Storbritannien: De Grønne vinder valget i Gorton og Denton
De Grønne vandt et meget omdiskuteret suppleringsvalg til det britiske underhus i Manchester. Valget var blevet tolket som en lakmustest for, om De Grønne kan overtage posten som det største parti til venstre for midten i britisk politik og udfordre det højreradikale Reform-parti
Hvilken betydning har et suppleringsvalg i to Manchester bydele for den bredere britiske politik? En hel del, hvis man skal tro kommentatorer fra den britiske venstrefløj. Også hos Det Grønne Parti selv – der de seneste måneder har haft alvorlig vind i sejlene – er dette valg blevet set som en lakmusprøve.
Som optakt til valget citerede De Grønnes formand Zack Polanski en rådgiver for regeringspartiet Labour:
”Vinder Reform er det et nederlag. Vinder De Grønne er det en eksistentiel trussel for Labour.”
Gennem de seneste uger har aktivister udkæmpet kampen fra dør til dør mellem Manchesters karakteristiske røde murstenshuse. Labour – der ved sidste valg fik mere end halvdelen af alle stemmer – er blevet skubbet ud på sidelinjen. I stedet har det været Nigel Farages ekstremistiske Reform-parti og De Grønne, der har taget kampen op med og mod hinanden.
Resultater
Med 41 procent af stemmerne – en tredobling – har De Grønnes Hannah Spencer overbevisende slået sine modkandidater. Reform kom ind på en andenplads med 29 procent af stemmerne (knap fordoblet), mens Labour blev halveret og endte på 26 procent. De konservative – ”toryerne” – spillede på intet tidspunkt en rolle og fik kun 2 procent af vælgernes opbakning.
Med det britiske ’first past the post’ system betyder det, at Hannah Spencer – selv uden et flertal af vælgerne bag sig – vil indtræde som parlamentsmedlem i underhuset.

Suppleringsvalget (dvs. et valg hvor der lokalt skal vælges et medlem til underhuset) skyldes, at den tidligere Labour-sundhedsminister Andrew Gwynne – der var valgt i kredsen – har trukket sig. Officielt af helbredsgrunde, uofficielt fordi han er blevet gået som minister og suspenderet fra partiet efter Whatsapp-samtaler kom frem, hvor han skrev, at han håbede, at pensionister, der ikke støttede ham, døde.
Gorton og Denton er traditionelle arbejderklasse-kvarterer, hvor kulminearbejdere og tekstilarbejdere tidligere havde til huse, men som nu er blandt de 10 procent fattigste kvarterer i England. Mens Denton er et overvejende hvidt kvarter, har Gorton en stor befolkning med rødder i Pakistan og andre tidligere britiske kolonier. Det er alliancen mellem disse minoritetsvælgere, hvide arbejderklassevælgere og unge, der har båret De Grønne til sejr.
En klassefortælling
Ifølge Owen Jones – kendt som venstreorienteret kommentator hos The Guardian – er suppleringsvalget i Gorton og Denton et billede på det opbrud, der er sket i britisk politik. Befolkningen er delt op i dem, der mener, at problemerne primært skyldes overklassen og dens politiske allierede, og så dem der mener, at problemerne skyldes flygtninge og indvandrere og de politikere, der lukker dem ind i landet.
I denne kamp har Labour valgt at holde hånden over eliten (eksemplificeret ved skandalen om udnævnelsen af Jeffrey Epsteins ven Peter Mandelson til ambassadør i USA), samtidig med at de har gjort indvandring til en central del af den politiske diskussion. Et træk der yderligere har styrket Reform, som har gjort indvandringsstop og remigration til centrale søjler i deres partiprogram.
Over for dette har De Grønne stillet en typisk venstreorienteret klassefortælling:
”Jeg ved, at hvide arbejderklasse-samfund, særligt i stor-Manchester, virkelig bekymrer sig om hinanden”, fortalte De Grønnes kandidat Hannah Spencer til Novara Media, i forventning om at dette klassesammenhold ville afvise racisternes splittende dagsorden.
Spencer er selv en del af den anti-elite fortælling De Grønne forsøger at bygge op. Hun er blikkenslager og født og opvokset i Manchester. På mange måder legemliggørelsen af det billede, Reform prøver at skabe af den pressede hvide arbejder.
Storbritannien splittes af spørgsmålet, om man er for eller mod Reform. Partiet har i meningsmålingerne for længst overhalet De Konservative som det største borgerlige parti. De Grønne gør sig håb om også nationalt at være det parti, der samler modstanden, og på sigt at erstatte Labour som landets største parti.
”Da jeg blev valgt som formand for De Grønne, sagde jeg, at vi ville erstatte Labour, og jeg mente det”, udtalte De Grønnes formand Zack Polanski til BBC på bagkant af valget.
Han tilføjede: “Hvis vi ser et udsving som dette til næste parlamentsvalg, vil vi se en flodbølge af nye grønne parlamentsmedlemmer.”
De Grønne og Storbritanniens venstrefløj
Partiet De Grønne – som har været repræsenteret i det britiske underhus siden 1992 – har oplevet stor fremgang siden september sidste år, da Zack Polanski blev valgt som formand. Fra forholdsvis beskedne resultater i meningsmålingerne er partiet de sidste måneder steget til en opbakning på 14 procent. Kun lidt mindre end regeringspartiet Labour.
Samtidig er der sket en eksplosion i medlemstallet. Samme dag som Polanski vandt formandsvalget, rundede partiet 68.000 medlemmer – det højeste nogensinde. Lidt over en måned senere var medlemstallet steget til 110.000, og tre uger senere overhalede partiet de britiske konservative og kunne mønstre 180.000 medlemmer.
Partiet taler tydeligvis til yngre vælgere, der tørster efter reel forandring. Denne forandring er ikke kommet af, at Labour overtog regeringsmagten fra De Konservative. Tværtimod er Storbritanniens eksisterende kriser blevet forværret.
Ved dette suppleringsvalg er De Grønne blevet støttet af både tidligere Labour-formand Jeremy Corbyn (nu fra det kriseramte Your Party) og af det venstreorienterede men kulturkonservative Workers Party, der lokalt i Manchester har en rimelig opbakning.
Det skal vise sig, om denne støtte udbygges frem til det ordinære parlamentsvalg, som senest skal afholdes i august 2029, eller om en splittet venstrefløj bliver en gave for racisterne i Reform.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
