekt for russiske interesser er for så vidt rimelig nok. En nedlæggelse af NATO ville have banet vejen for en ny, ikke-unipolær verdensorden med OSCE og FN som omdrejningspunkter. Andre igen mener, at Putin er blevet forandret over de seneste par år. Måske har han eftervirkninger fra smitte med corona, hvilket kan være grunden til, at han holder lang afstand til andre. Eller måske lider han af Parkinsons sygdom?

Putin på hospitalsvisit i marts 2020. Under coronapandemien har Vladimir Putin isoleret sig mere end tidligere. Nogle spekulerer i, at pandemien har påvirket hans mentale helbred. Foto: Alexey Druzhinin / Kremlin

Russisk selvmord

Den russiske invasion kom som et chok for langt de fleste. Den blev nævnt som en realistisk mulighed fra amerikansk side, men de fleste troede, at advarslerne fra USA var et forsøg på at afskrække Rusland fra at gå for langt. At vinde en krig i Ukraine var en umulighed. Det ville være et politisk og militært selvmord, blev det sagt. Det vil uden tvivl også være tilfældet. Rusland valgte selvmordet.

“30 år efter grusomhederne på Balkan er der ikke krig i området, men desværre heller ikke fred. Den tilstand må vi givetvis leve med længe – også i Ukraine, i tilfælde af en politisk aftale.”

Intet tyder på, at krigen kan vindes, eller at det vil lykkes Rusland at få indsat et pro-russisk styre i Kyiv. Krigen og sanktionerne har skabt økonomisk turbulens i Rusland, og en regulær økonomisk bankerot kan heller ikke udelukkes. Rusland har prøvet økonomiske nedture før, fx under den store økonomiske krise i 1998. Kommer det til regulær varemangel, er et folkeligt oprør mod Putin og hans inderkreds sandsynligt.

At Putin inden så længe bliver væltet af sine egne, af militæret og sikkerhedstjenesten, kan heller ikke udelukkes. Lækkede optagelser har vist åbne skænderier mellem en trængt Putin, hans forsvarsminister og militære topfolk. Som gammel KGB-mand ved Putin, hvad der kan ske ham selv, hvis det går galt. Rumæniens Nikolai Ceasusescu blev i december 1989 væltet af sine egne og derefter henrettet for næsten åben skærm. Et ”rumænsk scenarie” i en eller anden form kan ikke udelukkes.

Kan forhandlinger skaffe våbenhvile og evt. fredsaftale?

Om vi inden da via diplomati og mægling kan nå frem til aftaler, der i det mindste standser krigen, kan heller ikke udelukkes. Ja, folk fra forsvarsakademiet herhjemme udelukker det ikke. Men det vil tage tid. Ukraines præsident, Volodymyr Zelensky har selv meldt ud, at han ikke udelukker forhandlinger med udgangspunkt i de russiske krav om ukrainsk neutralitet og selvstyreordning for det østligste Ukraine. Flere lande, fx Tyrkiet og Israel, vil gerne mægle. Begge parter skal kunne ”se sig selv” i en aftale, så ingen skal tabe ansigt.

En aftale skal naturligvis indeholde omfattende bistand til genopbygning af Ukraine efter krigens ødelæggelser. Men alene et fravær af regulær krig vil være en stor gevinst. 30 år efter grusomhederne på Balkan er der ikke krig i området, men desværre heller ikke fred. Den tilstand må vi givetvis leve med længe – også i Ukraine, i tilfælde af en politisk aftale.

Den nye verdens(u)orden – og Venstrefløjens rolle

Forholdet til Rusland og indretningen af den nye internationale orden efter Den kolde Krig har været debatteret ivrigt lige siden murens fald. Venstrefløjen lå underdrejet i 1989 og årene derefter. Ikke alene kommunismen, også socialisme som sådan, selv i socialdemokratiske varianter, var bragt i defensiven.

“Idéen om et alliancefrit Ukraine havde i 2014 opbakning især inden for den realistiske skole… Vesten havde vundet den kolde krig, så hvorfor udvide NATO?”

En ny doktrin blev dominerende: TINA, ”There Is No Alternative”. Her fremførtes det, at der ikke er noget alternativ til den hurtigst mulige overgang til vestligt liberalt demokrati og den frie markedsøkonomi, selv i lande hvor forudsætningerne slet ikke eksisterede. Den uventet store økonomiske nedtur i 1990’ernes Rusland og i det nye Europa ”i øst”, den russiske og asiatiske krise sidst i 1990’erne og, frem for alt den globale økonomiske krise i 2008-2009, skabte grobund for populisme, især i højrenationale varianter.

Resultatet blev illiberale styreformer i flere lande, Brexit og Trumpismen. Højrenationale i Europa kunne et stykke ad vejen følge Putin. Tidligere venstrefløjsvælgere gik i stort tal over til de nye alternative partier. I mange lande forsvandt eller styrtdykkede socialdemokratiske partier og partierne til venstre herfor i vælgeropbakning. I udenrigs- og sikkerhedspolitikken kom vi til at stå over for et Rusland, som med Putin ved roret krævede indflydelse og ret til at være med ved forhandlingsbordet.

Den unipolære, vestligt dominerede verdensorden er kommet under alvorligt pres, også i takt med Kinas økonomiske fremmarch. Ukraine havde indtil 2005 levet med opdelingen, hvor den vestlige del af landet stemte på pro-vestlige politikere, og den østlige del på mere pro-russiske partier. Fra 2005 med Orangerevolutionen, og senere med Maidan-oprøret i 2014, hvor Viktor Janukovitj blev fordrevet, drejede Ukraine  stadig mere mod vest, understøttet af vestlige regeringer.

Allerede i 1990erne blev der af flere, fx Eduard Sjevardnadse, der var udenrigsminister under Gorbatjov og en populær mand i Vesten, talt om, at en udvidelse af NATO helt op til Ruslands grænser, med Ukraine og Georgien, ville overskride den ”røde linje”, og få Rusland til at reagere hårdt. Det skete med Putins ultimatum med krav om et neutralt, dvs. alliancefrit Ukraine. Idéen om et alliancefrit Ukraine havde i 2014 opbakning især inden for den realistiske skole, også i USA, fx hos Henry Kissinger og Zbigniew Brzezinski. Vesten havde vundet den kolde krig, så hvorfor udvide NATO?

Eduard Sjevardnadze var som udenrigsminister under Mikahil Gorbatjov populær i Vesten, og blev anset for at bløde forholdet mellem supermagterne op. Men også Shevardnadze advarede mod udvidelse af NATO inden sin død i 2014. Foto: Dominique Faget / AFP

Konstruktive løsninger

Enhedslisten har indtil videre sat spørgsmålet om udmeldelse af NATO på stand-by, mens SF ser ud til at have accepteret medlemskabet af NATO fuldt ud. Det burde naturligvis være tilladt at diskutere, om vi kunne have undgået katastrofen, hvis NATO havde afholdt sig fra at udvide, og Ukraine havde valgt alliancefrihed. Det ville formentlig have været en pro-vestlig neutralitet lige som indtil videre Finlands og Sveriges. Moldova, der lige nu bevæger sig mod vest, har neutralitet indskrevet i forfatningen, og agter ikke at ændre dette.

Zelensky virker åben for at diskutere neutral status, og at finde en ordning om reelt selvstyre i det østligste Ukraine. Dén udmelding bør understøttes. Det vil tage tid at nå en forhandlingsløsning, men diplomatiet bør ikke desto mindre gives plads til at arbejde. En fredsbevægelse er hårdt savnet. Hadefulde taler har taget overhånd. At give Ukraine status som EU-kandidatland ville være langt mere konstruktivt end et NATO-medlemskab.

Lad os få konstruktive, alternative input i debatten, der er blevet blottet for nuancer. Det gælder ikke amerikanske baser og atomvåben på dansk jord, som mildest talt ikke er nogen god løsning.


Om skribenten

Søren Riishøj

Søren Riishøj

Lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).   Læs mere