Sofie Lippert: Vi klimaaktivister vil ikke favnes. Vi vil se handling!

Hele efteråret ventede jeg spændt på regeringens udspil til en grøn plan for landbruget. Hele efteråret vidste jeg selvfølgelig godt, at jeg ville ende med at blive skuffet igen som så mange gange før, hvor regeringen er kommet med et udspil på klima-, miljø- eller naturområdet. Jeg havde dog ikke i min vildeste fantasi forestillet mig den skuffelse, der fulgte med det ikke-udspil den nye fødevareminister præsenterede i januar.

Det udspil, der var blevet udarbejdet under Mogens Jensens ledelse, var blevet kylet i papirkurven og tilbage stod en masse floskler om samtale og kompromiser og konferencer. Ministeren mente ikke, at forhandlingerne skal gå op i skyttegravskrige. I stedet skulle vi lytte til alle parter. At regeringen ikke havde gjort dét, inden de udarbejdede deres udspil i efteråret, virker mærkeligt – og endnu engang klimanølende. Nu er det flere måneder siden, ministeren startede alle sine samtaler, klimauret tikker, og de fleste har nok egentlig glemt, at vi er i gang med at finde en løsning for landbruget.

“… politik bør ikke være en popularitetskonkurrence, og klodens fremtid bør ikke sidestilles med de massive investeringer i efteruddannelse og omlægning til planteproduktion, den nødvendige omstilling kræver”

Men jeg vil ikke bare brokke mig over det går for langsomt – det har jeg og tusindvis af andre klimaaktivister gjort så mange gange før. Men tempoet er ikke det eneste problem. Den socialdemokratiske idé om ligeværdige interesser er mindst lige så vigtigt at angribe.

Fødevareminister Rasmus Prehn forklarede sin ændrede plan med, at det er vigtigt, at aftalen kommer til at favne landmændene, slagteriarbejderne og de unge klimaaktivister – og at det er en svær balance. Men som ung klimaaktivist pisser det mig af, at ministeren har en idé om, at mine interesser i forbindelse med forhandlingerne kan sidestilles med landmændene og slagteriarbejdernes. For selvfølgelig skal de favnes i forhandlingerne, og der skal tages højde for, at det er rigtige menneskers job, det handler om.

Men som klimaaktivist handler det altså ikke om, at jeg skal ”favnes”, men om risikoen for, at der ikke er en klode, mine børn kan vokse op på. Hensynet til klimaet er ikke til mig og mine ligesindede. Det er til os alle sammen og til fremtiden – og især også til landmændene, der altså ikke kan fortsætte deres arbejde på en klode med ekstremt vejr.

Vi skal tage landmændene og slagteriarbejdernes bekymringer seriøst. For ja, der vil forsvinde arbejdspladser, når vi laver den nødvendige omstilling af landbruget. Lige nu bruges 50 % af hele Danmarks areal på at producere foder til de dyr, som vi mennesker senere selv spiser. Det er almindelig kendt at netop kødproduktionen er skyld i en meget stor del af vores CO₂-udslip, men derudover lægger det også netop beslag på enorme mængder af land, der ellers kunne omlægges til natur og dermed bidrage positivt til klodens fremtid.

Bevægelsen mod mere skov og mindre landbrug, vil selvsagt resultere i færre arbejdspladser – det er en erkendelse, vi bliver nødt til at gøre os, i stedet for at blive ved med at benægte det og vente på, at teknologien på magisk vis skaber CO₂-neutralt kød. Den bekymring det medfører for de mennesker, der er beskæftiget i kødindustrien, skal tages seriøst, og vi skal sikre ordentlige tilbud om efteruddannelse og god hjælp til omlægning af bedrifter til planteproduktion. For uden den omlægning er det altså hele klodens fremtid, vi ofrer.

Fødevareministeren vil helst ikke være upopulær hos nogen – og især ikke hos de grupper, der potentielt kunne sætte et kryds ved hans parti. Så gør det lidt mindre ondt, når det er de unge klimaaktivister, der er vrede, for de sætter alligevel krydset andetsteds. Men politik bør ikke være en popularitetskonkurrence, og klodens fremtid bør ikke sidestilles med de massive investeringer i efteruddannelse og omlægning til planteproduktion, den nødvendige omstilling kræver. I politik bliver man nødt til at prioritere, og det betyder af og til, at der er nogen, som ikke kan lide de beslutninger, man har taget. Nogle gange er det ”nogen” endda socialdemokratiske vælgere. Men jeg tør godt love fødevareministeren, at han i fremtiden vil være langt mindre populær, hvis han ikke træder hårdt nok på pedalen i tide.