Så er der dækket op til debat om fagbevægelsens fremtid – Anmeldelse af “Vi gider ikke et lortesamfund”

Begrebet “working poor” dækker kun situationen for marginale grupper i Danmark. Modsat for eksempel Europas største lande – England, Frankrig og Tyskland – hvor millioner må have flere job og kun overlever ved hjælp af almisser fra velgørende organisationer. Dér er vi ikke. Danmark er ikke et lortesamfund.

Den tidligere formand for HK Privat, Simon Tøgern har lagt et udmærket oplæg på boghandlerdisken til debat om, hvordan fagbevægelsen kan agere for at forhindre, at Danmark bevæger sig ned ad vejen mod “lortesamfundet”.

Det er Simon Tøgern sluppet ret godt fra.

Bogen rummer både pædagogiske forklaringer på den danske model til nye lønmodtagere og input til nøglepersoner i fagbevægelsen. Den henvender sig til dem, der har indflydelse på overenskomstforhandlinger, fagbevægelsens struktur og relationen til Christiansborg. Den indeholder også mere dybdegående kritik af blandt andet arbejdskraftens frie bevægelighed, skattesvindel, forråelse i arbejdslivet og brugen af illegal arbejdskraft.

Og det hele iblandet små erindringsglimt fra Simons arbejdsliv og faglige arbejde gennem årene.

Det er lidt af en ambitiøs mundfuld, men for det meste går det godt, selvom funktionærloven som en “præceptiv lov” og paragraf 31 i Dansk Arbejdsgiverforenings vedtægter som et “foreningsretligt værktøj” nok kunne fortjene en lille uddybning for den uindviede, mig selv inklusive.

Oplægget er ikke så underligt præget af hans faglige indsats på det private arbejdsmarked, ligesom min rygsæk stammer fra det offentlige område.

Overenskomstforhandlingerne på det private område er i centrum i beskrivelsen af den danske model.

Vi får et interessant kig ind bag de ellers hermetisk lukkede døre på det private arbejdsmarked af forhandlingernes klassiske forløb. Fra “hemmelige” møder i europæiske storbyer “med indlagt museumsbesøg”, over selve forhandlingsforløbet med udvalgsarbejder og natlige armlægninger til indgåelsen af forlig. Og en del af mellemregningerne. Inklusive industriens helt centrale placering på det samlede arbejdsmarked og opbygningen af magtforholdene i industriens forhandlinger.

Jeg har også prøvet dét med at være ny og skulle lære en ligeledes ny forhandler, Mads Lebech, Frederiksbergs konservative borgmester, at kende under en slentretur gennem Louisiana Museet og sludre om malerier og skulpturer. Det virkede ikke. Jeg er ikke skabt til den slags. Derimod virkede det perfekt at mødes med Herlevs socialdemokratiske borgmester Kjeld Hansen, som allerede inden smørrebrødet var bestilt, gik direkte til kernen: “Kan KTO holde til skævdeling?”

Og så har Simon vist følt sig tjenstligt forpligtet til lige at lange ud efter forhandlerne i den offentlige sektor for at forhandle “ud af vinduet”. Det dækker over, at en del af de offentlige forhandlere har ændret stil og nu forsøger at orientere om forhandlingerne undervejs – uden at bryde fortroligheden – til dem, der betaler gildet; nemlig forbundenes medlemmer. Sådan spiller klaveret ikke på det private arbejdsmarked.

Den danske models fødsel

Jeg tror, at Simon går lidt galt i byen, når han beskriver den danske models fødsel som de mandlige faglærte, der organiserede sig først, hvorefter de ufaglærte gjorde det samme. Siden hen kvinderne og funktionærerne, mens de offentligt ansatte først kom med under opbygningen af velfærdssamfundet. Sådan foregik det ikke.

Tværtimod repræsenterer fagbevægelsens fødsel en af vores helt store og grundlæggende fejl: Adskillelsen af faglærte, ufaglærte og kvinder.

Den danske model blev født i et patriarkalsk samfund, hvor fødslen netop afspejlede mænds afgørende rolle i familien, på arbejdspladsen, i uddannelsessystemet, i det politiske beslutningssystem og i besiddelsen af økonomiske værdier.

Og den afspejling førte så at sige til, at de faglærte lønmodtagere ikke ville organiseres sammen med de ufaglærte, og at hverken faglærte eller ufaglærte mænd ville organiseres sammen med kvinder.

Men kvinderne var ikke desto mindre på arbejdsmarkedet og oprettede fagforeninger og oprettede i den periode 27 kvindelige fagforeninger – ofte som særlige afdelinger af de mandlige fagforeninger.

De mandlige arbejdere var klart i flertal i denne periode, men der var trods alt 30.000 kvinder beskæftiget inden for industri, handel og transport i 1900 og 24.000 tjenestepiger i de københavnske herskabshjem. Og både jordemødre, sygeplejersker, tjenestepiger og kommunalarbejdere organiserede sig tidligt.

Disse særlige omstændigheder ved fagbevægelsens start har præget fagbevægelsens udvikling – både når det gælder demokratiopfattelse og beslutningsstrukturer, grundlæggende holdninger og værdier samt bevægelsens fokusområder. Det blev mandekulturer, der fastlagde rammer og kulturer.

Forventningen om, at formanden skal kunne svinge smedehammeren over de syndiges hoveder og banke tillidsvalgte og medlemmer på plads, John Wayne-syndromet om overenskomster rettet mod mænd uden familiemæssige forpligtelser, og det uudtalte krav om medlemmers og tillidsvalgtes ubetingede loyalitet over for fagforeningernes top er blandt de mandlige værdier, som gennem årtierne var med til at udstikke fagbevægelsens strukturelle og fagpolitiske kurs.

En kurs, som i dag har fremtiden bag sig. Det er simpelthen ikke gangbar mønt over for nye selvbevidste generationer på og omkring arbejdsmarkedet.

Stort er ikke nødvendigvis smukt

Simon Tøgern beskriver på udmærket vis centraliseringen i den danske model, hvor arbejdsgivernes centralisering til en vis grad er blevet modsvaret af centralisering på lønmodtagersiden.

Det sætter spørgsmålstegn ved både mindre organisationer, som opretholder deres selvstændighed og ved det lokale medlemsdemokratis forsatte eksistensberettigelse i en tid, hvor kerneopgaven i stigende grad er de centrale overenskomstforhandlinger – og hvor teknologiske løsninger afløser det personlige fremmøde på fagforeningskontoret.

Her har forfatteren fat i en central, men også vanskelig problemstilling.

I mine øjne er stort ikke nødvendigvis smukt. Nyttevirkningen af centralisering i fagbevægelsen forudsætter, at sammenlagte fagforeninger eller forbund tilsammen kan mere, end de kan hver for sig. Og så er jeg uenig i en kritik af nogle mindre forbund, som Simon får ud gennem sidebenene: “Identitet har vejet tungere end styrke!” Fællesskabet om fagligheden er et rigtigt vigtigt bindemiddel i en fagforening – uanset om den er lille eller stor.

Bogen byder på nogle gode overvejelser om medlemstab, rekruttering og fastholdelse.

Debatten om de emner har været i gang, siden LO’s og dermed medlemsforbundenes vækst knækkede i 1995. Og der har været igangsat et utal af projekter og brugt mange millioner kroner på at stoppe den medlemsnedgang, en stor del af fagbevægelsen oplever. Her giver Simon sine bud på, hvad der virker.

Og så får regeringens tåbelige håndtering af Store Bededag som overenskomstaftalt fridag en vurdering med på vejen, som fortjener et citat her:

“På gangene på Christiansborg bruges forløbet til at udskamme fagbevægelsen og dens ledere for at ligge under for folkestemninger, for ikke at udvise lederskab og for ikke at kunne skelne stort fra småt. I fagbevægelsen glæder man sig omvendt over, at man tiltog sig lederskabet af folkelige protester. Forløbet illustrerer på den måde også, at fagbevægelsens ledelse fortsat har et stærkt fokus på at fastholde “det politiske lederskab i arbejderklassen” – en rolle, som Socialdemokratiet tilsyneladende ikke længere rækker ud efter?”

Den offentlige sektor er anderledes skruet sammen

Jeg tror, bogen havde vundet ved at melde rent ud, at den sigter på det private arbejdsmarked. Det går i hvert tilfælde ikke lige så godt, når Simon vil vejlede lederne i de offentligt ansattes faglige organisationer i at føre overenskomstforhandlinger.

Den danske model er en light-udgave i den offentlige sektor, hvor de statslige arbejdsgiverne bærer både lovgiver- og arbejdsgiver-kasketter, hvor de kommunale og regionale arbejdsgivere på lange strækninger bindes på hænder og fødder af de to sektorers placering i den samlede samfundsøkonomi, og hvor konfliktvåbenet – hvad enten det er arbejdsgiver-lockout eller lønmodtager-strejke – betyder besparelser hos arbejdsgiveren, mens lønmodtageren rammes på økonomien.

Det er den magt-ubalance, der gør, at de offentligt ansatte i arbejdskampe nødvendigvis må forsøge at vinde den offentlige mening over på sin side med en langt større åbenhed, end den private sektors forbund føler behov for.

Og Simon rammer ved siden af, når han opfordrer de offentlige forbund til at bruge forligsmandslovens muligheder for at sammenkæde medlemmers afstemninger om de enkelte overenskomster til én afstemning.

I kommuner og regioner har forbundene den fælles koordinering ved indgangsdøren med fælles krav og fælles forhandlingsaftale, som de privatansattes forbund har ved udgangsdøren med sammenkædning til en afstemning.

Til gengæld er afsnittet om nye måder at arbejde på spændende læsning. Det handler om arbejde uden fast arbejdsplads, arbejdstid eller traditionel ansættelse. Blandt andet beskrives platformsarbejde, som for eksempel Wolt-bude. Her ligger nye opgaver og nye udfordringer – nok i første omgang for den private sektors fagforeninger.

Simon Tøgern: Vi gider ikke et lortesamfund – en arbejdsmarkedsmodel under pres
Forlaget Frydenlund
139 sider
Vejledende pris: 200 kr.