Svenskerne kommer – den glemte indvandring

Fra midten af 1800-tallet til omkring 1920 forlod omkring 1,5 millioner svenskere deres land for at søge en bedre fremtid i udlandet. Langt de fleste tog til Nordamerika, men det land der modtog næstflest svenskere, var Danmark. Op imod 100.000 svenskere valgte den billigere og ikke helt så ultimative løsning blot at tage den korte sejltur til Danmark.

I begyndelsen kom de fleste svenskere til Danmark som gæstearbejdere. De havde indgået en aftale med en ’fæstemand’ om at arbejde på en dansk gård – helt som de polske roearbejdere blev hentet til Danmark i de første årtier af 1900-tallet.

I Danmark var deres arbejdskraft velkommen. Ovenikøbet kunne svenskerne nøjes med en lavere løn end de danske landarbejdere. Dermed blev de også løntrykkere, og nogle steder blev de derfor mødt med demonstrationer.

Hvorfor kom de?

Der var også danskere, som valgte at søge lykken på den anden side af Atlanten eller endnu længere væk. Også i Danmark var fattigdommen stor. Det samme var arbejdsløsheden, og det var ikke før sidst i 1800-tallet, at de første offentlige velfærdsordninger blev oprettet. Fx blev forløberen for folkepensionen, alderdomsunderstøttelsen, først indført i 1891.

Men udviklingen i Danmark var dog alligevel noget foran Sverige. Det var således ikke før i 1914, at Sverige fik en slags folkepension. Også skolevæsenet i Danmark var foran det svenske; det er ikke tilfældigt at Lasse-Far ikke kan læse, hvad køerne hedder. Det var dengang ganske almindeligt, at ældre svenskere var analfabeter, og mange var dårligt nok i stand til at skrive deres eget navn.

Hertil kom, at det meste af Sverige ligger længere mod nord og derfor har en kortere vækstsæson. Desuden var de fleste gårde blevet delt i halve, kvarte, ottendedele og sågar endnu mindre gårde. Man kunne rydde skov, men det var et stort arbejde at fjerne sten fra de nye marker. En stor del af de svenske småbønder og husmænd levede derfor nærmest under eksistensminimum.

Det var slemt i forvejen, ofte fordi vinteren var kold og lang. Men sidst i 1860’erne blev det helt galt. Sverige blev tre år i træk ramt af misvækst og dårlig høst. Det er uklart, hvor mange der direkte døde af sult, men det var adskillige tusinde.

Udvandringen var allerede i gang inden da, men efter det første sult-år, 1867, tog den for alvor fart. De, der kunne skaffe penge til billetten, tog for det meste til Nordamerika. De med færre penge måtte nøjes med at tage til Danmark.

Den hemmelige indvandring

Der har altid været nogle, der rejste til andre lande, og man kan da også hist og her finde svenskere på de danske folketællingslister før 1860. Men fra 1855 tog indvandringen fart – i begyndelsen nok mest i form af gæstearbejdere der kom til Danmark på en kontrakt. Men tidligt kom der også hele familier, der må have betragtet sig som indvandrere – som fx Lasse-Far og Pelle, der havde forladt Tomelilla uden tanke på at vende tilbage.

Indvandringen toppede i 1870’erne og 1880’erne, men den var høj endnu under første verdenskrig. Den tidligere leder af Det danske Udvandrerarkiv, Henning Bender, har regnet sig frem til, at mindst 82.843 svenskere søgte arbejde i Danmark mellem 1850 og 1914. Tallet kan godt være højere, især fordi mange der har angivet deres rejsemål som Nordamerika, aldrig kom længere end til Danmark.

Svenskerne udgør er den største indvandringsbølge, der nogensinde er kommet til Danmark. De op imod 100.000 svenskere er langt flere end de polakker, der først i 1900-tallet kom til Danmark for at arbejde med sukkerroer. Og polakkerne var primært gæstearbejdere; man mener at mindre end 4.000 endte med at blive boende i Danmark.

Ikke desto mindre kender de fleste af os noget til polakkerne, men næppe mange har hørt om de mange svenskere der slog sig ned i Danmark. Der er skrevet bøger om polakkerne, bl.a. af Søren Kolstrup; der er lavet udstillinger, skrevet artikler, og der er sågar et ‘permanent sæsonmuseum’.

Derimod kan man ikke finde meget om svenskerne. Så vidt jeg kan se, er der kun to, som har skrevet noget generelt om den svenske indvandring. Den ene er erhvervshistorikeren Richard Willerslev, der udgav flere titler i 1980’erne, den anden er ovennævnte Henning Bender der bl.a. har flere foredrag liggende på nettet. Der findes desuden enkelte artikler om lokale forhold, bl.a. har lokalhistorikeren Arne Gammelgård skrevet en artikel om den svenske indvandring til Hammel. Og selv har jeg nu skrevet og udgivet en bog om dem der kom til Hinnerup-Hammel og omegn.

Men der er ingen museer, ingen mindesten, og bortset fra Pelle Erobreren heller ingen film eller romaner. Der har dog været en svensk arbejderforfatter, Nils Nilsson, der skrev på dansk. Men han kom først til København i 1918, og han er vist totalt glemt i dag – selvom hans romaner faktisk er ret gode, især Dokken fra 1933.

Jo, den svenske indvandring er glemt. Men svenskernes efterkommere lever stadig blandt os. De er blevet integreret og blevet danske. De der kom først, har fået fordansket deres navne – Pettersson er blevet til Petersen, Månsson til Mogensen og Malmström til Malmstrøm. De der kom senere, har derimod ofte beholdt deres svenske navne, så derfor kan vi af og til møde nogle der hedder Nilsson og Jönsson.

Hvilket arbejde fik de?

Det var primært to grupper af svenskere der kom til Danmark. Den største var landarbejdere, og den mindste var håndværkere. De første kom ud på landet, især på de store gårde, mens de sidste primært kom til byerne, især København. Og mens de første endte helt i bunden af samfundshierarkiet – det gjaldt især for kvinderne – klarede håndværkere sig typisk noget bedre.

Generelt var der ikke meget sjov ved at være tyende på landet dengang. Det bliver klart skildret i Pelle Erobreren, men også i flere af Johan Skjoldborgs og Jeppe Aakjærs romaner samt i Henrik Pontoppidans noveller. Men man døde trods alt ikke af sult som i Sverige. Og selv om svenskerne blev hyret til en lavere løn end danskerne fik, tjente de alligevel mere end i Sverige.

Desuden var der behov for dem på de danske gårde, og ikke kun fordi de kunne være med til at trykke lønnen. I sidste halvdel af 1800-tallet begyndte det danske landbrug at udvikle produktionen af mælk og smør. Og her var der stor brug for både malkepiger, røgtere og roehakkere.

Måske fungerede svenskerne i et vist omfang som løntrykkere, men fra 1870’erne kom de primært til at kompensere for den store afvandring der var fra de danske landområder – både til byerne og til Nordamerika. Mere end 330.000 danskere rejste til USA i perioden, og heraf blev en fjerdedel erstattet af svenskere.

Jeg har som nævnt kun set på de svenskere der kom til Hinnerup-Hammel-egnen i min bog. Her finder vi imidlertid en af de helt store forbrugere af svensk arbejdskraft, nemlig godset Frijsenborg med tilhørende avlsgårde. Alene på avlsgårdene boede i 1870 19 svenske mænd og 17 svenske kvinder, og i alt boede der 56 svenskere i Hammel. Det var 5,8 procent af befolkningen. Hertil kan man i øvrigt lægge 7 børn der var født i Danmark, men af svenske forældre.

Der var ikke lige så mange svenskere andre steder, men der var stort set nogle i alle sogne. Der var flest på de store gårde, men man kan også finde dem på mindre gårde. Og der kom efterhånden stadig flere til de voksende byer Hinnerup og Hammel, og også til den store naboby Århus. Heraf var nogle håndværkere, fx skræddere og skomagere, mens andre blev fabriksarbejdere.

Hvordan blev de modtaget?

Der var som nævnt tilfælde, hvor der blev demonstreret mod de svenske gæstearbejdere, og aviserne bragte også talrige historier om kriminelle og sågar voldelige svenskere. Jeg kan ikke vurdere, om svenskerne var mere kriminelle end danskere, men svenskerne fik i hvert fald mere omtale.

Men på landet var der tilsyneladende ikke problemer. Det ser generelt ud til at de svenske og danske landarbejdere kom fredeligt ud af det sammen. I hvert fald blev svenskerne mødre eller fædre til et stort antal ’blandede’ børn, mange født uden for ægteskab. Og her ligger givetvis de største kritikpunkter.

En meget stor del af de svenske kvinder fik børn inden for de første år i Danmark. Ofte uden at være gift, og også uden at blive det – i hvert fald ikke med ham der blev udlagt som far til barnet. Disse mænd kunne både være danske og svenske, og der var også svenske mænd, der blev udlagt som far til børn født af danske kvinder.

De svenske aviser advarede mod løsagtigheden på de danske gårde. Et sted omtales pigekamrene på herregårdene som rene bordeller, hvor karlene frit kunne tage for sig. Johan Skjoldborgs roman Gyldholm skildrer, hvordan pigekammeret på gården nærmest fungerer som en festplads. I romanen er der ikke omtale af egentlig voldtægt, men måske ville en kvindelig forfatter dengang have skrevet det anderledes?

At der ofte har manglet aktivt samtykke fra kvinden kan måske forklare, hvorfor så mange ikke blev gift med den mand, der var far til deres barn. Der kan være andre årsager, fx manglende økonomi eller vanskeligheder med at få skaffet de nødvendige papirer fra Sverige.

Imidlertid var det meget få af de svenske kvinder, der aldrig blev gift. Langt de fleste blev det; nogle efter at have født ikke kun ét, men to eller endda tre såkaldt ‘uægte’ børn. Igen: det er også tilfældet for mange danske kvinder, men der er ingen tvivl om at det skete oftere for svenskerne.

Det værste er imidlertid, at alt for mange af disse børn døde som helt små. Ganske vist var spædbørnsdødeligheden generelt høj dengang – omkring 20 procent af alle børn døde, inden de fyldte et år – men fra 1856 til 1865 døde 64 procent af de børn, som svenske kvinder i Hammel fødte, inden de nåede deres første fødselsdag. Det var en overdødelighed, der var langt højere end selv i de københavnske slumkvarterer.

Man kan ikke se, hvorfor de døde. Der var mange farlige sygdomme i omløb, og enkelte steder har præsten skrevet kighoste eller mæslinger. Men i de fleste tilfælde er der ikke nævnt nogen årsag, eller der står blot ‘svagt barn’. Og det kan jo betyde mange ting. Måske fik nogle af børnene en unaturlig død, ligesom det barn, den svenske Anna føder i Pelle Erobreren?

Svenskerne blev danske

Selvom langt de fleste svenskere var til økonomisk fordel for det danske samfund, var der dog længe en vis modvilje mod dem. Ikke blot hængte aviserne dem ud for at være tilbagestående og kriminelle, men de kommunale myndigheder beklagede sig over, at de skulle hjælpe dem, der ikke kunne klare sig selv.

Kommunerne var nødt til at give fattighjælp til bl.a. de enlige mødre og de gamle, der ikke kunne arbejde. Der var også svenskere der blev syge – måske endda ramt af arbejdsulykker – som gjorde at de blev afhængige af hjælp.

Regeringen fik derfor i 1875 vedtaget Danmarks første indvandrerlov. Den fik titlen Lov om tilsyn med fremmede og rejsende og kom til at gælde helt frem til 1952. Den gjorde det muligt at udvise uønskede fremmede, herunder de der ikke (længere) kunne forsørge sig selv. Den blev især taget i brug mod svenskere og blev da også kaldt for ‘svenskerloven’.

Den blev i 1888 suppleret med en svensk-dansk aftale, som gav de svenskere, der havde boet i Danmark i 12 år, ret til at blive forsørget af deres bopælskommune. Parallelt hermed blev det også lettere for svenskere at få dansk indfødsret, og det fik knap 20.000 ‘husstandsoverhoveder’ – mest mænd, men også en del enker og ugifte kvinder.

Selvom det lykkedes at få udvist flere tusinde svenskere, blev de fleste boende – også dem der fik fattighjælp. Der var således en del svenskere på fattiggårdene omkring Hinnerup og Hammel, også længe efter 1875. Det var primært enker og enlige mænd, men også hele familier med børn.

Der kom længe nye svenskere til de store gårde, men efter 1870’erne fik de fleste tilrejsende arbejde i byerne – eller ved store anlægsarbejder rundt om i landet. Og selvom der var blevet demonstreret mod de første svenske gæstearbejdere, der kom til landet, var der nogle af dem der blev fremtrædende organisationsfolk i fagbevægelsen.

I Hammel gjaldt det således John Taankvist fra Småland. Han var med til at stifte en fagforening for skovarbejdere, og han blev også dens formand. Han blev desuden formand for husmændene i Århus Amt. Og han turde tale grevinden på Frijsenborg midt imod. Han blev det lokale modstykke til Pelle Erobreren.

Peder Meyhoff har netop udgivet ‘Svenskerne kommer – om Anna, Stina, Truels, Leander og alle de andre’. Den handler om nogle af de svenskere der kom til Hinnerup-Hammel-egnen. Bogen kan købes i alle boghandler for 149 kr.