SF holder hånden over Israels krigsforbrydelser
Når SF bruger mere tid på at fordømme Hamas end på at stille Israel til ansvar, bliver de medspillere i en proisraelsk fortælling, der reducerer palæstinensernes lidelser og flytter fokus væk fra besættelsesmagtens forbrydelser. Der er intet komplekst i, at en af verdens mest avancerede hære bomber flygtningelejre, sulter børn systematisk ødelægger Gaza. Det er ikke en “begge parter”-situation – det er statsorganiseret vold mod en forsvarsløs civilbefolkning. Og SF vælger aktivt at tale uden om det
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Er man i tvivl om SF’s udenrigspolitiske højredrejning, behøver man blot at høre Anne Valentinas ordførertale under behandlingen af borgerforslaget om stop for al våbenhandel med Israel.
Talen er ét langt forsøg på at undvige ansvar og dække over Danmarks medvirken i Israels igangværende folkedrab – frem for at gribe en oplagt mulighed for konkret politisk handling.
SF starter med at kalde situation i Gaza “umenneskelig”. Men tonen skifter hurtigt fra medfølelse til en forsvarstale for Danmarks medvirken i et våbenprogram, der reelt styrker Israels militære kapacitet til netop den ødelæggelse, SF angiveligt tager afstand fra. Det er moralsk stillingtagen, hvor man fordømmer uden konsekvens.
SF’s tynde argumenter
SF’s hovedargument imod borgerforslaget – at Danmark ikke har indflydelse på, hvem USA sælger F-35-fly til – er juridisk tyndt og politisk svagt. Der er intet, som forhindrer Danmark i at genforhandle eller trække sig fra F-35-programmet, især når det strider mod folkeretten og vores internationale forpligtelser.
At afvise handling som ”uansvarlig” gør os ikke blot passive, men medskyldige i Israels krigsforbrydelser. Det, SF kalder “sikkerhedspolitisk ansvarlighed”, er i praksis eftergivenhed over for USA og våbenindustrien.
Talen gør en bemærkelsesværdig indsats for at gentage højrefløjens fortælling om Hamas som hovedårsagen til palæstinensernes lidelser. SF nævner intet om den historiske kontekst – om Israels ulovlige besættelse, blokade, apartheid eller etniske udrensninger.
I stedet vælger SF at nævne palæstinensiske demonstrationer mod Hamas. Det balancerer ikke noget som helst, når konteksten er Israels massive bombardementer uden sidestykke på en forsvarsløs civilbefolkning. Det er en afledning, der flytter ansvaret fra en militærmagt til en befolkning, der allerede er undertrykt og bombet sønder og sammen.
SF trækker tiden
Henvisningen til EU og artikel 2 i associeringsaftalen virker mest som et skalkeskjul. Israel har i årevis brudt denne artikel – uden at være mødt med reelle sanktioner. SF bruger EU-sporet til at skubbe handlingen foran sig og trække tiden.
Påstanden om, at Danmark risikerer at stå uden kampfly, hvis vi tager moralsk stilling, er både spekulativ og overdreven. Flere lande i F-35-programmet har allerede stoppet deres direkte våbeneksport til Israel uden at blive ekskluderet.
At fremstille det som et valg mellem kampfly og moral er en falsk modsætning – og dybt afslørende for SF’s prioriteringer. I sidste ende er SF’s tale ikke et udtryk for balanceret ansvarlighed, men for politisk tilpasning.
I stedet for at støtte et klart folkeligt krav om at stoppe våbenhandel med en stat under anklage for folkedrab ved FN’s øverste domstol, vælger SF at berolige USA og sikre egne kampfly. Det gør dem ikke til et venstrefløjsparti – men til en nyklædt højrefløjsspiller, der hellere vil bevare alliancer end at beskytte menneskeliv.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
