SF-kandidat: Derfor er jeg socialist

Måske skylder jeg en forklaring: Hvorfor er jeg egentlig socialist?

Når en dreng fra den vestjyske arbejderklasse, som er opvokset med en sosu-hjælper som alenemor, ender med at blive den første i familien, der kommer i gymnasiet og senere på universitetet – så er der jo noget, vi har gjort rigtigt i Danmark. Noget i det her samfund har gjort det muligt.

Jeg er ikke vokset op med bogreoler fyldt med akademiske værker, eller – som man siger på vestjysk – “i et hjem med klaver”. Underforstået: ikke et hjem hvor uddannelse var en selvfølge.

Men jeg voksede op i et samfund, hvor fællesskabet troede på mig, før jeg selv helt vidste, hvad jeg kunne.

Og det forpligter.

Socialismen handler om at løfte flere op

Jeg er ikke blevet til noget alene. Jeg har haft dygtige lærere, gratis uddannelse, SU, et sundhedsvæsen og et sikkerhedsnet, hvis det gik galt. Alt det vi nogle gange tager for givet. Alt det der er resultatet af politiske valg om at prioritere fællesskabet.

Det er derfor, jeg har svært ved fortællingen om, at vi hver især bare er vores egen lykkes smed. Ja, selvfølgelig har ansvar betydning. Selvfølgelig skal vi gøre os umage. Men vi står aldrig alene. Nogle starter med medvind, andre i modvind. Nogle får et solidt skub fremad, andre skal først kæmpe sig fri.

For mig handler socialisme ikke om misundelse eller om at trække nogen ned. Det handler om at løfte flere med op. Om at sikre at din vuggegave, dine forældres indkomst, dit postnummer, dit netværk ikke afgør, hvor langt du kan nå.

Det lyder jo helt liberalt!

Og jeg mener faktisk også, at liberale og socialister deler grundlæggende værdisæt: friheden for det enkelte menneske til at vælge sit liv, ønsket om forandring gennem udvikling, forestillingen om, at der findes en verden forude, som er anderledes og bedre end den, vi i dag lever i.

Men her deler vejene sig.

Liberalisternes marked har ikke moral

I dag oplever jeg, at liberalismen alt for ofte reduceres til retten til at optimere egen gevinst. Friheden forstås som frihed fra fællesskabet – ikke frihed i kraft af det. Ansvar bliver noget individuelt, mens det fælles betragtes som en hæmsko.

Jeg ser det på boligmarkedet, hvor fristelsen til at skrue prisen liiiige lidt op, når der skal sælges bolig, er stor – uagtet at det hverken er lovligt eller kan forsvares etisk. Jeg ser det i ønsket om at markedsgøre stadig flere dele af vores fælles institutioner. Som om markedets logik automatisk skaber retfærdighed.

Men markedet har ikke moral. Det har incitamenter.

Det kræver et usædvanligt stærkt etisk kompas konsekvent at sætte fællesskabets bedste over egen gevinst, hvis der ikke samtidig er klare rammer. Og jeg er ikke overbevist om, at vi mennesker generelt er så ædle, når først mulighederne for egen fordel ligger lige foran os.

Derfor tror jeg på, at staten skal sætte rammerne. Ikke for at kvæle initiativ eller frihed, men for at beskytte den. For at sikre, at frihed ikke bare bliver de stærkestes ret, men alles mulighed.

Måske er det netop, fordi jeg selv har mærket, hvad et stærkt fællesskab kan betyde, at jeg ikke tager det for givet. Jeg er et produkt af et samfund, der investerede i mig, før jeg havde bevist mit værd.

Det var ikke markedet, der bar en vestjysk arbejderdreng som mig frem. Det var fællesskabet.

Derfor er jeg socialist.