Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
8. maj. 2021

Storpolitisk knibe: Tyskland er fanget i striden mellem Kina og USA

USA og Kina’s politiske konflikt presser også Tyskland til at vælge side. Den nye Biden-administration fortsætter den hårde kurs, men åbner dog for samarbejde med Kina på enkeltstående områder.

Tysk flag på Tiananmen-pladsen i Beijing, i anledning af Angela Merkels besøg i 2016. Foto: Stringer
Artiklen tager cirka 4 minutter at læse.

Den optrappede konflikt mellem USA og Kina er dårligt nyt for Tyskland. Det fastslår Markus Jaeger i en analyse lavet for det tyske forskningsinstitut, Rådet for Internationale Relationer. USA og Kina er henholdsvis det vigtigste og det næstvigtigste eksportmarked for Tyskland med en andel, der svarer til næsten 7 procent af landets samlede bruttonationalprodukt (BNP).

Kigger man på samhandlen under ét, er Kina faktisk den vigtigste partner, og for et stort antal tyske virksomheder er Kina det hurtigst voksende marked. Men USA og Kina er også de vigtigste to lande, når det gælder tyske investeringer i udlandet. Den intensiverede geostrategiske og økonomiske konkurrence mellem USA og Kina har derfor placeret Tyskland ”between a rock and a hard place, som man siger på engelsk” – en lus mellem to negle på dansk. Konflikten har uundgåeligt ført til, at både USA og Kina lægger et diplomatisk pres på Tyskland og kræver, at landet vælger side i konflikten.

Valg til efteråret viser retningen

Om Tyskland giver efter – og ikke mindst i hvilken retning, landet vender sig – afgøres formentlig ved det tyske valg til efteråret. CDU’s kanslerkandidat, Armin Laschet, står for det gode gamle Willy Brandt’ske princip om “forandring gennem handel” (Wandel durch Handel), og støtter Northstream II-projektet, der ikke er i USA’s interesse. De Grønne er mere afvisende, dog uden at bøje sig for USA hele vejen, fx når det gælder USA’s ønske om øget tysk import af gas fra USA. Die Linke og AfD støtter ikke den hårde linje over for Rusland og Kina, mens det socialdemokratiske SPD’s linje derimod er mere uklar. Det skyldes hovedsageligt intern uenighed på spørgsmålet.

I mere end et århundrede har det været USA’s overordnede strategi at forhindre, at en ny hegemonisk magt kommer til at dominere på begge sider af det eurasiske område, dvs. i Asien og i Europa. Det Sydkinesiske Hav har siden slutningen af 1800-tallet været betragtet som et amerikansk indhav. Fremvækst af en ny dominerende magt i området, fx Kina, vil kunne betyde, at USA holdes helt ude fra de oversøiske markeder, og mister sin traditionelt stærke strategiske position i Østasien.

I flere tilfælde har den type situationer ført til konfrontationer og regulær krig startet af den part, der ser sin position truet af den opstigende magt. Fænomenet er kaldt ”Thukydid-fælden” med henvisning til Den Peloponnesiske Krig, og opgøret mellem Athen og Sparta. I dag er Kina truslen, set fra Washington.

Armin Laschet er udpeget af CDU til at efterfølge Angela Merkel på kanslerposten. Vinder han valget til efteråret, vil man formentlig følge den klassiske Willy Brandt-politik om “Wandel durch Handel” – forvandling gennem handel”. Foto: Tobias Schwarz

Snævre interesseområder en mulighed

Tidligere var der i USA en tro på, at Kina ville blive en ”ansvarlig interessent”, og tilpasse sig den liberale, internationale orden. Den tro er opgivet. Ifølge Markus Jaeger er det i dag svært at finde folk i den amerikanske administration – og i de indflydelsesrige tænketanke rundt om i Washington, der ikke ser Kina som en ”høg” og en trussel.

Det trusselsbillede afspejles også i sammensætningen af de embedsmænd, der indtager de vigtige positioner når det handler om at udarbejde de militære og økonomiske strategier over for Kina. De fleste gjorde tjeneste under Obama-administrationen og var med, da linjen over for Kina blev hårdere. Overskriften på den nye linje er ”værdipolitik”. Men som både Joe Bidens nye sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, og “Den Asiatiske Zar”, Kurt Campbell har lagt op til, udelukker den nye høgekurs over for Kina ikke et samarbejde mellem USA og Kina på nøje udvalgte områder, fx omkring klima og sundhed.

Den overordnede linje er og bliver dog konfrontatorisk, ganske som politikken er det over for Putins Rusland. USA vil afskrække Kina militært, og søger i videste omfang at støtte mulige allierede i regionen militært og økonomisk. Her tænkes især på Japan, Sydkorea, Australien, Indien og Vietnam. USA er dog ikke indstillet på at genindtræde i “Trans-Pacific Partnership”, som Donald Trump trak landet ud af i januar 2017. Det samme er tilfældet, når det drejer sig om andre regionale sammenslutninger.

Det svage punkt i USA’s Asien-politik er derfor helt klart de økonomiske strategier. Og selv om Tyskland geografisk set ligger langt fra Det Sydkinesiske Hav, er landet alligevel fanget mellem de to stormagters kamp om herredømmet. USA ser i dag helt klart Kina som en større strategisk trussel end det økonomisk langt svagere Rusland. Biden har derfor bedre muligheder for at nå frem til enighed med Ruslands tætte samarbejdspartner, Tyskland – i hvert fald et godt stykke ad vejen.


    

Om skribenten

Søren Riishøj

Søren Riishøj

Lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).   Læs mere