En glemt verden af industri og røde smågrupper – Anmeldelse af “Drømmefabrikken”

Lad det være sagt med det samme. Reimer Bo Christensens bog ”Drømmefabrikken – da revolutionen kom til Jylland” har for nærværende anmelder vakt en særlig interesse.

Dels fordi den giver et velresearchet indblik i en af de mange venstrefløjsgrupper i 1970’ernes Danmark, der ikke har været forsket eller skrevet meget om; Kommunistisk Forbund (KF). Men også fordi jeg har rødder i Aalborg, og endda i forstaden Vejgaard, hvor meget af bogen foregår. 

Der var engang en arbejderby

Her voksede jeg op i 1980’erne og 1990’erne og har set Aalborgs transformation fra en klassisk arbejderby til en by, der nu mere er præget af byens universitet og moderne arkitektur end af tung industri og skorstene. Universitetet opstod i øvrigt i 1974, samme periode som er bogens omdrejningspunkt.

Bogen giver et fint indblik i en svunden tid og i arbejderbyen Aalborg. En by der i 1970’erne ikke var præget af de linjebusser, som i dag kører i fast rutefart til byens universitet. I 1970’erne var det de mange blå kedeldragter, som hver morgen på deres cykler kunne ses på vej mod byens mange fabrikker, der dominerede gadebilledet. 

Aalborg Værft var med over 2.000 ansatte en af byens mest markante arbejdspladser, en slags by i byen med egne regler og normer. Og den er et centralt omdrejningspunkt i Reimer Bo Christensens bog. 

Bogen formår at give et unikt indblik i en tidslomme, hvor diverse smågrupper på venstrefløjen forsøgte at præge forholdene på byens industriarbejdspladser – i en tid i Aalborg og Danmark, der ikke er mere.   

En bog der vil meget og kommer vidt omkring

Bogen, der i øvrigt startede ud som et teaterprojekt, vil meget. Bogens hovedperson er Leif Balle Müller, der kommer til Aalborg fra Esbjerg efter at have været forbi Den Rejsende Højskole, det senere Tvind. Efter en lidt famlende start på venstrefløjen – der blandt andet førte Leif forbi de berømte verdensbankuroligheder i København og til Indien, hvor Leif så fattigdom på tætteste hold – besluttede han og flere af hans kammerater at slå sig ned i Aalborg. 

Her ville de proletarisere sig selv og vinde arbejderne for socialismens sag. De bor i kollektiv og opbygger en kommunistisk celle i byen i forbindelse med dannelsen af KF i januar 1973. Det gør de med udgangspunkt i Aalborg Værft. En arbejdsplads, der primært var domineret af socialdemokrater, men hvor også kommunisterne i DKP spillede en markant faglig rolle. 

Fælles for både DKP og Socialdemokraterne på byens værft var, at de ikke gav ret meget for de venstrefløjsgrupper, herunder KF, der forsøgte at præge arbejdspladsen med revolutionær politik. Det var splittelsesmageri og spild af alles tid, mente kommunisterne og socialdemokraterne. Bekæmpelsen af de revolutionære brushoveder kunne de da blive enige om. 

De, der ville noget andet end det traditionelle faglige system og partiernes hierarkier, skulle ikke have et ben til jorden på de store arbejdspladser. KF’erne ville være en bevægelse for forandring, som bogen understreger flere gange, og ikke ‘bare’ et parti til at bevare status quo. Det være sig hverken i det politisk-faglige arbejde eller samfundet som helhed.   

Bogens styrker og svagheder

For den interesserede venstrefløjslæser har bogen en række styrker, der bestemt gør den værd at læse. Først og fremmest er bogen som nævnt velresearchet. Bogens forfatter, Reimer Bo Christensen, mødte selv de unge revolutionære i sin tid som journalistelev. Han har nu snakket med en række relevante personer, der giver bogen troværdighed som samtidskilde. Selvom det altid kan indvendes, at der kunne have været flere og andre medvirkende, lykkes bogen fint med at komme forbi de væsentligste aspekter. 

Set fra min stol og et venstrefløjssynspunkt er bogens største styrke, at Reimer Bo Christensen på en sober og ordentlig måde formår at fremlægge elementer, som alle, der har været aktive på venstrefløjen – hvad enten det er i et parti, en fagforening eller en hvilken som helst anden bevægelse – kan nikke genkendende til på godt og ondt. 

Bogen fortæller om både vellykkede og mindre heldige strejker. Pointen her er, at de unge generationer i dag ikke har de store kamperfaringer fra arbejdspladserne, simpelthen fordi der er ikke er så mange industrifabrikker og strejker længere. Men erfaringerne kan der blive brug for igen.

Derfor giver det god mening for unge venstrefløjsaktivister at læse Drømmefabrikken. Her får man nemlig et indblik i, hvad en strejke kræver af koordinering, organisering, mobilisering og viden om strejke- og blokadevagter, indsamlinger af penge, støtte udefra og fra andre arbejdspladser osv., hvis strejken skal blive succesfuld. Det er nyttig viden, der nemt kan gå tabt med kommende generationer, hvis de ikke som minimum opbevares i hukommelsen. 

Bogen viser også, hvor meget man kan opnå selv med få organiserede kammerater – hvis man har styr på sine fakta og ting. Leif Balle Müller og KF’erne på Aalborg Værft udarbejder eksempelvis en pjece om problemerne med arbejdsmiljø. Det kom til at præge diskussionerne om arbejdsmiljø, inden dette blev mere almindeligt at forholde sig til. 

Bogen, som fortæller, at KF’erne i organisationens levetid formåede at skole ca. 1000 venstreorienterede, viser også, hvilken identitet et godt funderet teoretisk fundament kan være for en organisation.

Det er dog ikke kun lyksaligheder, der følger med grundig teoretisk skoling. Bogen viser nemlig også, hvordan stramme organisationer, der mener netop de har ret, kan føre til sekterisme. I Drømmefabrikken kommer det f.eks. til udtryk ved mistro og paranoia over for det, der angiveligt skulle være de nærmeste kammerater. Blandt andet er der et kapitel i bogen, som meget fint illustrerer, hvor langt den slags kan komme ud, da Leif af en gammel ven og kammerat bliver mistænkt for at være “socialdemokratisk stikker,” og paranoiaen stikker af. 

Også det formår Reimer Bo Christensen at formidle på en fin og sober facon. Man sidder ikke tilbage med mistanke om, at det er noget, han skriver, fordi han vil venstrefløjen det ondt, men nærmere fordi man kan lære noget af det. Og det bør venstrefløjen efter min opfattelse.

En svaghed ved bogen er, at den næsten vil for meget. Den giver som skrevet et unikt indblik i venstrefløjs- og industrihistorie, men den vil også forbi især Leifs personlige følelsesliv. 

Bogen forsøger at være både en personlig beretning, en tidslomme samt en politisk skildring af en politisk bevægelse. Den formår klart bedst de to sidste elementer. Det har sikkert været forfatterens primære formål – og godt for det. 

Bogen berører kun overfladisk de lidt mere følelsesmæssige tilgange til livet: kærester, børn, sex osv. Bogen formår aldrig rigtigt at komme i dybden med de mere personlige forhold for bogens hovedpersoner. 

Forsøget på at tegne et billede af det hele menneske gør selvfølgelig bogen til en mere hel fortælling, men det er tydeligt, at de interviewede hovedpersoner har haft en række forbehold på det område. Det er jo til at forstå. 

Men da bogen kun overfladisk tager fat i emnet, kunne denne del måske helt have været udeladt. Det giver bogen et indtryk af at ville mere, end de lidt over 300 sider giver plads til. 

Læs bogen og lær

Er man aktiv på venstrefløjen i dag, bør man læse bogen for at lære af de erfaringer, generationer før os har gjort sig. Det være sig i forhold til organisering og mobilisering samt ikke mindst, hvad man ikke skal gøre, hvis man vil lykkedes med et politisk projekt, en strejke, en aktion – stor som lille. 

Er man interesseret i dansk industri- og arbejdsmarkedspolitik kan man ligeledes læne sig lunt tilbage, smække benene op på rokokopuden og vandre tilbage til en tid, hvor blå kedeldragter og tung industri var normen. 

Bogen giver vitterligt et fantastisk tidsbillede, særligt af Aalborg, men man kan sagtens overføre tanken til andre industribyer i landet og genkende billedet. 

Bogen er letlæselig, underholdende og skrevet uden store akademiske floskler. Dermed kan man tilgå bogen og få noget ud af den både som erfaren venstrefløjsnørd og aktivist, men også som helt ny på den politiske og faglige venstrefløj.

Reimer Bo Christensen: Drømmefabrikken – Da revolutionen kom til Jylland. Lindhardt og Ringhof, juni 2025. 304 sider. Vejledende pris: 265 kr.