Stop trivselskrisen hos børn – kommunerne skal investere i institutionerne

Den stigende mistrivsel blandt børn og unge fylder stadig mere i den politiske samtale – og med rette. Siden i hvert fald 1996 kan man påvise en forsat stigning af børn og unge med belastningsudløste diagnoser som angst, depression og OCD.

Bud på årsager har der været flere af: Sociale medier, dårlig opdragelse, en skole der var for slap, mobiltelefoner. Alle fine ‘synsninger’ i den offentlige debat. Men videnskabeligt ikke underbygget.

Udsagnet: “De første syv år i et menneskes liv er de vigtigste!”, er desværre glemt og gemt. Ja, ja tænker nogle måske, det udsagn er ikke andet end Gajol-visdom. Men det er langt fra tilfældet. Historien og videnskaben giver os svar.

Vil vi mistrivslen blandt børn og unge til livs, skal vi handle ud fra viden og ikke politiske prioriteringer eller synsninger. Vi skal handle nu – og sætte massivt ind allerede i vuggestue og børnehaver, inden flere generationer rammes. 

Væk med dannelsen – enøjet fokus på videreuddannelse

I 2004 vedtog man nationalt de pædagogiske læreplaner – en politisk styret og statsgaranteret pædagogik, der med ét forkastede daginstitutionernes virke som selvstændige livs-arenaer og reducerede dem til skoleforberedende enheder. Det fik blandt andet denne kommentar med på vejen af børneforsker Erik Sigsgaard: “Det var bedre at gøre skolerne børneparate, end at forsøge at gøre børnene ‘skoleparate’!” 

I 2006 fulgte Folketinget op med et markant opgør med folkeskolens dobbelte formål – dannelse og uddannelse. Man omskrev således første del af formålsparagraffen fra at lyde: “Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling.”

Til den i dag gældende ordlyd: “Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, […] og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling”. “Elevens personlige udvikling” er taget ud og “Videre uddannelse” er nu øverste mål.

Pædagoger landet over mærker på egen krop, hvordan dette instrumentelle børnesyn “virker”: Vi kan ikke nå alle børn -og vi kan slet ikke nå ‘det store børnefælleskab’ i ‘Lærings-miljøerne’. Jeg kan som fagligt stolt vuggestuepædagog kun sammenfatte: Vilkårene er alt for voldsomme for børnene at være i og rumme. Særligt de 0-3-årige har brug for få, trygge og stabile relationer, hvor de kan udvikle deres basale sociale færdigheder og empatiske intelligens. Skal det ændres, kræver det langt mindre børnegrupper og langt flere voksne. Fokus på børnenes trivsel!

Vi vidste godt, at det var forkert

Udviklingen i Danmark går imod de videnskabelige anbefalinger. Og det er ikke nye opdagelser. Lige efter anden verdenskrig blev der i London lavet videnskabelige undersøgelser af krigens indvirkning på små børn. Studier der i dag anses for grundlæggende inden for udviklingspsykologien og den pædagogiske forskning vedrørende ’tilknytningsforstyrrelser’.

I 1960´erne blev forskningen om betydningen af børns relationer til primære omsorgspersoner øget. I 1990’erne gennemførte man et stort forskningsprojekt i USA om samme emne. Også i Danmark rettede forskere blikket mod udviklingspsykologien. I 2014 fandt man i forskningsrapporten “Daginstitutionens betydning for børns udvikling” frem til, at:  “Kvaliteten af interaktionen mellem barn og voksen (er) den mest betydningsfulde enkeltfaktor i daginstitutionen”.

Det blev suppleret af den nu afdøde småbørns-forsker, Per SchultzJørgensen – et ikon på sit felt – som nøgternt konstaterede : “Man skal indse, at der hvor man ikke skal spare, er på graden af voksenkontakt. Hvis vi udtynder den, så giver vi en gruppe børn forringede vilkår i en grad, som vil præge dem langt op i livet”. 

Vi kan altså ikke påstå, at vi ikke vidste bedre. Det gjorde vi. Vi valgte blot at ignorere den viden, der lå foran os. Det kan vi ikke blive ved med. 

Jeg stiller op til kommunalvalget i Svendborg Kommune, og jeg er overbevist om, at en kommune som netop Svendborg kan gå forrest. 

Drop besparelserne – invester i børnene

I denne kommunalvalgkamp fortæller en repræsentant fra Svendborg Kommunes absolut største parti Socialdemokratiet, at de allerede har givet kommunens mindste borgere minimumsnormeringer: “Vi indførte minimumsnormeringer i dagtilbud før stort set alle andre. Og nu er det grundskolens tur til at blive løftet.” (Kommunalbestyrelsesmedlem K.M.Bidstrup på Facebook 24.09.25).

Socialdemokratiet har helt korrekt hurtigt indført Loven om Minimumsnormeringer og har ansat 34 fuldtidsansatte pædagogiske medarbejdere i kommunens 30 vuggestuer og 43 børnehaver. Men det er dårligt nok en 20 timers ansat pr. vuggestue eller børnehave, som skal deles mellem flere stuer.

Problemet er, at der ikke er skabt en ‘bund af voksne nok’ for kommunens mindste at trives i. På papiret – dvs. når kommunen tager udgangspunkt i sit regnskab – så har vi minimumsnormeringer i omegnen af 1:3 og 1:6. Men kører man tallene igennem f.eks. “Omsættertabellen” (skabt i Fredensborg Kommune), er de reelle normeringer nærmere 1:5 og 1:11.

Skolen man nu vil hjælpe, tager takket være de manglende normeringer imod børn, som efter år i underbemandede daginstitutioner ikke er tanket op og klar til skole. Det er et plaster på et åbent benbrud – ren symptombehandling. 

I 2019 oplevede 53 procent af psykologerne, at “mistrivslen blandt børn havde været stigende de år, de havde arbejdet med børn i dagtilbud” (Dansk Psykologforening ‘Normering og Trivsel’ 2019:5). De pointerede vigtigheden af at forebygge mistrivsel frem for udelukkende at behandle. Mange faggrupper og forældre stemte i.

I min hjemkommune Svendborg ser man konsekvenser af årtiers forfejlet tilgang over for børnene og institutionerne: Dårlige normeringer, ekstremt højt sygefravær hos personalet, alt for tidlig start i SFO – og tilmed flere unge uden uddannelse og uden job end landsgennemsnittet… Det er alt det, forskningen har fortalt os, at vi skal – og kan – undgå.