Socialrådgiverne advarer kommunalpolitikerne: Hver fjerde socialrådgiver oplever ulovlig praksis
Nye tal viser, at hver tredje socialrådgiver i kommunerne oplever, at økonomiske hensyn vejer tungere end de faglige vurderinger, mens hver fjerde har oplevet ulovlig praksis på deres arbejdsplads. ”Borgernes retssikkerhed og socialrådgivernes faglighed er udfordret,” lyder advarslen fra Dansk Socialrådgiverforening
En ny undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening viser, at mange socialrådgivere i landets kommuner oplever alvorlige udfordringer i deres arbejde. Over en fjerdedel af de adspurgte har i løbet af det seneste år oplevet ulovlig praksis på deres arbejdsplads, mens en tredjedel mener, at økonomiske hensyn vejer tungere end de faglige vurderinger.
Ifølge foreningens forkvinde, Signe Færch, er konsekvensen klar: Borgernes retssikkerhed er under pres:
”Jeg er meget bekymret for, om presset på socialrådgiverne betyder, at der ude i kommunerne er borgere, som nægtes indsatser på et ufuldstændigt grundlag, venter for længe på hjælp eller får tilkendt en støtte, som slet ikke står mål med deres behov”, udtaler Signe Færch i en pressemeddelelse.
Økonomien spænder ben i kommunerne
Socialrådgivere i kommunernes familieafdelinger, jobcentre og socialforvaltninger oplever ifølge undersøgelsen et massivt arbejdspres. Mange svarer, at de mangler tid til både at overholde lovbestemte frister og lave fagligt forsvarlig opfølgning. Samtidig føler flere sig presset til at lukke sager, træffe afgørelser de er uenige i, eller iværksætte indsatser, som de ikke finder tilstrækkelige.
”Vi er underlagt et så massivt arbejdspres, at vi ikke har tid til at overholde frister i lovgivningen, samtidig med at økonomien er så presset, at den får lov til at tromle vores faglige vurderinger. Det er uacceptabelt, for det har konsekvenser for nogle af de mest udsatte borgere i vores samfund”, udtaler Signe Færch.
27,5 procent af socialrådgiverne svarer i undersøgelsen, at de har oplevet ulovlig praksis mindst én gang det seneste år. Det kan handle om borgere, der ikke får visiterede botilbud, forkerte afgørelser i børnesager, manglende partshøringer eller fejl i klagevejledning.
”Ulovlig praksis kan antage mange former, men det er klart, at loven skal overholdes, og når der ikke er økonomi eller tid til det, så har vi som socialrådgivere et ansvar for at sige fra. Det ved jeg, at man gør ude på arbejdspladserne, og nu gør vi det også på den nationale scene”, lyder det fra Signe Færch.
Socialrådgiverne opfordrer i forbindelse med det kommende kommunalvalg politikerne til at investere i socialområdet. Konkret foreslår de, at der indføres lokale sagslofter, så der sættes en øvre grænse for, hvor mange borgere en socialrådgiver kan have ansvar for.
Fakta fra undersøgelsen
- 34,5 procent af socialrådgiverne i kommunerne oplever, at økonomiske hensyn vejer tungere end socialfaglige vurderinger.
- 27,5 procent har mindst én gang i det seneste år oplevet ulovlig praksis på deres arbejdsplads.
- Mange angiver, at de på deres arbejdsplads mangler tid til at overholde lovbestemte tidsfrister (29,9 procent) og til at lave fagligt forsvarlig opfølgning (18,8 procent).
- Ligeledes angiver en høj andel, at de inden for det seneste år mindst én gang har følt sig presset til at; lukke sager, inden de var tilstrækkeligt oplyst (15,4 procent), iværksætte en indsats, som de fandt fagligt utilstrækkelig (62 procent), og træffe en afgørelse, som de var fagligt uenig i (54,1 procent).
- Andelene er generelt set højere i den gruppe af kommunalt ansatte socialrådgivere, som har det højeste arbejdspres. Det indikerer, at travlheden blandt socialrådgiverne udfordrer deres faglighed og borgernes retssikkerhed.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
