Signe Moldes narrativ tog over – satire blev til stigmatisering i Gellerup

Vi var spændte, da ”Signe Molde på udebane” endelig rullede over skærmen. Ville tv-værtens to dages ophold i Gellerup føre til nye nuancer, og ville vores stemmer få plads? Og var jeg med i programmet, og sagde jeg noget fornuftigt? Ja, jeg var med – men om jeg sagde noget fornuftigt, skal jeg ikke selv vurdere.

Som beboer håbede jeg, at programmet ville vise vores virkelighed og kamp mod ghettoloven. Men det blev hurtigt tydeligt, at Signe Moldes fortælling kom til at dominere.

Manglende respekt for folks kultur og grænser

Signe Molde er kendt for sin provokerende stil, men da hun i en beboers lejlighed spørger: ”Er du kriminel?” og peger på hans skæg – en klar hentydning til islamisme – bliver det ikke bare provokerende, men respektløst. Særligt når det sker i folks private hjem uden kontekst eller empati. Selvom vi var advaret om hendes stil, var det alligevel et chok at opleve så lidt respekt for vores kultur og grænser.

Der blev også spurgt, om man er “ballademager” eller bare en “Rasmus Modsat”. Men det nævnes ikke, at vi faktisk har en grundlovssikret ret til at få vores sager prøvet i retten. I stedet bliver beboere med indsigelser fremstillet som ballademagere, der ikke respekterer loven – og fortællingen bliver, at “noget må gøres ved ghettoerne”.

Et andet eksempel var, da Signe Molde sagde til en kvinde, der ikke ønskede at være på kamera, at hun “ikke behøvede at have tørklæde på – du har da en hoodie på.” Kvinden ville bare gerne have sit tørklæde på, inden hun blev filmet.

Det er desværre ikke kun dette program, som ikke respekterer folks ret til at sige nej til kameraet. Jeg husker et tysk tv-hold, der også pressede en kvinde til at stille op foran kameraet, selvom hun helst ville undgå det. Den manglende respekt for privatliv og frie valg er et gennemgående problem, især for kvinder med muslimsk baggrund, som ofte fremstilles som undertrykte uden reel mulighed for at sige fra.

Programmet havde en fastlagt dagsorden

Det virker som om, programmet ville vise, at muslimske kvinder er undertrykte og ikke må vises frem. Men da beboere i et andet område af Gellerup frabad sig at blive filmet, blev det respekteret – måske fordi de ikke passede ind i den fortælling, udsendelsen ønskede at fortælle. Det er et problem, når medier kun respekterer folks grænser, hvis det passer ind i deres egen dagsorden.

Udsendelsen blev optaget for et år siden, og meget kan ændre sig i et område på den tid. Selvom programmet til tider var skuffende og manglede kritiske spørgsmål om alternativer og nuancer, var det dog vigtigt, at vores stemmer endelig blev hørt.

Endelig handlede det om vores virkelighed og kamp – både beboernes kamp mod stigmatisering og diskrimination og den almene modstand mod ghettoloven og nedrivningerne.

Lad mig komme tættere på: Grundprincippet i udsendelsen er, at beboere med indsigelser fremstilles som ballademagere, der ikke respekterer loven. At man bliver nødt til at gøre noget ved “ghettoerne”.

Helle Hansen, beboerformand, hopper dygtigt rundt om det og gentager to gange, at det er beboernes ret. Smukt – men det rykker ikke ved Signes narrativ. Når hun nævner brændte biler og bandekriminalitet, bliver grundfortællingen, at vi er ballademagere, der ikke vil have gjort noget ved problemerne.

Nej – vi vil have lov til at blive boende, og vi ved, at man ikke fjerner bandekriminalitet ved at rive folks hjem ned.

Mistillid og marginalisering i stedet for solidaritet

Jeg ved godt, at Signe Moldes opgave er at provokere og stille dumme spørgsmål, og at hun ikke er journalist i traditionel forstand. Men det fritager hende ikke for at lave sit forarbejde ordentligt og møde mennesker med respekt.

Denne form for mediedækning risikerer at opretholde en os-og-dem-tænkning, der splitter mere end den samler. I stedet for at bygge bro, cementerer vi mistillid og marginalisering – præcis det modsatte af, hvad solidaritet handler om.

Gellerup er et levende og mangfoldigt fællesskab, hvor mennesker med forskellige baggrunde, erfaringer og drømme bor side om side. Hvis medierne vil styrke solidariteten i samfundet, må de give plads til beboernes egne stemmer, respektere deres grænser og anerkende vores ret til selvbestemmelse.