Sally Rooney støtter Palestine Action
Den irske succesforfatter Sally Rooney har erklæret sin støtte til gruppen Palestine Action, som i Storbritannien er blevet kategoriseret som en terrororganisation. Hun gæstede for nylig Louisiana Literature, hvor hun igen understregede sin støtte til gruppen
I en kronik i The Irish Times erklærede den irske forfatter Sally Rooney sin støtte til gruppen Palestine Action. Hun skrev ved samme lejlighed, at hun vil donere overskuddet fra sit arbejde – deriblandt den løn, hun får fra BBC, som har filmatiseret to af hendes romaner – og bruge sin offentlige platform til fortsat at bakke op om gruppen og dens modstand mod folkemordet i Gaza.
Det sker, efter den britiske regering har kategoriseret den pro-palæstinensiske gruppe Palestine Action som en terrororganisation og dermed gjort det ulovligt at være medlem af eller bakke op om gruppen. Dette skete som en reaktion, efter en gruppe aktivister i juni brød ind på en britisk luftbase og sprayede rød maling på to militærfly som en protest mod det britiske salg af våben til Israel.
Efter gruppen blev kategoriseret som terrororganisation, protesterede en masse mennesker i blandt andet London lørdag den 9. august, og op mod 500 demonstranter blev anholdt for at udtrykke støtte til Palestine Action. De risikerer nu at blive sigtet efter den britiske terrorlovgivning og kan blive idømt op mod 14 års fængsel.
Rooney ville gerne have bragt kronikken i et britisk medie, men på grund af den britiske terrorlovgivning er det ikke muligt. Hun skriver, at den nuværende britiske regering har frataget sine egne borgere basale rettigheder og friheder, herunder retten til at ytre og læse afvigende meninger, for at beskytte sit forhold til Israel.
En kunstner bruger sin platform
Rooney er et stort navn i både ind- og udland. Hendes bøger er oversat til 47 sprog, og to af hendes romaner er blevet filmatiseret. Med sin udmelding står hun nu i en position, hvor hun risikerer at blive anholdt og sigtet efter den britiske terrorlovgivning.
Som Rooney selv påpeger i kronikken, er hendes bøger at finde i de fleste boghandlere og sågar også større supermarkeder i Storbritannien, mens to af hendes romaner er blevet filmatiseret af BBC.
Hun skriver, at hvis hendes opbakning til Palestine Action gør hende til en terrorstøtte, må den britiske stat også efterforske de virksomheder, der støtter hende økonomisk og bakker op om hendes platform – som for eksempel Storbritanniens største boghandlerkæde WH Smith og BBC.
Rooney hylder aktivismen
I weekenden 22. – 24. august optrådte Sally Rooney som et af hovednavnene på litteraturfestivalen Louisiana Literature. Her blev hun interviewet af den feministiske aktivist Emma Holten og blev naturligvis spurgt til sin kronik og situationen i Gaza. Rooney stod ved sin kronik og nødvendigheden af at gå imod den gældende lovgivning, når det er nødvendigt.
Rooney talte om andre sager som for eksempel klimakamp, hvor kampen for sagen og for at gøre verden til et bedre sted må vægtes højere end et spørgsmål om lovgivning: ”Hvis den private ejendomsret står i vejen for det, mener jeg bestemt, der er tidspunkter, hvor den private ejendomsret er mindre vigtig og bør brydes,” sagde hun fra scenen og blev mødt med klapsalver.
Samtidig udtrykte hun sin taknemmelighed til aktivister for deres arbejde, der ifølge hende er nødvendigt, når verdens ledere ikke træder ind og løser de nødvendige problemer.
Marxistisk forfatter
Rooney betegner sig selv som en marxistisk forfatter. Da Rooney optrådte på Louisiana Literature i 2018, fortalte hun om, hvad det betyder for hende og hendes arbejde. Hun skriver om nære relationer og intime rum og bruger derfor en stor del af sit fokus på at observere enhver lille detalje i, hvordan mennesker interagerer. Rooney beskriver, at struktur og klasse er en uundgåelig del af menneskers relationer, og at de derfor altid er til stede i hendes romaner – også i de meget intime relationer.
I romanen Skønne verden, hvor er du skriver en karakter, der er forfatter, i et brev til en veninde, at hun er i tvivl om, hvorvidt hun som romanforfatter bidrager bedst muligt til at gøre verden til et bedre sted. Det spørgsmål var Rooney og Holten inde på i deres samtale på Louisiana, hvor de kom ind på spørgsmålets præmis.
I samtalen med Emma Holten på Louisiana Literature sagde Rooney, at det at skrive bøger om kærlighed måske ikke kan sammenlignes med direkte aktivisme. Men det at skabe noget smukt og rørende er også essentielt for at minde om, hvad man kæmper for, og hvad en aktivistisk kamp er til for.
Sally Rooney, født 1991 i Irland.
Erklæret marxist og feminist.
Debuterede i 2017 med romanen Samtaler med venner, der hurtigt blev en bestseller og fremhævet som en vigtig roman for millenial-generationen.
Har senere skrevet romanerne Normale Mennesker (2018), Skønne verden, hvor er du? (2021) og Intermezzo (2024).
Romanerne Normale Mennesker og Samtaler med venner er begge lavet til TV-serier.
Beskæftiger sig med temaer som kærlighed, venskab, feminisme og klasse i nutidens Irland.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
