Socialistisk byplanpolitik II

“Der er intet til hinder for, at vi fortsat arbejder med ideer til en socialistisk organisering af samfundet” mener Hanne Schmidt, der ser den aktuelle udvikling som “udtryk for sammenbruddet af den sociale, kulturelle og boligpolitiske socialdemokratiske velfærdspolitik”

Af Hanne Schmidt

Dette er en replik – et svar på et tidligere debatindlæg bragt på Solidaritet. Læs det oprindelige indlæg her

Ebbe Rand Jørgensens artikel om socialistisk byplanpolitik forekommer mest som et forsvar for planlovene fra 1973, der blev vedtaget samtidig med nedlæggelse af sognene og oprettelse af nye kommuner. Han skriver ligeledes at by- regions- og landsplanlægning er meget langsigtet og vanskelig, relateret til visioner for en fremtidig socialistisk udvikling i forhold til hvor og hvordan skal folk bo, arbejde, transportere sig og tilbringe deres fritid m.m.

Det er indlysende, at der er meget vi ikke ved om fremtiden, men der er intet til hinder for, at vi fortsat arbejder med ideer til en socialistisk organisering af samfundet i forhold til planlægning, arbejde, fritid og mennesker relateret til grundideen om frigørelse gennem socialistiske fællesskaber.

Planlove i Danmark

Imidlertid kan vi jo tage udgangspunkt i det, som vi ved om fysisk planlægning: Vi har, siden den første planlov i Danmark blev vedtaget i 1938, levet i et kapitalistisk samfund, hvor socialdemokratiet siden 1920erne har arbejdet for nødvendige justeringer af kapitalismen, både med henblik på en fornuftig socialpolitik, fysisk planlægning med en rationel lokaliseringspolitik, og en effektiv infrastruktur.

Men socialistisk var det ikke; det var først og fremmest forsøg på at tæmme op for den anarkistiske byudvikling, som blev dominerende efter enevældens ophør, og liberalismen tog over.

Tankerne bag planlovene var aldeles fornuftige, udarbejdet i henhold til funktionalismens ideer, som opstod i arkitektkredse i 20’erne, men også ud fra kapitalismens moderne krav om specialisering og centralisering.

Ikke mindst udgjorde planlovene fra 1973-75 et demokratiseringsprojekt, hvor man indførte høringsrettigheder for almindelige borgere. Landsplanlægning og kommuneplanlægning kan til og med 1988, ses som udtryk for den socialdemokratiske ide om en velfungerende velfærdsstat.

Lige siden er planlovene imidlertid gentagne gange blevet forringet til fordel for erhvervsinteresser, i takt med den generelle politiske tilslutning til den neo-liberalistiske udvikling af samfundet.

I 1960’erne gennemførtes en progressiv egnspolitik, der handlede om en jævn økonomisk udvikling i hele landet. Men i de sidste 20-30 år har finans- og erhvervslivet i samarbejde med politikerne været med til at fremme centraliseringer af forskellig art, med forskellige lovgivninger. De har hermed været med til at rydde landområder og provinsen for funktioner, der har lagt mange mindre bycentre øde. De skyder skylden på globaliseringen, men det er i høj grad udtryk for, at man ikke længere prioriterer en byplanlægning, der er til gavn for naturen og landets mindre samfund.

De tidligere ønsker om at fastholde en integration af boliger, arbejdspladser, handel, kultur, skole og fritid indenfor gangafstand i by- og lokalområder, er desuden forsvundet i takt med velstanden, og hermed en stigende mobilitet i form af millioner af personbiler, nødvendiggjort af de stigende afstande mellem bolig og arbejdssted.

Politikerne interesserer sig ikke for en regional lokaliseringspolitik, der kan nedsætte pendling og de lange transporter af gods og varer, som bidrager til øget CO2, støj og giftige udstødningsgasser.

Selv et langt større fokus på kollektiv transport, forhindrer jo ikke, at folk skal bruge timer på daglig transport til stadigt fjernere arbejdspladser.

For hovedstadsområdets vedkommende forsvandt muligheden for en mere jævnere fordeling af folk og arbejdspladser med nedlæggelse af Hovedstadsrådet i 1988, da den daværende borgerlige regering og den socialdemokratiske borgmester blev grebet af ideen om København som Nordens økonomiske metropol, da byens tid som industri-og arbejderby gik mod sit endeligt. Neoliberalismens ideer satte ind over alt, fra new public management til privatiseringer af offentlig service.

Det handlede om at tiltrække finanskapitalen, foruden at give plads til både privat, national og international profitgivende ejendomsspekulation. Vi har nu fået en by med specialiserede vidensarbejdspladser, og bygninger og arealer til håndværk. Let industri er nedlagt til fordel for boligbyggerier til den såkaldte kreative klasse, og dem der har råd. Samtidig er et hav af uddannelsesinstitutioner, som før lå rundt om i landet, blevet centraliseret i få byer, hvilket lægger et yderlige pres på boligmarkedet.

Andre flytter væk fra byen, hvorfor vi nu ser en grotesk konkurrence mellem byer på Sjælland, der bygger løs, også med attraktive boliger med havudsigt, som nok er dyre, men stadig billigere end i København.

Der er hverken koordination eller overblik over de miljø- og pendlingsproblematikker, som denne anarkistiske byudvikling medfører. Flere motorveje eller elbiler løser hverken det enorme spild af ressourcer eller den trængsel, der opstår når man ikke har øje for en rationel fordelings- og lokaliseringspolitik.

Kulturrevolution

Socialister som vil arbejde med fysisk planlægning, bør hellere se på de ideer, som de russiske arkitekter og konstruktivister arbejdede med efter den russiske revolution i 1920erne. De adskiller sig nemlig fra de samtidige funktionalister (f.eks. Bauhaus) i Europa ved at mene, at “moderne arkitektur skulle krystallisere den nye socialistiske livsform”, f.eks. i form at kollektivbebyggelser med beboerdemokrati, ideer som også blev fulgt op af boligbevægelsen i Danmark.

En regulær kulturrevolution var dog en forudsætning for en socialistisk livsform, for at man kunne udvikle det ny samfund, som revolutionen havde banet vejen for. Kampen efter revolutionen handlede om at udvikle en ny social, kulturel og politisk bevidsthed i det store undertrykte russiske folk, gennem udbredelse af kunst og uddannelse til alle.

Nogle af disse konstruktivister bestod af intellektuelle, arkitekter, digtere, forfattere, komponister som samlede sig i organisationen ”Kulturens venstrefront LEF” ud fra denne tese: ”Kunsten vil kunne indebære en harmonisk udvikling af vores sociale bevidsthed. Kunsten er det mest subtile værktøj, den er perfekt med henblik på at påvirke mennesket, og kunsten organiserer vores følelser og hjælper til med at udvikle disse til bevidste indsatser i den revolutionære sociale kamp”.

Denne tese er så sand som den er sagt, hvilket den kapitalistiske forbrugs- og mediekultur for længst har fattet. Hertil har venstrefløjen ikke evnet at tage kampen op; information, kommunikation, følelser, samvær og kultur formidles i stigende grad af private virksomheder og medier, der har forbrug og økonomisk profit som mål.

Vi ser hvordan neoliberalismen er gået til angreb på tidligere fællesgoder, fra transport, biblioteker og offentlige services, som nedprioriteres og privatiseres. Offentlige gader og pladser er ikke mere opholdssteder for folk uden penge, og ikke mindst boligsektoren er under angreb. Overfor denne dominans kan den socialt eller socialistisk indstillede arkitekt og planlægger intet stille op.

Urbane skalaer og byplanlægning

De socialistiske planlæggere og arkitekter i USSR definerede i 1921 forskellene på tidens arkitektoniske retninger således: ”Målet for en traditionel arkitekt er bestemt af hans kontrakt med bygherren, målet for funktionalisterne er bestemt af det sociale indhold i den kontrakt han accepterer, målet for konstruktivisterne er den radikale transformation af eksisterende koncepter af samfundsudviklingen, og det kræver at arkitekten tager klar stilling”.

I dag kniber det med at finde arkitekter og planlæggere med den slags radikale holdninger; for de fleste har klart valgt side til fordel for en spekulativ, neoliberal byudvikling.

Socialister kan fortsat lære af arkitekterne i LEF, som i 1923 udsendte et manifest der lød: ”Arkitekten skal ikke længere se sig som livets dekoratør, men som dets organisator. Den moderne arkitekt skal tænke i urbane skalaer og på byplanlægning i dets videste forstand”.

Sociologiske og psykologiske faktorer blev derfor som noget helt nyt taget op i deres eksperimenter med byggeri og by- og landsplanlægning ud fra marxistiske principper, der handlede om at ophæve modsætningen mellem land og by. For dem var demokratisk medindflydelse afgørende, da man forestillede sig udvikling af et rådsdemokrati i bolig- og arbejderkollektiver overalt i kommuner, byer og på landet.

”Først rød, så arkitekt”.

Konstruktivisternes ideer blev udbredt blandt mange arkitektstuderende på arkitektskolen efter 1968, som genoptog mange af konstruktivisternes ideer i studier der vedrørte by – og landsplanlægning, herunder en interesse for perceptionspsykologi, antropologi og sociologi . Derfor hed det ”Først rød, så arkitekt”.

I en periode på 10 år arbejdede man ihærdigt med ideer om jævn social fordeling af bosatte og erhverv i land og by, samtidig med omfattende analyser af kapitalismens ødelæggende effekter på mennesker og samfund, herunder også trafik- og pendlingsproblemer samt miljøødelæggelser, der allerede dengang var åbenbare.

Dette faglige fokus og denne type studier forekom at forsvinde i løbet af 80’erne, parallelt med den politiske udvikling og finansialiseringen af kapitalen, samtidig med, at store dele af den traditionelle arbejderklasses dels forsvandt fra de store byer, og dels fik en ny selvopfattelse som enten middelklasse eller sociale tabere.

Vi må derfor spørge os selv: hvem studerer eller arbejder overhovedet med socialistiske ideer om demokrati, by- og landsplanlægning? Hvem udarbejder konkrete alternativer til den kapitalistiske økonomi, som viser en vej frem? Arkitekter og byplanlæggere med et klart samfundsmæssigt socialt, kulturelt og politisk sigte i deres arbejde, synes at være forsvundet i løbet af de sidste 20-30 år; de udarbejder uden skam de spekulative projekter som bygherrer og investorer vil have, med støtte fra diverse byråd og forvaltninger.

Planlægning under pres

Ebbe Rand Jørgensen skriver i sin artikel, at markedet og konkurrencen sætter fornuftig planlægning under pres; jeg vil nærmere sige, at det vi ser nu, er fravær af planlægning, både som teknisk og politisk disciplin.

Vi er tilbage ved den form for spekulative udvikling, der bl.a. foregik i København omkring år 1900, hvor der dels ikke var nogen planlovgivning, og hvor kommunen var totalt i lommen på Privatbanken og andre finansfyrster. De bestemte byudviklingen, og opførte meget af det spekulative byggeri, som man kan kalde for ”planlagt overbebyggelse”, f.eks. på Islands Brygge og Gammelholm, som kom i modsætning til byggeanarkiet på Nørrebro og Vesterbro efter 1857. I dag er det By og Havns kapitalinteresser, der styrer en byudvikling som først og fremmest er til gavn for ejendomsspekulanter.

Ebbe kommer med nogle fornuftige betragtninger, som han kalder socialistiske svar på byggeri og boligpolitik, samt de overgreb på skoler og kulturelle institutioner og mindre bysamfund, som løbende foregår. Men det der sker, er reelt blot udtryk for sammenbruddet af den sociale, kulturelle og boligpolitiske socialdemokratiske velfærdspolitik, der gjaldt til lidt op i 1980’erne, hvis vi ser bort fra den svinagtige ejerboliglov fra 1966, som bidrog til kapitaliseringen af boliger i byområder, der efterfølgende er blevet et investeringsobjekt frem for en brugsværdi. Naturligvis bør Enhedslisten tage problemerne op i den daglige parlamentariske politiske kamp, men det er ikke ægte socialistiske svar i min optik, for det handler om en reformistisk socialdemokratisk politik, som har vist sig ikke at kunne holde stand mod den overmagt, som finanskapitalen udgør.

Frit boligvalg?

Selv medlemmer af Enhedslisten bliver forarget, hvis man foreslår et stop for byggeri i København –ud fra en liberalistisk, individualistisk indstilling om, at det skal være et frit valg at bosætte sig hvor man vil – men det er et egoistisk synspunkt, både i forhold til miljøet og til en udvikling af bæredygtige lokalsamfund i landet som helhed. Som socialist mener jeg man må man tage andre kollektive hensyn.

Konstruktivisten Malevich udtrykte det således i 1921: ” Individets frihed kan ikke være andet end et samtykke med den almene frihed, og derfor har det enkelte individ ingen ejendom, thi ethvert af dets former må være en manifestation af en fælles økonomisk bevægelse. Derfor opstår kollektivet, der udgøres af en gruppe individer, forenet i harmoni af kollektiv individualisme på den fælles økonomiske handlingsgrund”.

Problemet er, at hvis vi som socialister insisterer på bæredygtighed på alle niveauer, herunder at opbygge levende sociale og miljømæssige bæredygtige samfund i både by og på land, så må vi også give afkald på visse former for selvisk privat forbrug, og se i øjnene at vi har brug for nye bosætningsmodeller, der kan minimere transporten, både hvad angår bolig/arbejdssted, og for en lokalt frembragt økologisk fødevareforsyning.

Derfor finder jeg også dette citat fra Malevich relevant, for det er lige så sandt som i 1921 som det er i dag:  ”I dag er det menneske vågnet, som råber på hele verden og kalder menneskeheden til enhed, thi et nyt enhedens og handlingens menneske er nødvendig. Vi ønsker at bygge os op i overensstemmelse med det nye forbillede. Efter den nye plan og det nye system vi vil bygge vort samfund, for at naturens elementer kan forenes med mennesket og udgøre et almægtigt og fælles hele. Derfor kan det enkelte individ i dag ikke have isolationens frihed og leve som det faldet ham ind. Han kan ikke organisere sit eget enkeltmandsprogram for sin køkkenhave, thi den må indgå i det fælles system af almen frihed og ret.”

Som socialister eller som planlæggere kommer vi ikke videre i kampen uden grundige analyser af de kapitalkræfter og de modsætninger, som ligger i kapitalismens natur. Som socialister må vi gå imod liberalismens dogme om den private ejendomsrets ukrænkelighed. Jord og ejendomme må indgå som samfundsmæssig fælleseje, for kun herigennem er en socialistisk planlægning mulig, hvormed vi kan sikre en bæredygtig miljømæssig, økonomisk, social, og kulturel fordeling af samfundsskabte værdier fra syd til nord.

At nå hertil kræver fortsat en kulturrevolution og kamp for at få moderne selviscenesættere, forbrugere, boligejere og boligspekulanter til at forstå, at en anden verden er mulig.