SUKP’s 20. kongres i 1956 – En tale med store konsekvenser

1956 var et skelsættende år, og her 70 år senere er det stadig værd at markere. I februar 1956 holdt Nikita Khrusjtjov sin berømte tale på Sovjetunionens Kommunistiske Partis (SUKP’s) 20. kongres. I juni samme år så vi oprøret i Polen og indsættelsen af Wladislav Gomulka som ny generalsekretær i Polens Kommunistiske Parti. Og i oktober fandt folkeopstanden i Ungarn sted, som blev brutalt knust af den røde hær.

Alt dette fik langvarige følger – det bidrog endda til den proces, der førte til kommunismens undergang og Murens fald i 1989. Og sideløbende oplevede vi store forandringer på venstrefløjen i hele Europa – ikke mindst i Danmark.

Om personkulten og dens konsekvenser

70-året for Khrusjtjovs tale er ikke blevet markeret i Danmark. Men i det polske ugeskrift Polityka er der en god analyse af både talen og omstændighederne omkring den. Talen blev holdt på et lukket møde ved kongressen, hvor journalister og gæster ikke var med. Men indholdet sivede alligevel ud til verdenspressen. Talen gik over i historien under overskriften ”Om personkulten og dens konsekvenser”.

Ikke alle i partiet var lige begejstrede. Stalinister som Vjatjeslav Molotov og Kliment Vorosjilov advarede mod at gå for langt i kritikken af Stalin, mens yngre kræfter uden politisk fortid under Stalins regime omvendt mente, at partiet ville miste autoritet, hvis sandheden om Stalins terror ikke blev omtalt uden omsvøb.

I talen fokuserede Khrusjtjov på Stalin-kulten, der blev udlagt som et brud på SUKP’s leninistiske grundlag og på selve 1917-revolutionens ”legalistiske grundlag”. Tilhørerne reagerede forskelligt på talen. Nogle – frem for alt dem der havde været ofre for stalinismen – gav stående bifald. Andre skreg op i protest. Efter sigende besvimede to personer, og andre to begik endda selvmord.

Redaktøren for den sovjetiske avis Komsomolskaja Pravda, Dmitrij Gorjunov måtte sluge fem tabletter nitroglycerin for at holde hjertet i ro. Sergej Mjesjentjev fra tidsskriftet Kommunist blev ifølge øjenvidner ”bleg som sne”. ”Kun Gud ved, hvad der nu skal ske”, stammede han.

Talen blev ikke gengivet i de store, offentlige medier, men indholdet blev alligevel bredt kendt inden for partiet. Syv millioner partimedlemmer skal være blevet informeret. Deltagere fra Stalins hjemland Georgien blev fortørnede over kritikken af deres nationalhelt. Ifølge den polske forfatter til en biografi om Stalin, William Taubman, sivede indholdet af talen ud til de vestlige lande via Polen. Fragmenter af talen blev siden offentliggjort i New York Times, og senere kom talen i sin helhed i den britiske avis The Observer.

Talens eftermæle

Talen skabte håb hos sovjetiske forfattere og intellektuelle. Men mange i partiet var som nævnt nervøse. Medierne reagerede spontant, og der var eksempler på afbrændinger af Stalin-portrætter.

Khrusjtjovs tale har også mødt kritik. I William Taubmans bog Khrusjtjov – mennesket og hans epoke nævnes det, at Khrusjtjov i løbet af den fire timer lange tale nok beskyldte Stalin for at have begået forbrydelser. Men Khrusjtjov undlod at omtale de forbrydelser, han selv havde haft ansvar eller medansvar for. Disse forbrydelser forblev skjult for offentligheden – ikke mindst i Ukraine, hvor 9.000 såkaldte ”forrædere” var blevet skudt, og 33.000 sendt i arbejdslejr, efter Khrusjtjov i 1938 var blevet generalsekretær for det ukrainske kommunistparti.

Khrusjtjov blev afsat i 1964 og efterfulgt af Leonid Bresjnev, der ikke havde interesse i at følge op på opgøret med de gamle stalinister. I 1956 studerede en ung Mikhail Gorbatjov ved universitetet i Moskva. Efter han blev SUKP’s generalsekretær – og dermed leder af Sovjetunionen – i 1985 roste han derimod Khrusjtjov for hans mod og den efterfølgende af-stalinisering.

Kongressens efterspil i Polen og Ungarn

SUKP’s 20. partikongres bidrog til oprørene i Polen og Ungarn, der fandt sted i de efterfølgende måneder. Khrusjtjov havde ikke til hensigt at miste Sovjetunionens greb om landene i Central- og Østeuropa. I Polen lykkedes det at undgå en sovjetisk invasion, men så heldige var de ikke i Ungarn. Her vil 70-året for opstanden og den sovjetiske invasion nok blive markeret både i og uden for Ungarn.

Efter 2. verdenskrig var Nikita Khrusjtjov klar over, at den polske befolkning havde stor evne til at gøre væbnet modstand. Krigen lå stadig tæt i erindringen på dette tidspunkt. Ungarn havde en mindre befolkning end Polen, og det var sværere at finde en egnet leder, som kunne samle landet – sådan som man for eksempel så det med Gomulka i Polen.

Efter Sovjets invasion i 1956 kom Janos Kadar til magten. Han slog hårdt ned på dem, der blev betragtet som kontrarevolutionære. Imre Nagy, som i slutningen af oktober 1956 havde forsøgt at melde Ungarn ud af Warszawapagten, blev senere henrettet.

Fra begyndelsen af 1960’erne ændrede Kadar dog kurs. Med accept fra Moskva indførte han et forholdsvis mildt kommunistisk styre, der blev kendt som “gulasch-kommunisme”. Ungarn blev i den periode nærmest betragtet som en “lykkelig ø” i Østeuropa.

Sammenlignet med andre østbloklande som DDR, Tjekkoslovakiet og Rumænien var de sociale og økonomiske forhold i Ungarn mindre hårde. Janos Kadar beholdt magten næsten helt frem til kommunismens fald i 1989 og efterlod sig et blandet eftermæle.

De langsigtede konsekvenser af SUKP’s 20. kongres

Herhjemme fik begivenhederne i 1956 og ikke mindst folkeopstanden i Ungarn store følger på venstrefløjen.

Aksel Larsen brød med DKP og oprettede i 1958 Socialistisk Folkeparti (SF). SF kan ses som et dansk knopskud af den eurokommunisme, der vandt frem i flere europæiske lande. Den tendens blev bestemt ikke mindre efter Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968, som bremsede det tjekkoslovakiske forår og Aleksander Dubceks projekt om en socialisme med et menneskeligt ansigt.

Med tiden blev de kommunistiske regimer i Østeuropa også mindre brutale, end de havde været under Stalin. Udrensninger, degraderinger og i visse tilfælde fængslinger erstattede de gamle dages henrettelser af politiske modstandere.

De østeuropæiske lande blev ikke demokratiske, men de blev dog post-stalinistiske og mindre brutale. Samtidig var den fredelige sameksistens med Vesten i sovjetiske øjne ikke ensbetydende med, at klassekampen dermed var ophørt. Midlerne var nok anderledes, men det var målet ikke.

På den måde var det også en følge af SUKP’s 20. kongres, at Mikhail Gorbatjov kom til i 1985, hvor han lancerede glasnost (åbenhed, ytringsfrihed) og perestrojka (ombygning, økonomiske reformer) sammen med en ny og anderledes sovjetisk udenrigspolitik, som blev kaldt ”den nye tænkning”.

Hvad kan vi så lære af begivenhederne i 1956? At øve selvkritik måske. Det er også i vores del af verden hårdt tiltrængt, fx når det gælder vores egen deltagelse i krigene i Afghanistan og Irak. Og også at vi ikke levede op til løfterne til Mikhail Gorbatjov om ikke at udvide NATO helt op til Ruslands grænser.

Det forekommer usandsynligt, at Putin eller Trump selv vil øve selvkritik. Men ligesom i tiden efter Stalin vil deres efterfølgere måske beklage de fejl, der er begået. Man har lov at håbe.