Tak, Trump!

Problemet som maggiterning

Hvorfor?

Frygt for at grønlandsk uafhængighed skal skabe et arktisk magttomrum, som Rusland og Kina vil udfylde militært og med hensyn til adgangen til strategiske mineraler

Hvem?

Trumps udtalelser er først og fremmest en besked til Moskva og Beijing og derefter til København og Nuuk

Forventelige resultater:

Udbygning af USAs militære og civile tilstedeværelse i Grønland og øgede direkte kontakter udenom København mellem de to lande

Ønskelige resultater:

Opbygning af et ægte fællesskab, hvor de enkelte rigsdele er ligeværdige, og Grønland og Færøerne får væsentlig større indflydelse på forsvars-, sikkerheds- og udenrigsanliggender, der berører de to lande.

Trumps nylige udtalelser om måske med militære eller økonomiske midler at overtage Grønland, fordi ejerskabet til landet er afgørende for USA’s militære og økonomiske sikkerhed har udløst en af nyere tids største politiske uvejr i Danmark og i Grønland, ja et regulært chok for en småstat, der stort set altid villigt har gjort, hvad storebror sagde. Selvom man aldrig ved, hvad Trump mener – et af hans centrale politiske trick, som han ironisk nok deler med Putin, er netop at skabe usikkerhed – udgør begivenheden på regeringsplan en af de alvorligste kriser i forholdet mellem Danmark og USA på trods af Lars Løkkes forsøg på brandslukning: ”Jeg har ikke nogen opfattelse af, at vi befinder os i en udenrigspolitisk krise”. Men det skal blot ses som en traditionel udenrigsministeriel reaktion, når det virkeligt brænder på. Og efter Trumps indsættelse fik piben da også en anden lyd.

Vicepræsident J.D. Vance gjorde i et interview med Fox News Sunday før sin tiltræden intet for at nedtone konflikten: ”Vi behøver ikke at bruge militær magt. Det, folk altid overser, er, at vi allerede har tropper i Grønland. Grønland er strategisk set meget vigtig for Amerika”, og gør på den måde samtidig opmærksom på, at USA, hvis det ville, kunne sætte militær magt ind. At der ikke skulle være nogen krise modsiges direkte af, at Trump på Mette Frederiksens udtrykkelige spørgsmål ikke vil afvise told på dansk eksport til USA. Og hun ville heller ikke efter sin samtale med Trump og mødet i Udenrigspolitisk Nævn udtale:

”Det er jo antydet fra amerikansk side, at der desværre kan opstå en situation, hvor vi arbejder mindre sammen, end vi gør i dag, på det økonomiske område”

Grunden er naturligvis, at hun som statsminister ønsker at advare befolkning og erhvervsliv om, at der tårner sig en krise op forude, som kan få ubehagelige, økonomiske konsekvenser for Danmark.

Og da Trump efter sin indsættelse på en pressekonference gentog sine ønsker om at få kontrol med Grønland, måtte statsministeren endnu engang indkalde partilederne til en fortrolig orientering – denne gang dog ikke ’yderfløjene’, som man så smukt kalder oppositionen til venstre og højre.

Trumps udtalelse kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem det grønlandske selvstyre og den danske regering i forvejen er på et absolut lavpunkt, fordi kolonialistiske efterladenskaber bliver ved med at dukke op, senest i form af spiralskandalen, danske kommuners anvendelse af forældreskabsprøver, der kun passer på hvide europæere og den latente racisme mange grønlændere i Danmark oplever. Og også selvom Folketingets formand og præsidium efter pres fra Mette F har måttet indføre simultantolkning i Folketinget, har underkendt udenrigsministeriets fodslæberi med hensyn til at udnævne en grønlænder til rigsfællesskabets ambassadør i Arktisk Råd og senest har meddelt, at man nu vil afsætte et uspecificeret tocifret milliardbeløb til modernisering af forsvaret i Arktis. Og nu også efter Trump-krisens start, at man nu pludselig godt kan undersøge forældreskabsprøvernes anvendelighed. I det hele taget må disse kovendinger efterlade en mærkelig klang i grønlandske ører: – Hvorfor sker der kun noget, når der optræder et eksternt tryk?

Grønlands sikkerhedsmæssige betydning for USA

Men hvorfor kommer Trump, USA’s første standup-præsident, med disse udtalelser, hvis form er uhørte i staternes internationale forbindelser, nu? Koger man udtalelserne ind og prøver at finde en substans, så gør han det på grund af udsigten til grønlandsk selvstændighed forstået som fuldstændig løsrivelse fra Danmark. Noget der i Trumps øjne risikerer at skabe et magttomrum i et område, der dels er af vital betydning for forsvaret af det nordamerikanske kontinent – som Grønland jo geografisk tilhører – og dels menes at indeholde store forekomster af strategiske jordarter og metaller, der er afgørende for fortsat amerikansk teknologisk og militær overlegenhed. Indtil videre er Kina enerådende, hvad angår raffineringen af disse kritiske stoffer og har for nylig indført udførselsembargo for nogle af de vigtigste stoffer til fremstillingen af mikroelektronik. Og så skal man ikke forglemme, at der kan være store penge i udvindingen, som det kommende oligarkiske vælde i USA kan få glæde af.

Det, der kan undre, når Trump melder så bastant ud om kritiske råstoffer, er, at USA selv råder over store mængder af de såkaldte sjældne jordarter. Sagen er bare den, at USA selv er henvist til at sende opkoncentrerede råstoffer til raffinering, ja, hold nu fast, i Kina: Den vestlige verdens største producent af sjældne jordarter, amerikanske Mountain Pass sender hele sin produktion til Kina, skriver Information. Hverken USA eller EU råder nemlig over den nødvendige teknologi til forarbejdningen, men det gør Kina – de pågældende jordarter findes mange steder, så det er ikke udvindingen, der er problemet. Man er derfor henvist til højtspecialiserede, globale værdikæder. Hertil kommer – stadig ifølge Information – at den geologiske sammensætning af forekomsterne af sjældne jordarter i Grønland ikke er optimal, og at de forekommer sammen med uran, hvis brydning selvstyret har forbudt.

Også de geografiske, klimatiske og transportmæssige forhold vanskeliggør rentabel minedrift – noget som allerede rapporten ”Til gavn for Grønland” i 2014 gjorde opmærksom på. En af rapporten fædre var geologiprofessor Minik Rossing, der ligeledes udtrykte sin skepsis i DRs Deadline for nylig. Oveni kommer nødvendigheden af at hente udenlandsk arbejdskraft ind. Desuden er der i Grønland ingen privat ejendomsret til jord, og det og den nye lov om storskalaprojekter ville i amerikanske øjne opleves som et voldsomt bånd på en udvindingsindustri. Grønland er jo ikke ubekendt med den udplyndring af jordens ressourcer, der foregår andre steder i verden, hvor mineselskaber som rovfugle slår ned, udsuger jorden og efterlader de lokale med det giftige affald og med oprydningen.

Men USA – og også EU – er som led i forsøgene på at bryde afhængigheden af Kina ved at opbygge andre værdikæder i mere national retning, så måske vil de strategiske overvejelser på et tidspunkt trumfe de kommercielle.

Men først og fremmest vil Trump simpelthen ikke risikere, at russisk eller kinesisk indflydelse vokser i takt med, at dansk indflydelse formindskes i et land, der er over 2 millioner kvadratkilometer stort, men som kun har ca. 56.000 indbyggere. Stormagter tolererer ikke magttomrum.

Og det er der i og for sig ikke noget nyt i. For behøver Trump at bekymre sig, eksisterer redskaberne til amerikansk kontrol ikke allerede? Allerede med Monroe-doktrinen fra 1823 slog USA fast, at man ikke ville tillade eksterne magter at etablere sig på de amerikanske kontinenter. Det fulgte man konsekvent op på med den spansk-amerikanske krig, der i Caribien gav USA Puerto Rico og kontrollen med Cuba og ved købet i 1917 af De dansk-vestindiske Øer. Ligesom man gladelig helt op i vore dage – senest med invasionen af Panama i 1989 – uden tøven direkte invaderede eller i det skjulte undergravede amerikanske lande, hvis man vurderede, at disse stod over for ’kommunistisk’ overtagelse, dvs. en ændring af magtforholdene til fordel for de fattige i de pågældende lande – eller bare var kommet i vejen for USA’s interesser og politik.

For Grønlands vedkommende betød salget af De vestindiske Øer, at USA samtidig anerkendte Danmarks overhøjhed, selvom Monroe-doktrinen naturligvis stadig gjaldt. Med Anden Verdenskrig kom Grønlands strategiske betydning i fokus – i første omgang fordi USA havde brug for en mellemlandingsstation for de fly, man forsynede England med, og senere, da USA efter angrebet på Pearl Harbor selv trådte ind i krigen, også måtte forhindre, at landet af nazisterne kunne bruges til at true Nordamerika. Den danske ambassadør i Washington, Kauffmann, blev derfor sat over for et ultimatum: Enten besatte USA uden videre Grønland, eller også indgik man en aftale, hvor Danmark fik indflydelse på besættelsens vilkår, og USA garanterede forsyningerne til landet. Klogelig valgte Kaufmann det sidste.

Efter verdenskrigens ophør undersøgte USA i 1946, om man kunne købe Grønland af Danmark – Den kolde Krig var begyndt. I 1951 cementeredes forholdet ved, at Danmark og USA indgik en forsvarsaftale, der de facto er uopsigelig, fordi den kræver – at begge parter opsiger den. Med aftalen påtog USA sig at forsvare Grønland mod alle angreb. Dermed har aftalen også lettet Danmarks økonomiske byrde.

Den udvikling af raketter som krigsvåben, Nazityskland havde startet, blev af stormagterne videreført, så raketterne fik langt større rækkevidde og kunne fremføre kernevåben-sprænghoveder. Og da Nordgrønland ligger på russiske raketters direkte kurs mod Nordamerika, byggede USA en kæmpebase i Thule – den nuværende Pittufik Space Base – til sine strategiske bombefly, oplagring af kernevåben og en meget langtrækkende radar, der kan give USA og Canada et forvarsel om et russisk raketangreb. Derudover spiller Grønland også en rolle i overvågningen af det såkaldte GIUK-gab, hvorigennem russiske kernevåbenudstyrede ubåde kan passere til og fra den store isfri base for den russiske Nordflåde på Kola-halvøen øst for Norge.

Illustrationen er Hentet fra Wikipedia-artiklen Exercise Strikeback

Forsvarsaftalen giver reelt USA frie hænder til at gøre, hvad man vil på forsvarsområdet. At Danmark helt og fuldt var klar over det, fremgik af skandalen om den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansens hemmelige brev fra 1957, der efter devisen ”ikke høre, ikke se”, tillader USA at opbevare kernevåben på Thule-basen. Offentliggørelsen af brevet i 1995 blev et afgørende tillidsbrud i det dansk-grønlandske forhold. Men ændrede i øvrigt intet ved USAs bevægelsesfrihed i Grønland. Også selvom USA, Danmark og Grønland i Igaliku i 2004 underskrev et tillæg til forsvarsaftalen, hvorefter Grønland indtrådte i forsvarsaftalen, og USA pålagdes at give de to andre lande meddelelse om større ændringer i USA’s militære tilstedeværelse.

Klimaforandringerne, der åbner væsentlig kortere sejlruter mellem Europa og Asien og potentielt giver adgang til store ressourcer, og de tiltagende geopolitiske spændinger i form af et voksende modsætningsforhold mellem USA og dets allierede på den ene side og Rusland og Kina på den anden har på ny sat Arktis i fokus (se ”Arktis, Nordatlanten og sikkerhedspolitikken” i ”Er NATO sikker?”, Solidaritets forlag). På det militære område har Rusland genåbnet og moderniseret en række ellers lukkede baser i Arktis. Først og fremmest luftbasen Nagurskoje i Ishavsøgruppen Franz Josephs Land. Desuden skaber klimaforandringerne mulighed for hele året at bruge Den nordlige Søvej, dvs. ruten nord om Sibirien, noget Rusland og Kina investerer betydeligt i. Først og fremmest til civile, kommercielle formål, men naturligvis også til militære formål. Det opfattes af USA og NATO-landene som en mulig trussel mod den sårbare forsyningsrute mellem Amerika og Europa over Nordatlanten.

I forsvarsmediet OLFI beskriver chefredaktøren Peter Ernstved Rasmussen i en kommentar 8. januar meget rammende forholdet mellem Danmark og Grønland således:

”Den danske regering ligger, som den selv har redt. I stedet for at bringe forholdet til Grønland i balance har skiftende regeringer fortsat herrefolks-mentaliteten. Grønlænderne føler sig med god grund provokeret. Det gør USA også, fordi vi aldrig har villet tage sikkerhed alvorligt. Nu kommer regningen, og den bliver dyr”.

Det står klart for enhver, at Danmark er ude af stand til at håndhæve suveræniteten – uanset det militære mandskabs indsats og offervilje. En hundeslædepatrulje – Sirius – og fire fregatter, der knap kan sejle, er ikke nok til det kolossale område. En reel højhedshåndhævelse vil kræve ressourcer, som Danmark selv som et af verdens mest velstående lande aldrig vil kunne mobilisere. Også på trods af at man i de senere år politisk har besluttet at hælde milliarder i det arktiske forsvar. For at kompensere for Danmarks utilstrækkelige luftforsvar i Grønland, har der derfor også i USA været tanker fremme om, at USA skulle integrere Grønland i NORAD, den nordamerikanske luftforsvars- og rumkommando.

Der er bare ikke sket noget. Og hvorfor så det? Fordi politikere, officerer og embedsmænd i Forsvarsministeriet hellere vil bruge pengene på noget, der tæller med i opgørelsen af NATOs styrkemål. Det gør Arktis nemlig ikke, ja, NATO har end ikke en arktisk strategi. Endnu en skandale blandt mange i forsvaret, som sår berettiget tvivl om det fornuftige i at hælde utallige milliarder i et forsvar, før dette forsvar er blevet udstyret med den fornødne økonomiske og ledelsesmæssige kompetence.

Og hvad så med selvstændigheden?

Man kunne jo starte med at klare det sproglige, for der hersker stor forvirring om, hvad man egentlig i Grønland og på grønlandsk mener med det, der på dansk henholdsvis oversættes som ’selvbestemmelse’, ’selvstændighed’, ’uafhængighed’ og ’løsrivelse’.

Utilfredsheden i Grønland med forholdet mellem Danmark og Grønland er ikke noget nyt. Den er støt vokset siden Anden Verdenskrigs afslutning, en krig der brød Grønlands isolation, og gennem amerikanske troppers udstationering på baser over hele landet og det faktum, at USA stod for hele forsyningen af landet, viste den grønlandske befolkning en verden uden for landet. Da der efter verdenskrigen kom fart på afviklingen af de europæiske koloniriger bl.a. ved oprettelsen af FNs afkoloniseringskomite, kom Danmark udviklingen i forkøbet ved i 1953 – efter portugisisk model – af gøre Grønland til et dansk amt. Portugal omdannede nemlig 1946-51 sit Império Colonial Português til ”oversøiske provinser”, der var en integreret del af moderlandet. På den måde kunne man undgå, at overivrige afkolonisatorer blandede sig i, hvad der skete i kolonierne, og krævede deres selvstændighed.

Med integrationen af Grønland i Danmark, der vandt tilslutning fra de fleste grønlændere, satte man også fart på den udvikling, der senere skulle føre til først hjemmestyre (1979) og senere selvstyre (2009). Forsøget på at danificere Grønland mislykkedes naturligvis, men den øvrige modernisering af hele det grønlandske samfund lagde både fundamentet til velfærdsstaten – f.eks. blev Grønlands største svøber tuberkulose og mæslinger udryddet – og skabte sine egne modsætninger. Modsætninger, fordi grønlænderne var tilskuere til en udvikling, de ikke følte sig inddraget i, og hvor man på mange måder fortsat følte sig som andenrangsborgere i sit eget land. For eksempel blev lønningerne i Grønland fastsat efter et fødestedskriterium. Samtidig begyndte mange unge grønlændere at få en uddannelse i Danmark, lærte dansk og engelsk og blev sværere og sværere at afvise, når det drejede sig om bestemmelse over egne forhold. De unge grønlændere blev påvirket af strømninger som ungdomsoprøret og den antiimperialistiske kamp, og denne udvikling førte til politisk organisering og politiske krav og over hjemmestyre og selvstyre til et udbredt ønske om en eller anden form for selvstændighed.

Man skal dog være opmærksom på, at en meningsmåling foretaget af Grønlands Universitet i 2024 viser, at de adspurgte grønlændere anser den økonomiske situation, arbejdsløshed og højere leveomkostninger, som de mest presserende problemer. Sikkerheds- og forsvarsmæssige problemer kommer meget længere nede på listen.

’Selvstændighed’, ’selvbestemmelse’, ’løsrivelse’?

Grønlands politiske fremtidsmuligheder kan kort beskrives således:

• Fuld selvstændighed
• Selvstændighed i et rigsfællesskab, der er opbygget efter det britiske Commonwealths mønster med ligeværdige stater
• Free association, hvor Grønland er selvstændigt, men på udvalgte politikområder (fx sikkerhed og forsvar) har aftaler med andre lande.

Nytårsaften holdt Múte Egede, den grønlandske selvstyreregerings formand, sin nytårstale, hvor han bl.a. i Naalakkersuisuts [selvstyreregeringens] danske oversættelse sagde:

Det er på tide, at vi selv tager et skridt og former vor fremtid, også med hensyn til hvem vi skal samarbejde tæt med, og ligeledes hvem der skal være vore handelsforbindelser. For vort samarbejde med andre lande, og vore handelsforbindelser, kan ikke alene blive ved med at ske via Danmark.

Gennem de seneste år har Inatsisartut [Grønlands parlament] og Naalakkersuisut arbejdet sammen for at tage skridt til at udarbejde vores grundlov, som er vores grundlag for løsrivelse fra Danmark.

Ordet ’løsrivelse’ optræder kun en enkelt gang, mens ’selvstændighed’ optræder fire gange. En hel del af forvirringen om, hvad man egentlig ønsker, beror formentlig på upræcise oversættelser fra grønlandsk til dansk. For Naleraq-partiet og Pele Broberg er talen dog klar: Selvstændighed betyder fuldstændig løsrivelse fra Danmark. For IA – der er SFs og ELs søsterparti og for tiden det største parti i Grønland og sammen med Siumut udgør den nuværende regeringskoalition – og Siumut betyder ’selvstændighed’ formentlig noget i retning af en politisk konstruktion, der ligger i omegnen af de to sidste muligheder.

Og det er klogt af Grønland at udnytte den krise, Trumps udtalelser har skabt, til at skaffe sig bedre vilkår på egne betingelser. Det må bare være svært som Grønlands regering hele tiden at skulle vente på, at et ydre tryk skal trække den danske regering til truget.

Er rigsfællesskabet fælles?

Under Folketingets debat om indførelse af simultantolkning skete der noget mærkeligt, som måske ikke så mange lagde mærke til. Mette Frederiksen gav nemlig Inger Støjberg en voldsom overhaling, der ved første blik syntes ude af proportioner, fordi overhalingen inddrog Grønlands betydning for NATO og for Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik. Men det Mette Frederiksen gjorde, var at sende de første signaler til Nuuk om, at man – langt om længe – nu var indstillet på at diskutere rigsfællesskabets indretning og funktion.

Hun havde nemlig et stykke tid i forvejen lugtet lunten: At forholdet til Grønland i bund og grund også er et sikkerhedsspørgsmål.

Grønland er jo en del af den underlige størrelse, der kaldes ”Rigsfællesskabet”. Det menes, at begrebet første gang optræder i juristen Frederik Harhoffs doktordisputats ”Rigsfællesskabet” fra 1993 (Frederik Harhoff, Rigsfællesskabet, Klim 1993). Overfladisk giver ordet indtryk af, at deltagerne er ligestillede, noget i retning af det britiske Commonwealth. Men sådan er det ikke. Rigsfællesskabet er en uformel konstruktion, der ikke er beskrevet i nogen lov, derfor ingen juridisk betydning har og er som sådan ikke et samarbejde mellem ligestillede politiske enheder. Grønland og Færøerne er dele af det danske rige og er underlagt grundloven. Folketinget har derimod uddelegeret ansvarsområder til selvstyret i de to lande. Derfor siger selvstyreloven for Grønland fra 2009 også, at “beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk”. Derefter skal Grønlands regering indlede forhandlinger med den danske regering, hvorefter en aftale skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland og til slut af Folketinget. Det minder om den såkaldte ‘union’ mellem England og Skotland, hvor det også er parlamentet i Westminster, der bestemmer, uanset hvad den skotske befolkning ellers måtte beslutte via en folkeafstemning.

Uden at forklejne de tætte bånd, der eksisterer mellem mennesker i Grønland og Danmark – der bor ca. 17.000 grønlændere i Danmark og 6-7.000 danskere i Grønland – så spiller Grønland for Danmark først og fremmest en rolle i Danmarks forhold til USA, hvor der, som statsministeren siger, ikke må komme så meget som et A4-ark imellem de to lande. Noget der falder fint i tråd med den kendsgerning, at hvor Mette F sidste gang kaldte Trumps ønske om at købe Grønland for ”absurd”, så var statsministeren denne gang tavs. Indtil hun den dag, hvor Trumps søn var på en sviptur til Nuuk, og efter at selvstyreformanden med meget kort varsel havde aflyst et besøg i København, tog bladet fra munden og sagde, at ”enhver diskussion [om Grønlands fremtid] skal starte i Nuuk” og ikke andre steder, at Danmark var en gammel kolonimagt, der havde begået ret store fejl undervejs, at Grønlands ønske om selvstændighed var legitimt, men også at USA er Danmarks vigtigste allierede.

Småstaten Danmark har hidtil kunnet spille det såkaldte ’Grønlandskort’, netop fordi der i den nuværende ikke-lovfæstede konstruktion ikke er tale om ligeværdige lande. Også selvom udtrykket ’fællesskab’ skal antyde en ligeværdighed. I virkeligheden er rigsfællesskabet en dansk opfindelse, hvis egentlige formål er at opretholde en betydning for Danmark, som landets størrelse egentlig ikke berettiger det til – fjernede man Grønland fra Danmark, ville kongerigets areal skrumpe med 98 %.

Danmark som småstat

Opløsningen af Danmark-Norge som ét rige efter Napoleonskrigene i 1814 og dernæst opløsningen af helstaten efter den tabte krig med Preussen og Østrig i 1864 reducerede Danmark til en småstat. Denne stats overlevelse som selvstændig afhang af en balance mellem et godt forhold til den nærmeste nabo, Tyskland, og beskyttelse fra en anden stormagt eller en alliance af stater.

Efter Anden Verdenskrig måtte Danmark reorganisere sine allianceforhold. Først prøvede man med et nordisk forsvarsforbund, men forskellene mellem Norges og Sveriges interesser var for store, og det endte med, at den socialdemokratiske regering under indtryk af det kommunistiske kup i Prag i 1948 fik tilslutning til at tilslutte Danmark til Atlantpagten – det senere NATO, hvis altdominerende magt var USA. USA stod nu som den vestlige verdens vigtigste garant for Danmarks sikkerhed, og den rolle har man haft lige siden på trods af enkelte kurrer på tråden som kritikken af USA’s krig i Vietnam og fodnotepolitikken. Det er i den sammenhæng, man skal se Mette Frederiksens lange tavshed og dernæst meget forsigtige udtalelser, hvis hovedformål er ikke at irritere USA’s præsident Trump.

Alliancen med USA har man satset på i en sådan grad, at Trumps udtalelser om Grønland er kommet som et regulært ”bombenedslag i statsministeriet” (Hans Engell i DRs P1 Genstart, 15. januar). Samtidigt har krisen for alvor vist Danmark og danskerne, at Danmark reelt er en småstat – på trods af skiftende statsministres forsøg på at gøre sig gældende og spise kirsebær med de store ved f.eks. næsten automatisk at koble sig på USAs eventyr i Afghanistan og Irak. Men når man spiser kirsebær med de store, ender det ofte med, at man får stenene i hovedet.

At man ikke skal have klinket noget overfor USA høres tydeligt, af den meget forsigtige måde, regeringen udtaler sig på, skønt det vel efterhånden står klart, at Mette Frederiksens 45 minutter lange samtale med Trump har haft en særdeles åbenhjertig karakter, i hvert fald fra Trumps side.

Og selvom flere regeringsledere i EU har taget afstand fra Trumps udtalelser, så er der altså ikke kommet en samlet reaktion, noget der måske ellers kunne have lunet. For heller ikke de andre europæiske NATO-lande skal have klinket noget.

Danmarks reaktion er tilsyneladende at arbejde bag meget lukkede døre for ikke at tirre manden i Washington. Men det kan vel ikke undgå at få en stærk indflydelse på regeringens politik, når den man stolede mest på lige pludselig angriber en. Man kunne måske tænke sig som en slags svar, at man satte den kommende bilaterale baseaftale med USA på standby indtil videre.

Et nyt fællesskab

Allerede i 2018 foreslog en af udenrigstjenestens topdiplomater, Taksøe-Jensen i bogen ”Hvis Grønland river sig løs – en rejse i kongerigets sprækker”, at man opløste rigsfællesskabet. Og en anden topdiplomat, Zilmer-Johns, var lidt senere inde på noget lignende. Da han blev pensionist, tog han bladet fra munden og udtalte til Weekendavisen i april 2023, at man i stedet for at lappe på rigsfællesskabet, som ingen af parterne er tilfredse med, fra Danmarks side burde gå ind i en diskussion om, – hvordan et andet fællesskab kunne se ud. Zilmer-Johns havde lagt mærke til, at der blandt grønlandske og færøske politikere herskede en grundlæggende mangel på tillid til, at Danmark varetager de to andre rigsdeles interesser fuldt ud. Endelig udtaler Zilmer-Johns:

Det er også derfor, jeg spørger: Skal vi hellere lave et moderne fællesskab, hvor vi ikke er optaget af det, vi ikke vil sammen, men hvor vi fokuserer på det, vi gerne vil sammen? Jeg er sikker på, at der vil være stærk interesse i alle tre dele af riget, også på forsvars-og sikkerhedsområdet”.

Hvor Naleraq-partiet ønsker fuldkommen løsrivelse, er regeringspartiet IA af den mening, at den selvstændighed, man ønsker, ligger inden for det danske rige, ellers bliver man opslugt af USA. En af grønlandsk politiks centrale skikkelser, Aqqaluk Lynge – medstifter af partiet IA og mangeårig leder af de inuitiske folkeslags samarbejdsorganisation, ICC, Inuit Circumpolar Conference, beskrev i et interview i P1 Morgen rigsfællesskabet som noget, der havde givet Grønland velfærd, tryghed og sikkerhed. Derfor var IAs forestillinger om en grønlandsk fremtid heller ikke en statsdannelse, men et ligeværdigt fællesskab med de andre rigsdele. Og tidligere havde Aja Chemnitz (IA), der er det ene af de to grønlandske folketingsmedlemmer, sagt at ”IA mener ikke, at vi kan vente længere på Grønlands egen udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Grønland skal have vetoret på udenrigsområdet og sikkerheden i vores land”. ”Intet om os, uden os”. Endelig siger Aqqaluk Lynge i en kronik på Altinget fra 2023 ligeud, at

”… det [er] ganske usandsynligt, at stormagterne vil anerkende en ny statsdannelse i Arktis. Derfor kommer vi ikke i nærheden af et selvstændigt Grønland anerkendt af verdenssamfundet i den nærmeste fremtid”.

Og han gentager sit standpunkt i en artikel på KNR:

”Vi har kun vores frihed inden for Rigsfællesskabet, det skal overvejes. Vi har gjort os store anstrengelser for at opnå det inden for Rigsfællesskabet, og det kan ændre sig meget hurtigt, som Trump truer med”.

USA vil naturligvis uden blusel forsøge at gå uden om København, hvis man mener, det tjener USAs interesser bedst. Allerede i den første Trump-periode genåbnede USA konsulatet i Nuuk, noget der udløste så nervøse trækninger i udenrigsministeriet, at man skyndsomst sendte en repræsentant på permanent ophold i Nuuk. I den nye Trump-periode vil man derfor formentlig blive vidne til yderlige kontakter, lån, samarbejdsaftaler osv. – hvis formål er at knytte Grønland tættere til USA. Samtidig vil EU også forstærke sin indsats – Ursula von der Leyen åbnede sammen med Múte Egede et EU-kontor i Nuuk kort før jul. Også den nye lufthavn i Nuuk, der kan håndtere langdistancefly, er en brik i Grønlands løsgørelse af båndene til Danmark og samtidig en port for yderligere amerikansk indflydelse.

Uanset hvilken form for politisk fremtid Grønland – og Færøerne – beslutter sig for, er det på tide, at Danmark tager tyren ved hornene og indser, at tiden er løbet fra det nuværende rigsfællesskab, får renset de sidste rester af dansk paternalisme ud og indleder seriøse forhandlinger med Grønland og Færøerne om, hvilke former for fællesskab de to lande ønsker. Uden rettidig omhu er faren for at Zilmer-Johns diplomatiske spådom: ”Gør vi det ikke, risikerer vi, at det kører af sporet”, bliver til virkelighed, og det har kun USA glæde af.

Mon ikke Lynge udtrykker mange grønlænderes opfattelse, når han i et videointerview i Berlingske 21, januar siger:

»Vi vil ikke finde os i at MAGA-folkene render rundt her og spiller fandango«

Så derfor tak til Trump, men nej tak.