Sinem Demir: I mødet med krig skal vi turde satse på fred og forhandling

Lige nu, blot 2.000 km væk er der krig. Eller, en krig kan man vel egentlig ikke kalde det. For dét, som i virkeligheden sker, er en ulovlig invasion fra Putins side, mens Ukraine forsøger at forsvare sig så godt, som de nu kan.

Denne invasion er ene og alene Putins skyld. Det er hverken den civile ukrainer eller den civile russer, der bærer ansvaret. Og dét kan ikke siges nok. Putin er krigsliderlig – og har ønske om at være en af de helt store, magtfulde drenge, der truer de andre. En rigtig bølle i skolegården. Han ønsker endnu en gang at være en vaskeægte stormagt. Hvor sejt!

Jeg har tyrkiske rødder, og er derfor selv vokset op med at se nyheder om unge mænd fra arbejder- og underklassen dø. De har været værnepligtige, og derfor kæmpet en krig som ikke er deres. Mens de velhavende og de magtfuldes børn har kunnet betale sig fra det. Dem, de så er blevet påtvunget at skyde på, er andre unge – andre unge som blot ønsker noget selvstændighed. Endda unge, de deler et kulturelt ophav med.

Lidt ligesom her i denne invasion.

Russere og ukrainere har meget til fælles – meget kultur og meget historie, på godt og ondt. De taler eksempelvis hinandens sprog. Vi kan se, hvordan flere russere er på gaden for at sige fra over for Putins invasion. Det kræver mod at gå på gaden, og sige fra overfor Putin – og det er dén type mod, vi har brug for, for at kunne standse dette vanvid! Vi har også herhjemme set, hvordan ukrainere og russere har stået skulder ved skulder. De ønsker ikke denne invasion – de ønsker ikke denne krig!

Lige nu taler mange politikere meget om vores medlemskab af NATO – om hvor godt det er. Men hvor godt er det? Hvem er det, vi med fuld tiltro betror vores liv?

Den statsleder Putin måske mest minder om, er den person, der har NATOs næststørste hær. Despoten Erdoğan. Er det virkelig Erdoğan og hans ligesindede, vi skal betro vores liv til? Jeg ville ønske, at vi turde satse på andet end våben og NATO, at vi turde lære af historiebøgerne i Danmark.

Det gør vi desværre ikke.

Mens næsten samtlige partier prompte stemte for at sende våben til Ukraine, strømmer gassen stadig igennem. Vores samhandel fortsætter uændret – uden sanktioner.

Vi har et stålværk i Frederiksværk, som er ejet af Ruslands fjerde rigeste mand! Han er en af dem, der er i Putins inderkreds! Men dér tør vi ikke gribe ind. Alle siger, at invasionen af Ukraine er alvorlig … Men åbenbart ikke alvorlig nok endnu til, at vi selv tør få og mærke konsekvenserne. For vi skal ikke fryse, vores arbejdspladser skal ikke lukkes. Men vi kan godt sende våben til at forlænge et blodbad – og se en masse uskyldige dø!

Jeg er oprigtigt bange.

Jeg er bange for, hvilken vej vi går. Hvor det fører hen – med flere våben og mere oprustning. Vi skal ikke have en koldkrigs-situation igen. Og endnu værre… vi skal ikke have en varmkrigs-situation. Vi har så mange atomvåben på vores klode, at vi vil kunne sprænge kloden helt sønder og sammen 16 gange… Der skal vi ikke hen. Det skal vi ikke bidrage til. Det er der ingen af os, som har råd til. Det overlever ingen af os – bogstaveligt talt.

Mange taler om at stå på den rigtige side af historien. Det synes jeg også, at vi skal. Det kræver dog, at der er nogen at efterlade en historie til.

Jeg er træt af, at vores verden bliver ledet af små mænd med store egoer. Det er på tide, at vi siger fra over for disse små mænd med store egoer. Deres krigsliderlighed og deres manglende fornuft.

Nej til de her små mænd! Nej til oprustning og flere våben! Nej til Ruslands aggression og invasion af Ukraine!

Den vej vi skal gå er hårdere sanktioner og at satse på fred, forhandling og nedrustning. Det er den eneste rigtige vej at gå!