Sofie Lippert: Er løsgængere en reaktion på problemet, eller snarere en del af det?

Det er godt at kritisere både topstyring og professionaliseringen af politik. Men de mange løsgængere er selv en del af problemet, når de gør deres person vigtigere end partiprincipper.

Af Sofie Lippert, landsforkvinde for SF Ungdom

10. februar analyserede min tidligere partifælle Jørgen Alfastsen de mange løsgængere i det danske folketing i sin Signatur her på Solidaritet. Han mener, at løsgængere er en reaktion på mange af de problemer, som Alfastsen og jeg er enige om tynger dansk politik. Det drejer sig blandt andet om mediernes konfliktoptrappende dækning, øget topstyring og politik lagt efter en kommunikationsstrategi. Store problemer for folkestyret. Men enigheden stopper her, for jeg ser på ingen måde de mange løsgængere som en reaktion på disse problemer. Nej, jeg ser dem nærmest som værende selve essensen af det problem.

Man skal nødigt skære alle løsgængere over en kam. For der er for mig en verden til forskel på den utrættelige Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der igen og igen og igen forsøger at skabe et centrum-højre parti. På trods af, at det ikke lykkes, har han hele vejen stået fast på, at det er dér, han politisk hører hjemme. Og så på den opportunistiske tidligere statsminister, der efter i årevis at have bygget sin magtposition på Dansk Folkepartis fremmedfjendske floskler og Inger Støjbergs strammerlinje pludselig opdager, at det er noget fanden har skabt og i stedet vil placere sig tættere på midten. Eller på at melde sig ud af De Konservative, fordi man er mopset over, at partiet har sanktioner for at opføre sig nedladende og sexistisk over for kolleger. 

Hold op med at glo jer selv i spejlet

Lars Løkke og Uffe Elbæk har begge sagt i flere medier, at det handler om, at de skal kunne se sig selv i spejlet, når de trækker sig fra de partier, de selv har ledet og i sidstnævntes tilfælde stiftet. Det gør mig uendeligt træt på sådan en helt Svend Brinkmannsk måde. For jeg gider ikke have politikere, der bruger deres tid og energi på at gå og mærke efter i maven eller stå og glo på sig selv i spejlet. Jeg vil have politikere, der kæmper for den forandring de grundlæggende tror på, vil gøre verden til et bedre sted. Jeg vil have politikere, der kan blive vækket midt om natten og være klar med et svar på, hvordan vi får et bedre samfund – ikke politikere, der lige skal kigge i spejlet en halv time og mærke efter – før de kan fortælle, hvilken verden de drømmer om.

“… kritikken af topstyring i dansk politik er berettiget og kræver, at nogen med pondus siger fra. Kritikken af professionaliseringen er nødvendig. Men insisteren på de politiske bevægelser og den fælles politiske kamp er altså også afgørende.”

For problemet er netop, at nogle politikere virker til at tro, at deres personlige projekt er det vigtigste, fx når Inger Støjberg siger, at hun gerne ville melde sig ud af Christiansborg-Venstre men ikke af “det rigtige Venstre” og let grinende tilføjer, at det jo ikke kan lade sig gøre. Men det kan det. Man behøver ikke sidde i Folketinget. Man kan trække sig og holde sig til at skabe forandring gennem “det rigtige Venstre” og fx kæmpe mod nogle af de problemer, som Jørgen Alfastsen så fint fremhæver.

Personer eller politiske projekter

Kritikken af topstyring i dansk politik er berettiget og kræver, at nogen med pondus siger fra. Kritikken af professionaliseringen er nødvendig. Men insisteren på de politiske bevægelser og den fælles politiske kamp er altså også afgørende. For de mange løsgængere forstærker netop blot den fejlagtige forståelse af, at man i et parti skal være enige om alting – en forståelse der ikke bare kommer til at føre til partiernes endeligt, men også udvander de større ideologiske samfundsforandringer og i stedet betragter politik som noget, hvor der skal tages stilling fra scratch til hver enkelt sag. En tilgang til politik der helt lavpraktisk vil gøre det svært at vide, hvem man skal stemme på, og netop gør politik til en popularitetskonkurrence frem for en demokratisk handling. Men også en tilgang der totalt underkender de grundlæggende ideologiske uenigheder, der findes i vores samfund.

Måske er det naivt at insistere på, at ideologi skal have en plads i politik. Men jeg kan på den anden side ikke forestille mig noget mere deprimerende end at acceptere, at politik handler om personer frem for politiske projekter.

Årsag eller reaktion?

I Alfastsens indlæg fremhæves kommentarer om den kyniske og sportsliggjorte Christiansborg-politik fra to  SF partikammerater, Thomas Medom og Pernille Vigsø Bagge. To partikammerater jeg personligt ser op til, og hvis kritik er meget velbegrundet. Men jeg ser ikke koblingen fra denne kritik til de mange løsgængere. For mig er de løsgængere, der har glemt projektet og bare klamrer sig til en taburet – netop et eksempel på den kynisme og sportsliggørelse af politik, som de to kritiserer, og ikke en reaktion på det.

I sig selv, er der intet ædelt i at bryde ud af de partierne. Jeg forstår, at man kan have brug for det, hvis man ikke føler sig hjemme politisk. Men når det handler om personlige ambitioner og manglende vilje til at arbejde sammen i et parti om et fælles politisk projekt, er det altså en stor del af det problem, vores folkestyre har – og i virkeligheden nok et generelt problem i et mere og mere individualiseret samfund.