Nationalisme? Nej tak. Men der er mange andre grunde til at være EU-modstander, skriver Susanna Dyre-Greensite. Foto: Christine V. Noe.
5 min. læsetid

Er det nationalfølelsen, der driver EU-modstanden? Folkebevægelsen mod EU vil have et opgør med en stædig myte.


Af Susanna Dyre-Greensite, formand for Folkebevægelsen mod EU

Jeg vil have Danmark ud af EU. Det er en sætning, mange forbinder med nationalisme. Jeg taler jo om en nationalstat – Danmark – som skal fjernes fra et internationalt samarbejde – EU. Ergo, mener mange, er jeg nationalist.

Den label vil jeg nu gerne på det kraftigste tage afstand fra. Nationalisme har, både historisk og i nyere opblomstringer, været forbundet med lukkethed og fremmedhad. Det er ikke noget, jeg støtter. Jeg går ind for internationalt samarbejde. Det er faktisk en af de vigtigste grunde til, at jeg er EU-modstander.

Tæt samarbejde, ja tak!

For det første synes jeg, at det er helt nødvendigt, at Danmark  som den lille, åbne økonomi vi er – samarbejder tæt med andre lande. Det kan vi heldigvis stadig gøre, og på nogle områder gøre bedre, hvis vi står uden for lige netop EU-samarbejdet. På handelsområdet kan vi indgå i EFTA-samarbejdet, som er handelssamarbejdet med Norge, Island, Lichtenstein og Schweiz, der har handelsaftaler med EU og 40 lande og territorier uden for EU. Som EFTA-medlemmer ville vi også, modsat nu, være frie til at indgå bilaterale handelsaftaler, hvis vi ønskede det. Uden for EU ville vi også kunne indgå et endnu tættere samarbejde med vores nordiske naboer. Vi ville kunne sidde med ved bordet ved internationale forhandlinger om f.eks. klima i stedet for at være repræsenteret af EU. (Norge, som ikke er medlem af EU, og som har en endnu mindre befolkning end den danske, har formået at være toneangivende ved flere internationale klimaforhandlinger.)

EU-lukkethed, nej tak!

For det andet er jeg modstander af den lukkethed, som EU repræsenterer. EU’s høje toldmure, protektionistiske landbrugsstøtte, uretfærdige handelspolitik og hårde ydre grænser har medført fattigdom og lidelse for folk i Europas nærmeste nabolande. EU fører egentlig en politik, der kan sammenlignes med Trumps America first-politik. Det manifesterede sig særligt tydeligt under flygtningekrisen, hvor EU lavede aftaler med Tyrkiet og Libyen – som medførte klare brud på internationale menneskerettigheder.

“Så længe vi er medlemmer af EU, vil mere og mere politik blive flyttet fra det nationale niveau til EU-niveauet… Hvis EU for eksempel lykkes med at vedtage en lovfæstet mindsteløn, vil den danske arbejdsmarkedsmodel ikke overleve i sin nuværende form.”

+

Men ’EU-først’ har egentlig været en fast del af EU-logikken, så længe EU har eksisteret. EU’s mål er, at landene i EU skal samarbejde stadig tættere. EU’s mål er ikke at bidrage til fred og velstand i verden. Jeg påstår ikke, at Danmark automatisk ville føre en mindre protektionistisk udenrigspolitik, hvis vi trådte ud af EU. Derimod ville det, modsat nu, være op til de politikere, vi vælger, at lægge linjen. Det er det ikke i dag. I dag er Danmark forpligtet til at støtte ”aktivt og uforbeholdent Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik i en ånd af loyalitet” (artikel 24(3) TEU). Det er et kæmpestort problem, hvis man vil en anden vej end EU’s lukkethed.

Modstand mod institutionen

Jeg anerkender, at nationalstaten er en nødvendig ramme for demokratiet. Det er dog ikke det eneste niveau, der er vigtigt. Internationale aftaler om f.eks. menneskerettigheder, klima og handel er nødvendige. Andre områder som eksempelvis dele af velfærdspolitikken bestemmes bedst på lokalt og regionalt niveau, så de kan tilpasses lokale forhold. Tilbage står dog, at nationalstaten fortsat er afsindig vigtig. Det er den dels, fordi vi har demokratisk kontrol med den.

I Danmark bestemmer de folkevalgte landets love. I EU kan de folkevalgte slet ikke foreslå ny lovgivning. Og det er dels, fordi lande er indrettet forskelligt, og dermed har brug for forskellige love. I Danmark har vi valgt at gøre mange ting lidt anderledes end i andre EU-lande. For eksempel har vi indrettet vort arbejdsmarked sådan, at løn- og arbejdsvilkår bestemmes af aftaler mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Så længe vi er medlemmer af EU, vil mere og mere politik blive flyttet fra det nationale niveau til EU-niveauet. Det går ud over den indflydelse, borgerne har på politikken, og det går ud over de systemer, der er indrettet forskelligt. Hvis EU for eksempel lykkes med at vedtage en lovfæstet mindsteløn, vil den danske arbejdsmarkedsmodel ikke overleve i sin nuværende form.

At være EU-modstander er altså ikke lig med at være nationalist. At være EU-modstander er lig med at være modstander af den specifikke institution, som EU er.

Internationalt udsyn

Der er mange, der deler min kritik af EU, men som holder fast i håbet om, at EU kan forandres. Det tror jeg desværre ikke på. Der er så meget af det, der er galt med EU, som hænger sammen med selve den måde, EU er opbygget på. Traktaterne kan ændres, jovist – men det kræver enighed blandt alle 27 medlemslande. Og vi har endnu aldrig set et eksempel på, at traktaterne er blevet ændret på en måde, der har givet EU mindre magt og demokratierne mere magt.

Jeg holder derfor fast i et andet håb. At Danmark tør træde ud af EU og deltage aktivt i verdenssamfundet gennem EFTA-medlemskab og et større engagement i Norden, Europarådet og FN.

Det er det, vi kæmper for i Folkebevægelsen mod EU. Vi er ikke nationalister. Vi er demokrater med internationalt udsyn.

Læs også: Hvem får hvad i EU’s Budgetballade?


Susanna Dyre-Greensite

Formand for Folkebevægelsen mod EU. EU-kritisk for demokratiet, miljøet og menneskerettighedernes skyld.

Læs mere af Susanna Dyre-Greensite