Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
3. februar. 2025

Syrien, geopolitikken og venstrefløjen

Forfatteren Santiago Alba Rico polemiserer i dette indlæg mod de dele af venstrefløjen, der ikke glæder sig over Assads fald, men kun ser Syrien som et skakbræt, med USA som den centrale spiller

Foto: Wikimedia Commons

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Jeg vil være meget hård: der er noget moralsk kvalmende ved hykleriet i den vestlige verden, som altid har dræbt civile eller ladet dem blive dræbt overalt i verden – i demokratiets og menneskerettighedernes navn.

Men der er noget lige så afskyeligt i hykleriet på den selvudnævnte “anti-imperialistiske” venstrefløj, som effektivt formår at kvæle drømmene om frihed hos de mange almindelige mennesker under et bjerg af ”studier”, der ser på “magtbalance”, “kapitalistiske interesser” og “udenlandsk manipulation”.

Det er påfaldende, at disse studier altid præsenterer USA eller en af landets medsammensvorne – som er blevet fremstillet i CIA-laboratorier – som den centrale aktør. Disse venstreorienterede analytikere ved altid alt, uanset hvad der sker eller hvor. De anvender deres skemaer fra det 20. århundrede på en stadig mere kompleks og diffus virkelighed og foragter alle dem, der bliver “bedraget” til at kæmpe og dø af ”det onde”, som kun har ét navn og ét mål.

Samuel Johnson sagde, at “patriotisme er slynglernes sidste tilflugt”. Det samme kunne siges om “geopolitik”: det er også tilflugtsstedet for de dovne, fanatikerne og konspirations-teoretikerne. Det er et sandt og trist faktum, at ingen kan undslippe geopolitikken. Det er umuligt at forstå noget om, hvad der sker i verden i dag, uden at analysere verdenssituationen.

Men det hykleriske og sekteriske ved visse venstreorienteredes besættelse af geopolitik afsløres ved, at jo mere de fokuserer deres opmærksomhed på det ”Store Spil” eller ”Verdens-skak”, jo flere faktorer ignorerer de. En efter en fortsætter de med at ignorere enhver faktor, der ikke passer ind i deres monoteistiske version af historien.

Den vigtigste af disse er de folk, i hvis navn de hævder at handle. Når noget sker et sted i verden, som de ikke kan få til at passe ind i deres skemaer (det være sig Maidan i Ukraine eller de “arabiske revolutioner”), starter de med at se bort fra den mest ubelejlige aktør: folket. De gør det med en dehumaniserende foragt, hvis nihilisme konkurrerer med den europæiske højrefløj. Implicit eller eksplicit har denne foragt medført støtte til den russiske præsident Vladimir Putin i Ukraine og den tidligere præsident Bashar al-Assad i Syrien.

Rollen og modsætningerne i denne geopolitik-besættelse bliver meget tydelig, så snart man sammenligner deres forskellige holdninger til henholdsvis Palæstina og Syrien.

Dobbeltmoralen er tydelig

Når det kommer til Palæstina, har palæstinenserne ret til at kæmpe imod besættelsen med alle nødvendige midler; men det samme gælder ikke syrerne, der kæmper imod tyranni.

I Palæstina påkalder denne ”venstrefløj” menneskerettigheder, international ret og endda De Forenede Nationer med deres internationale domstole; resten af tiden fordømmer de foragteligt disse samme normer og institutioner.

Når det kommer til Syrien, har venstrefløjen derimod retfærdiggjort bombninger og massakrer i krigens navn med den samme “krig mod terrorisme”, som de med rette afviser andre steder. Når det kommer til Palæstina, rejser disse venstreorienterede ikke spørgsmål om Hamas’ islamisme eller det iranske teokratis indblanding; i stedet taler de om Israels forbrydelser og palæstinensernes ret til suverænitet.

I Syrien har denne venstrefløjs snak handlet om HTS’s islamisme, Tyrkiets lange arm, eller USA’s interesser. Aldrig om regimets forbrydelser eller forbrydelserne fra den internationale alliance af Rusland, Iran og Hizbollah. Selvfølgelig ignorerer de også det syriske folks ret til en smule af den frihed, vi føler er truet her i Spanien.

Palæstinenserne forhindres aldrig i at forsvare sig mod deres bøddel med den begrundelse, at et frit Palæstina måske ville blive et andet arabisk diktatur eller falde i hænderne på jihadister. Alligevel får syrerne at vide, at de ikke må vælte deres egen bøddel med den begrundelse, at Assads afløser måske kunne blive værre (værre for hvem?).

Palæstinenserne er ofre, og vi kræver med rette og lidenskabeligt, at de bliver anerkendt som subjekter. Syrerne er derimod brikker i USA’s globale skakspil eller bønder for USA’s islamistiske løbere (ligesom ukrainere, der forsvarer deres land mod Rusland, er “nazister”). Kort sagt, i Palæstina er fokus altid på menneskeheden; i Syrien (og Ukraine) er fokus altid på konteksten.

“Anti-imperialistisk” hykleri i arbejde

Som jeg bemærkede i en tidligere artikel: Det vestlige hykleri rettede sin opmærksomhed mod Ukraine; “anti-imperialistisk” hykleri rettede sig mod Palæstina. Ingen rettede opmærksomheden mod Syrien. I sidste ende har alle tre folk tabt.

I løbet af det forgangne år er det ofte og med rette blevet påpeget, at palæstinensernes lidelser ikke begyndte 7. oktober med de krigsforbrydelser, der blev begået af den islamistiske modstand; det hele begyndte i 1947, hvis ikke før. Og Israel er i de senere år fortsat med at rive træer op, jævne huse med jorden, torturere børn, plyndre territorium og regelmæssigt bombe Gaza, mens massemedierne kiggede den anden vej.

Det samme kan siges om Syrien: Det hele begyndte ikke 1. december, da en islamistisk organisation, som meget få mennesker vidste noget om, tog kontrol over byen Aleppo.

Hvis vi ikke vil gå hele vejen tilbage til Hafez al-Assads kup i 1971, kan vi starte i marts 2011, da en fredelig folkerevolution først krævede reformer og derefter, som svar på brutal undertrykkelse, væltede hans søn og efterfølger, Bashar.

Siden da er 320.000 civile blevet dræbt, for det meste af regimet og dets allierede – og indtil denne uge var der 100.000 fanger og forsvundne personer. De var også ofre for det forfærdelige regime, hvis fald mange af os fejrer i dag. Siden 2016 – efter Ruslands og Irans intervention som vendte magtbalancen til diktaturets fordel – er bomberne fortsat med at falde i områder, som Damaskus ikke kontrollerede – fx Idlib.

Russiske bombardementer ødelagde bagerier, hospitaler og skoler – ligesom i Gaza (og Ukraine). Men dette generede aldrig de selvudnævnte “anti-imperialister”, som tværtimod viste mistro til revolutionen, så længe den var fredelig, og glædede sig over dens militarisering, radikalisering og islamisering.

Dette gav dem, og Assad, mulighed for at behandle alle modstandere som “terrorister”. De støttede aldrig, heller ikke i ord, alle de syriske aktivister, som – hvis de havde været spanske – ville have protesteret på pladserne, men i stedet endte i massegrave i Hama eller Homs. De fandt aldrig noget at beundre i de hundredvis af demokratiske råd, der, i en vis periode, ledte de befriede byer, herunder Aleppo selv.

Selv i dag hører jeg stadig nogle venner (ja, venner!) tale om ødelæggelsen af Syrien… af USA, selvom præsident Obama — det glemmer jeg ikke — tillod Assad-regimet at bruge kemiske våben mod civile i 2013, og dets eneste intervention i Syrien har været mod ISIS og til støtte for de kurdiske kommunister (hvilket, indrømmer jeg åbent, glædede mig).

Nu efter Assads fald viser de samme “anti-imperialister” ikke glæde over at se fanger frigivet fra fængslerne — diktaturets slagtehuse. De deler ikke glæden med de familier, der er blevet genforenet efter mange års adskillelse, eller lettelsen og entusiasmen hos flertallet af syrerne, uden hvis hjælp den uventede triumf af denne ultra-hurtige militære offensiv ville have været umulig.

Tværtimod: som nogle af de beskeder, jeg har modtaget, viser, håber disse mennesker, at de samme ”onde jihadister”, som har befriet Damaskus, straks vil begynde at hugge hovederne af folk og indføre sharia. De kan ikke lide det faktum, at de nye myndigheder, uanset om det er hyklerisk eller ej, har undgået gengældelse, taler forsonligt og forhandler med alle kræfter på jorden, inklusive sektorer af regimet, der ikke er flygtet fra landet, og uden hvilke en overgang ville være umulig.

Det er ikke bare sådan, at disse venstreorienterede venter på, at tingene går galt … og det kan det bestemt. Men dette er præcis, hvad de ønsker skal ske. I Syrien har verden også kunnet se masseslagtningen, mens den fandt sted.

Det første massemord i realtid

Ligesom med Palæstina i dag kunne alle se, hvad der fandt sted i Syrien mellem 2011-16.

Det er ikke rigtigt, at det myrderi, vi i øjeblikket er vidner til i Palæstina, er det første i historien, der er blevet sendt i realtid. Det samme skete i Syrien i starten af sidste årti. Faktisk troede mange syrere, som min ven Leila Nachawati, naivt, at synligheden af Assads forbrydelser – som en legion af aktivister og journalister sendte live – ville have tjent til at stoppe dem eller i det mindste reducere deres antal og intensitet.

“I dag,” tænkte hun dengang, “kan det, der skete i Hama i 1982, ikke ske igen.”

Hun refererede til dengang, Assad-familien sikrede sig kontrollen over landet i tre årtier ved at dræbe mellem 10.000-30.000 syrere i det skjulte. Desværre tog hun fejl og indrømmede det i sin fremragende roman, Cuando La Revolución Termine (Når Revolutionen Slutter).

Personerne i romanen udtrykker smertefuldt, i hvilken grad international ligegyldighed øgede den lidelse og desperation, syrerne allerede oplevede. Faktisk var vi alle vidner til de massakrer, regimet begik – ligesom i dag med Palæstina – og vi gjorde ingenting ved det dengang.

Nå, faktisk gjorde nogle mennesker noget: de støttede Assad i anti-imperialismens navn (ligesom de støtter Putin i Ukraine i dag) på samme måde, som den globale højrefløj støtter Israel mod det palæstinensiske folks legitime aspirationer.

En anden geopolitik er mulig

En anden geopolitik er mulig. Det blev demonstreret, da ingen kunne forestille sig, at det syriske tyrannis sammenbrud var lige om hjørnet. Nachawati offentliggjorde en fremragende artikel, der fremlægger alle de komplekse ydre og indre forhold, der er opstået i regionen, og som derfor udelukker enhver magisk revolutionær løsning for Syrien – ligesom der heller ikke er en sådan for Palæstina.

Denne kompleksitet bør dog ikke forhindre os i at deltage i håbet hos millioner af syrere, der har grunde til at betragte fremtiden med forbehold, men også til at fejre omstyrtningen af Assad, hans mafiafamilie og hans autokratiske allierede.

De ved, at dette skridt er en minimal og nødvendig betingelse, om end måske ikke en tilstrækkelig betingelse, for at opbygge en mere retfærdig og demokratisk fremtid i deres land og i hele verden. Er det ikke det, vi ønsker for Palæstina?

Dér forhindrede Hamas’ forbrydelser den 7. oktober os ikke i at stå i solidaritet med det palæstinensiske folk, ej heller i at være bevidste om kompleksiteten af deres retfærdige kamp mod israelsk zionisme; en kompleksitet, der i deres tilfælde ikke ville forhindre os i at glæde os, hvis de, selv i en ny udemokratisk verdensorden (eller med den uforudsigelige støtte fra USA og EU), skulle opnå deres befrielse.

For vi ved også, at der ikke er nogen fremtid for Palæstina og for verden uden den folkemorderiske israelske zionismes nederlag.

Glem ikke at folkene er aktive

Den syriske flygtning Ayham Ali skrev allerede før styret faldt i Damaskus en meget smuk tekst på et bemærkelsesværdigt spansk. Her præsenterede forfatteren en hudløs kombination af frygt og håb i forhold til det, et af planetens mest lidende folk har udholdt i årtier. Jeg anbefaler teksten som en hyldest til de syrere, der har lidt lige så meget som han, og som deler hans synspunkt; og som, ligesom han, i dag føler lidt mindre frygt og lidt mere håb.

Lad venligst syrerne nyde denne historiske dag uden at ødelægge deres fejring ved at stille spørgsmål ved legitimiteten af deres glæde fra vores olympiske afstand, og opføre os som spillere, der flytter brikker rundt på et geopolitisk skakbræt fra det sidste århundrede.

En anden geopolitik er mulig: kompleks analyse, enkle principper; kontekst og menneskehed. Dette er det modsatte af, hvad de selvudnævnte “anti-imperialister” har gjort i disse år med hensyn til Syrien og fortsætter med at gøre med Ukraine, ved at klippe en hæl og skære en tå for at få verden til at passe til deres nihilistiske, ideologiske skyklapper og dermed opgive folk på jorden, der rejser sig mod diktaturer, hvis de ikke er “på vores side”, eller dem der forsvarer deres land mod indtrængende, (medmindre de er palæstinensere).

Alt er meget mere komplekst end, hvad disse geopolitik-skakspillere hævder er tilfældet; alt er også meget enklere. Vi skal læse mere og studere mere. Vi skal også stille folk flere spørgsmål, direkte og indirekte.

Syrerne har vist os vejen: vi kan, ja vi skal, støtte palæstinensere, ukrainere og syrere på samme tid.

Vi ved ikke, hvad der sker i morgen

Vi ved ikke, hvad der vil ske efter i morgen. Syrerne er meget forskellige, og mange internationale interesser er sammenflettet i regionen, men det ekstremt hurtige sammenbrud af et blodtørstigt regime, som med russisk og iransk samarbejde så ud til at have konsolideret sin magt (og som var ved at normalisere relationerne med Europa), viser, at faldet af Damaskus ikke var på nogen dagsorden.

Det tvinger os til at reducere vores bedreviden i alle vores skemaer. Som det var tilfældet under de arabiske revolutioner, vil mange aktører blive tvunget til at tilpasse deres strategier. De vil måtte begynde med at anerkende den relative selvstændighed hos de lokale kræfter (de islamistiske grupper, kurderne, SNA (Syriens Nationale Hær), den demokratiske opposition og rester af regimet).

Frem for alt må de tage højde for de almindelige menneskers uventede eksistens, ønsker og modstandskraft efter så mange mareridts-år.

Hver syrer har vundet, og hver syrer har tabt. Den, der ønsker at styre Syrien, vil skulle stole på alle de kræfter, som HTS-offensiven selv har afdækket. I en situation, hvor ingen kan kræve sejr for sig selv, og hvor alle føler, at de har mistet noget — meget eller alt — i de seneste år, kan en aftale måske være mere gennemførlig.

Pludselig er der en mulighed, som indtil for nylig var utænkelig, for at syrerne måske bliver dem, der bestemmer deres egen skæbne. Vi skal derfor lade dem udforske den mulighed. Lad os i det mindste for nu lade dem begrave deres døde, hylde deres helte, byde deres venner velkommen fra fængslerne, genforenes med deres mødre, vende hjem fra eksil og danse på de befriede pladser.

Lad deres hoveder og hænder kærtegne det Syrien, som disse år har stjålet fra dem. Uanset hvad der sker fra nu af, kan ingen benægte, at Syrien i dag er et bedre land. Vi kunne gå længere og sige: i modsætning til lidelsen fra de forgangne årtier, var Syrien i et par timer verdens frieste land.


Teksten blev offentliggjort på spansk på publico.es 12. december 2024, netop da Assads regime var faldet i Syrien. Den er oversat og bearbejdet af Mikael Hertoft.

Om skribenten

Santiago Alba Rico

Santiago Alba Rico

Spansk filosof og forfatter. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER