Sofie Lippert: Lad os tale om børns trivsel i stedet for muslimer

Valgkampen nærmer sig, og som en genudsendelse af de seneste tyve års valgkampe peger Socialdemokratiet straks på muslimerne. De kaster bandepakker og kommissionsforslag om tørklædeforbud ud til os, så vi kan fremføre vores replikker om menneskerettigheder og anti-diskrimination, mens de sammen med højrefløjen reciterer de samme gamle argumenter om tryghed og en misforstået beskyttelse mod social kontrol.

Det er den mest forudsigelige debat. En debat, hvor Socialdemokratiet er helt sikker på at tiltrække nogle, mens de skubber en bunke vælgere væk – men ikke længere væk end over til støttepartierne, der intet alternativ har til igen at pege på en socialdemokratisk ledet regering efter valget.

Det handler om børns trivsel

En del af mig har lyst til at ignorere det. Nægte at løbe efter det kødben, de kaster. Nægte endnu engang at gøre unge pigers ret til egen krop og religionsfrihed til valgkampsemner. Nægte at diskutere hvorvidt min baghave er så præget af bandekriminalitet at det er utrygt at færdes dér.

For alt i verden har jeg lyst til at flytte debatten frem til et folketingsvalg over på noget andet end muslimer og etniske minoriteter. Det føles som den eneste vej til at undgå Socialdemokratiets kapløb med højrefløjen om at finde på den mest ubehagelige flygtninge- og integrationspolitik.

Men så talte jeg med en ung mand, der skulle gøre mig klogere på reglerne omkring statsborgerskab for unge, der er født og opvokset i Danmark, men er født af forældre uden dansk statsborgerskab.

At tale med ham gjorde dog klart for mig at spørgsmålet om statsborgerskab og indfødsret (ligesom alle andre dele af de her debatter) handler om meget mere end rettigheder til etniske minoriteter. Det handler om et af de emner, der burde stå allerhøjest på dagsordenen ved det kommende folketingsvalg. Det handler om børn og unges trivsel.

For statsborgerskab er meget mere end stemmeret. Det er retten til at komme hurtigt igennem security, når man er fløjet på lejrtur til udlandet i 8. klasse eller 2.g. Det er retten til at aftjene værnepligt. Det er retten til at være en del af fællesskabet.

Afsindigt pasbøvl

I dag skal unge, der er født og opvokset i Danmark og aldrig har boet andre steder, stadig søge om statsborgerskab på nøjagtig samme måde som flygtninge eller andre, der er kommet hertil senere i deres liv.

“I stedet for at få alting til at handle om ”udlændinge”, vil jeg prøve at få ”udlændingepolitikken” til at handle om alt dét, der ligger bagved.”

Det kan gøres efter man har haft permanent opholdstilladelse i to år, hvilket man kan søge om kort før man fylder 18. Dermed kan unge, der har levet hele deres liv i Danmark, men tilfældigvis er født af forældre uden statsborgerskab, allertidligst få statsborgerskab, når de er 20 år gamle – altså hvis de har råd og er i arbejde.

Det er altså danske unge, der skal i gennem en vanvittig bøvlet, dyr og bureaukratisk proces, når de fylder 18 år for at få et rødbedefarvet pas, som vi andre bare kan smutte forbi borgerservice og bestille. Derfor var det også et krav fra SF, sidst der blev forhandlet om regler for statsborgerskab, at disse unge skulle kunne få statsborgerskab blot ved at bede om det, når de fyldte 18. Et krav der selvfølgelig ikke blev mødt og derfor resulterede i, at SF forlod forhandlingerne.

En omvendt Pernille Vermund

Men jeg er blevet i tvivl om, hvorvidt det er nok at give statsborgerskabet til unge, når de bliver myndige. For det løser ikke problemerne med at være udenfor, når man er barn. En følelse vi ved, ofte er årsag til stor mistrivsel blandt børn og unge. Vi bliver nødt til at gøre noget for de børn og unge!

Derfor vil jeg prøve at lave en omvendt Pernille Vermund i den kommende valgkamp. I stedet for at få alting til at handle om ”udlændinge”, vil jeg prøve at få ”udlændingepolitikken” til at handle om alt dét, der ligger bagved. Det starter med en debat om, hvordan vi sikrer børn og unge bedre trivsel i et stadig mere splittet samfund.