Russiske modstandere af krigen og Putin samledes i København

I Rusland er det langt fra alle, der støtter Putins krig mod Ukraine. Men vilkårene for at gøre modstand er meget vanskelige.

Undertrykkelsen er hård. Bare det at give udtryk for modstand mod krigen eller utilfredshed med regimet kan give anledning til at blive anklaget for terrorisme, at blive stemplet som ”udenlandsk agent” og få lange fængselsstraffe i fængsler og lejre, hvor vilkårene er meget barske.

Alligevel gør nogle modstand. Mange er flygtet til udlandet og fortsætter modstanden fra deres eksil. En gruppe af disse russere mødtes i København 24. – 25. januar i netværket ”Radikalt Demokrati”. Det russiske netværk Radikalt Demokrati samler forskellige progressive og pro-demokratiske initiativer og venstreorienterede antikrigs-aktivister.

En dag blev brugt til en konference med indbudte gæster fra det danske civilsamfund, venstrefløjen og fagforeninger, og en dag til at netværket koordinerede sine aktiviteter. Omkring 35 deltog fra dansk side og omkring 16 fra russisk. Der blev knyttet en række kontakter for fremtidigt samarbejde.

Her er informationerne, baseret på hvad de russiske gæster sagde. Af sikkerhedshensyn har jeg ikke angivet navne på nogen af deltagerne.

Venstrefløjen i Rusland

Venstrefløjen i Rusland er splittet – det fremgik klart af konferencen. Vilkårene i Rusland tillader ikke, at organisationer fungerer uhindret. Ganske vist har Det Kommunistiske Parti (KPRF) plads i Dumaen, men trods navnet er partiet reelt under Kremls kontrol. Det støtter Ruslands invasion af Ukraine og er ikke i opposition. En deltager tilføjede dog, at der er lommer af opposition i partiet.

Der er mange folk i fængsel, herunder kendte venstreorienterede og krigsmodstandere som Boris Kagarlitskij og mange andre.

Derfor er oppositionen mest aktiv fra eksil – men det kan også være et problem, for der er stigende problemer med repression over grænserne – for russere i eksil i Kazakhstan, Georgien osv. En af aktivisterne fortalte, at hun in absentia er blevet dømt til 7 år i fængsel i Rusland for antikrigs aktiviteter.

Der er også problemer med kommunikation, fordi kontrollen med internettet bliver strammet i Rusland. Sidst men ikke mindst har mange russere, der bor i fx Vesteuropa ikke et sikkert opholdsgrundlag.

Det er ikke mainstream i den russiske opposition at være venstreorienteret. En af deltagerne karakteriserede nogle af dem, der træder frem på YouTube som ”rige mænd uden nogen kontakter i Rusland” – og tilføjede, at de ikke har nogen feministisk dagsorden, ikke har nogen anti-kolonial dagsorden og ikke er solidariske med arbejdere eller har kontakt til miljø-grupper.

Modstand mod krigen

Modstanden mod krigen tager forskellige former. Bl.a. sabotage af jernbaner – noget der bliver slået meget hårdt ned på. Bagmændene bag den slags aktioner er ofte meget unge. Der er også markering af sorg over dræbte i Ukraine, som det skete med initiativet ”Mariupol 5000”, hvor der blev sat 850 hjemmelavede kors op i 56 russiske byer.

I begyndelsen af krigen var der også en bevægelse af kvinder, der ønskede at få deres mænd hjem fra fronten. De udtrykte sig ikke imod krigen, men sagde blot, at deres mænd havde kæmpet længe nok, og nu ville de have dem hjem. Bevægelsen tog karakter af appeller til Putin og forsvarsministeriet, og i begyndelsen havde de en del manifestationer, men de bliver ikke tolereret længere.

En workshop handlede om noget så eksotisk som folk, der laver sociologisk research inde i Rusland – og et væsentligt spørgsmål er selvfølgelig, hvad russerne så egentlig mener om krigen.

Oplægsholderne startede med at slå fast, at almindelige opinionsundersøgelser ikke er pålidelige. Hvis nogen bliver ringet op og spurgt, hvad de mener om krigen – i et land hvor det er forbudt at være imod krigen eller bare at mene, at det er en krig, for det er jo ”en speciel militær operation” – så vil de fleste nægte at svare. Og de fleste af dem der svarer, vil svare det, der er lovligt. Derfor er en bedre metode at lave dybdegående interviews, der tager længere tid, og hvor folk kan åbne op for mere nuancerede synspunkter.

Det åbner op for en mere kompliceret tilgang. Oplægsholderne vurderede ud fra deres undersøgelser, at 60 – 80 procent af den russiske befolkning er meget afpolitiseret og ikke har en klar holdning. Der er nok 10 – 20 procent, som er stærkt for krigen, og omtrent lige så mange er stærkt imod krigen.

Men samtidig er der også 65 procent, der går ind for fred, selv om Rusland er nødt til at trække sig tilbage fra Ukraines territorium.

Folks holdninger kan være modsætningsfyldte. Folk kan mene, at krigen er dårlig for Rusland, samtidig med at de ikke mener, det var en fejl at starte den. Der er mange, som ikke har lyst til at være skyldige i en meningsløs krig, men som føler sig skyldige – selv om de ikke havde nogen indflydelse på starten af krigen. Således kan der være kritik og retfærdiggørelse på en gang.

Feministisk kamp i Rusland

Der er også en feministisk modstand i Rusland, fortalte en deltager, der havde lavet en række interviews i Rusland i forskellige regioner. Der er feminister, som støtter ofre for vold i hjemmet. Næsten alle feminister er også mod krigen, og nogle af dem hjælper personer, der forsøger at undgå at blive taget til hæren. Der er også støtte til kvinder, som bor i regioner, hvor der ikke er adgang til abort.

Det affødte et spørgsmål fra en dansk deltager, om de russiske deltagere mente, at abort ville blive forbudt i Rusland? Men det mente aktivisterne ikke. Dels er der en langvarig tradition for, at abort er en præventionsform, og abort har været tilladt i Rusland meget længe. Men der er pres på kvinder for ikke at få abort, bl.a. fra kirken.

Samfundet bliver mere og mere konservativt. LGBT bliver kriminaliseret, og der er ”maskulinistiske”, antifeministiske grupper, som melder feminister til politiet.  Russisk lovgivning – som ellers er drakonisk – er blevet lempet og er utrolig mild og eftergivende over for mænd, der slår deres koner.

Det er et dilemma for de russiske feminister. De vil gerne ses, bemærkes internationalt og have kontakter, men de kan ikke lave aktioner, hvor de er synlige, fordi det er farligt.

Oplægsholderen skelnede mellem rigtige feminister, som kæmper mod systemet og så kvindeorganisationer, som er en del af systemet, og som giver karrieremuligheder. Fx har regeringspartiet Forenet Rusland en kvindeorganisation, der mest beskæftiger sig med at støtte russiske soldater ved fronten.

Indfødte folk og miljø

Ruslands indfødte folk forsøger at forsvare retten til at bruge deres eget sprog i skoler og i samfundet. De kommer ofte i konflikt med staten og med store virksomheder, som ønsker at udnytte råvarerne i deres område.

Udkantsområderne er også blandt de fattigste i Rusland og blandt dem, der relativt leverer flest soldater til fronten og derved har flest døde i krigen. Der er mange konflikter og hård repression.

Der er dog stadig en relativt fri mulighed for at udtrykke sig om lokale miljøspørgsmål – som fx modstand mod etableringen af en losseplads eller et konkret byggeri i et naturområde. Således havde oplægsholderen talt 71 tilfælde af projekter, der var blevet opgivet på grund af modstand.

Men der er ikke tale om at tillade generel systemkritik eller en modstand mod fossile brændstoffer og klimaaktivisme. Miljøbevægelsen er meget afpolitiseret i Rusland og handler mest om konkrete spørgsmål for at ”beskytte naturen”.

Mange mennesker bliver stærkt påvirket af klimaforandringer gennem skovbrande, optøning af permafrost, oversvømmelser og hedebølger. Men der er ikke en større klimabevægelse. På grund af krigen og dens krav til økonomien er der en generel deregulering af mange miljøkrav, og det gør miljøkampen vanskeligere.

Samtidig er Rusland ikke officielt benægtere af klimakrisen eller den globale opvarmning. En deltager bemærkede, at det ellers ville passe ind i landets konservative politiske klima og rolle i den globale olie og gasøkonomi. Deltagere tilføjede, at det måske var, fordi man gennem disse klimaspørgsmål stadig kunne holde nogle kanaler åbne til udlandet både i det globale nord og syd.

Ruslands imperialisme

Den sidste workshop handlede om russisk imperialisme – et emne man ikke kom helt rundt om, men der var interessante nedslag.

Det første handlede om den imperialistiske ideologi, som retfærdiggør Ruslands invasion af Ukraine. Oplægsholderen havde læst Putins taler og forsvarsministeriets materialer til soldater, der skal i krig, og var nået frem til den konklusion, at der ikke er en enkelt, konsistent forklaring i disse materialer. Der er store huller i ideologien og måske ligefrem en bevidst udnyttelse af den forvirring, det skaber, hvor folk selv må udfylde hullerne i forklaringen med deres egne følelser og forklaringer.

Næste oplæg handlede om Rusland i Afrika. Det russiske engagement har sovjetiske rødder – hvor Sovjetunionen eksporterede våben til Afrika og også havde aktive diplomatiske forbindelser til en række regeringer. Men det har taget ekstra fart siden 2019. Først opererede Wagner-gruppen som en privat hær, og siden er mange dele af Wagner-gruppen kommet ind under forsvarsministeriets ”Afrika-korps”, der viderefører aktiviteterne.

De opererer i en række lande og støtter en række udemokratiske regimer militært ved at undertrykke folkelige og demokratiske kræfter. Til gengæld får de guld, diamanter, koncessioner og våbensalg.

Samtidig med at russiske styrker optræder meget imperialistisk, spiller de også på antikoloniale følelser og modsætninger til vestlige imperialistiske strømninger. På en konference i Burkina Faso, der udtrykte total støtte til Putin, var der således også folk til stede med Che Guevara t-shirts.

En oplægsholder fortalte om vilkårene for russisk statsborgerskab for de mennesker, der bor eller har boet i de besatte områder af Ukraine. Før krigen omfattede det 7-9 millioner. De, der er tilbage eller er rejst til Rusland, bliver presset til at tage russisk statsborgerskab.

Men der er stor forskel på at have russisk statsborgerskab fra starten og at få det senere. I det sidste tilfælde kan det nemlig nemt tages fra en igen – og der er i dag hele 70 lovovertrædelser, som kan føre til tab af statsborgerskab. Fx salg af stoffer og hooliganisme – som bl.a. omfatter graffiti og kritik af den russiske hær. I 2023 fik 2.800 mennesker således frataget deres statsborgerskab.

I begyndelsen var det kun folk, der havde skiftet statsborgerskab – men det bliver flere og flere. Fx oppositionspolitikeren Ilja Yashin, som blev løsladt fra fængsel i en fangeudveksling og udvist fra Rusland i 2024. I efteråret 2025 fik han frataget sit statsborgerskab, selv om han har haft det fra fødslen.

En begivenhedsrig dag var slut, og vi delte nogle pizzaer. Næste dag holdt russerne møde for sig selv, og jeg vil ønske dem held og lykke i deres kamp.