Sagen om HK-formand Anja C. Jensen og tabet af den kollektive fagbevægelse

Sagen er blevet fremstillet som endnu en personlig skandale: En faglig topfigur, der i sit private husprojekt endte med at benytte en entreprenør uden overenskomst, med mistanke om sort arbejde og livsfarlige arbejdsforhold. En sag om moral, konsekvens og personligt ansvar.

Men hvis man reducerer det til et spørgsmål om personlige fejltrin, overser man det afgørende. For problemet er ikke kun, at HK’s forkvinde gjorde det stik modsatte af, hvad fagbevægelsen taler for. Det væsentlige er, at den måde, hun handlede på, afspejler en bredere udvikling i fagbevægelsen, hvor forvaltningslogik alt for ofte træder i stedet for solidaritet.

Reagerede administrativt, ikke politisk

Da facaderenoveringen på huset på Frederiksberg gik i gang, undersøgte Anja C. Jensen ikke, om entreprenøren havde overenskomst. Hun kontaktede heller ikke 3F for at høre, om arbejderne var organiseret. Selv da problemerne blev tydelige – med problematiske og farlige arbejdsforhold – gik hun ikke til fagbevægelsen. Hun gik i stedet til myndigheder, entreprenør og ejerforening.

Denne administrative tilgang fortsatte i hele forløbet. Anja C. Jensen forholdt sig til sagen som et spørgsmål om lovlighed og korrekt forvaltning. Hun spurgte ind til, om reglerne var overholdt og arbejdsmiljøkravene opfyldt. Det, hun ikke spurgte om, var det mest grundlæggende for en faglig bevægelse: Om arbejderne var organiseret, og om vilkårene var båret af en overenskomst. Hun målte sagen i forholdet til staten, ikke i forholdet til bevægelsen.

Anja C. Jensen behandlede ikke sagen som et tværfagligt anliggende. Hun så ikke sig selv som repræsentant for fagbevægelsen, fordi arbejderne på stilladset ikke var ’hendes’ medlemmer. Havde det været HK-medlemmer, ville hun utvivlsomt have aktiveret det fulde faglige apparat. Problemet var ikke mangel på viden, men at den faglige handlekraft kun aktiveres, når det gælder ’ens egne’.

Det afslører, hvordan en snæver fagtænkning alt for ofte erstatter idéen om det brede lønmodtagerfællesskab.

Moral og administration: Et dobbelt svigt af solidariteten

Men sagen afslører også, at solidariteten i dag tit bliver erstattet af to slags individualitet. På den ene side det moralske blik, hvor konflikter forstås som spørgsmål om rigtigt og forkert mellem individer. På den anden side den administrative tilgang, hvor konflikter forstås som spørgsmål om regler og procedurer. Begge dele har det til fælles, at de trænger det kollektive i baggrunden.

Dette dobbelte svigt kom til udtryk i Anja C. Jensens handlinger. Når hun mødte arbejderne med kaffe og venlighed, var det et moralsk svar: Hun forholdt sig til dem som mennesker, der skulle behandles ordentligt. Og når hun kontaktede myndigheder og bad om aktindsigt, var det et administrativt svar: Hun forholdt sig til sagen som en sag, der skulle håndteres korrekt.

Begge tilgange er forståelige, men ingen af dem udgør faglig solidaritet. Selvfølgelig skal vi behandles ordentligt som individer, og selvfølgelig skal sager behandles korrekt. Men solidaritet handler om mere end det – den handler om, hvordan vi står sammen som lønmodtagere. God opførsel og fair sagsbehandling kan ikke erstatte de fælles bånd på tværs af fag og forskelle eller den kollektive styrke, vi skaber sammen på arbejdspladserne. Netop det beviser denne sag på en tragisk måde.

Når faget sættes i centrum, forsvinder fællesskabet

HK har i årevis ført linjen: Sæt faget i centrum. Og i realiteten er det, hvad alle forbund har gjort. Hver faggruppe skal hævde sin værdi og professionalisme. Men når alle sætter deres eget fag i centrum, opstår der en logik, hvor fagene ikke står sammen, men konkurrerer.

Når faget gøres til den primære enhed, bliver arbejdsgiveren den dommer, der fordeler goderne. Tværfaglig solidaritet bliver dermed ikke blot overset, men irrationel. Den rationelle strategi bliver at sikre sin egen gruppe på bekostning af de andre.

Denne logik ses mange steder i fagbevægelsen i dag. Man sikrer sine egne medlemmer, men føler intet ansvar for resten. Man kan således stadig finde fagforeninger, der ikke har overenskomst for egne ansatte, fordi disse hører under et andet forbund.

Sådan opstår der lønmodtagere på første klasse og anden klasse. Mine og dine. Og præcis sådan blev det også for Anja C. Jensen. Hun spurgte ikke, om arbejderne var organiseret, for de tilhørte ikke HK’s område.

Det egentlige problem, og hvad der nu må gøres

Anja burde have vidst bedre. Selvfølgelig burde hun det.

Men den afgørende pointe er, hvorfor hun ikke tænkte kollektivt. Det gjorde hun ikke, fordi det kollektive ikke længere er en del af fagbevægelsens refleks. Og især den tværfaglige solidaritet eksisterer i dag oftere i sproget end i praksis.

Hvis fagbevægelsen skal genvinde styrke, må den genopbygges netop som bevægelse. Det betyder, at medlemmer ikke kun er nogen, der bliver repræsenteret – men nogen, der deltager. Kontingentet må ikke være betaling for at andre tager sig af ens problemer; det må være bidraget til en styrke, man selv er med til at skabe.

Det kræver også, at faggrænser ophører med at være barrierer. Rengøringsassistenten og elektrikeren, skolelæreren og chaufføren har forskellige fag, men de har de samme interesser: Løn, tid, velfærd og værdighed. Det, der skiller dem, er institutionelt. Det, der forbinder dem, er materielt.

At genopbygge fagbevægelsen som en social bevægelse er derfor ikke en tilbagevenden til fortiden. Det er en erkendelse af, hvad styrke først og sidst afhænger af – nemlig evnen til at handle sammen.

Hvis fagbevægelsen skal være noget andet end en administrativ servicevirksomhed, må den derfor igen blive det, den blev skabt som: En kollektiv magt, der ikke blot forsvarer den enkelte, men forandrer forholdene for alle.