Socialistisk iværksætter – Solidaritets fødselshjælper. Anmeldelse af biografien om Michael Schølardt

Med Michael Schølardts politiske iværksætterliv som omdrejningspunkt fokuserer bogen på hans livsværk: Forlaget Solidaritet, de skiftende versioner af nyhedsmediet Solidaritet og aktivistcentret Solihuset. Deraf titlen Solidaritet x3, Michael Schølardt – en socialists biografi.

Den gennemgående fortælling er overladt til Schølardt selv. Det er en velredigeret og tematiseret bearbejdning af hans samtaler med bogens redaktør Adam Johansen.

Ud over de 3 x Solidaritet er temaerne bl.a. ”totalteaterprojektet” Fighters+Lovers,som testede antiterrorlovenes retspolitiske grænser, Schølardts selverklærede lunkne pacifisme om krig og modstandsformer før og nu og et kapitel om internationalisme og globalisering. Som indstik i fortællingerne bidrager otte af Schølardts politiske arbejdskammerater med deres oplevelser.

I udgangspunktet er der altså tale om en biografi. Men ikke i ordinær forstand. Ud over de obligatoriske erindringer indgår der nemlig debatstof, en antologi med 11 af Michael Schølardts tekster samt en bibliografi, som tilsammen kaster lys over hans tanker og holdninger gennem tiden.

Teksterne spænder fra akademiske artikler om John Lockes liberalistiske filosofi og Marx’ naturopfattelse til politiske samtidskommentarer bragt i bladet Solidaritet. Fx om velfærdskommissionen, EU og USA og krigen på Balkan.

Helgenkåring eller forbillede?

Initiativtagerne har tænkt bogen som en anerkendelse af Michael Schølardts mangeårige og ekstraordinære indsats, samtidig med at ”nye generationer af socialister kan lære af ham og af hans praksis”. Bogen kan altså fungere som en slags lærestykke eller spejlbiografi, hvor hovedpersonens dyder fremhæves som forbilleder, læseren kan spejle sig i og lære af.

Det er litterært set helt legitimt. Men man kunne frygte, at det ville føre til helgenkåring af hovedpersonen og en instrumentalisering af historieskrivningen. Det er heldigvis ikke er tilfældet.

Altovervejende dominerer de mere nøgterne og faktuelle beskrivelser, ligesom Schølardt selv fremstår befriende åben og ærlig i sine udlægninger og refleksioner. Og så er hans præstationer og aftryk vel også så klare og i øjenfaldende, at de/han ikke behøver kunstigt lys.

Socialisters besværlige forhold til biografier

På den venstresocialistiske fløj, som Schølardt har rødder i, var det i mange år ikke comme il faut at beskæftige sig med biografisk historieskrivning.

Historieopfattelsen tilsagde mere fokus på magtstrukturer og klasser og de store ideologier end på individuelle aktører. Man hverken opfattede eller ønskede kanoniserede ledere som motorerne i verdens gang.

Siden slog de ideologiske efterskælv fra Murens fald sekunderet af postmodernismen luften ud af ”de store fortællinger”. Blandt venstrefløjshistorikere skete der en opblødning af synet på biografien.

Fx ved at man afsøgte det råderum, samfundsstrukturerne trods alt giver konkrete aktører. Eller ved at anvende repræsentative personers fortællinger til at eksemplificere sociale og politiske fænomener.

Demokratiseret historieskrivning

De seneste 2-3 årtier har dette sporskifte etableret sig med en række biografier, som har tilført genren nye temaer og skruet op for samfundsperspektivet. Og åbnet op for en type biografi, som passer til en karakter som Michael Schølardt.

Han har netop selv brugt en stor del af sit voksne liv på helt konkret at finde, udnytte og forsvare det råderum eller de muligheder, som venstreoppositionelle har for at agere og ytre sig politisk i dagens samfund. Så SOLIDARITET x3 kan til dels ses som et friskt knopskud på denne forgrening af den biografiske genre.

Men den knytter også an til arbejderbevægelsens oprindelige tradition for selv at skrive sin egen historie. Det har ofte været forudsætningen for, at ellers negligeret og derfor uskreven historie er kommet frem i lyset.

Det samme kan meget vel være tilfældet for udgivelsen af SOLIDARITET x3. Det er i så fald helt i overensstemmelse med forlagets erklærede politik om at udgive ”socialistiske bøger, der ikke bliver trykt andre steder”.

På bundlinjen har denne praksis været til gavn for en mere alsidig og demokratisk historieskrivning. Omend det historiefagligt ikke er helt uproblematisk, når historien skrives indefra af aktørerne selv.

Også på anden vis bidrager SOLIDARITET x3 til demokratiseringen af den biografiske genre. Læseren møder nemlig ikke endnu en magtfuld politiker, en kunstnerisk ener eller genial videnskabsmand, der tildeles æren for at have formet verden.

I stedet ser vi livet og verden fra en lønarbejder og venstrefløjsaktivists perspektiv. På hvis cv der også står militærnægter, glasværksarbejder, socialpædagog, selvlært trykker, bladudgiver, forlægger, vicevært og kandidat i pædagogisk filosof og meget andet.

Et vindue til fortiden

Som historieskrivning har selvbiografier nogle begrænsninger. Deres værdi afhænger af, hvad man vil vide noget om. For selvbiografier er jo i sagens natur baseret på én persons egne subjektive oplevelser og erindringer, som er filtreret og farvet af bias og det nutidige blik.

I denne biografi modificerer de øvrige bidragsydere dette problem, idet deres erindringer og vurderinger på væsentlige stræk bekræfter hovedfortællingen. Som førstehåndsvidner fremstår deres indlæg med autenticitet og troværdighed.

Selvom den kritiske distance kan være svær at fastholde, når man selv er en del af fortællingen. Og i øvrigt tydeligvis værdsætter den biograferede. Ole Wugge Christiansens bidrag adskiller sig dog ved et have et dobbeltblik på Schølardt. Nemlig før og efter han begyndte at arbejde tæt sammen med ham.  

I kraft af Schølardts mangeartede politiske aktiviteter og brede berøringsflade fungerer bogen som et bidrag til venstrefløjens historie de seneste 50 år. Et vindue som giver et kig ind i et aktivistisk miljø med skiftende dagsordener, udfordringer og muligheder.

Som vindueskigger ser man kun et udsnit af virkeligheden, men til gengæld er det close-up. Det er de levende kilder, som taler. Men da de nu engang erindrer og beskriver historien bagfra, er bogen især en frugtbar kilde til nutidige syn på og brug af fortiden.

Debat til tiden

I kapitlet Lunken pacifist tager Michael Schølardt os med tilbage til sin militærnægtertid i starten af 1970’erne. Nægterne var en blandet skare af hippier og hele paletten af socialister. Men ikke alle var pacifister.

Så da hippierne blev overfaldet og banket af soldater ville de svare igen med blomster og kærlighed, mens de hardcore militærnægtere ville gengælde det, og legalisterne anmelde det til politiet. Det endte med selvtægt, fortæller en stadig brødebetynget Schølardt, for ”i dag ville jeg helt klart have stået på legalisternes side”.

Denne lille historie om vold bliver afsættet for en længere analyse og diskussion om meningsfulde modstandsformer over for krig, besættelse og undertrykkelse. Med inddragelse af krigene og konflikterne i bl.a. Vietnam, Sydafrika, Indien, Palæstina og Ukraine.

Som udgangspunkt anerkender Schølardt undertrykte folks ret til væbnet modstand. Men han understreger, at det ikke er det samme som, at det er klogt. Væbnet modstand koster ufatteligt mange menneskeliv, ødelagte familier og land m.m.

Han argumenterer for, at der er alternativer. I Sydvietnam ville en folkelig social mobilisering således på sigt kunne have undermineret diktaturet, presset USA ud og skabt et demokratisk styre.

Hvorvidt det reelt var muligt, bliver noget kontrafaktisk gætværk med mange hvis‘er og endnu flere ubekendte. Men uanset denne indvending, rejser Michael Schølardt en etisk og politisk hamrende vigtig og eviggyldig diskussion om hvilke modstandsformer, som er brugbare og har de færreste menneskelige omkostninger.

Schølardt understreger, at diskussionen skal tages helt konkret. På den måde bliver biografien her også en debatbog til tiden. Hvilket bliver endnu tydeligere, når han fokuserer på krigen i Ukraine.

På den ene side stempler han Ruslands invasion som imperialistisk og forkastelig, men samtidig mener han, at det var ”uansvarligt af Zelensky at gå ind i krigen mod en overmægtig fjende”.

Rationalet er, at man kun skal gå ind i kampe, man kan vinde og det uden for store tab. Samt at udfaldet af denne krig er givet på forhånd, men vil kunne nå at koste måske en halv million mennesker livet og to ødelagte lande.

Schølardt mener, at man skulle have ladet russerne komme ind i Ukraine. Så kunne de almindelige russere og ukrainere, som ikke har noget indbyrdes modsætningsforhold, koncentrere sig om at afskaffe de to korrupte styrer. Her synes mellemregningerne at være erstattet af forhåbninger og gisninger.

Schølardt vurderer også, at Ukraines befolkning på 40 mio. er så stor en mundfuld, at Putin-regimet på sigt ville kløjes i det. Det er muligt. Men hvad nu hvis sejren og anneksionen i stedet styrkede den russiske nationalisme og Putins styre – og måske gav appetit på yderligere ekspansion?

Her savnes lidt mere friktion fra redaktørens side i form af uddybende og kritiske spørgsmål. Det kunne have kvalificeret argumenterne. Og stimuleret eftertanken.

Til venstrefløjen, som ikke deler Michael Schølardts opfattelse, vrænger han ”kriger-venstrefløj” og anklager dem for, at ”være kravlet længere og længere op i imperialismens røvhul”. Dette fremmer ikke ligefrem en saglig debat om de afvejninger og reelle dilemmaer, der altid er ved valg af modstandsformer.

Selvom Schølardts indstilling i sit udgangspunkt er etisk og fornuftmæssigt begrundet, så lander han de facto med en realpolitisk accept af, at (over-)magt er ret. Hvilket ikke umiddelbart harmonerer med, at han samtidig taler for et ordensbaseret verdenssystem, som kan begrænse imperialismen. Det viser måske netop, at i dilemmaer står valget ikke mellem godt og ondt, men mellem to onder.

Fighters+Lovers

Det er ikke nok at have adgang til en trykkemaskine, hvis lovgivningen kriminaliserer de ord, man vil trykke. Det var den virkelighed, som terrorlovgivningen i kølvandet på 11. september 2001 satte på dagsordenen.

Man forsøgte at bruge terrorlisterne til at kriminalisere solidaritetsarbejde med befrielsesbevægelser. Men det stod ikke klart, hvem man nu måtte være eller ikke være solidarisk med. Hvad var råderummet?

Som en reaktion startede græsrodsinitiativet Fighters+Lovers et projekt, der skulle teste lovens grænser ved at fremprovokere en prøvesag ved domstolene. Man lavede et ”skuespil” med en drejebog, hvor 30-40 mennesker fik forskellige roller i et fiktivt modefirma, som bl.a. markedsførte t-shirts og kasketter til støtte for FARC og PFLP.

Som den ældste – og den der havde bedst tid til at afsone en eventuel fængselsdom – fik Michael Schølardt rollen som direktør og ansvarlig for rammerne. Dvs. at Solihuset kunne bruges døgnet rundt, og at trykmaskinen kørte, fortæller Christine Lundgaard i sit bidrag.

Kampagnen udløste telefonaflytning, ransagelse af Schølardts bopæl og den ønskede retssag. Mens sagen kørte for retten, var der døgnet rundt 10-40 mennesker i Solidaritetshuset, som løbende undersøgte anklagernes vidneudsagn, der så blev ringet ind til retssalen for at imødegå anklageren.

I tilbageblikket konstaterer Michael Schølardt, at: ”I hele mit liv har jeg arbejdet sammen med søde og kloge, engagerede og uegennyttige folk. Men Fighthers+Lovers var i særklasse”.

Byretten frifandt dem og afviste, at USA’s terrorlister var retsgyldige i Danmark. Men i Landsretten blev de dømt. Som ”direktør” fik Schølardt og ”marketingschefen” den hårdeste straf på 2 års fængsel heraf 6 måneder ubetinget.

Da Schølardt vidste, at man i fængslet havde ret til at afslutte påbegyndt uddannelse, var han startet på at studere pædagogisk filosofi. I Højesteret tabte de sagen, men uden fængselstraf og kun dømt til at betale sagens omkostninger. Retten kaldte ved denne lejlighed terrorlovgivningen uigennemskuelig og ikke en retsstat værdig.

Fremover skulle anklagemyndigheden altså kunne bevise, at en organisation, der samles penge ind til, vitterligt også er terrorister – for eksempel kurdiske YPG. For terrorlisten er ingen facitliste.

Samtidig gjorde Rigsanklageren gældende, at det skam ikke var forbudt at ytre sin holdning offentligt. Det gav lidt mere ”rum til solidaritetsarbejde i Danmark end andre steder”, konkluderer Michael Schølardt.

Trykkemaskinen

Bogtitlen SOLIDARITET x3 henviser til tre stadig levedygtige bastioner på venstrefløjen, hvor Michael Schølardt har spillet en central rolle som initiativtager og i den praktiske drift.

Historien om Solidaritets vej fra at være VS’ uddelingsblad, i et par omgange partiavis, så teoretisk tidsskrift og til nutidens uafhængige netmagasin Solidaritet.dk og kernen i et mediehus, er den trend, som Michael Schølardts aktivistliv er indvævet i. I 40 år har Schølardts målsætning været at skabe en modoffentlighed.

Påskestrejkerne i 1985 står for Schølardt som et vendepunkt i Solidaritets historie. Nok også i hans egen historie. I årene før havde han sammen med et par håndfulde partikammerater etableret Tirsdagsgruppen, som organiserede salg og indsamlingsfester for den relancerede partiavis Solidaritet. De var ret gode til at afholde koncerter med store overskud.

Men da partiledelsen ifølge Schølardt havde nægtet at stille en garanti, fik den – trods forsøg på det – heller ikke råderet over overskuddet. Pengene tilhørte Tirsdagsgruppen!Til at forvalte pengene dannede man efterfølgende uden om partistrukturen sin egen forening Solidaritets Venner, som alle kunne blive medlem af.

Fortællingen ligner et typisk clash mellem initiativrige græsrodsaktivister og en partiledelse med det overordnede økonomisk ansvar. Mellem partidemokrati og enkeltmedlemmers rettigheder og virkelyst.

Som sådan gav sagen et godt billede på VS’ indre politiske liv i de år. Det ville have været interessant at høre om – og i så fald hvilke – principielle overvejelser Tirsdagsgruppens medlemmer gjorde i den henseende.

Da overenskomstforhandlingerne i 1985 spidsede til, foreslog Fagligt Landsudvalg til VS’ forretningsudvalg, at partiet købte en trykkemaskine til et centralt uddelingsblad, så partiet fik sin egen stemme under konflikten. Da det blev et nej, købte Michael Schølardt for sine egne og Tirsdagsgruppens penge selven trykmaskine, som kom til at køre uafbrudt under påskestrejkerne.

”Bagefter var jeg fræk nok til at gå til forretningsudvalget og bede om betaling for trykningen”, og fik det, mindes Schølardt, ”jeg skulle have været hestehandler”!  Pengene røg i Solidaritets Venners kasse.

Michael Schølardt anede godt nok (til en start) ikke, hvordan en trykkemaskine fungerede. Men i overensstemmelse med den amerikanske filosof og pædagog John Dewey, som Schølardt har skrevet en artikel om på Leksikon.org, blev det learning by doing. Med trykkemaskinen i hus kom der opgaver fra VS, faglige klubber og små organisationer, og resten er historie.

Handling giver forvandling

Che Guevara er citeret for, at ord, som ikke følges af handling, er uvæsentlige.

Samspillet mellem tanker, ord og handling skal nok forstås en tand mere dialektisk. Men pointen er klar nok. Nok så mange og lange og velmenende talestrømme rykker ikke i sig selv ved verden.

De politiske budskaber skal nu engang spredes og omsættes i konkrete aktiviteter for at verdens grundvold sig forrykker, som man synger i Internationale. Men på dele af venstrefløjen har ordene til tider fyldt mere end evnen til at udplante dem.

Ud over knofedt og organisationstalent, så kræver det ordentlige praktiske rammevilkår. Bl.a. i form af mødefaciliteter og kommunikations- og publicerings-kanaler af forskellig art. Men også vedholdende aktivister, som kan sikre en vis kontinuitet og vidensdeling. Det lange seje træk.

SOLIDARITET x3 er netop historien om en langtidsholdbar aktivist og organisator, der på trods og tværs af de politiske konjunkturer og praktiske udfordringer i årtier har arbejdet med at sikre og udvikle det, som Pelle Dragsted i sit bidrag kalder venstrefløjens fysiske infrastruktur.  

Bogen anskueliggør helt konkret, at for Schølardt har ord og handling været tæt forbundne. Dels i hans eget politiske virke, men også indirekte med de medieprojekter, som har givet flere mulighed for at ytre og udfolde sig politisk på egne betingelser.

Solidaritet x3 – Michael Schølardt – en socialists biografi. Redigeret af Adam Johansen. Forlaget Solidaritet. 206 sider. Pris 300 kr. Medlemspris 150 kr.