Tårer og jubel i Gellerup: EU-domstolen udtaler, at ghettoloven forskelsbehandler på baggrund af etnicitet
Torsdag formiddag 13. februar var cirka 40 mennesker samlet i forsamlingshuset i Gellerupparken for at spise morgenmad og overvære en streaming af et forslag til afgørelse fra EU-Domstolen i sagen mod Social- og Boligministeriet – anlagt af 12 beboere fra Mjølnerparken på Nørrebro om ulovlig forskelsbehandling i forhold til “ghettoloven”
Forventningen i rummet var stor, men efter at have lyttet til en lang række forslag gennemgået på forskellige sprog, gik forbindelsen pludselig ned. En deltager fandt hurtigt udtalelsen på EU-Domstolens hjemmeside – og da de første ord blev læst op, gik der et gisp gennem salen.
Pludselig forstod vi, hvad der stod. Noget vi hele tiden har været overbevist om, men som vi nu har Domstolens ord for. Jeg fik selv tårer i øjnene, og mange deltagere krammede og græd. Andre klappede. Ingen af os vidste, hvad vi skulle gøre.
Et vendepunkt
Den historiske udtalelse markerer et vendepunkt i en lang kamp, der har stået på siden 2018, hvor den danske lovgivning om parallelsamfund blev vedtaget. Gennem demonstrationer, læserbreve, manifestationer og borgerforslag har aktivister og beboere i Gellerup m.fl. kæmpet imod loven – men indtil nu uden resultater.
Peter Iversen, aktiv i Almen Modstand og en af dem, der hjælper beboerne i Gellerup i deres retssager, var tydeligt rørt:
”Jeg har følt mig som et lille barn juleaften, der har været så spændt på, hvilken gave jeg ville få. Denne gave overgår alt. Nu kan den danske regering godt gå hjem og lægge sig, for vi har denne dejlige udtalelse. Nu skal sagen selvfølgelig endeligt afgøres, men det betyder, at den danske diskriminerende lovgivning – og ja, vi må gerne kalde den direkte diskriminerende – bliver underkendt af EU-Domstolen.”
EU-domstolens generaladvokat: Dansk lovgivning diskriminerer
EU-Domstolens generaladvokat har i sit forslag til afgørelse fastslået, at den danske lovgivning, der skal forhindre parallelsamfund, er udtryk for “direkte forskelsbehandling” på grund af etnicitet. Selvom det endnu ikke er den endelige dom, følger EU-Domstolen ofte generaladvokatens vurdering.
I forslaget kritiserer generaladvokaten den danske lovs opdeling af befolkningen i “vestlige” og “ikke-vestlige” indvandrere samt deres efterkommere. Ifølge generaladvokaten er denne opdeling baseret på “etnisk oprindelse”, hvilket betyder, at Danmark stiller den etniske gruppe “ikke-vestlige” indvandrere i en “sårbar situation”.
Generaladvokaten argumenterer for, at lovgivningen underminerer sikkerheden omkring disse personers ret til en bolig:
”Det medfører en ringere behandling af disse personer i forhold til lejere i andre kvarterer, hvor størstedelen af befolkningen er af vestlig oprindelse.”
Derudover fremhæves det, at lovgivningen stigmatiserer den etniske gruppe og snarere mindsker end øger deres chancer for at blive integreret i det danske samfund.
Overgår de bedste forventninger
For beboerne i Gellerup og andre ramte områder i Danmark og aktivisterne i Almen Modstand er dette en stor sejr. Kampen for lige rettigheder har været lang og hård, men dagens udtalelse fra EU-Domstolen giver dem nyt håb.
”Det er en meget klar udtalelse, så klar som den kan være. Den overgår selv de bedste forventninger,” lyder det fra Peter Iversen.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)
[…] 13. februar 2025 fik cirka 40 beboere i Gellerup under en streaming fra EU-Domstolen bekræftet, at den danske ghettolov udøver direkte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet. Det gav tårer, jubel og håb efter mange års kamp mod den diskriminerende lovgivning. […]