Den enes kalenderlys er den andens traume-fremkaldende ild. Læs 'Pelles' historie om at vokse op i en jysk by fuld af hverdagsracisme. Reklamefoto (Bloomit).
10 min. læsetid

Solidaritet sætter fokus på racisme i Danmark, og bringer i samarbejde med TAL UD en række historier fra folk, der har mødt hverdagsracismen hele deres liv. Læs om ‘Pelles’ oplevelser med at tage del i hverdagsracismen, og hvordan han håber på at kunne ændre vilkårene for fremtidige generationer.

Har du selv oplevet diskrimination og ‘hverdagsracisme’? Kontakt Solidaritet, hvis du kunne tænke dig at få fortalt din historie.


Af ‘Pelle’

“Nu sidder jeg her og har dårlig samvittighed – og véd ikke rigtig, hvad jeg skal gøre for at råde bod på min tidligere adfærd”.

Jeg voksede op i en forstad til en lille jysk by, hvor det at være sort var lige så unikt som ikke at eje Buffalo-sko, en Helly Hansen-dunvest eller en kniv-/brandsikker Schott-jakke. Faktisk kan jeg ikke huske nogensinde at have set eller talt med et menneske, der så markant anderledes ud end mig selv og mine små, blegfede venner.

Da jeg gik i 6. klasse i en gennemsnitlig dansk folkeskole, hvor det mest fremmede vi havde på skolen, var et par grønlændere ( – eller “sne-perkere”, som de blev kaldt) og en sort dreng. Jeg vidste ikke, hvad en ‘perker’ var, men jeg vidste, hvad sne var, og det var ikke så slemt; så der gik lang tid for mig, før jeg fandt ud af, at perker var et ondt ord. Det samme med “neger”. “Hvis man er sort, er man negroid, ergo er man en neger” var argumentet. Ingen snakkede om, at det kunne være nedladende eller sårende at tiltale sorte som negere, det var jo bare en betegnelse. Ligesom at være svensk, bare lidt mørkere.

• Bag projektet TAL UD står rapperen Negash Ali, journalisten Suzanne Skærbæk Pedersen, iværksætteren Cecilia Christensen og sangskriver Nanna Prip.

• De ønsker at “sætte fokus på den stille accept af racisme i hverdagen”, og … “hiver den frem i lyset igennem folks fortællinger”

• Har du selv oplevet diskrimination og racisme? Så opfordrer TAL UD til, at du kontakter dem på info@talud.dk

Læs mere på Facebook her

+

I 6. klasse kom der en ny modtageklasse på skolen, med børn fra krigsområder. Min klasse blev venne-klasse med den nye 0.Z, hvor ingen af børnene kunne tale dansk. Vores første time med vores nye venne-klasse var i starten af december, hvor vi skulle lære dem om de danske juletraditioner. Det første vi skulle, var at fortælle dem om vores kalenderlys. Vi fik alle en klump ler, noget dødt gran, lidt mos og et rødt lys med hvide tal fra 1-24 op ad siden. På et tidspunkt blev det tid til at tænde lyset og sætte gang i julehyggen. Vi havde klementiner, rød saftevand og pebernødder. Da det første røde lys blev tændt, begyndte et af børnene fra modtageklassen at græde og skrige ukontrolleret. Det røde lys havde bragt et grimt minde frem, fra da hendes hus og familie blev sprængt i luften. Den frygt var svær at forholde sig til.

De små ting

Til fester og familiefrokoster var det ikke sjældent, at der blev fortalt racistiske jokes. Eller at der kom nogle små bemærkninger om sorte mennesker i ny og næ. Der var aldrig nogen, der sagde “må jeg bede om sildene, tak? Forresten er jeg mega-racist og hader alle perkere og negere”.

Det var de små ting, der i bagklogskabens lys ikke var små – overhovedet – der blev kastet rundt ved middagsbordet, i garagen eller til vejfesten. Når Hot N’ Sweet bliver til Sort Svin, når en kineser bliver til ‘risperker’, eller der bliver sagt, “de dovne skal sendes hjem”, blev man langsomt programmeret til at tænke på en bestemt måde. En måde der tog mere end et årti at omprogrammere.

En gradvis ændring

I dag er der ingen i min familie, som siger racistisk lort mere. I dag er min familie en dejlig blanding af forskellige etniciteter, farver og spændende historier. Den største forandring i min familie skete, da en familie af fremmede flyttede ind i det tomme hus ved siden af vores. Lige pludselig så vi sorte mennesker hver dag. Vi snakkede med dem. Vi legede med dem. Vi kom til at skyde vores bolde over i deres have, så vi skulle ringe på deres dør for at spørge, om vi måtte hente vores bold. Det måtte vi altid, og nogle gange fik vi is eller underlige kager.

Jeg er bange for, at ikke alle danskere har haft samme mulighed som jeg har, for at opleve andre kulturer og mennesker. Jeg er bange for, at min kæreste møder folk i 2020, der opfører sig som jeg gjorde i 1990’erne

Mine forældre hjalp dem med at finde job og skaffe bil. “De arbejder mere end os, tjener mindre OG lærer dansk på aftenskole. PÅ SAMME TID” sagde min far en dag ved aftensbordet. Siden den dag blev hyggeracismen mindre og mindre. “De er dovne” blev til “nogle af dem er dovne”, som blev til “nogle mennesker er dovne. Sorte og hvide” og til sidst “måske er nogle dovne, fordi de ikke har muligheden for at vise, de ikke er”. “Kebab-negrene” som startede et pizzaria, blev til “dem, der laver mega-gode pizzaer”, som blev til “vores pizzavenner” og til sidst “min chef”, da et familiemedlem fik job hos dem.

“Risperkerne” blev til kinesere, da jeg fik en kinesisk kæreste. Hvad end der skete i vores liv og individuelle oplevelser, gjorde at vi kendte flere og flere, der ikke spiste bacon hver aften. Vores nabo kunne ikke udtale “kød”, men sagde i stedet for “kut”. I [min del af] Jylland, er “kut” en grov udgave af “kusse”. Så da vores nabo fortalte min far, at han ikke kunne spise “svinekut” til vejfesten, sagde min far, “det er der sgu ingen, der skal her”, hvorefter han forklarede hvad en kut var. De grinede og skålede.

Læs også: De dårlige oplevelser tog førstepladsen i min barndom

Efter det inviterede min far vores nabo over til en omgang grillet krondyr. De åd som svin, begge to. Efter det fik vores nabo nattejob på Danish Crown, hvor han én gang om måneden kunne købe kød med hjem, til medarbejderpris. Han havde under grillmiddagen med min far hørt, at vi, jeg, elskede hot wings. Så en gang om måneden kom han på besøg med en røvfuld hot wings. HVER gang vi spiste hot wings, snakkede vi om, hvor seje de var, hvor modige de var og hvor glade vi var for, at de var blevet vores nye naboer. “Tænk hvis de havde været Jehovaer. Eller endnu værre – svenskere”.

“Du ligner du har spist en ko”

Der var på intet tidspunkt nogen i min familie eller omgangskreds, som havde en intention om at såre andre, eller om at bidrage til en undertrykkende kultur. Vi vidste bare ikke bedre. Vi lærte at blive bedre mennesker, da vi blev venner med mennesker, der ikke var som os. Da de dumme jokes forsvandt fra middagsbordet, vejfesten eller til skoleballet, blev vores fester ikke mindre sjove. Vi grinede ikke mindre. Vi elskede ikke mindre. Alt det betød for os var, at vi ikke længere morede os på bekostning af andres velbefindende.

Men det vidste vi først, da vi blev ældre og forstod det. Som børn sagde vi grimme ting til hinanden. Drengen med rødt hår var “jordbærhjelmen”. Jeg var “fede”. Ham med de perfekte sko var “bøssen”. Og sorte havde stået på alle fire, da de blev malet mørke. Da vi sagde det, var det ikke mere ondt ment, end når vi råbte “du ligner du har spist en ko” af hende den tykke tysklærer, når hun gik ned ad gangen. Vi råbte bare de ting, vi vidste, vi ikke måtte. Vi var ikke intelligente nok til at vide, hvorfor vi ikke måtte sige de ting.

Ofte vidste vi ikke engang, de var forkerte – men vi vidste det var forkert at sige “slemme ting”. “Du er fed” er ikke forkert, hvis man siger det til en fed person. Men det er “slemt”. Vi var børn. Vores hjerne havde for travlt med at tænke på pubeshår, armsved, madpakker og bussemænd – til at være kloge nok til at vide hvad hyggeracisme og et undertrykkende samfund var

Pligten til at kæmpe mod racismen i Danmark

Der findes, desværre, racister i Danmark. Men der findes langt flere danskere, som bare ikke har haft chancen for at møde en sort ven endnu. Der findes mange flere, der ikke ved, de er racistiske – fordi de udelukkende er sammen med andre ‘kartofler’.

Jeg har tit tænkt på, hvor dumme de var, de ting vi sagde og gjorde som børn og teenagere. Men det er først som ‘voksen’, at jeg har fået dårlig samvittighed over det. Det er svært som hvid person at indrømme, at man har været racistisk. Det er endnu sværere at indrømme det over for et sort menneske. Det er flovt og umuligt at ændre på fortiden.

“Det er svært som hvid person at indrømme, at man har været racistisk. Det er endnu sværere at indrømme det over for et sort menneske. Det er flovt og umuligt at ændre på fortiden.”

Nu sidder jeg her og har dårlig samvittighed – og véd ikke rigtig, hvad jeg skal gøre for at råde bod på min tidligere adfærd. Jeg har ikke behov for at lette min samvittighed – men jeg har behov for at sikre, at jeg på ingen måde stadig bidrager til lortet. I starten af næste år er min kæreste sat til at føde. Med mindre noget helt vildt underligt sker, vil barnet komme ud ikke-hvid. Min mørke kæreste, der ikke taler dansk, skal opleve Danmark – som sort. Det er jeg bange for. Jeg er bange for, at ikke alle danskere har haft samme mulighed som jeg har – for at opleve andre kulturer og mennesker. Jeg er bange for, at min kæreste møder folk i 2020, der opfører sig – som jeg gjorde i 1990’erne.

Jeg er ked af, at jeg har været en nar og bidraget til en lortestruktur. Jeg er ked af det. Jeg er ked af ikke at vide, hvad jeg kan gøre i dag for at hjælpe. Jeg er ked af, at I er kede af det. Det er ikke min kamp at kæmpe for andre, men det er min pligt at kæmpe med og for BLM. Det er sorte danskeres ret at have et liv med respektfulde mennesker omkring sig. Det er min opgave at vise respekt med tilbagevirkende kraft.

‘Pelle’ har ønsket at være anonym. Hans identitet er redaktionen bekendt.


Læs flere historier på TAL UD.