Sangen om Sass Larsen – “en oksehudsbeklædt cykelkæde-virtuos”

I min barndoms Vanløse stod der ved en af benzintankene en stor Michelin-mand i hvid plastik med en indbygget fjeder, der gjorde, at vi på vejen forbi kunne give den et dask, så den dejsede omkuld for et øjeblik efter igen at rejse sig. Og det ville den kunne blive ved med, indtil benzintankens ejer måtte blive træt af at se på en reklame med en mand udformet som en stabel bildæk, eller indtil reklamens kraftige fjeder måtte knæk.

Jeg kom til at tænke på Michelin-manden, da den tidligere socialdemokratiske indpisker og minister Henrik Sass Larsen for en stund ryddede mediebilledet på grund af en sigtelse for at være i besiddelse af en stor mængde overgrebsmateriale af børn.

Misbrug af børn og køb af billeder og videoer af overgreb er noget af det værste, man kan anklages for. Juridisk knap så alvorligt, men socialt voldsomt stigmatiserende og udtryk for moralske defekter.

Sass er ikke dømt for noget, og derfor er han naturligvis som alle andre uskyldig, indtil en domstol måtte nå frem til den modsatte afgørelse.

Han har som min barndoms Michelin-mand taget turen ned og rejst sig igen i flere omgange.

Sass Larsen og “det-er-os-socialdemokrater-der-ejer-fagbevægelsen”-arrogancen

Jeg har gennem en lang årrække haft et horn i siden på ham på grund af hans optræden overfor fagbevægelsen i almindelighed og FOA i særdeleshed.

En grovkornet og uforskammet optræden, som han måske nok har tillagt sig under sin færden i rockermiljøet, men som under alle omstændigheder afspejler en “det-er-os-socialdemokrater-der-ejer-fagbevægelsen”-arrogance, som tidligere trivedes i dele af partiet, men heldigvis ikke blandt de socialdemokrater, som ikke blot i ord, men også i handling anerkender, at fagbevægelsen ejes af de kontingentbetalende medlemmer og kun dem.

Sass Larsen har en fortid som formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Det er hverken første eller sidste gang, at tidligere DSU-formænd har udviklet sig til “oksehushudsbeklædte-cykelkæde-virtuoser” med et udtryk fra Jørgen Ryg i rollen som Fru Duelund.

Per Hækkerup svang i sin tid stokken over alt og alle, der ikke klappede hælene sammen og sagde javel, og Jens Christiansen demonstrerede i nyere tid rene mafia-metoder som direktør i kommunikationsbureauet Advice med en møgsprednigs-kampagne i det skjulte for at skaffe ambulance- og redningskoncernen Falck af med en konkurrent. Det lykkedes, men kom til at koste Christiansen direktørstillingen og Falck rigtig mange millioner kroner i bøde og erstatninger.

Allerede som lokal foreningsformand i 1990’erne blev jeg betænkelig ved Sass Larsens politiske meldinger, da han som formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) under Socialdemokratiets noget forvirrede søgen efter brugbare standpunkter i det årtis velfærdsdiskussioner gik sammen med formændene for Venstres Ungdom og Radikal Ungdom om en vision for fremtidens velfærd, der tydeligvis var stærkt inspireret af Anders Fogh Rasmussens bog om minimalstaten – som grundlæggende handler om at afvikle velfærdssamfundet.

Tre år efter hang min egen forbundsformand Poul Wincklers formandspost i en tynd tråd, da han på samme måde deltog i et debatoplæg om en særlig rød udliciteringspolitik.

Sass og Anders Foghs trepart

Min Sass-modvilje voksede for alvor i kraft af hans frontalangreb på den samlede fagbevægelse, da vi i 2007 forhandlede os frem til to trepartsaftaler, der tilførte LO- og AC-områderne henholdsvis 6,5 milliarder kroner og knap 2 milliarder kroner til FTF-området.

Det havde ikke haft nogen nem gang i LO at indgå i trepartsforhandlinger med en borgerlig regering om forbedringer for lønmodtagerne. Jeg havde foreslået det i en aviskronik, og LO’s Hans Jensen greb ideen, men der var fra starten ikke megen begejstring i LO’s daglige ledelse, hvor en hel del var bekymret for at indgå aftaler om velfærdsemner og den offentlige sektor, som i deres øjne burde indgås med en senere socialdemokratisk regering.

Det var samtidig tydeligt, at en del af ledelsesmedlemmerne i LO undervejs blev kontaktet og bearbejdet af deres parti.

Og ved indgåelsen af trepartsaftalen blev Sass Larsen sendt i byen med en veritabel svada mod fagbevægelsen:

“Aftalen er da udmærket, men man kan undre sig over, at de ikke har ført lønspørgsmålet længere frem, når nu deres medlemmer er optaget af det. De mennesker, jeg har mødt, har ikke været særligt optaget af den aftale. De har oplevet, at de har fået mere travlt i hverdagen, fordi der ikke er kommet flere hænder, og at de er sakket bagud i forhold til lønningerne på det private område. Det er dér, hvor de har valgt at fokusere, og det kan jeg godt forstå.”

Adressen for angrebet var tydelig. Det handlede først og fremmest om FOA’s medlemmer i ældreplejen.

De ansatte i ældreplejen i Holstebro indledte få dage før indgåelsen af trepartsaftalen en overenskomststridig strejke med krav om højere løn. Et krav, der blev fremprovokeret af en lokal vinduesfabriks annoncering efter ufaglærte til en løn, der lå betydeligt over social- og sundhedshælpernes og -assistenternes. Og en strejke, der hen over sommeren bredte sig ud over landet.

Det var dem, Sass sigtede til og klandrede FOA for ikke at have skaffet mere i løn via trepartsaftalen.

Og samtidig var Socialdemokratiet ved at blive hægtet af i den tydelige konkurrence med Dansk Folkeparti om de ansatte i ældreplejens sympati.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard satte før alle andre en dagsorden for sommerens hurtigt voksende sympati for ældreplejens ansatte allerede ved Folketingets afslutningsdebat i slutningen af maj – et par uger før konflikterne i ældreplejen brød løs – om højere løn til sosu’erne, som de i sommerens løb blev døbt i offentligheden:

“De lavestlønnede i den offentlige sektor skal have en bedre løn, der i højere grad modsvarer det store stykke arbejde, de udfører for samfundets svageste … velfærden begynder og slutter med de mennesker, der udfører den i praksis.”

Jeg hilste på FOA’s vegne Kjærsgaards forslag velkommen – selvom jeg som alle andre i fagbevægelsen er meget øm over den danske aftalemodel – med henvisning til, at at vi ville få brug for en forstærket hammer ved overenskomstforhandlingerne, hvis vi skulle slå hul på den kokosnød, som vi havde banket løs på i rigtig mange år.

Sass og sosu’erne

Oven i angrebet på fagbevægelsens og FOA’s medvirken i trepartsaftalen kom så et verbalt overfald uden sidestykke på tv fra en cykelkæde-svingende Sass, der hånede FOA for ikke at bryde de gældende overenskomster og støtte de strejkende medlemmer.

Det var i sagens natur helt utilstedeligt, at Socialdemokraternes politiske ordfører på partiets vegne uden at blinke fuldstændig undsagde Den danske Model vel vidende – at en millionbod i Arbejdsretten ville vente forude, hvis FOA støttede de strejkende.

Jeg tror, det var sjældent, at jeg som forbundsformand blev mere end professionelt vred, men her blev jeg godt nok rasende og kaldte Henrik Sass Larsens optræden for både “hul i hovedet”, “plat” og “uforståelig” og “nok det mest tåbelige, jeg har hørt i hele min faglige karriere”, som jeg ikke kunne finde anden forklaring på, end at Sass havde fået “en uforklarlig kernenedsmeltning”.

Med en konklusion som FOA’s pressechef bagefter ikke var så glad for: “Jeg ved ikke, hvor Henrik Sass Larsen har sit hoved, men det er ikke på hans skuldre.”

Min klare forventning om, at den socialdemokratiske partiledelse ville gribe ind og sætte den politiske ordfører på plads, blev gjort til skamme.

Sass havde tilsyneladende et tilstrækkeligt fast greb i partiapparatet til, at ingen vovede at sige højt – at hans sludder om manglende moralsk eller økonomisk støtte til en overenskomststridig strejke selvfølgelig ikke kunne være i overensstemmelse med partilinjen.

Set i bakspejlet var det Sass’ rablende angreb på FOA for ikke at åbne strejkekassen og stille sig skulder ved skulder med sosu’ernes overenskomststridige strejke, og partiledelsens manglende vilje til at banke ham på plads, der gødede jorden for et mangeårigt lidt skidt forhold mellem FOA og Socialdemokratiet.

Kort tid efter opfordrede Pia Kjærsgaard socialdemokraterne til fælles kamp for et lønløft til sosuerne. Men nu ville Sass Larsen pludselig ikke støtte sosu’erne og de øvrige lavtlønnede grupper inden for pleje, omsorg og behandling: “En del personalegrupper inden for det offentlige har en urimelig lav løn. Men at Folketinget skal gå ind og diktere, hvad de enkelte lønninger skal være, det vil være at bryde mere end 100 års skik på det danske arbejdsmarked.”

Kort tid efter meddelte Helle Thorning-Schmidt det modsatte; nemlig at partiet havde hørt og forstået de ansattes krav om ekstra penge, som i partiets øjne var helt rimelige.

Der var hverken hoved eller hale på Socialdemokratiets politik den sommer.

Tværtimod lignede det et rundforvirret parti, der i flæng brokkede sig over Den Danske Model, fagbevægelsen og FOA, ombord på en karrusel, der løb løbsk med Henrik Sass Larsen som karruselfører.

LO-formand Hans Jensen var helt uenig i sit partis ageren: “Vi har lavet en glimrende aftale inden for de rammer, der var til rådighed. Der er klare forbedringer inden for uddannelse og arbejdsmiljø, og samtidig betyder aftalen, at vejen nu er banet for, at vi har fuld fokus på lønforholdene, når der skal forhandles overenskomster.”

Og på min anmodning svarede LO-formandens ved sit partis kongres samme år på Sass’ kritik af trepartsaftalerne og af FOA:

“Hver eneste krone, som vi får dirigeret over i initiativer til gavn for vores medlemmer, i stedet for skattelettelser til de rigeste, betragter vi som et godt resultat. Vores fokus er på at skabe resultater for vores medlemmer … jeg kan ikke forstå, at nogen kan finde på at sige, at vi ikke har varetaget vores medlemmers interesser. Eller at vi skulle have været mere på barrikaderne i forbindelse med arbejdsnedlæggelserne i sommer. Det synes jeg faktisk er et lidt skuffende niveau.”

Sass og Store Bededag – frem og tilbage

Store Bededag har stået for skud i de seneste mere end ti år, og Henrik Sass Larsen har på sit partis vegne vendt på en tallerken mere end én gang. I flere omgange har han skudt på fagbevægelsens kamp for at bevare helligdage, som arbejdsmarkedet har aftalt honorering for gennem overenskomsterne.

I 2010 afviste han som politisk ordfører blankt Det Radikale Venstres forslag om gennem lovgivning at gøre helligdagsfridage til arbejdsdage. Store Bededag var indført for at bede, og Sass ville “bede De Radikale om ikke at komme med flere af den slags forslag. Vi skal nok levere en løsning på, hvor pengene skal komme fra, men at rode med helligdagene bliver altså for avanceret.”

Kun et par år efter ville Sass som nyvalgt gruppeformand ikke afvise at gøre en eller flere helligdage til arbejdsdage.

Mellem disse to modstridende meldinger lå en afvisning fra PET af at sikkerhedsgodkende Sass som følge af alt for tætte relationer til Køges betændte forbindelser mellem rockere og fremtrædende socialdemokrater.

Den manglende sikkerhedsgodkendelse kostede en udpegning til finansminister, men Henrik Sass Larsen rejste sig igen som Michelin-manden og overtog den magtfulde post som gruppeformand. Her spillede han en nøglerolle i de hemmeligholdte forhandlinger mellem Socialdemokratiet og udvalgte partikammerater i fagbevægelsen om forberedelsen af de trepartsforhandlinger, vi alle gik og ventede på i foråret 2012.

Forhandlingerne blev først afsløret bagefter og viste, at blandt andre FOA – der var udpeget til LO’s forhandlingsgrundlag – blev holdt udenfor. På samme måde blev de fleste andre LO-forbund forholdt oplysningerne om, at Socialdemokratiet sammen med LO’s formand og socialdemokratiske forbundsformænd var i gang med at planlægge at sløjfe Store Bededag som fridag sammen med enten anden pinsedag eller Skærtorsdag.

Og naturligvis gentog historien sig, da LO med Lizette Riisgaard i spidsen gik til kamp mod SVM-regeringens arbejde med afskaffelse af Store Bededag, hvor Sass Larsen endnu engang harcelerede over fagbevægelsen:

“På vej ind fra hjemmet er han cyklet ad Amager Boulevard forbi fagforeningen HK´s store glashus, der er prydet af et mægtigt banner: ”Bevar Store Bededag”. ”Ja, så vidt er det kommet. Tænk, at en fagforening ikke har bedre bud på, hvordan vi kommer videre i det her samfund. Han peger på, at i 90´erne, da han var ung politiker, der var der en forståelse mellem Socialdemokratiet, dele af fagbevægelsen og Dansk Industri om, hvordan man skabte et konkurrencedygtigt erhvervsliv, som både var i arbejdernes, samfundets og virksomhedernes interesse … Tankegangen eksisterer i dele af Socialdemokratiet og i Dansk Metal, men er forsømt i de senere år. I store dele af fagbevægelsen handler det nu kun om at sørge for, at vi arbejder så lidt muligt. Det går jo bare ikke.”

I samme ombæring fik de offentligt ansatte én over nakken:

“Politikerne har i bar kedsomhed givet sig til at detailregulere. Det går jo ikke. Samtidig har fagbevægelsen gennem årene fuldstændig udhulet ledelsesretten i den offentlige sektor, der derfor i praksis er uden ledelse. Det går jo heller ikke.”

Sass og Uber

“Er Henrik Sass Larsen den rigtige som gruppeformand for Socialdemokraterne?” 

Spørgsmålet blev stillet af en stribe østjyske fagforeningsformænd, der var løbet sur i Sass’ fagforeningsfjendske meldinger, og som fandt, at et budskab fra Sass som gruppeformand om kørselstjenesten Uber, blev dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Fagforeningsformændene var rystede over Sass’ holdning, som de opfattede som “unfair konkurrence mod den etablerede taxabranche og endnu et angreb på den danske model. Kan partiets gruppeformand virkelig se noget positivt i en sådan form for paralleløkonomi, hvor alt, hvad vi kender af ordnede forhold på arbejdsmarkedet, undergraves?“

Uber er en amerikansk-baseret internettjeneste, der gør det muligt at tilkalde en privat bilist i egen private bil over internettet. Disse bilister var på dette tidspunkt ikke lønmodtagere ansat af Uber.

Fagbevægelsen betragtede det derimod som ulovlig piratkørsel uden de samme krav, som gælder for taxakørsel, og lagde mange kræfter i at få lovliggjort og overenskomstdækket kørslen.

Henrik Sass Larsen havde som erhvervs- og vækstminister markedsført et helt modsat synspunkt:

“Man må jo sige, at det at køre taxa i dag er en pebret fornøjelse, og det at man pludselig kan få nogle ind, der faktisk gør, at man også har råd til at blive transporteret rundt i en bil, det synes jeg, ville være alle tiders.”

Det er ikke mindst 3F, der bør roses for at have lagt mange kræfter i at forhindre, at især dele af det private arbejdsmarked ødelægges af social dumping med ringere løn og arbejdsvilkår og unfair konkurrence.

En af dem, der har trukket et stort læs i den indsats, er formand for Transportgruppen i 3F Jan Villadsen, som meldte sig ud af Socialdemokratiet, da partiet i 2016 stemte imod at nedsætte en Uber task force – et forslag som SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti støttede.

Villadsen beskrev baggrunden for at forlade sit mangeårige medlemskab af partiet på Facebook: “Det er trist at opleve, hvordan en enkelt mand kan styre Socialdemokraternes Uber-politik hen over hovederne på sine partifæller. Den slags gør det ikke nemmere at engagere 3F’ere og andre gode folk i politik, selv om der er mere brug for det end længe”.

Jan Villadsen begrundelse illustrerer egentligt meget godt, at Henrik Sass Larsens forhold til fagbevægelsen fuldt ud lever op til Kjeld Abells Sangen om Larsen:

“Det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt”.