Så er det nu – klimaet kalder. Eller hvad?

Det er som kvinden, der lagde sandsække foran sin dør for at holde vandet ude, sagde i nyhederne: “Denne gang er det os. Næste gang bliver det nogle andre.”

Jeg græder for min stat, hvis største klima-satsning – der skal bringe os i mål med CO₂-neutraliteten – er at fange CO₂ på vej op af skorstenene og grave den ned i jorden. Ned til vores store lagre med vores store viden om CO₂-lagring? Nej. Ned til fremtidens kæmpelagre med fremtidens teknologi, som ingen endnu har fået til at leve op til løfterne.

Hvilken foragt for fornuften, for livet, for fremtiden.

Det er i total foragt for denne viden, denne armodets visdom, at vi skal brænde i den varmeste sol. Den varmeste, glohede afvejning i øjnene på fremtidige generationer. De vil hade os. Og jeg – efter jeg har grædt – kommer dem i forkøbet.

Jeg hader min stats klimaløsninger, fordi vi har tiden. Vi har viden. Vi har ansvaret. Og vores bedste løsning er fanden æde mig ikke at grave CO₂ ned i jorden. Fuck det.

Jeg har løsningen på, hvordan vi bliver klimaneutrale. Vi stopper CO₂-udledning dér, hvor den sker. Det tvinger vi igennem med statsmagt.

Må jeg gerne minde den danske stat om, at hvis isen smelter, vil der i fremtiden ikke være et Danmark. Nu skal jeg være meget præcis og komme mine kritikere, mine dygtige retorikere, i forkøbet. Der vil ikke være et Danmark på landkortet.

Find vores hellige sten, vores historiske klenodier, vores jakkesæt og vores bøger om statskundskab på havets bund.

Alle danske nationalister skal se i øjnene, at deres efterkommere må vinke farvel til dette uimponerende flade, lavtliggende, lille land med den dygtige retorik om klimaet.

På havets bund kan de finde alle argumenterne for, hvorfor indtjeningen på CO₂-udledningen skulle trumfe det, der var grundlaget for økonomien: Landjorden, som økonomien boede på.

Jeg græder, fordi jeg ved, at dér vil de finde ordene. Ubrugelige.