Teateranmeldelse: Selvtillid, charme og blå kedeldragter

Aalborg Teater spiller i maj og juni måned en forestilling, som helt usædvanligt handler om venstrefløjsaktivisme. Ikke som en tematisering af en abstrakt etisk problematik, men som overlevering af praktiske venstrefløjserfaringer fra 1970’erne. 

Drømmefabrikken tager udgangspunkt i den udogmatiske, danske venstrefløjsgruppering, Kommunistisk Forbund (KF), som eksisterede i syv år fra 1973 til 1980 – og især de faglige erfaringer, som organisationen gjorde sig på Aalborgs største industriarbejdspladser.

I en bus kører publikum rundt til de arbejdspladser med to unge skuespillere som guides – og undervejs møder tilskuerne to tidligere værftsarbejdere og medlemmer af KF, Leif Müller og Henning Olesen. De unge skuespillere agerer undervejs som guides, men også som modspillere til de to medlemmers fortællinger.

Ikke uhildet

Jeg må indrømme, at jeg ikke har kunnet se Drømmefabrikken med uhildede øjne. Jeg var i de sidste fire år af KF’s levetid selv medlem – og det var en af de ideologisk og politisk mest frugtbare perioder i mit liv. 

KF var på det tidspunkt et udogmatisk eksperimentarium for udvikling af en revolutionær politik, der ville forene aktivisme, reformpolitik og utopiske drømme om et klasse- og magtløst samfund. Organisationen var med til at udvikle en række idealer og personlighedstræk, som jeg har båret videre siden.

Jeg var derfor på forhånd usikker på, hvilke forventninger jeg kunne stille til forestillingen. Jeg vidste, at den vil have et lokalhistorisk tvist ved at iscenesætte aalborgensiske KF’ere som aktører i stykket, og at det ville ske som en bustur rundt i byen. 

Men hvordan skildringen af Kommunistisk Forbund ville være, var jeg usikker på. Den viste sig også at blive anderledes end det, jeg havde forestillet mig.

Mødet med to KF’ere

Drømmefabrikken starter med, at tilskuerne føres fra Aalborg Teater hen til en teaterbus udsmykket med forestillingens titel malet på siden. De to guides introducerer sig selv og deres rolle som turistguides til en historie, der har udspillet sig før deres egen fødsel. På fjernsynsskærme i bussen vises en kavalkade af billeder fra 60’erne og 70’erne – om krig og ungdomsoprør, men også om politiske skandaler, berømtheder og popkultur.

Det første stop på busturen er ved havnen. Her møder man to KF-medlemmer i blå kedeldragter og med gule sikkerhedshjelme på den modsatte side af et havnebassin. De står foran den eneste bygning, der er tilbage fra Aalborg Værft – nu er det boliger. 

De to KF’ere fortæller herfra gennem en opkobling til et lydanlæg i bussen anekdoter og personlige erindringer om livet på værftet – og de faglige kampe, der udspillede sig i konflikt med ledelsen. 

Improvisation

Efter forestillingen fortæller Leif Müller, at de to KF’ere holder sig til talepunkter, som de skal forbi – en stor del af deres indbyrdes snak er improvisation.

– Vi betingede os, at vi ikke skulle have et nedskrevet manuskript, for at deltage, siger han.

– I aften inddrog vi Marius’ grønne badeværelse, en historie alle i Aalborg kender, siger han. 

Marius Andersen var socialdemokratisk borgmester i Aalborg 1970-81 indtil han blev fældet for bestikkelse. 

– Forleden var det en anekdote om, hvordan jeg en gang på værftet forklarede, hvad arbejdermagt er: Hvis direktionen tager på ferie på et af de skibe, vi producerer, vil der stadig komme skibe ud efter tre måneder. Det vil der ikke, hvis alle værftarbejdere tager på samme tur, siger Leif Müller. 

– Den historie må du godt tage med i din anmeldelse, griner han.

Stoppet ved havnen slutter med, at KF’erne punkterer den udbredte myte, at Aalborg Værft (og den danske værtsbranche) blev lukket på grund mangel på rentabilitet: Værftet blev lukket, fordi rederierne flyttede skibsbygning til ud til lande, hvor fagforeninger var uglesete eller forbudte.

Asbestproduktion og strejken på Skråen

Næste stop på turen er Eternitten. Det er nu navnet på et boligområde. Det husede indtil 2004 Dansk Eternit Fabrik, som frem til midten af 80’erne producerede asbestholdige eternitplader. 

På turen ud til det gamle fabriksområde bruges bussens tv-skærme til karaoke og visning af en ældre propagandafilm om asbests fortrinlige egenskaber som branddæmpende materiale.

Leif Müller og Henning Olesen har uden at være kørt med bussen taget opstilling ved et anlæg for affaldssortering i bydelen. 

De starter med at mindes to tidligere eternit-ansatte, hvor den ene er død af en kræftsygdom og den anden nu lider af asbestose efter at have arbejdet i Stavmøllen, den mest forurenede afdeling på Dansk Eternit Fabrik. Og så fortæller de, at eternitfabrikkens ledelse allerede fra 1960 havde dokumenteret viden om de dødelige konsekvenser af at arbejde med asbest – og alligevel lod arbejdet fortsætte i 25 år. 

Efter stoppet kører KF’erne med i bussen, mens de fortæller om de kvindelige arbejderes kamp mod et lønstop på Skråen, en underafdeling af Skandinavisk Tobak, som bussen passerer – og om det solidaritetsarbejde, som blev iværksat som støtte til kvinderne. 

Op til nutiden

Næste stop er Sygehus Syd. Det er i dag – efter de store industriarbejdspladsers forsvinden – byens største arbejdsplads. Undervejs kontakter Henning Olesen en ”tilfældig” passerende – i aftenens forestilling: en sygeplejeske – som inviteres ind i bussen til at oplæse en tekst om arbejdsforholdene på sygehuset. 

Ved hospitalet stiger passagerne ud for at deltage i en happening, hvor man med kampråb og skilte kritiserer de nyliberale principper, der ligger bag nutidens organisering af hospitalsarbejde – 70’ernes tidstagningsprincipper er flyttet over i den offentlige sektor. 

Og sygeplejerskerne opfordres til gennem selvorganisering og kamp at forvandle deres afmagt til modmagt – ligesom skibsværftets mandlige og Skråens kvindelige arbejdere gjorde i 70’ernes faglige kampe.

Motorvejsbroen over Egholm

Efter stoppet ved Sygehus Syd kører bussen tilbage mod Aalborg Teater. Undervejs har en kvindelig statist flere gange forhørt sig, om spørgsmålet om den tredje Limfjordsforbindelse bliver taget op. Det gør den nu ved, at Leif Müller trækker tråde mellem byudviklingen ved havnefronten, da fabriksområderne blev nedlagt, og over til det motorvejsprojekt, der er planlagt til at gå hen over Limfjordsøen Egholm. 

Modstanden mod motorvejen handler ikke kun om det konkrete projekt, pointerer han. Den handler også om den by- og regionsudvikling, der bestemmes af kapitalinteresser og politikere. En drøm om en anden udvikling kan kun skabes gennem egenaktivitet, agiterer han.

Perler på snor

Som det fremgår af handlingsreferatet er Drømmefabrikken ikke et traditionelt teaterstykke. Det er snarere en agitatorisk overlevering af (især) faglige arbejdspladserfaringer, der som perler sættes på en snor.

Det giver mig personligt mindelser om rockbandet Floh de Cologne (en slags tysk pendant til Røde Mor), som på en koncertturné i starten af 70’erne systematisk gennemgik, skildrede og kritiserede arbejdsforholdene på en række store, landskendte industriarbejdspladser. 

Det samme sker i Drømmefabrikken – men med fokus på, hvordan 70’ernes faglige venstrefløj i Aalborg reagerede på de forhold. 

Drømmefabrikken er nok teater, men det er også et autentisk møde med to af de aktive og drivende kræfter i KF’s faglige indsats i Aalborg. Publikum lærer dem at kende gennem en proces, hvor de konkret kommer tættere og tættere på: Først er der et havnebassin imellem, så et skraldsorteringsanlæg, men til sidst er de personligt til stede i bussen.

Forestillingen drives så at sige frem af den energi og livsglæde, engagement og antikapitalistiske idealisme, som de to aktivister stadig udstråler. Leif Müller som en blændende retoriker og Henning Olesen som en sindig jyde. 

Det er forestillingens styrke, at den fremføres af ildsjæle, der selv har været en del af kampen og fortsat brænder for samfundsforandring. Og som evner at formidle deres viden og engagement med selvtillid, charme og sikkerhedshjelm.

KF’s særstatus

KF og KF’s historie er mindre vigtig. Drømmefabrikken kunne principielt handle om (næsten) enhver anden faglig aktiv venstrefløjsorganisation i 70’erne.

Leif Müller pointerer da også, da vi taler sammen efter forestillingen, at KF’ernes deltagelse er tænkt ind i en nutidig sammenhæng:

– Når Henning og jeg gider stille op til 25 forestillinger i rap, så er det for at se, om vi stadig kan snakke politik i øjenhøjde med folk. For det kniber det med for SF og Enhedslisten. Men var der noget, KF kunne – så var det det, siger han.

Han har muligvis ret i, at det var en del af grundlaget for, at KF spillede en betydelig rolle på den udogmatiske venstrefløj i (især) Aalborg, Odense og Århus. 

At KF også var et politisk værksted for programudvikling af en særegen socialistisk strategi er samtidig rigtigt – men det er ikke noget, der berøres i forestillingen, selv om titlen lægger op til det. Og det er faktisk heller ikke noget, jeg savner.

Den problemstilling vil, håber jeg, til gengæld blive en del af det projekt, som Aalborg Teaters teaterforestilling er udsprunget af: journalisterne Reimer Bo Christensen og Lars Mandals research til en bog om KF’s historie med udgangspunkt i Aalborg. Den får samme titel som teaterforestillingen, Drømmefabrikken, og den udkommer i 2024.

Drømmefabrikken, Aalborg Teater, indtil til 10. juni 2013.

Efter ide af Lars Mandal og Reimer Bo Christensen. Instruktion: Hans Henriksen

Medvirkende: Thomas Kristian Bek, Marcus Gad Johansen, Leif Müller, Henning Olesen og statister.

Tekster af bl.a. Hans Henriksen, Leif Müller, Henning Olesen m.fl.