Stop med at forberede krig – håndtér de virkelige problemer
Hvad skal vi med gevinster på arbejdsmarkedet, hvis vi taber kampen om freden? Jan Hoby efterspørger i dette debatindlæg, at fagbevægelsen igen fokuserer på fredskampen. Det er mere aktuelt end nogensinde før
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
I 1988 skrev den kendte amerikanske forfatter Kurt Vonnegut et fremtidsbrev til jordens borgere i 2088. Hans syv råd er måske mere relevante i dag end på noget andet tidspunkt i menneskehedens historie – og vi bør gøre dem til vores, mens vi stadig kan.
- Få styr på befolkningstilvæksten
- Stop med at forgifte luften, vandet og jorden
- Stop med at forberede dig på krig, og begynd at håndtere de virkelige problemer
- Lær dine børn – og mens du er i gang også dig selv – hvordan man kan bo på en lille planet uden at slå den ihjel
- Lad være med at tro, at videnskaben kan rette det hele op, hvis bare du giver den en milliard dollars
- Lad være med at tro, at dine børnebørn nok skal klare sig, selv om du sviner og ødelægger, som det passer dig, fordi de bare kan stikke af til en dejlig ny planet på et rumskib. Det er både ondt og dumt.
- Og så videre.
Europa giver efter for Trumps logik
Desværre er der ikke noget, som tyder på, at flertallet af vestens magthavere har tænkt sig at lytte til Kurt Vonneguts råd. De slår på stortromme for militarisme i stedet for at skabe en fredelig og bæredygtig verden uden sult, fattigdom og ulighed fra Palæstina, Sudan og til Ukraine.
De udnytter kynisk Ruslands imperialistiske røverkrig i Ukraine som en løftestang for militarisering af verden. I USA er røverimperialismen og supermagtsdiplomatiet tilbage med højreekstremisten og antidemokraten Trump ved roret. Den Trumpske ekspansionsplan handler ikke kun om Grønland eller Panama, men også om at tvinge verdens nationer til at følge USA’s ønsker og krav.
Som dikkende lammehaler ser Europas magthavere ud til at give efter og acceptere Trumps orwellske logikker: Krig er fred. Oprustning er velfærd. Frihed er underkastelse. Uvidenhed er styrke.
Mette Frederiksens frankensteinmonster af en SVM-regering er uden tøven hoppet med på narrativet om, at krig er den altoverskyggende politiske topprioritet og slår på sine egne krigstrommer. Ikke nok med at Danmark skal leve op til NATO´s målsætning om, at alle medlemslande skal bruge minimum to procent af deres BNP – for Danmark svarende til små 30 milliarder om året – på militær. Her stopper det ikke for statsministeren.
Hun vil have, at vi alle føler behovet for en massiv oprustning og er villige til at betale prisen. Både Morten Skov – formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation – og Socialistisk Folkepartis formand Pia Olsen Dyhr støtter ideen om en krigsskat. Oversat til dansk: lønarbejderne skal betale for endnu en krise som eliten, finansoligarkiet og magthaverne har skabt.
Endnu en bekræftelse på at centrumvenstre har parkeret visionerne om et andet og bedre samfund for tid og evigt og overgivet sig til tidens altid gældende elite-konsensus – om det så er nyliberalisme eller nu som imperialistisk militarismen og oprustning.
Arbejderklassen betaler for oprustningen
Sidste gang lønarbejdere, velfærd og ligheden skulle betale ved kasse ét var finanskrisen i 2008. Et skoleeksempel på socialisme for de rige og kapitalisme for alle andre. Denne gang er det så socialisme for det militær-industrielle kompleks og en ny omgang røverkapitalisme forklædt som et forsvar for fred, demokrati og frihed. Betalt alene af arbejderklassen på alle tænkelige parametre.
NATOs generalsekretær, Mark Rutte, har før nævnt 3,7 procent, Trump har sagt fem procent og Mette er ikke overraskende enig i, at det skal ende mellem 3,7 og 5 procent. De fem procent svarer til omkring 90 milliarder om året for Danmarks vedkommen. En ekstremt farlig glidebane.
Det bliver ikke de rige eller erhvervslivet, der kommer til at betale. Pengene skal komme fra velfærden og lønarbejderne. Vi skal arbejde længere og mere og have mindre velfærd. Det er ikke et spørgsmål, om der er råd. Regeringen har afsat 143 milliarder til forsvaret fra 2024 til 2033 og doneret 53 milliarder i militærstøtte til Ukraine. Budgetloven, som sætter skrappe grænser for velfærdsudgifterne, er blevet sat helt ud af kraft, når det gælder krudt og kugler!
Sagens kerne er, at Europa, USA og resten af den vestlige verden har våben nok til at destruere verden flere gange. Verden har ikke brug for mere militær, oprustning eller våbenkapløb. Vi har brug for solidaritet og velfærd som alternativ til vor tids militaristiske rovdyrkapitalisme.
Bring fredsspørgsmålet tilbage i fagbevægelsen
Desværre er fagbevægelsens top tåkrummende tavs i debatten om regeringens oprustningsvanvid. Velvidende, at det er fagbevægelsens medlemmer og deres familier, der skal betale prisen nu og i fremtiden.
Fagbevægelsen er lige så afkoblet fra almindelige menneskers ve og vel, som Socialdemokratiet er. I en tid, der skriger på humanisme, håb og retfærdighed, svigter fagbevægelsen og fagtoppen vores historiske og aktuelle opgave: At skabe en bedre verden.
Tiden er inde til at genrejse fredsspørgsmålet i fagbevægelsen. Vi skal være forbundne og forpligtede for fred og solidaritet internationalt. Ikke mere krig. Ikke mere oprustning.
Eller sagt med tidligere SiD-formand Hardy Hansens ord: Hvad skal vi med gevinsterne i arbejdskampen, hvis vi taber kampen for freden?
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
