Sammenhold og åbenhed i solidariteten med Palæstina

Situationen i Palæstina er katastrofal. I Gaza udspiller der sig et folkemord med tusindvis af døde, udsultning, bombardementer og tvangsforflyttelser. Samtidig intensiveres besættelsen på Vestbredden og i Østjerusalem med vold, bosætterovergreb og systematiske annekteringer.

Det palæstinensiske folk står over for en eksistentiel trussel – og den internationale opmærksomhed skubbes yderligere i baggrunden af Israels krig med Iran og den tiltagende regionale ustabilitet.

I Danmark har regeringen og det store folketingsflertal fortsat deres bekymrede miner – men konsekvent nægtet at tage konkrete skridt, der kunne presse Israel.

En stærk bevægelse

Det er vigtigt at slå fast: Solidaritetsbevægelsen i Danmark har det sidste halvandet år vist både styrke, bredde og vedholdenhed. Der har været enestående mobilisering i gaderne uge efter uge, med tusindvis af deltagere og en vedvarende energi, der har holdt dampen oppe i en svær tid. Bevægelsen er blevet større, mere synlig og mere mangfoldig.

Det er vi stolte af at være en del af. Som aktive i både Enhedslisten og solidaritetsbevægelsen har vi – ud over at deltage i de ugentlige demonstrationer i København og nogle gange rundt i landet – været med til at:

• Være medinitiativtagere til borgerforslaget, der opfordrede Folketinget til at anerkende folkemordet og standse dansk støtte til det, og at understøtte borgerforslaget om stop for al våbenhandel med Israel.
• Udvikle Jøder for Retfærdig Fred (af 5784) og starte den nye Palæstinensisk-Jødiske Alliance.
• Deltage i samarbejdet mellem Amnesty Danmark og Jøder for Retfærdig Fred om kampagnen “Ikke i mit navn”, hvor et kor af mangfoldige stemmer i Danmark tager klart afstand fra Israels krigsførelse og undertrykkelse.
• Skrive indlæg og kommentarer i nyhedsmedier og på sociale medier, der igen og igen har fastholdt kravet om, at den danske regering skal handle aktivt, og som har udfordret påstandene om, at kritik af Israel er udtryk for antisemitisme.
• Organisere og deltage i de ugentlige, synlige markeringer “Bro til Palæstina” forskellige steder i København.
• Være en del af baglandet for ”March for Gaza”.

Alt dette er udtryk for en levende bevægelse, som allerede er nået bredere ud, end mange troede muligt. Derfor er det heller ikke udtryk for svaghed, men for styrke, når vi nu opfordrer til endnu mere dialog, endnu større åbenhed og endnu flere måder at engagere sig på.

Der er brug for at supplere de store mobiliseringer med formater, der inviterer nye mennesker indenfor. Ikke alle føler sig hjemme i demonstrationerne i gaderne med de mange højlydte slagord – men mange vil gerne forstå og tage stilling, hvis de får muligheden. Her har vi som bevægelse et ansvar: Ikke kun at råbe, men også at række ud.

Der skal være plads til forskelle og uenigheder

Det gælder også, når vi møder uenigheder. F.eks. er der forskellige vurderinger af angrebet 7. oktober: Nogle af os ser det som en terrorhandling og tager entydigt afstand, mens andre lægger vægten på den mangeårige besættelse og undertrykkelse, der kom forud. Den slags forskelle må kunne rummes.

Vores fælles mål – et frit Palæstina og et opgør med folkemord og besættelse – må veje tungere end intern uenighed om andre spørgsmål, som f.eks. om målet er én sekulær, demokratisk stat eller en to-statsløsning. Palæstinenserne har brug for, at vi samler vores kræfter.

I den sammenhæng har konflikten omkring Enhedslistens græsrodspris til Alle på Gaden for et frit Palæstina været både trist og belastende. For mange i bevægelsen blev prisuddelingen og den efterfølgende håndtering oplevet som et udtryk for manglende respekt og tillid – en oplevelse, vi godt kan forstå og deler. Der er blevet begået fejl, særligt i den måde, sagen blev kommunikeret og håndteret på.

Det er legitimt, at et politisk parti træffer beslutninger om tildeling af midler og stiller krav til modtagere. Men den slags beslutninger bør altid træffes med omtanke, respekt og i tæt og ligeværdig dialog – især når det handler om samarbejde med folkelige bevægelser, der kæmper for retfærdighed og frihed.

Men vi ønsker at understrege, at vi og Enhedslisten som parti fortsat står fast i vores støtte til solidaritetsbevægelsen. Det betyder blandt andet, at Enhedslistens folketingsgruppe mest konsekvent af alle, igen og igen har rejst det palæstinensiske spørgsmål i Folketinget i form af beslutningsforslag, forespørgsler og andet; samt at Enhedslistens medlemmer overalt i landet er involveret i lokale solidaritets-initiativer for Palæstina. Ofte som de bærende kræfter i den lokale solidaritetsbevægelse.

Bevægelsen skal udvikle sig

Erfaringerne det seneste år har lært os meget – både om vores styrker som bevægelse og om de spændinger og udfordringer, der uundgåeligt opstår, når mange forskellige kræfter arbejder sammen. Det er netop nu, vi skal samle os om det fælles mål og finde nye veje til at styrke og udvide solidariteten. For bevægelsen må ikke gå i stå – den skal vokse, udvikle sig og række endnu længere ud.

Lad os bruge denne erfaring til at styrke – ikke svække – samarbejdet. Her er nogle af de konkrete tiltag, vi gerne selv er med til at fremme:

• Dialogarrangementer i kulturhuse og på biblioteker, i partiernes lokalafdelinger og fagforeninger – for dem, der er nysgerrige, men ikke allerede med.
• Læsekredse og samtalegrupper om Palæstinas historie, folkeretten og bevægelsens egne dilemmaer.
• Samarbejder med religiøse samfund, ungdomsorganisationer og kulturinstitutioner, der ønsker at tage stilling på egne præmisser.
• Synlige aktioner og kunstprojekter, der åbner for samtale og skaber nysgerrighed i det offentlige rum.
• Støttearbejde rettet mod konkrete civile organisationer i Palæstina – f.eks. skoler, kvindeprojekter og nødhjælp.
• Opsøgende solidaritet i hele landet – ikke kun i København, men også i mindre byer, hvor engagementet er voksende.

Palæstinensisk solidaritet handler ikke kun om at være imod – men også om at være med. Med dem, der kæmper for et frit Palæstina. Med dem, der prøver at forstå. Med dem, der vil gøre en forskel – på deres måde. Derfor har vi brug for både mangfoldighed, vedholdenhed og strategisk omtanke.

Bevægelsen er stærk. Nu skal vi sikre, at den også bliver endnu mere samlende, inviterende og bæredygtig.