Sproget som våben i krigens Ukraine

Oversat med tilladelse fra How Language Is Weaponized in Wartime Ukraine, Jacobin, 5. september 2025

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, insisterer fortsat på, at uden fuld anerkendelse af russernes og de russisktalendes rettigheder i Ukraine er fred umulig. »Vores mål var og er fortsat at beskytte det russiske folk, der har boet på denne jord i århundreder,« sagde han til en interviewer den 19. august. I mellemtiden bomber Rusland lige præcis de byer, hvor de fleste af disse russisktalende bor, ødelægger deres hjem og spreder deres familier for alle vinde. Det er beskyttelse gennem udslettelse.

Få betvivler den imperialistiske karakter af Ruslands aggression. Alligevel falder nogle i Ukraine stadig for besættelsesmagtens formelle påskud og fremkommer med en omvendt version af dens drejebog – en drejebog hvor de behandler sproget som et tegn på loyalitet over for Ukraine og bruger det til at gennemtvinge en kulturel identitet. Tag for eksempel aktivisten Svjatoslav Litinskyi, der argumenterede for, at sprogbarrieren »løber langs frontlinjen« og dermed i lige så høj grad som hæren bidrager til Ukraines forsvar. Eller Serhii Pritula, en berømt frivillig, der sagde, at det russiske sprog, der tales på gaden, er »et redskab for Ruslands ekspansion«, og at de, der bruger det, selv bliver redskaber.

Tricket virker sådan her: Ved at ændre sproget fra at være et kommunikationsmiddel til at blive et »sikkerhedsspørgsmål«, bliver russisk et våben, ukrainsk et skjold. Når hverdagens forskelle mellem almindelige mennesker først indsættes i den ramme, bliver disse forskelle en fare. For et samfund, der allerede er udmattet af krig, sparepolitik og årtier med institutionel forsømmelse, er denne snævre opfattelse af tilhørsforhold en form for selvskade. I stedet for at opbygge en solidaritet og bygge bro over kløfterne insisterer den politiske diskurs i stigende grad på, at ægte enhed kræver kulturel homogenitet.

En historie om undertrykkelse

Ukrainsk blev faktisk undertrykt i århundreder. I det russiske tsardømme benægtedes det i Valuev-cirkulæret (1863), at det eksisterede som sprog og man forbød dets brug i religiøse og uddannelsesmæssige tekster. Emsky-dekretet (1876) gik endnu længere og fjernede sproget fra tryksager og forestillinger, der var beregnet på offentligheden. I sovjettiden blev den ukrainske kulturelle genopblomstring efter en kortvarig korenizatsiia(dvs. en politik, hvor man lagde vægt på det indfødte, og som efter pålydende havde til formål at styrke ikke-russiske nationer og genvinde deres tillid), stemplet som »borgerlig nationalisme«, og sproget blev begrænset til en smal niche. Russisk blev derimod fremmet som sproget for kommunikation mellem folkeslagene i hele Sovjetunionen og dominerede inden for vidensproduktion, politik og kultur.

Efter uafhængigheden i 1991 blev det ukrainske sprogs status ikke nævneværdigt forbedret uden for dets højborge i den vestlige del af landet. Embedsmændene havde ofte svært ved at bruge det – og der cirkulerede en vittighed om, at den sikreste måde at undgå en bøde på var at tale ukrainsk, fordi politiet ikke vidste, hvordan de skulle svare. Ukrainsk overlevede som et symbol i alternative kultur- og civilsamfunds-kredse, mens det i dagligdagen blev latterliggjort som »ukultiverede bønders« sprog.

Interessant nok fik jeg efter min eksamen mit første rigtige job hos flyselskabet Lufthansa i Tjekkiet. Efter Euromaidan-opstanden besluttede det pludseligt at ansætte ukrainsktalende telefonister; før det havde passagerer fra Ukraine kun mulighed for at vælge mellem russisk og engelsk. Det siger meget om, hvor »synligt« ukrainsk var indtil for nylig.

Historien forklarer vreden og følsomheden. Den forklarer også, hvorfor sprogpolitik for nogle er blevet et vigtigt tegn på suverænitet. Men den kan ikke retfærdiggøre, at man fortsætter udelukkelseslogikken, nu bare med omvendt fortegn.

Dramatiske forandringer

Det er en slående ironi, at Kremls »beskyttelse« af russisk har givet bagslag. Mellem 2015 og 2024 tredobledes andelen af ukrainere, der gik ind for fjernelsen af russisk fra officiel kommunikation, til to tredjedele. Holdningsændringen tog fart efter 2022: Nu angiver næsten to tredjedele også ukrainsk som deres primære hjemmesprog, mens russisk er faldet til 13 procent. Andelen, der mener, at man slet ikke skal kunne læse russisk steg fra 8 procent til 58 procent. Hvis det nogensinde skulle lykkes Moskva at gennemtvinge en officiel anerkendelse af russisk, ville den sandsynlige modreaktion måske blive endnu hårdere. Alligevel fortsætter den alarmistiske retorik, som om ukrainsk var på randen af udryddelse.

Denne behandling af sproget som et sikkerhedsspørgsmål er ikke længere bare en kulturel holdning. Den er nedfældet i loven. Mens forfatningen garanterer en fri udvikling og brug af russisk og andre sprog, der er forbundet med nationale mindretal, og forbyder sprogdiskrimination, erklærede forfatningsdomstolen i 2021 ukrainsk for »nationens sprog« og fastslog, at russisktalende – fordi de forstår og kan bruge ukrainsk – ikke udgør en særskilt sociodemografisk gruppe. De blev i stedet defineret som en politisk konstruktion, som var blevet skabt af årtiers russificering, og dermed uden grundlag for en kollektiv beskyttelse, som den der gælder for andre mindretal, f.eks. ungarsktalende.

Lovgivningen har styrket denne ramme. Loven om statssproget begrænser undervisningen i mindretalssprog til EU-sprog. Loven om nationale mindretal udelukker udtrykkeligt retten til at bruge et mindretalssprog, hvis det er statssproget i et land, der optræder som aggressor eller besættelsesmagt. Formanden for Verkhovna Rada (parlamentet), Ruslan Stefantjuk, forklarede, at »hvis et folk begår aggression, skal dets rettigheder indskrænkes.« Undervisningsministeren var enig: Muligheder for ligeværdig udvikling gælder »kategorisk« ikke for det sprog, der »bruges som våben«.

Embedsmændene konkurrerer næsten om at skubbe tingene videre. En tidligere sprogombudsmand mindedes soldater, der »skød, når de hørte russisk« ved fronten, og beskrev ukrainsk som det, der identificerede en person som ven eller fjende. Hans efterfølger krævede forbud mod russiske sange, fordi »scenen og gaden er betydningsfulde rum i krigstider«, der er forbeholdt »det ukrainske folks åndelige styrkes sprog«. En uddannelsesombudsmand foreslog ligefrem, at lærere skulle nægte at forstå elever, der taler russisk.

Kulturelle personligheder forstærker budskabet. En kendt skuespiller foreslog at piske børn for at bruge russisk. En veletableret forfatter opfordrede til at overvåge legepladser og irettesætte forældre til russificerede børn. En populær blogger pralede af, at hun indpoder sine børn en så negativ holdning til russisk, at de måske slår deres jævnaldrende, der taler det.

En undersøgelse foretaget af borgernetværket OPORA viser, hvordan denne retorik gennemsyrer mediernes økosystemer. På førende Telegram-kanaler fremstilles russisktalende ukrainere ofte som årsagen til invasionen, som bærere af fremmed kultur, som potentielle kollaboratører, som rester af den sovjetiske fortid. Forhånelse er den nye sunde fornuft. Dette er ikke længere en marginal holdning. Det er en ny ortodoksi.

Hvem betaler prisen?

Hvem er så de mennesker, der fortsat bruger russisk – det et ISLND TV-indslag kaldte »underklassens sprog«, »et tegn på lav intelligens«?

Omkostningerne rammer dem hårdest, der allerede er sårbare på grund af krigen. Russisk var mest udbredt i syd og øst, dvs. netop de regioner, der er ødelagt af invasionen og besættelsen. Millioner af fordrevne fra disse områder står over for alvorlige økonomiske og sociale vanskeligheder. Undersøgelser foretaget af Den Internationale Organisation for Migration [IOM] viser, at de fordrevne husstande uforholdsmæssigt ofte består af ældre, kvinder og personer, der passer mennesker med kroniske sygdomme eller handicap.

Men i stedet for solidaritet mødes disse russisktalende med mistro. Internt fordrevne familier beskyldes for at »tage besættelsesmagtens sprog med sig«, og der opstår krav om at indføre »sproginspektioner«.

At behandle sproget som indikator på loyalitet betyder, at man overser den virkelige trussel. Det hjælper næppe med til at mobilisere borgerne til et bredt nationalt projekt, når de opfattelser og den praksis, der gennemsyrer deres hverdag, skrives ud af »nationens krop«. Det fremmer, at man lader være med at engagere sig eller øver stilfærdig sabotage – og giver Moskva en gave i form af propaganda.

På russisksprogede Telegram-kanaler cirkulerer allerede historier om chikane og forræderi, hvor russisktalende ukrainere fremstilles som en forfulgt gruppe, der er tvunget til at opgive deres identitet, og hvor der opbygges had mod »ubalancerede« sprogaktivister. På nettet læser man ofte opfordringer til at fritage russisktalende fra militærtjeneste – »Hvis vi ikke er ukrainere, hvorfor skal vi så kæmpe eller blive her under bomberne?« Alligevel synes pligten at være mere universel end respekten.

Det skaber også hindringer for en fremtidig forsoning. Som den ukrainske venstrefløjsgruppe Sotsialnyi Rukh bemærkede i et indlæg fra 2022, er russisk fortsat sproget for millioner af ukrainere, herunder også dem, der kæmper mod russisk imperialisme, og at nægte folk retten til deres modersmål fremmedgør blot en stor del af samfundet. Og hvis der ikke er nogen legitim måde, man kan tale sin egen sag på, hvorfor skulle de så ikke stemme på en politiker, der lover at tale for dem – og dermed forstærke polariseringen? Alle utilfredse og udstødte mindretal er en belastning, ikke kun i krigstider, men også når det kommer til genopbygningen.

Jeg husker dette fra Sloviansk, hvor jeg arbejdede, før jeg rejste til udlandet for at studere – den by, hvis erobring af prorussiske militser markerede begyndelsen på den væbnede konflikt i 2014. Lokale »afkoloniserings«-krigere – ofte med mere kulturel kapital, nogle ivrige tilhængere af blod-og-jord-ideologien – brugte enhver given lejlighed til at belære alle om, at de skulle tale ukrainsk i deres nærvær, og at alle gadenavne skulle »afkommuniseres« så hurtigt som muligt.

I en by med en industri, der var ved at falde fra hinanden, en aldrende befolkning og høj arbejdsløshed fik det ikke opbakning, men forstærkede snarere vreden. Det tavse flertal trak på skuldrene og fortsatte med at stemme på det fragment af det gamle Regionernes Parti, der var den dominerende kraft i det russisktalende østlige Ukraine før Euromaidan, og som stod på stemmesedlen. Det, der blev fremstillet som en befrielse, opfattedes som moraliserende påtrængenhed.

Logikken stopper ikke ved sproget; den breder sig. En af de ortodokse kirker bliver fordømt som »underordnet Moskva« på trods af det, der står i dens vedtægter. Erindringspolitikken følger samme mønster: I juli nedrev myndighederne i Lviv et sovjetisk mindesmærke fra 2. verdenskrig, gravede de jordiske rester af 355 soldater op og tilbød at bytte dem for ukrainske krigsfanger. Purismen bevæger sig let fra ord til grave.

Men værst af alt er det usandsynligt, at det hjælper noget som helst. Hvis Vladimir Putin i morgen besluttede at krone sig selv til ortodoks tsar og beskytter, ville selv en hurtig massekonvertering til katolicismen ikke kunne stoppe ham. Han kunne blot kalde det endnu en sammensværgelse fra vestlige dukkeførere for at hjernevaske det, han stadig kalder en »brodernation«.

Afkolonisering eller essentialisme?

Begrundelsen for denne situation er kravet om »afkolonisering«. At rette op på skævheder, sikre udviklingen af det ukrainske sprog og styrke dets brugere – det er legitime mål. Men er det det, der sker? 

Kultur er ikke en skjult essens, der blot venter på at blive draget frem i lyset. Den er pluralistisk, levende og kaotisk. Den moderne »afkoloniserings«-mode behandler den imidlertid som noget andet: Som noget, der skal renses, renses for imperialistiske spor og indsnævres til én eneste form – en undskyldning for at lære de uvidende »sandheden«, for at kræve anger, tilståelse og genopdragelse. I praksis omformulerer denne retorik blot etno-nationalistiske krav i et progressivt sprog beregnet til et vestligt publikum.

Et fokus på historiske fortællinger på bekostning af virkelige menneskers livserfaringer får disse »afkolonisatorer« til at ligne den imperialistiske logik, de modsætter sig. Det faktum, at ukrainsktalende engang følte sig marginaliserede, giver ikke dem – eller dem, der handler på deres vegne – ret til i dag at chikanere andre. Ingen ukrainere vinder ved at erstatte en eksklusion med en anden.

Overlevelse for hvad?

Her står vi så: Russisktalende ukrainere, der bliver bombet af Rusland, mistroet og skubbet væk i deres eget land, i klemme mellem hammer og ambolt. Den ene invaderer, den anden udelukker. Men et projekt, der indsnævrer sit folks muligheder for at overleve, kan ikke befri det; det kan kun omfordele frygten. Derfor må vi spørge: Hvis det er det her, overlevelsen kræver, hvad er det så, vi overlever for?

Alternativet er hverken imperialistisk assimilation eller nationalistisk essentialisme. Det er et politisk projekt baseret på demokrati og pluralisme – ikke som pynt, men som den eneste måde, hvorpå solidaritet kan virkeliggøres. Jo mere vi »renser« os selv, jo mindre vil der være tilbage af os selv at forsvare.

Oleksandr Kyselov fra Donetsk er ukrainsk venstrefløjsaktivist og forskningsassistent ved Uppsala universitet.