Søren Søndergaard: Befolkningen skal forberedes på et brud med EU

Udgangspunktet for det ”EU-politiske netværk” i Enhedslisten er modstand mod udmeldelse af EU. Det hersker der ingen tvivl om. Den 20. marts 2021 skrev netværket f.eks. i Solidaritet: ”Vi ønsker at anerkende, at EU er rammen for den politiske kamp på europæisk plan, og at det ikke giver mening at stå uden for, hvis de store grænseoverskridende problemer skal løses. Derfor er vi imod udmeldelse”. Den samme holdning har medlemmer af netværket igen og igen givet udtryk for.

I det fremsendte forslag til en EU-udtalelse ved det kommende årsmøde i Enhedslisten står der endvidere: ”I dag er vi imidlertid i en ny situation, hvor integrationen er gået så langt, at et krav om dansk udmeldelse i praksis vil være meningsløst og formentlig direkte skadeligt”.

Selvmodsigende udmeldinger

Derfor er det noget overraskende, at netværket pludselig også skriver: ”Vi kan ikke udelukke, at en udmeldelse eller andre former for opbrud sammen med andre kan blive aktuelt i det øjeblik, EU måtte stille sig på tværs af brede folkelige krav om en progressiv rød-grøn politisk i en række lande”.

“Ved flere lejligheder spurgte jeg Syriza’s leder, Alexis Tsipras, om hvad der var deres plan B, hvis EU ikke gav sig. Hans svar var hver gang, at de ikke havde nogen plan B”

Kravet om udmeldelse er ”meningsløst” og ”direkte skadeligt”, men det kan ikke udelukkes, at det kan blive aktuelt, hvis det meget sandsynlige skulle ske, at EU stiller sig i vejen for en rød-grøn politik. Det er svært at gennemskue logikken, men det kan vel kun betyde, at vi ikke skal nævne det skadelige krav om udmeldelse, før det – lige pludselig – er et spørgsmål om liv eller død for gennemførelse af rød-grøn politik.

Nu er vi så heldige, at den linje har været afprøvet. Det skete i Grækenland i 2015, da Syriza var i direkte konfrontation med EU-systemet, som krævede voldsomme nedskæringer og privatiseringer af statens ejendom, f.eks. havnene. Den venstreorienterede Syriza-regering indkaldte til en folkeafstemning, hvor EU’s krav blev afvist med et solidt flertal på 61% mod 39%.

På trods af folkeafstemningens klare resultat valgte Syriza-regeringen umiddelbart efter at acceptere og gennemføre EU’s krav. Og forklaringen var den simple, at Syriza aldrig havde forberedt den græske befolkning på muligheden for et brud med EU. Måske var Syriza ikke ligefrem gået så langt, som at kalde udmeldelses-muligheden for ”meningsløs” og ”direkte skadelig”, men de havde afvist muligheden for en udmeldelse og igen og igen svoret – at kampen skulle føres inden for EU’s rammer. Og da EU så satte dem stolen for døren, så havde de ikke andre muligheder end at kapitulere.

Når jeg kender til den sag, skyldes det, at jeg i dén periode sad i venstrefløjsgruppen i EU-parlamentet – og ved flere lejligheder direkte spurgte Syriza’s leder, Alexis Tsipras, om hvad der var deres plan B, hvis EU ikke gav sig. Hans svar var hver gang, at de ikke havde nogen plan B. Kampen skulle føres inden for EU, og de forventede i øvrigt, at EU ville bøje sig. Det skete som bekendt ikke.

Brud kan hurtigt blive nødvendigt

Den situation skal Enhedslisten hverken bringe sig selv eller den danske befolkning i. Naturligvis skal vi kæmpe det bedste vi har lært for at trække EU i en rød og grøn retning sammen med andre gode kræfter. Men vi skal også forberede befolkningen på, at der kan komme en situation – ja, at det faktisk er meget sandsynligt, at der kommer en situation – hvor gennemførelsen af grundlæggende rød-grønne reformer i Danmark vil nødvendiggøre et brud med EU.

Alt andet er enten at udskyde grundlæggende rød-grønne forandringer til en fjern fremtid, hvor de accepteres af alle (i hvert fald alle betydelige) EU-lande og af EU-domstolen – eller at holde vælgerne for nar. Ingen af delene bør Enhedslisten befatte sig med.