TAL UD: ”Han slår mig hårdt i hovedet og kalder mig nigger. Så tager han min cykel og kaster den væk”

Har du selv oplevet diskrimination og ‘hverdagsracisme’? Kontakt Solidaritet, hvis du kunne tænke dig at få fortalt din historie.

Mit hjerte hamrer lige nu, og jeg er utilpas, fordi der er så mange traumer forbundet med at være brun – og ikke hvid – i Danmark. Lad mig starte fra en ende af.

Jeg er 9 år gammel. Jeg kommer kørende på min cykel i Gellerupparken, hvor jeg er vokset op. Der er en større hvid dreng, som stopper mig. Han slår mig hårdt i hovedet og kalder mig nigger. Så tager han min cykel og kaster den væk.

• Bag projektet TAL UD står rapperen Negash Ali, journalisten Suzanne Skærbæk Pedersen, iværksætteren Cecilia Christensen og sangskriver Nanna Prip.

• De ønsker at “sætte fokus på den stille accept af racisme i hverdagen”, og … “hiver den frem i lyset igennem folks fortællinger”

• Har du selv oplevet diskrimination og racisme? Så opfordrer TAL UD til, at du kontakter dem på [email protected]

• Læs mere på Facebook her

+

Indtil da har min oplevelse af racisme været en psykologisk smerte: Det at blive kaldt neger og abekat. Men her oplever jeg fysisk smerte ved at blive slået og sat uden for fællesskabet.

Racisme fra folkeskolen til Folketinget

Så kan vi spole 30 år frem, hvor jeg sidder i Folketinget og får fortalt, at jeg ”taler godt dansk”. Så bliver jeg nødt til at spørge: ”Jeg er dobbeltuddannet, jeg repræsenterer vores folk i den øverste lovgivende myndighed. Hvad er det, der gør, at jeg ikke skulle tale godt dansk? Bortset fra at jeg er brun.”

Jeg er blevet kaldt neger og abekat alt for mange gange. Mine folkeskolelærere vidste, hvordan man skulle ”klare sådan nogle abekatte”, som en lærer sagde til min mor.

Jeg er blevet stoppet på min 30 års fødselsdag af politiet, gående på Jagtvej. Superglad. Det er jo min fødselsdag. Men det er en visitationszone. Og jeg er brun. Jeg går med en masse hvide. Og politiet bruger åbenbart deres ”sjette sans”, som vi får at vide, at de har. De beder mig om at oplyse mit navn. Jeg siger: ”Det har jeg ikke lyst til. Jeg går her i mit fineste puds. Hvad er det, der gør, at jeg skal stoppes lige nu?”. Det vil de ikke sige. De ender med at sige: ”Sig dit navn, eller vi anholder dig”.

Jeg svarer: ”Så må I anholde mig, og så må jeg anmelde det, for jeg synes, det er dybt, dybt urimeligt det her.”

Oplevelser. Traumer. Modstand. Andetgjorthed. Det skal italesættes. Tal op. Tal ud. Vær modig.

Jeg håber, at I hvide danskere melder jer på banen. Jeg kan mærke, at der er momentum nu. Lad os en gang for alle gøre op med strukturel racisme og diskrimination.

For vores børns skyld.