Sydafrika: En sprække i tiden åbner sig

I

I september måned 2023 besøgte jeg Cape Town. Officielt var jeg i Cape Town for at deltage i bogfestivalen Open Book. Dagen efter festivalen – mandag 11. september – skete der noget, som kom til at overskygge alt andet. Det var kun få timer, før jeg skulle køre til lufthavnen for at flyve til kystbyen East London længere mod nord.

Gennem syv år havde jeg rejst frem og tilbage mellem Danmark og Sydafrika. Der kommer altid et tidspunkt, hvor et menneske står over for et valg om enten at rejse hjem, hvor det kommer fra, eller grave dybere i det ukendte. Når den balance opstår, kommer det som et bagholdsangreb.

I mindst tyve år har jeg rejst frem og tilbage mellem steder, hvor jeg har følt mig fremmed og forsøgt at gøre mig bekendt med de steder, jeg ankom til. Det som skete i bydelen District Six i Cape Town var måske resultatet af mange års anstrengelser.

Den mandag morgen valgte jeg at besøge District Six Museum. Inde i museumsbygningen oplevede jeg at blive besat af en andens skæbne: Det var mig, der tilbage i 1960’erne blev voldeligt forflyttet og oplevede mit hjem blive jævnet med jorden. En sprække åbnede sig, og jeg havde adgang til fortiden. Jeg begyndte at miste bevidstheden og måtte søge tilflugt på toilettet for at kunne stå oprejst – et lille kvadratisk, klaustrofobisk rum identisk med en fængselscelle.

Bogfestivalen i Cape Town foregår i ”The Homecoming Centre”, som er en del af District Six Museum, hvilket ikke synes at være en tilfældighed. Festivalen byder velkommen og inviterer ind i en meget intim atmosfære. Mange gange under den tre dage lange festival føles det, som om tiden bliver stoppet, og en stilhed indfinder sig. Konkret et antal gange hvor forfattere har læst op fra deres bøger, og hvor panelets moderatorer reagerer følelsesmæssigt og opfordrer til, at vi lige må trække vejret og tage det ind, vi netop har hørt. Det er med til at bidrage til festivalens særlige, intime og oprigtige stemning. Mange af de deltagende forfattere synes at være lige så forundrede som jeg over festivalens intime skrøbelighed. De forsikrer mig om, at det bestemt ikke er noget, som de ellers oplever på andre festivaler, til konferencer eller workshops i Sydafrika.   

Under festivalen svævede vi alle sammen hen over det sted, hvor det foregik. Først om mandagen mærkede jeg jorden – og med en voldsom styrke. På District Six Museum suges jeg ind i en vild spirituel turbulens og føler den smerte, det voldelige overgreb og den sorg, som kvarteret blev udsat for mere end et halvt århundrede tidligere. I 1960’erne var District Six et livligt, multikulturelt, multietnisk og multiracialt kvarter, som var en torn i øjet på apartheidstyret. De ryddede derfor kvarteret, jævnede det med jorden og tvangsflyttede folk ud af byens centrum.

District Six Museum er et mindesmærke for det, som foregik her for mange år siden, i midten af 1960erne, hvor apartheidstyret besluttede og gennemførte en i bogstavelig forstand hvidvaskning af kvarteret, en tvangsforflytning af alle ikke-hvide fra kvarteret. Det er ikke et enkeltstående tilfælde – et andet velkendt eksempel er Sophiatown i Johannesburg. De to steder har meget til fælles – både dengang og nu. Museet i District Six er symbol på et vildt overgreb på et multietnisk og kulturelt forskelligartet kvarter i centrum af Cape Town. I museet finder man fotografier af folk og steder – og det minder om, hvad det er, et lokalhistorisk museum der egentlig ikke burde kaste meget af sig eller afsætte noget indtryk hos mig.

Jeg træder indenfor på Distritct Six Museum uden at tænke så meget over det. Viser mit pressekort og bliver budt velkommen. Det højloftede rum minder mig om en kirke. Efter kun få minutters ophold på museet oplever jeg en dyb smerte, som var det mig, min krop eller min familie, der blev forurettet. Efter at have gået rundt på museet et stykke tid, tager oplevelsen til i styrke – ind imellem med svimmelanfald, og jeg mister kontakt med gulvet. Jeg cirkulerer rundt om min egen krop og træder hårdere, mere fast mod gulvet, for at genvinde grund under fødderne, men jeg får det kun værre.

Inden jeg når at tænke mere eller få andre indtryk, begynder det at sejle for mig. Omtåget vakler jeg rundt. Mister bevidsthed. Mine fødder løfter sig fra gulvet. Jeg bliver kastet rundt. Gamle gadeskilte flyver om hovedet på mig. Jeg mærker ikke noget, men jeg er bange for ting, der kan ramme mig og gøre mig fortræd.

Stemmer forsøger at få mig i tale, kroppe nærmer sig og forsvinder igen. Jeg mærker igen fast grund under mine fødder, men jeg kan ikke stå oprejst. Nede på alle fire kravler jeg rundt. Ingen tager hensyn til mig. Jeg er der ikke rigtig. Usynlig måske, eller i en anden dimension. Der er billeder overalt, fotografier af mennesker som jeg ikke genkender, men som taler til mig, som om jeg gør, men jeg opfatter ikke, hvad de fortæller mig.

Jeg har flyttet mig eller jeg befinder mig, jeg forstår ikke hvordan, men jeg er i den anden ende af kirkerummet. Der er en smal passage. Jeg står oprejst og vakler nogle meter ved at støtte mig til væggene omkring mig, der er en dør, som jeg åbner. Der er en vask, et håndklæde hænger på væggen og endnu en dør, som jeg vælter ind ad, sidder på gulvet og døren lukker sig bag mig.

Jeg befinder mig lukket inde i en lille kvadratisk og klaustrofobisk fængselscelle. Indespærringen udnytter jeg til at få greb om mig selv. Det lindrer at græde noget af smerten ud. Jeg læner mig op ad væggene, ved skiftevis at hamre mine knyttede næver mod væggen og læne mig op ad den modsatte væg. Rummet indsnævrer sig og udvider sig igen.

Det er fortsat tåget, men jeg begynder at kunne føle noget fysisk, noget som forekommer mig virkeligt og konkret. Jeg sidder ved siden af toilettet. Det lykkes mig at rejse mig op.  Tåge og svimmelhed vender tilbage. Væggene lukker sig tæt omkring min krop. De holder mig i oprejst stilling.

Jeg fornemmer kulde og varme, kolde malede vægge og voldsom varme fra min krop, jeg brænder, bekæmper ilden ved at hamre mine knyttede næver ind i væggene og jeg skriger, måske græder jeg – det er svært at skelne skrig fra gråd og sang. Temperaturen og min krop vender tilbage til en ligevægt, som minder om min normale tilstand. Jeg er næsten helt rolig og forlader det lille kvadratiske rum.

Da jeg har forladt toilettet – jeg husker at være gået på toilettet og forladt det igen – er jeg tilbage i museets udstilling, og min smerte fortsætter, og igen hjemsøges jeg af et traume. I museets hjerte vender min svimmelhed tilbage. Jeg er meget omtumlet.

Selvom jeg vælger at forlade bygningen, fortsætter den følelsesmæssige tilstand, som stedet har bragt mig i. Jeg forstår ikke, hvem jeg er? – eller hvad som sker med mig. Jeg er besat af en, en mand, som blev fjernet herfra og fik sit liv ødelagt, men hvem er han? Hvordan er vi forbundne? Hvordan er hans smerte min? – en smerte som er større end et enkelt menneskes, men et helt kvarters smerte … ja, også mange andre steder og millioner af menneskers skæbne og deres familiers historie. Jeg er fortsat sønderrevet af deres traumatisering og min egen tilstand.

Jeg sidder flere uger senere et helt andet sted i verden og prøver at forstå, hvad der sker … for jeg er i den samme tilstand og kan ikke komme hverken frem eller tilbage, der er noget som jeg skal forstå … på hjemmesiden for District Six Museum finder jeg en video, som bruger kartografi og GIS til at fortælle historien om District Six ved at klippe mellem fortid og nutid – kartografien brugt imod sig selv; en disciplin som opstod inden for det militære system for at kunne kontrollere andre, erobre land og fratage mennesker jorden, de lever på. Undervejs i beskrivelsen siger fortælleren, at District Six fortsat er hjemsøgt af ”the ghost of demolition”.

Dagen efter møder jeg tilfældigt Lebohang Masango i Johannesburg, forfatteren til ”The Soft Life”. Hun introducerer mig til hendes bedstefar eller en anden gammel mand, måske mødes vi i Sophiatown, han taler om sine forfædre, om hvordan jeg er den manglende brik og får mig til at se ind i fortiden, hvor jeg ser ham, og hvor han kommer fra. Der er noget, jeg skal se … noget jeg skal forstå. Det er derfor, jeg får adgang til det ellers skjulte og ukendte, men jeg ved ikke, om det er en drøm om natten eller min egen forestillingsevne.

”The Soft Life” er en af tre bøger på festivalen, som jeg mener definerer det aktuelle sydafrikanske samfund. En anden er ”Black Racist Bitch” skrevet af Thandiwe Ntsinga, som analyserer hvide sydafrikaneres racisme og bruger debatter på TikTok som sin empiri. Endelig Uhuru Phalafalas filosofiske langdigt ”Mine Mine Mine”, som former sig som en samtale med hendes afdøde bedstefar. Tre meget forskellige perspektiver som er nødvendige for at forstå, hvor Sydafrika befinder sig netop nu. Phalafalas digt kan nærmere forstås som en manifestation, hvor den afdøde minearbejder genopstår fra de døde i hendes stemme og krop. Hun fortæller selv i et interview med Kim Reynolds i Johannesburg Review of Books, at hendes bedstefar opsøgte hende efter hans død for at fortælle sin historie. Hun siger derfor, at bogen er skrevet sammen med ham igennem en rituel praksis, som hun sammenligner med jazz improvisation – skrivning eller skrift som et ritual.

I den efterfølgende uge tilbringer jeg nogle stille dage i kystbyen East London. Oplevelsen fra District Six hænger stadigvæk fast i mit kød og løber i mit blod. Min kone læser i Uhuru Phalafalas bog, men hun kaster den straks fra sig, fordi hun får det dårligt. Digtene minder hende om sin søns død, om tabet og sorgen. Hun har altid forsøgt at undgå at genopleve de følelser, hendes søns alt for tidligere død for 15 år siden gav hende. Hun ønsker at leve et normalt liv, men livet kan aldrig være normalt, når sorgen over et menneskes død indtræffer. Da er alt smertefuldt. Hendes reaktion på Phalafalas digt er forventelig, for digtet er skrevet på sorgen over at miste.

Uhuru Phalafala ønsker ikke at undgå noget. På festivalen i september forrige år valgte Uhuru Phalafala en meget fast, hård og voldsom manifestation, da hun læste op fra teksterne – det fremstod som om det var hendes døde bedstefars skrig, der tog bolig i hendes krop.

Jeg har mange gange tænkt på, om også jeg reagerede på Uhurus digt, som jeg endnu ikke havde læst på det tidspunkt, men om jeg reagerede på hendes performance under festivalen. Måske var det hendes meget fysiske og brutale fremtrædelse, der få dage senere åbnede en sprække i tiden på District Six Museum? – Det var ikke en drøm, ingen vild forestilling, men jeg fik adgang til det ukendte gennem Uhurus stemme, og mine egne skrøbelige bevægelser hen over jordens rystelser under mine fødder.

Nogle gange kan et menneske ikke fortsætte med at være fremmed. Det sker efter lang tids ophold et bestemt sted eller efter mange gentagne besøg. Altid på et uventet tidspunkt, som et bagholdsangreb, når man mindst venter det. Herefter stilles et menneske over for et valg – det må enten forlade det sted, det befinder sig, og rejse hjem, hvor det kommer fra – eller bevæge sig dybere og længere ind i det lokale og blive som alle andre, og dermed vil alt være forandret og ingen vej tilbage.

Tanken om at Uhurus bedstefar manifesterer sig gennem ikke kun hendes stemme og krop, men også i mig, fortsætter med at hjemsøge mig – men han har bare ikke noget med District Six at gøre. Ligesom heller ikke jeg har noget med District Six og dets historie at gøre.

Uhuru Phalafalas langdigt er skrevet på sorgen over at have mistet sin bedstefar. Familien boede i Limpopo i den nordligste del af Sydafrika. Området er kendt for at være meget varmt og tørt om sommeren. Uhurus bedstefar arbejdede i guldminerne i Johannesburg, og derfor var han kun hjemme hos familien i Limpopo to uger om året til jul. Teksterne bygger på sorgen over at miste en mand, der kun var der meget sjældent – kun til stede som en dunkel skygge af alle de børn og børnebørn, der havde ham som ophav.

Dermed sendes vi ned i Sydafrikas brutale historie, hvor migrantarbejdere og minedrift er vigtige komponenter. Den historie er helt uadskillelig fra den bredere kolonihistorie, og derfor fører teksterne os på kryds og tværs af såvel Atlanterhavet som Det Indiske Ocean.

En uge senere befinder jeg mig i Johannesburg. Siden jeg først ankom til byen i 2017, har jeg haft en vild kærlighedsaffære med ”The City of Gold”. Denne gang har jeg indlogeret mig i bydelen Brixton på anbefaling af Charles Leonard – en ivrig podcast-producent og musikjournalist fra Johannesburg. Brixton ligger lige nord for Newtown med det legendariske Market Theatre, men nok så væsentligt, heller ikke langt fra Sophiatown.

Efter oplevelserne i Cape Towns District Six er et besøg i Sophiatown uundgåeligt. Derfor begiver jeg mig om lørdagen til Sophiatown Heritage Centre. Indenfor i haven på Toby Street sidder nogle børn og tegner. I den ene bygning bliver jeg modtaget af en venlig kvinde, en anden lidt ældre kvinde spørger om jeg er en del af Victorias gruppe. Det er jeg ikke. Hvem fanden er Victoria? – det skal jeg senere finde ud af.  Jeg er allerede på vej over i den anden bygning, hvor Heritage Museet befinder sig.

Det er som en kirke – for mig: Et sted, hvor jeg kan huske og glemme, men også gennemleve noget, leve med mig selv, udleve mit eget og andres liv med min krop, fortryde og bevæge mig i andre dimensioner. Alt det som er løbet gennem mig, alle de ting som jeg oplever – hvorfra kommer hele den oplevelse af sorg og smerte? Hvem er jeg i det hele taget? – er jeg overhovedet et menneske. Jeg bliver beboet af skæbner, som jeg intet ved om – jeg ser billeder af mennesker, som jeg ingen forbindelse har til, men blodet i mine årer, som løber gennem min krop, er det samme som deres blod og pumper med samme angstfyldte rytme.

Bagefter møder jeg Victoria ude i haven. Vi har set hinanden før på Breezeblock Cafe i Brixton. Hun har en lidt skæv mund, men ellers er hendes ansigt meget kønt. Hun fanger min opmærksomhed, og vi udveksler en kortvarig glæde for hinandens selskab.

Det sidste, jeg foretager mig i Johannesburg, er at forlade Sophiatown i en taxa. Taxachaufføren fortæller, at han arbejder på Joburg Theatre, og derfor mener han, vi har noget tilfælles. I et krampagtigt forsøg på at bevare fast grund under fødderne nævner jeg musicalen ”The Suit” om 1950’ernes Sophiatown, som spiller på teatret på netop det tidspunkt, men den kender chaufføren intet til. Hvorefter han begynder at tale om en Whitney Houston-forestilling, som de er ved at forberede.

Det jeg oplevede i District Six vil ikke forsvinde igen, og jeg anstrenger mig for at fastholde det, for jeg oplever, at der er noget, jeg skal forstå.